Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10006@2015-08-13/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold
J. nr. 2014-6810-64053 En 20-årig lærerstuderende fik afslag på jobansøgning til en stilling som dansklærer på en sommerskole med henvisning til, at hun var "lige ung nok". Sommerskolen henviste efterfølgende til den studerendes manglende erfaring. Nævnet fandt, at skolen ikke havde godtgjort, at afslaget ikke helt eller delvist skyldtes den studerendes alder. Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 25.000 kr.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager fik afslag på et job som lærer, da indklagede vurderede, at klager var "lige ung nok". Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede alene henviste til klagers alder som begrundelsen for afslaget på jobbet som lærer. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrenter fra den 27. november 2014, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager er en 20-årig, kvindelig lærerstuderende, som har været under uddannelse i 1,5 år. Som undervisningsfag har klager valgt dansk i indskolingen, engelsk og tysk. Sideløbende med studiet arbejder klager som lektiehjælper, hvor hun også støtter børn og unge på forskellige niveauer i deres skolegang. Indklagede er en fonds signaturprojekt, der er begrænset til en periode på 6 år. Projektet har til formål at sikre, at 100 anbragte børn i alderen 10-13 år forbedres i deres faglige viden, får øget deres selvværd og får opbygget et stærkere tilhørsforhold til skolen. Projektet er baseret på tre indsatsområder, hvoraf afvikling af en Learning Camp indgår som et indsatsområde. De to øvrige områder indeholder en mentorordning og oprettelse af et videnscenter. Indklagede søgte i maj 2014 efter personale til den kommende Learning Camp, der skulle afvikles i skolernes sommerferie. Learning Camp havde til formål at forbedre elevernes faglige viden og øge deres lyst til at lære. Klager søgte den 29. maj 2014 stillingen som dansklærer til den kommende Learning Camp. Den 30. maj 2014 oplyste indklagede i en mail til klager, at: Hej [Klager]. Tak for din ansøgning. Det er sådan at vi i går afholdte jobsamtaler for danskpersonalet, men vi mangler stadig en lærerassistent. Da vi har flere der har søgt stillingen her i går og i dag, så prøver vi lige at vurdere hvem af jer vi tror der er bedst kvalificeret. Du har en rigtig fin ansøgning, men vi kan se at du kun er 20, hvilket vi selvfølgelig må tage med i vores overvejelser. Jeg vil kontakte dig senere i dag og fortælle om vi tager en samtale over tlf med dig. Endnu en gang tak for din ansøgning. Du hører fra os. Mvh [indklagede]. ¬Klager fik den 5. juni 2014 svar fra indklagede, som skrev: Hej [Klager]. Vi endte med at gå andre veje, fordi vi vurde-rede at du var lige ung nok. Endelig søg igen næste år, der kører projektet igen og du havde en rigtig god ansøgning. Med venlig hilsen [indklagede]. Klagen er indbragt for nævnet den 28. november 2014. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af alder. Klager ønsker, at nævnet fastsætter en godtgørelse. Klager søgte jobbet som lærer til den kommende Learning Camp, fordi hun var interesseret i at få jobbet. Samtidig var hun ikke i tvivl om, at hun var kvalificeret til jobbet og passede godt til jobprofilen. Indklagede har skrevet to gange til klager, at ansøgningen var velskrevet. I afslaget på jobbet blev klager tilmed opfordret til at søge jobbet igen næste år. Klager mener derfor, at indklagede må være af den opfattelse, at klager har de faglige kvalifikationer, som er afgørende for at kunne bestride jobbet som lærer på Learning Camp. Klager bemærker, at det først er i forbindelse med sagens behandling i Ligebehandlingsnævnet, at indklagede har givet udtryk for, at klagers faglige kompetencer ikke var tilstrækkelige i forhold til at komme i betragtning til jobbet som lærer. Hvis indklagede allerede på ansøgningstidspunktet var af den opfattelse, at klager ikke havde de efterspurgte kompetencer, mener klager, at indklagede på daværende tidspunkt kunne have oplyst hende herom. Når indklagede ikke benyttede denne mulighed, er det et udtryk for, hun er kvalificeret til jobbet, men at hun er blevet frasorteret på grund af sin alder. Klager præciserer, at hun ikke som oplyst af indklagede, er frivillig lektiehjælper, men derimod er ansat i en privat virksomhed, hvor hun underviser på mellem-, udskolings-, og gymnasieniveau. Desuden er klagers erfaring med undervisning ikke, som angivet af indklagede 1-1,5 år, men derimod 8 år, da klager på forskellige måder har arbejdet med un-dervisning af mange typer af børn og unge siden hun var 12 år gammel. Afslaget fra indklagede gav klager et knæk i selvtilliden, og medførte at hun i en periode var demotiveret for at søge andre jobs. Når indklagede i begrundelsen for afslaget udelukkende omtaler klagers alder, er det et klart udtryk for, at alderen var det altafgørende kriterie for indklagedes beslutning om ikke at ansætte hende. ¬ Indklagede afviser, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Indklagede medgiver, at afslaget til klager burde have været formuleret langt mere præcist. Det burde have fremgået mere klart, at klager ikke blev afvist på grund af sin alder, men derimod på grund af den erfaring man har, når man er 20 år. Afviklingen af Learning Camp er et særdeles vanskeligt og udfordrende arbejde, der stiller høje krav til medarbejdernes erfaring, autoritet og tilsvarende kræver en vis robusthed hos den enkelte lærer. I den ansættelsesrunde, som klager var en del af, afviste indklagede andre ansøgere som havde samme niveau af erfaring som klager, men som var væsentlig ældre end klager. Det var derfor underordnet for indklagede, om ansøgere til jobbet var 20 år eller 65 år, da erfaringen var afgørende for at opnå ansættelse. Indklagede har tidligere haft lærere ansat til afvikling af Learning Campen, der under forløbet oplevede at blive psykisk udfordret af eleverne. Udfordringen var for enkelte undervisere af et sådan omfang, at der opstod akut behov for at få psykologhjælp for at lærerne var i stand til at fortsætte i jobbet. Indklagede ønsker ikke, at andre lærere får samme behov for psykologhjælp på grund af arbejdet. Det afgørende i forhold til at komme i betragtning til jobbet har således været, om ansøgerne har de relevante kompetencer og erfaringer i forhold til at tilvejebringe det bedst mulige grundlag for de anbragte børn. Når klager endnu ikke har de rette kompetencer til jobbet skyldes det blandt andet, at hun startede på læreruddannelsen i 2013. Klager havde derfor på ansøgningstidspunktet højst haft undervisning i lærerfaget i 1-1,5 år. Alene af den grund havde hun ikke oparbejdet stor lærererfaring. Ligeledes har klager ikke teoretisk erfaring med specialpædagogik, efter-som hun ikke har mulighed for at vælge dette på det valgte uddannelsessted. Indklagede mener ikke, at klagers erfaring som hjælpetræner og instruktør siden 12 års alderen i sig selv er tilstrækkeligt til at kvalificere sig til jobbet som lærer på Learning Camp. Klagers studiejob som lektiehjælper er i et vis omfang relevant i forhold til jobbet som lærer hos indklagede. Klager skrev dog ikke noget om, hvilke børn hun arbejdede med. Klager kunne have oplyst om nogle af børnene var udsatte, anbragte eller med diagnoser, hvilket ifølge stillingsopslaget kunne være en fordel for at komme i betragtning til stillingen. Klager har oplyst, at afslaget på jobbet medførte et knæk i selvtilliden, hvilket bekræfter indklagede i, at klager ikke var den rette til jobbet. Indklagede opfordrede klager til at søge jobbet næste år. Dette var indklagedes forsøg på at give udtryk for, at klager derved havde et år til at oparbejde de efterspurgte erfaringer. Det var således ikke et udtryk for, at hun blot skulle være et år ældre. Indklagede fastholder, at klagers ansøgning til jobbet var god, men at ansøgningen ikke i sig selv er tilstrækkelig for at få jobbet. Der er tale om en helhedsvurdering, hvor erfaring og kompetencer er altafgørende for at komme i betragtning til jobbet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet alder. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet har lagt vægt på, at indklagede ved beslutningen om ikke at ansætte klager overfor hende alene har henvist til hendes alder som årsag til, at hun ikke var egnet til jobbet. Indklagede skal herefter bevise, at alder ikke helt eller delvist har haft betydning for deres beslutning om ikke at ansætte klager. Nævnet finder ikke, at indklagedes efterfølgende oplysninger om årsagen til ikke at ansætte klager er tilstrækkeligt bevis for, at klagers alder - som direkte anført i det skriftlige afslag - ikke helt eller delvist var medvirkende årsag til afslaget. ¬ Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrenter fra den 27. november 2014, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <2014-6810-64053>