Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - ansættelse - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10014@2015-08-13/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - ansættelse - medhold
J. nr. 2015-6810-02055 En virksomhed, der driver boder og forlystelser i en forlystelsespark, søgte efter personale i alderen 16-25 år i et stillingsopslag på Facebook. En 45-årig mand kontaktede virksomheden via Facebook og søgte et job . Det forhold, at virksomheden opfordrede manden til at sende ansøgning og CV, kunne ikke føre til andet resultat, end at stillingsopslaget var i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 10.000 kr.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at indklagede søgte efter personale i alderen 16 til 25 år, og at klagers ansøgning blev afvist med henvisning til, at han lå uden for denne aldersgruppe. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede i et jobopslag søgte efter personale i alderen 16 til 25 år. Det var også i strid med forskelsbehandlingsloven, at klagers ansøgning blev afvist med henvisning til klagers alder. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 10.000 kr. med procesrente fra den 13. januar 2015, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Indklagede driver forlystelser og boder i en forlystelsespark. En person fra indklagede opslog følgende meddelelse på Facebook: "Vi søger masser af nyt personale i aldersgruppen 16-25 år på [forlystelsespark] hos [indklagede] til sæson 2015. (Start D. 26 Marts - Slut 30 August). Hvis du kunne tænke/ønske dig et job med en enkel vagt eller flere vagter om ugen, eller du eventuelt kender en eller flere som leder efter et job, så er du meget velkommen til at kontakte mig via en PB. (Indbakke her på facebook) Lige pt. er der ledige vagter alle ugens dage, både om ef-termiddagen og om aftenen. Der er mulighed for at have vagter i forlystelser eller boder. Der er mulighed for at starte D. 26 Marts, men man kan og-så starte længere inde i sæsonen. (det vil dige i sommerfe-rien)¬Vi holder jobsamtaler i uge 8+9. Hvis du og/eller en kammerat er interesseret i et sjovt og udfordrende job på [forlystelsespark], så kontakt mig for nærmere information angående de ledige stillinger. Dette må gerne deles! [smiley] Med venlig hilsen - [navn]" Klager henvendte sig den 11. januar 2015 via Facebook til indklagede og skrev: "Hej [navn] Jeg har med stor interesse læst, at i søger nyt personale til [forlystelsespark]. Skal jeg sende ansøgningen hertil eller til mailen? [smiley] Venlig hilsen ¬[klager]" I en ny besked skrev klager: "Personale til [indklagede] til sæson 2015 Med stor interesse har jeg læst i søger nyt personale til [indklagede] til sæson 2015. Jeg søger stillingen, fordi jobbet lyder interessant og fordi jeg netop søger et job - kan alle de nævnte dage og tid-punkter. . Derudover finder jeg arbejdet på [forlystelses-park] attraktivt, da jeg flere gange har været på [forlystel-sespark]. Om mig selv som person kan jeg kort oplyse, at jeg er 45 år gammel - og kommer fra [by] hvorfor jeg kan møde med kort varsel. Derudover er jeg venlig, imødekommende samt kvalitet- og servicemindet. Jeg glæder mig til at høre fra dig. Venlig hilsen [klager]" Som svar herpå skrev personen fra indklagede: "Hej [klager] Vi søger desværre kun personale i aldersgruppen 16-25 - [navn]" Hvortil klager skrev: "Det kan man ikke? Er du selv ansat der og som hvad? " Pågældende fra indklagede svarede: "Ja jeg er selv ansat på [forlystelsespark]. Grunden til den lave alder vi primært søger er fordi, at det kun er deltids job, hvor man passer boder eller forlystelser. Du kan tjekke [forlystelsespark]s hjemmeside løbende, for jeg ved, at der er andre firmaer som søger voksen personale." Klager skrev herefter: "Hvem navnlig siger det skal være mellem 16-25? " Personen fra indklagede svarede: "Der står primært mellem 16-25, det vil sige, at man gerne må være over, men vi primært ansætter yngre personale til vores boder og forlystelser. Du skal være velkommen til at sende en ansøgning og cv." Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet afvist fra en ansættelse ved indklagede på grund af sin alder. Klager ønsker godtgørelse på 25.000 kr. med tillæg af rente. Indklagedes "opslag", "annonce", "stillingsannonce" på Facebook efter nye medarbejdere mellem 16 og 25 år, er en annoncering/stillingsannonce i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede har alene henvist til klagers alder og angivet, at der kun søges personale i alderen 16-25 år. Dette fremgår af indklagedes stillingsannonce på Facebook, hvortil der kræves en Facebookkonto for at søge stillingen. Indklagede har derfor overtrådt annonceringsforbuddet i forskelsbehandlingslovens § 5, stk. 1, og har udøvet direkte forskelsbehandling på grund af alder. Det er uden betydning, at indklagede har en overenskomst med en faglig organisation, da indklagede har søgt efter personer op til 25 år. Fravalg af ældre aldersgruppe på grund af øgede lønomkostninger er i strid med forskelsbehandlingsloven. Det er også uden betydning, at indklagede efter, at sagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet, har erkendt, at indklagede eventuelt har begået en fejl og har ændret i stillingsannoncen. Ligeledes er det uden betydning for sagen, at klager ikke har vedlagt et CV. Klager bor i øvrigt i Danmark. Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling. Indklagede har ikke haft en stillingsannonce på Facebook og har ikke overtrådt nogen paragraffer i forskelsbehandlingsloven. Klager er ikke på nogen måde blevet afvist fra ansættelse, men er tværtimod opfordret til at sende en ansøgning med CV. Klager har ikke til indklagede fremsendt et CV, selvom han blev bedt om det. Facebookopslaget blev redigeret den 11. januar 2015, da indklagede opdagede skønhedsfejlen. Indklagede har en overenskomst med en faglig organisation, hvilket betyder, at det er aldersgruppen 16-17-årige, som indklagede benytter i boder og til dels forlystelser. Der er forskel på lønnen på cirka 30-40 procent, og det er derfor primært yngre medarbejdere indklagede benytter sig af, men selvfølgelig også en del ældre. Indklagede undrer sig over, at klager oplyste, at han bor i [by], når han ifølge sin profil bor i Sverige. Profilen er i øvrigt oprettet samme dag som samtalen fandt sted. Klager har i klagen ikke medtaget hele Facebookkorrespondancen, men har udeladt det mest essentielle. Indklagede har derfor medsendt hele korrespondancen. ¬ Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). En arbejdsgiver må efter forskelsbehandlingsloven ikke ved annoncering angive, at der til ansættelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt alder. En arbejdsgiver må heller ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger på grund af alder. Det er nævnets vurdering, at indklagedes opslag på Facebook må opfattes som en annoncering efter medarbejdere. Indklagede har en overenskomst med særlige regler for aflønning af unge under 18 år. Imidlertid har indklagede ikke alene søgt unge under 18 år til ansættelse, men også unge op til 25 år. Indklagede har derfor overtrådt annonceringsbestemmelsen i forskelsbehandlingsloven. Da klager søgte stillingen på Facebook fik han i første omgang besked om, at indklagede alene søgte medarbejdere mellem 16 og 25 år. Klager har dermed påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Indklagede har efter nævnets vurdering ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er overtrådt, da indklagede ved besvarelsen af klagers ansøgning alene henviste til klagers alder. Det medfører ikke en ændret vurdering, at indklagede i den efterfølgende korrespondance opfordrede klager til at sende en ansøgning. Klager får derfor medhold i klagen. ¬ Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 10.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Herunder har nævnet lagt vægt på, at indklagede i forlængelse af Face-bookkorrespondancen den 11. januar 2015 opfordrede klager til at sende en ansøgning vedlagt CV. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at der alene var tale om en deltidsstilling. <2015-6810-02055>