Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - ansættelse - medhold

GældendeVersion 2015-08-13
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10015@2015-08-13/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - ansættelse - medhold

J. nr. 2015-6810-01556 Et rejsebureau søgte efter en ung rejselivselev i et stillingsopslag. En 40-årig mand søgte jobbet, men fik afslag. Efter dialog mellem mandens faglige organisation og rejsebureauet, blev han alligevel tilbudt stillingen, men takkede nej med henvisning til, at forholdet mellem parterne allerede var ødelagt. Rejsebureauet havde ikke løftet bevisbyrden for, at ansøgerens alder ikke havde indflydelse på beslutningen om ikke at ansætte ham. Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at indklagede i et jobopslag søgte efter en ung rejselivselev, og at klager fik afslag på sin ansøgning til stillingen. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede i et jobopslag søgte efter en ung rejselivselev. Det var også i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på sin ansøgning til stillingen som rejselivselev. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrente fra den 12. januar 2015, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Indklagede specialiserer sig i at arrangere rundrejser og kør-selv ferier i USA. Indklagede søgte i et stillingsopslag med følgende ordlyd en medarbejder: " Elevplads med mulighed for fastansættelse ¬(. . .)¬ Har vi brug for dig? " Vi har for tiden så meget fart på, at vi ikke kan følge med mere. Vi søger derfor en ung, slagsorienteret og udadvendt rejselivselev der kan hjælpe med koordinering og salg af rejser til USA. Din dagligdag kommer primært til at bestå i, at hjælpe vores kunder med, at sammensætte skræddersyede rejseplaner. Du skal derfor have et naturligt talent for, at koordinere, planlægge og sælge rejser. Yderligere kommer du til at hjælpe med udarbejdelse af rejsebeskrivelser, hvorfor du skal være dygtig til, at formulere dig skriftligt på dansk, svensk eller norsk. Det er ikke et krav, men naturligvis en fordel hvis du selv har rejst i USA. Vi tilbyder: • Et ungt og dynamisk team¬• Arbejdsplads på [adresse]¬• Mulighed for deltagelse som koordinator på projekter i USA¬• Mulighed for at købe rejser til medarbejderpris." Klager, som er født i 1974, søgte den 25. august 2014 stillingen som rejselivselev. Den 27. august 2014 skrev salgschefen ved indklagede i en e-mail til klager: "Hej [klager]¬Mange tak for din ansøgning. Det er desværre ikke lige den profil vi søger, men jeg takker for din interesse i [indklagede]" Klager anmodede indklagede om at uddybe afslaget, hvortil indklagede svarede, at afslaget ikke kunne uddybes. Indklagede oplyste, at indklagede modtager cirka 100 ansøgninger, når der opslås elevstillinger, og at indklagede prøver at udvælge de 3-4 ansøgere, som indklagede mener passer bedst til virksomhedskulturen. Den 11. september 2014 rettede klagers faglige organisation skriftlig henvendelse til indklagede. Klagers faglige organisation anførte, at indklagede som følge af annoncering efter en ung medarbejder diskriminerede ansøgere, som ikke er unge, og at der derfor var tale om direkte forskelsbehandling af klager på grund af alder i strid med forskelsbehandlingslovens §§ 2 og 5, stk. 1. Klagers faglige organisation fremsatte samtidig krav om godtgørelse på 25.000 kr. for brud på ligebehandlingsprincippet. Den faglige organisation var dog indstillet på at indgå et forlig mod en godtgørelse på 20.000 kr. Indklagedes salgschef svarede den 16. september 2014 pr mail klagers faglige organisation og afviste, at indklagede ikke havde udsat klager for diskrimination på grund af alder. Der var herefter yderligere korrespondance mellem parterne, og den 10. oktober 2014 skrev indklagedes salgschef til klagers faglige organisation i en mail, at indklagede gerne ville tilbyde klager elevstillingen, hvorved klager ville få den stilling han gerne ville have, og den faglige organisation ville få et medlem i arbejde. Salgschefen oplyste, at den faglige organisation kunne bede klager kontakte ham angående ansættelsens detaljer. I brev af 17. oktober 2014 oplyste klagers faglige organisation indklagede, at klager takkede nej til den tilbudte stilling. Klagers faglige organisation fastholdt kravet om godtgørelse. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af alder. Klager ønsker godtgørelse på 25.000 kr. Stillingsopslaget er i strid med forskelsbehandlingslovens § 5, stk. 1. Indklagede søgte efter en ung rejselivselev til et ungt team. Denne formulering kan sidestilles med, at indklagede søgte eller foretrak en medarbejder med en bestemt alder. Klager var på ansøgningstidspunktet 40 år og fik afslag på sin ansøgning. Klagers alder fremgik direkte af anden linje i CV'et. Indklagede har således fået oplysning om klagers alder på tidspunktet for afvisningen. Stillingsopslaget sammenholdt med indklagedes afslag på klagers ansøgning, viser, at klager er blevet stillet ringere på grund af sin alder. Klager har derfor påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af alder, og indklagede har derved handlet i strid med ligebehandlingsprincippet. Indklagede tilbød først klager ansættelse efter, at indklagede havde givet klager afslag, og efter, at klagers faglige organisation over for indklagede havde fremsat krav om godtgørelse for forskelsbehandling på grund af alder. Klager har hverken været indkaldt til samtale eller haft yderligere korrespondance med indklagede udover skrivelserne vedrørende forskelsbehandling. Klager takkede den 17. oktober 2014 nej til indklagedes tilbud, som må tolkes som en reaktion på klagers krav om godtgørelse. Klager anså på dette tidspunkt forholdet mellem klager og indklagede for at være så beskadiget, at det ville virke formålsløst at indgå aftale om en ansættelse. Det er i øvrigt sagen uvedkommende, at indklagede, efter at have afvist klager til stillingen som ung rejselivselev, måtte ombestemme sig. Indklagede kan ikke unddrage sig ansvar for at have handlet i strid med ligebehandlingsprincippet ved efterfølgende at tilbyde klagen en stilling. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling. Der foreligger ingen bevis, dokumentation eller indikation for, at klager fik afslag på grund af sin alder. Klagers alder fremgik ikke af ansøgningen, og indklagede var på intet tidspunkt bekendt med hans alder. Indklagede modtager mere end 100 ansøgninger på en opslået stilling, og derfor kigges ansøgningen kun igennem i første omgang. Indklagede åbner ikke diverse bilag, som er vedhæftet ansøgningerne. 40 år må anses som en ung alder i forhold til gennemsnitsalderen på det danske arbejdsmarked. Det er korrekt, at indklagede er en ung virksomhed og et ungt team. Virksomheden er under fem år gammel, og teamet er for nyligt sat sammen, så teamet er kun et år gammelt og derfor ungt. Stillingsopslaget var sat op på ungdomsuddannelsen rejseliv på en handelsskole. Klager fik den 10. oktober 2014 tilbudt den søgte stilling, som han på ingen måde var for gammel til. Hvis han var det, ville indklagede ikke have tilbudt ham stillingen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). En arbejdsgiver må efter forskelsbehandlingsloven ikke ved annoncering angive, at der til ansættelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt alder. En arbejdsgiver må heller ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger på grund af alder. Indklagede angav i stillingsannoncen, at de søgte en ung rejselivselev til et ungt dynamisk team. Nævnet finder, at brugen af ordet "ung" må sidestilles med den situation, hvor en virksomhed søger efter en i en bestemt aldersgruppe. Annoncens ordlyd er derfor i strid med annonceringsbestemmelsen i forskelsbehandlingsloven. Herefter og idet indklagedes indledende afslag til klager, der i sin ansøgning havde anført sin alder, ikke er nærmere begrundet har klager påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet har navnlig lagt vægt på ordlyden af stillingsannoncen og på, at indklagede ikke i øvrigt har fremlagt dokumentation for, at alder var uden betydning for afslaget. Det kan ikke føre til nogen anden vurdering, at indklagede efterfølgende, men først efter, at klagers faglige organisation havde henvendt sig indklagede og fremsat krav om godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, tilbød klager ansættelse som elev. ¬ Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 12. januar 2015, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <2015-6810-01556>

Versioner

  1. 2015-08-13