Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - ej medhold

GældendeVersion 2015-08-13
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10016@2015-08-13/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - ej medhold

J. nr. 2014-6811-54839 En far til et adopteret barn klagede over, at han ikke kunne få udleveret samme oplysninger om adoptionstilskud som moderen. Det fremgår af børnetilskudslovens § 8, at modtageren af tilskuddet er barnets mor. Det falder udenfor nævnets kompetence at træffe afgørelse i sager om køn, hvor parternes status fremgår af loven. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en far til et adopteret barn ikke kan få udleveret samme oplysninger om et adoptionstilskud som moderen ved henvendelse til udbetalingsmyndigheden. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Klagen afvises, da det forhold, der klages over, ikke er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetence. Sagsfremstilling Indklagede er den myndighed, der tager stilling til, om adoptanter er berettiget til at modtaget et adoptionstilskud. Klager har sammen med sin hustru et adopteret barn. Klager rettede henvendelse til myndigheden, da han ønskede at få oplysninger omkring udbetalingen af adoptionstilskud. Indklagede afviste at udlevere oplysninger til klager. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er udsat for forskelsbehandling på grund af køn, når han ved henvendelse til myndigheden, ikke kan få samme oplysninger som sin hustru vedrørende deres fællesbarn. Klager henviser til, at han ved henvendelse til indklagede blev orienteret om, at oplysninger vedrørende et adoptionstilskud til parrets yngste søn kun udleveres til barnets mor. Klager blev tilsvarende orienteret om, at indklagede havde mulighed for at oprette klager som part i sagen, men at dette krævede klagers hustrus samtykke. Klager mener, at dette er i strid med gældende lovgivning vedrørende ligebehandling mellem kønnene. Indklagede afviser, at klager er udsat for forskelsbehandling. Indklagede oplyser, at adoptionstilskud er lovhjemlet i børnetilskudsloven § 8. Lovens udgangspunkt er, at modtageren af børnetilskuddet er barnets mor. Indklagede oplyser, at udbetalingen af adoptionstilskuddet udelukkende sker til de parter, der fremgår af lov om børnetilskud. Indklagede foretager derfor ikke en vurdering af modtagerens køn ved udbetalingen. Modtageren af adoptionstilskuddet vil ifølge indklagede altid være sagens part, uanset om henvendelser vedrørende adoptionstilskuddet sker telefonisk eller skriftligt. Indklagede udleverer kun oplysninger til sagens part. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle myndigheder og organisationer inden for offentlig forvaltning. Det fremgår af § 1, stk. 2., i lov om Ligebehandlingsnævnet inden for hvilke områder, nævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet har tidligere fastslået, at det falder uden for nævnets kompetence at træffe afgørelse om forskelsbehandling på grund af køn i forhold, hvor parternes status fremgår af loven. Det falder tilsvarende uden for nævnets kompetence at træffe afgørelse om, hvorvidt klager skal betragtes som part i sagen og den mulige betydning dette kan medrøre. Nævnet kan derfor ikke behandle klagen. <2014-6811-54839>

Versioner

  1. 2015-08-13