Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10017@2015-08-13/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - chikane - repressalier - ej medhold

J. nr. 2014-6811-19889 En jurastuderende med psykiske lidelser klagede over forskelsbehandling i forbindelse med, at hun søgte om at blive fritaget fra gruppearbejde. Klager var undervejs i sit studie flyttet til en ny studieordning, der betød, at hun skulle deltage i gruppearbejde. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den studerende på ansøgningstidspunktet led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Der blev lagt vægt på, at hun ifølge en psykologerklæring, trods sine lidelser, kunne indgå uproblematisk i et gruppearbejde. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om, hvorvidt et universitet har udsat en jurastuderende for forskelsbehandling på grund af psykisk handicap i forbindelse med, at hun søgte om dispensation fra at deltage i gruppearbejde på bachelordelen. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke fritog klager fra at deltage i gruppearbejde på bachelordelen på jurastudiet. Indklagede har ikke udsat klager for chikane eller repressalier i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager er jurastuderende på bachelordelen på det indklagede universitet. Klager søgte den 3. juli 2012 om dispensation til at skifte studieretning til 2011-studieordningen. Klager henviste til, at hun gennem de sidste år havde været syg med depression, men at hun nu stille og roligt var vendt tilbage til studiet, som hun fulgte efter 2006-studieordningen. Klager havde ikke været i stand til at følge studiet i højere grad på grund af behandling hos psykiater og psykolog samt mave- og tarmlæge. Klager havde desuden gennemført en større tandlægebehandling. Klager var nu medicinfri og mente sig i stand til at kunne følge studiet i højere grad, dog ikke på fuld tid. Klager henviste videre til, at hun var på 2006-studieordningen, hvor hun ikke havde mulighed for fra efteråret at få undervisning i 2. års pensum, hvilket klager som følge af sin psykisk nedsatte funktionsevne i høj grad havde brug for. Det sidste klager med en mild depression havde brug for, var at hun skulle være hjemme og læse på selvstudium. Klager havde brug for menneskelig kontakt og for at komme hjemmefra samt folk at sparre med, hvilket der blev lagt vægt på i den nye studieordning. Kommunen havde bevilget klager revalidering til at fuldføre studiet, således at hun kunne fokusere på behandlingen af sin milde depression og fuldførelsen af studiet. Ansøgningen om skift af studieordning var vedlagt psykologudtalelse af 9. maj 2011 fra Center for Kognitiv Adfærdsterapi. Det fremgik af udtalelsen, at klager havde en mild depression og en generel bekymringstendens samt subklinisk OCD, men ikke i en sådan grad, at den var diagnosticerbar. Klager indgik uproblematisk i en god samarbejdsalliance. Hendes prognose var god, men det ville bestemt hjælpe hende meget, såfremt hun kunne støttes i at færdiggøre sit jurastudie, som hun med rimelig sikkerhed ville kunne gennemføre efter endt behandling. Psykologen anbefalede derfor, at klager fik denne mulighed, men hun havde fortsat brug for behandling for at kunne gennemføre uddannelsen. Klagers tilstand var i bedring, og hun håndterede pres, usikkerhedsmomenter og konflikter væsentligt bedre, men hun var stadig sårbar. Klagers indsigt i egne problemstillinger og hendes håndtering af disse var også blevet bedre. Klager havde fortsat behov for behandling, både på grund af hendes almene tilstand, men også på grund af det pres, hun i perioder oplevede i forbindelse med hendes studie, som det vurderedes, at hun kunne klare med fortsat støtte og behandling. Behandlingsforløbet sigtede mod, at klager kunne komme helt ud af depressionen, og at hun kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet/uddannelsen og fungere helt normalt. Indklagede v/ studienævnet gav ved afgørelse af 20. august 2012 klager dispensation til at blive overflyttet til 2011-ordningen. Klager søgte den 1. november 2012 om dispensation, således at hun kunne aflevere projektet i retshistorie alene. Klager henviste til, at hun grundet sin psykiske funktionsnedsættelse ikke kunne arbejde i grupper efter 2011-studieordningen. Klager henviste til den foreliggende dokumentation for psykisk funktionsnedsættelse. Den 13. november 2012 søgte klager om dispensation for så vidt angik overskridelse af tidsfrist vedrørende undervisning/holdsætning, overskridelse af tidsfrist vedrørende eksamen og dispensation fra andre forhold. Klager henviste blandt andet til, at det efter hendes tilbagevenden til studiet havde vist sig umuligt for hende med den nye studieordning (2011-ordningen). Der var ingen på studiet, der kendte klager, og der var derfor ingen på holdet, som ville danne gruppe med hende. Klager blev derfor administrativt tildelt et hold, hvilket ikke var en succes, da tvunget gruppearbejde med nogen, som helst ville være fri for en, mildest talt var psykisk nedbrydende. Klager, der derfor ikke havde kunnet deltage i gruppesamarbejde til aflevering af gruppeprojekt i retshistorie, søgte om dispensation, så hun kunne aflevere projektet alene. Klager søgte også om dispensation, så hun ikke ville miste et eksamensforsøg. Klager søgte alternativt om at blive overflyttet til et aftenhold. Indklagede v/studienævnet traf afgørelse den 17. december 2012. Klager fik afslag på at blive fritaget for gruppearbejde. Klager fik imødekommet sin ansøgning om at aflægge individuel eksamen i retshistorie. Klager fik afslag på at få slettet et eksamensforsøg i retshistorie, men hun blev tildelt et fjerde eksamensforsøg. Klagers ansøgning om at blive flyttet fra daghold til aftenhold blev imødekommet. Indklagede sendte den 21. oktober 2013 et varslingsbrev til klager, hvoraf det fremgik, at fakultetet ved en gennemgang af det generelle studieaktivitetsniveau hos de studerende havde erfaret, at klager havde været indskrevet på den juridiske bacheloruddannelse i mere end fem år. Indklagede henviste til, at studerende på den juridiske bacheloruddannelse skulle have afsluttet uddannelsen senest fem år efter studiestart, jævnfør 2006-studieordningen. Det fremgik videre af varslingsbrevet, at klager ikke kunne fortsætte på jurauddannelsen, og at hun ville blive udskrevet, medmindre studienævnet fandt, at der forelå usædvanlige forhold. Klager kunne søge dispen-sation senest den 5. november 2013. Indklagede beklagede i mail af 13. december 2013, at der i varslingsbrevet ikke var henvist til femårsreglen i begge studieordninger. Femårsreglen blev indført med 2006-studieordnlngen, og reglen vedrører den samlede indskrivningstid på bacheloruddannelsen uanset, om den studerende undervejs bliver overflyttet til en ny studieordning. Da klager modtog varslingen af 21. oktober 2013, havde hun været indskrevet på bacheloruddannelsen i fem år og cirka halvanden måned. Alle studerende, der ikke havde færdiggjort bacheloruddannelsen inden fem år, blev varslet. Varslingen skete uanset om den enkelte studerende i løbet af sit uddannelsesforløb - i en anden sammenhæng - havde frem-sendt dokumentation for eksempelvis sygdom eller andre særlige omstændigheder, som havde betydet, at den pågældende ikke havde været studieaktiv i en eller flere kortere eller længere perioder. Hvis den studerende mente, at de tidligere dokumenterede omstændigheder havde relevans i forbindelse med overskridelsen af femårsreglen, kunne den studerende oplyse dette i ansøgningen om dispensation. Der kunne enten fremsendes ny dokumentation eller genfremsendes/henvises til tidligere fremsendt dokumentation. Det fremgik i øvrigt af mailen, at klager kunne fremsende en dispensati-onsansøgning senest den 6. januar 2014. Indklagede traf den 25. februar 2014 afgørelse om, at klagers indskriv-ning på fakultetet blev bragt til ophør på grund af manglende studieaktivitet. Klager modtog ved mail af 6. marts 2014 den endelige udmeldelse. Klager oplyste i mail af 25. februar 2014 til indklagede, at hun ikke havde noget i mod at blive smidt ud af 2006-ordningen, da hun gennem det seneste halvandet år havde været indskrevet på studiet efter 2011-ordningen. Klager oplyste også, at "Siden jeg er en studerende med psykisk funktionsnedsættelse, vil jeg sætte pris ikke at blive generet unødigt i mit studium, idet jeg ikke har overskuddet til at følge mere end et fag af gangen lige nu. Jeg har slet ikke overskud til at tage mig af ovenstående vrøvl om min indskrivning på studiet, men forventer I holder styr på min studieaktivitet på 2011-studieordnlngen og ikke lægger jer I vejen for min nuværende aktivitet på studiet". Indklagede genoptog herefter sagen og traf den 18. marts 2014 afgørelse om at dispensere fra femårsreglen. Indklagede meddelte i mail af 30. juni 2014, at man var blevet opmærksom på, at der var en fejl i afgørelsen af 18. marts 2014, idet det ikke fremgik, hvornår klager senest skulle have afsluttet bacheloruddannelsen. Klagen er indgivet til nævnet den 20. marts 2014. Der er sammen med klagen fremsendt psykologudtalelse af 3. marts 2014 fra Center for Kognitiv Adfærdsterapi, Angst, og OCD-klinikken, hvoraf fremgår, at klager har en fysisk funktionsnedsættelse, som medfører, at hun ikke kan følge undervisning i samme omfang som andre, og at hun af den grund vil være længere tid om at tage en uddannelse. ¬ Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun som studerende på juridisk fakultet er udsat for indirekte diskrimination på grund af handicap i medfør af 2011-ordningen. Klager henviser til, at hun er udsat for chikane på grund af sit handicap. Klager er nægtet de rimelige foranstaltninger, som indklagede er forpligtet til at foranstalte i medfør af forskelsbehandlingsloven. Klager er som følge heraf blevet udsat for repressalier under studiet. Klager ønsker at få en godtgørelse, og at Ligebehandlingsnævnet gør det klart, at indklagede er forpligtet til at overholde forskelsbehandlingsloven. Klager var på grund af længere tids fravær nødt til at skifte studieordning for at fortsætte med at kunne modtage undervisning til de fag, som hun manglede for at bestå på bachelordelen på jurastudiet. Klagers første time på den nye studieordning var retshistorie, hvor de studerende skulle danne grupper ud fra, hvad de ville skrive retshistorieopgave i. Der var ingen af de unge studerende, der var i starten af ty-verne, der ville modtage en ti år ældre studerende, de ikke kendte. Der var derfor ingen, der ville være i gruppe med klager. Klager blev tildelt en gruppe, men måtte selv spørge sin underviser om, hvem hun var i kommet i gruppe med. Gruppen havde ikke tilkendegivet over for klager, at de havde fået hende med i deres gruppe, selv om de var orienteret om, at de havde fået hende med i gruppen. Det videre forløb endte i et brud og social eksklusion af klager fra undervisningen, der var struktureret ud fra gruppearbejde. Klager kontaktede en studievejleder og fik at vide, at mange før hende havde klaret det tvungne gruppearbejde. Mange studerende med psykiske funktionsnedsættelser havde af studienævnet fået besked om at søge orlov, indtil de ikke længere havde en psykisk funktionsnedsættelse, der gjorde, at de ikke kunne deltage i gruppearbejdet. Dette er direkte diskriminering af studerende med psykisk handicap. Klagers problem er, at hun ikke kan få en hverdag til at hænge sammen med sin psykiske funktionsnedsættelse, hvis hun tvinges til at arbejde i grupper. Gruppearbejdet er således i vejen for, at klager kan deltage på jurastudiet. Hun har forgæves klaget til studienævnet med videre. Klager har også foreslået, at der oprettes et hold til studerende, der ikke kan deltage i gruppearbejdet, så disse studerende kan få samme mængde undervisning som de øvrige studerende. Klager har som følge af en opvækst med to psykisk syge forældre udviklet depressioner, og hun lider af angst, som manifesterer sig i bekymring. Klager er i behandling hos psykolog for at lære at leve med sin angst og undgå depression. Angst i samvær med fremmede mennesker påvirker klager, således at hun altid tvivler på sig selv og bekymrer sig om alt. Når klager er sammen med andre mennesker eller bliver stresset, så overbebyrdes hun, idet hendes bekymringstendens er på overarbejde. Klager får også fysiske symptomer på angst, herunder hjertebanken, forhøjet blodtryk, ekstrem svedproduktion, besværet vejrtrækning og ¬rysten over hele kroppen. Det er både psykisk og fysisk krævende at have angst. Når klager har været sammen med andre mennesker, skal hun bruge meget tid alene bagefter til at fordøje sine indtryk og slippe af med bekymringerne. Studieordningen for den juridiske bacheloruddannelse indeholder blandt andet obligatorisk gruppearbejde. Studieordningen er efter klagers opfattelse umiddelbart neutral, men hvis man har et handicap som klagers, så diskrimineres man, fordi man på grund af den sociale eksklusion ikke kan deltage i gruppearbejdet. Gruppearbejdet forudsætter, at alle studerende er ekstroverte og udadvendte af personlighed, samt at de ikke har psykiske funktionsnedsættelser eller andet presserende i dagligdagen, der gør det umuligt at deltage flere timer hver dag i gruppearbejde. Der er ikke plads til introverte og indadvendte studerende, studerende med børn, studerende med handicap eller andre studerende, som ikke passer ind i gruppearbejdet. Ved at afvise klager fra at få undervisning uden tvungent gruppearbejde, bliver klager forhindret i at modtage undervisning, og hun bliver derfor udsat for indirekte diskriminering på grund af handicap. Klager er på grund af sin funktionsnedsættelse ikke i stand til at deltage i et fuldtidsstudium, og hun vil derfor få nye studiekammerater ved hvert semester. Der er efter klagers opfattelse ikke et objektivt sagligt formål med gruppearbejdet. Den nuværende studieordning blev indført i 2011, og gruppearbejdet skal give de studerende samarbejdskompetencer. Mange jurister er imidlertid uddannet uden at være påtvunget gruppearbejde under studiet. Indklagede kan gøre gruppearbejdet til en valgmulighed til fordel for de studerende, således at introverte og studerende med psykiske funktionsnedsættelser kan deltage i undervisningen uden at være tvunget til gruppearbejde. Studieordningens krav om gruppearbejde er usagligt funderet, og midlet til at opnå målet om at give de studerende samarbejdskompetencer er uhensigtsmæssigt for mange af de studerende og disproportionalt i forhold til, at klager ekskluderes fra at modtage undervisning. Indklagede har en hensigtserklæring om at arbejde for at sikre lige muligheder for alle studerende, herunder så vidt muligt at forsøge at tilbyde individuelle løsninger til studerende med særlige behov. Med særlige behov tænkes på studerende med fysiske handicap, forbigående sygdom eller ordblindhed. Adskillige studevejledere har erkendt over for klager, at der ikke findes foranstaltninger for en studerende med en psykisk funktionsnedsættelse. Hvis indklagede havde anerkendt sin forpligtelse til at afhjælpe klagers funktionsnedsættelse med foranstaltninger til at modtage undervisning uden tvang om gruppearbejde, ville klager muligvis være blevet færdig med bachelordelen. Klager mener, at hun er blevet udsat for chikane, fordi indklagede ikke har overholdt de grundlæggende forvaltningsprincipper, når klager i forbindelse med sine klager har bedt om oplysninger om svarfrister med videre. Dette er efter klagers opfattelse ikke en tilfældighed, men fordi sager af hendes type bliver nedprioriteret. Dette er en nedværdigende behandling af studerende med handicap. Klager blev også afvist, da hun forsøgte at få vejledning til at skrive sin opgave i retshistorie. Klager er blevet ignoreret som person på de hold, hvor hun har forsøgt at følge uddannelsen. De øvrige studerende har ikke ville arbejde i gruppe med klager. Dette har gentaget sig gang på gang, idet hvert semester starter forfra med et nyt hold. Klager har forgæves gjort fakultetet opmærksom på problemet. Der er tale om ren chikane af en studerende, der ikke følger studiet på fuld tid, og det er uværdigt over for klager. Den chikanerende adfærd, der opstår ved mødet med nye hold, har gentaget sig uden undtagelse på alle de hold, som klager har deltaget i under undervisningen. Andre studerende har lignende problemer, så der er tale om et meget almindeligt problem. Det er direkte diskrimination, at indklagede ikke ændrer på den uhensigtsmæssige gruppedannelse. Klager blev på intet tidspunkt orienteret om, at hendes klage om fritagelse fra gruppearbejdet medførte, at hun blev frataget retten til at skrive retshistorieopgave og dermed blev frataget retten til at fortsætte uddannelsen. Indklagede har stadig ikke forstået, at problemet ikke er, at klager fint kan med sociale, samarbejds- og kommunikative kompetencer med videre. Det er udelukkende omfanget af gruppearbejdet og den manglende fleksibilitet i gruppearbejdet og undervisningssituationen, som gør, at klager med sit handicap er afskåret fra ved lige muligheder med de øvrige studerende at kunne modtage undervisning og deltage i gruppearbejdet samt søge vejledning hos underviserne. Klager er forhindret i at modtage undervisning og være en del af studiemiljøet på de præmisser, hvor hun kan deltage med sit handicap. Klager henviser til generaladvokatens udtalelse i Coleman-sagen (afgø-relse C-303/06). Det følger heraf, at det er en negligering af klagers værdighed, at indklagede mener, at klager skal bevise ikke at kunne deltage på lige fod med de andre studerende grundet sit handicap. Ingen af de andre studerende har skullet bevise, at de kan deltage i gruppearbejdet, som indklagede fejlagtigt tror, alle studerende kan ud fra den stereotype opfattelse af jurastuderende, som klager har redegjort for i klagen. Klager bliver behandlet ringere end andre studerende, fordi hun har et psykisk handicap. De kørestolsbrugere, der er på jurastudiet, har aldrig skulle dokumentere, at de ikke kan kravle op ad trappen på fakultetet. Indklagede har alligevel lavet en elevator. Når gruppearbejde gøres obligatorisk, bliver klager frataget sin selv-stændighed til at tilrettelægge studiet efter behov. Ved at tvinge klager til at deltage i gruppearbejdet, skal klager sætte hvert nyt hold ind i hendes handicap. Dette er en unødvendig blottelse af klagers privatliv og selvstændighed til at bestemme, hvem hun vil involvere i sit privatliv. Når indklagede mener, at klager kan deltage i gruppearbejde på lige fod med de andre studerende, negligerer de klagers selvindsigt i hendes handicap. Som dokumentation for chikane og repressalier henviser klager til, at hun den 6. marts 2014 modtog den endelige udmeldelse fra fakultetet. Klager havde ikke modtaget den fornødne partshøring. Da hun telefonisk kontaktede en medarbejder hos indklagede, blev sagen genoptaget, og hun fik den 18. marts 2014 besked om, at hun var genoptaget. Dispensationsudvalget begrundede afgørelsen med, at der var kommet nye oplysninger. Dette var løgn og dybt krænkende for klager, da indklagede var orienteret om alt vedrørende hendes handicap. Da der i varslingsbrevet ikke var nævnt den studieordning, som klager var indskrevet på, betragtede klager brevet som en meddelelse om, at hun var udskrevet af 2006-ordningen. Det er også chikane, at en medarbejder hos indklagede ved mail af 30. juni 2014 ændrede afgørelsen af 18. marts 2014, så klager nu blev orienteret om, hvornår hun skulle være færdig med bacheloruddannelsen. Det var krænkende, at klager skulle skrive en motiveret dispensations-ansøgning, når indklagede var orienteret om, at der forelå særlige omstændigheder i klagers tilfælde. Det er i øvrigt krænkende, at klager konstant skal søge dispensation på grund af sit handicap. Indklagedes sagsbehandling i forbindelse med varslingsskrivningen og den efterfølgende genoptagelse af sagen viser efter klagers opfattelse indklagedes inkompetence. Klager ønsker at få en godtgørelse, og at indklagede skal anerkende, at klager skal have undervisning i de fag, som hun mangler, uden at hun bliver tvunget til gruppearbejde. Indklagede afviser, at klager er blevet udsat for diskrimination på grund af handicap i strid med diskriminationsforbuddet i forskelsbehand-lingsloven. Afslaget på at dispensere fra gruppearbejdet er efter indklagedes opfattelse ikke i strid med diskriminationsforbuddet. Indklagede har vurderet, at det ikke er nødvendigt at fritage klager fra alt gruppearbejde på baggrund af den foreliggende dokumentation om hendes funktionsnedsættelse. Indklagede afviser også at have udsat klager for chikane og repressalier. Indklagede henviser til, at klager ikke havde oplyst fakultetet om, at hun har fået diagnosticeret angst. Klager havde i forbindelse med ansøgninger om dispensation til at overgå til 2011-studieordningen anført og dokumenteret, at hun havde en mild depression og en generel bekymringstendens samt subklinisk OCD i ikke-diagnosticerbar grad. Det fremgik af den af klager fremlagte psykologerklæring, at hun uproblematisk kunne indgå i en god samarbejdsalliance. Klagers ønske om overflytning til 2011-studieordningen var i øvrigt begrundet med, at hun havde brug for menneskelig kontakt og for at kunne sparre med andre studerende. Indklagede finder det beklageligt, at klager har haft en række uheldige oplevelser i forbindelse med gruppearbejdet i faget retshistorie, men der er ikke belæg for at antage, at det vil gøre sig gældende i samtlige grupper, som klager vil skulle indgå i på bacheloruddannelsen. Klager har efter indklagedes opfattelse ikke dokumenteret, at hendes psykiske funktionsnedsættelser gør det umuligt for hende at indgå i en gruppekonstellation fremadrettet. 2011-studieordningen tager udgangspunkt i strukturerede studiegrupper. Denne læringsform understøtter dels de studerendes læring dels de studerendes samarbejdskompetencer. Studieordningens læringsprincipper, herunder det strukturerede gruppearbejde, afspejler et ønske fra aftagerne om kandidater, der har bedre forståelse for professionelle samarbejdsrelationer. Studiet er tilrettelagt med udgangspunkt i de studerendes læring i studiegrupper. Dette indebærer blandt andet, at dele af for-beredelsen samt undervisningen tager afsæt i gruppeaktiviteter. De studerende organiserer selv rammerne for dette samarbejde. På studiets første år understøttes de studerendes samarbejde af faget studieteknik og læringsproces, som blandt har til formål at hjælpe de studerende til at indgå i professionelle samarbejdsrelationer. Strukturen omkring gruppearbejdet er ikke tvungen, men læringen er tilrettelagt ud fra princippet om, at de studerende arbejder sammen i grupper. De studerende er overordnet set glade for studieordningen, men for en-kelte studerende er det en udfordring med det tættere samarbejde med medstuderende, som de ikke nødvendigvis fungerer optimalt med socialt. Fakultetet har modtaget i alt fire ansøgninger om fritagelse fra gruppearbejde på den juridiske bacheloruddannelse, siden 2011-ordningen trådte i kraft. Indklagede har endnu ikke fundet anledning til at dispensere fra gruppearbejdet generelt, og indklagede har ikke fundet grund til at oprette¬særskilte hold for studerende, som - efter egen overbevisning - ikke er i stand til eller har lyst til at deltage i gruppearbejde. Hvis studienævnet fremadrettet finder grund til at fritage en eller flere studerende fra gruppearbejde på grund af funktionsnedsættelser, som umuliggør deltagelse i gruppearbejde, vil indklagede iværksætte nødvendige foranstaltninger for, at den/de studerende kan modtage undervisning på lige fod med de øvrige studerende. Indklagede afviser at have udsat klager for chikane i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om dispensation. Der er som udgangspunkt er 4-6 ugers sagsbehandlingstid i sager om dispensation. ¬Der kan forekomme længere sagsbehandlingstid, for eksempel på grund af stor sagsmængde, eller hvis en sag er særligt kompliceret. Der var i klagers tilfælde en sagsbehandlingstid på knap fem uger. Klagers dispensationsansøgning blev ikke nedprioriteret. Den lange sagsbehandlingstid i forbindelse med klagesagen skyldtes stor sagsmængde og ferieafholdelse. Indklagede har beklaget sagsbehandlingstiden. Hverken uddannelseslederen eller fakultetet i øvrigt har modtaget oplysninger om generelle problemer vedrørende mobning i forbindelse med gruppedannelsen. Der er heller ikke modtaget klage fra klager vedrørende mobning i forbindelse med gruppedannelsen. Det fremgår af klagers dispensationsansøgninger med videre, at det har været problematisk for klager at indgå i gruppearbejdet, men indklagede har ikke ud fra det oplyste forstået, at klager blev mobbet af sine medstuderende i forbindelse med gruppedannelsen. ¬Indklagede afviser, at klager blev udsat for chikane og repressalier, da hun blev udskrevet fra uddannelsen. Fakultetet sendte den 21. oktober 2013 et varslingsbrev til klager om, at hun havde været indskrevet på den juridiske bacheloruddannelse i mere end fem år. Klager skulle derfor, som det fremgik af varslingsbrevet, senest den 5. november 2013 søge om dispensation for at kunne fortsætte på studiet. Klager blev varslet sammen med de øvrige studerende, der har været indskrevet i mere end fem år. Det udsendes varslingsbreve to gange om året. Indklagede modtog ikke en dispensationsansøgning inden for fristen, der var forlænget til den 6. januar 2014. Efter at have genoptaget sagen traf indklagede den 14. marts 2014 afgørelse om at genindskrive klager. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Indledningsvist bemærkes, at Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om indklagede har overholdt forvaltningslovens regler i forbindelse med behandlingen af klagers dispensationsansøgninger samt i forbindelse med udmeldingen og den efterfølgende genoptagelse. ¬Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven). ¬Forskelsbehandlingsloven forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling samt chikane på grund af handicap. ¬Det fremgår af loven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder også enhver, der driver uddannelsesvirksomhed inden for erhvervsuddannelse, det vil sige uddannelse, der tager sigte på lønnet be-skæftigelse. ¬Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. ¬Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager som følge af flere års sygdom, herunder på grund af depression, maveproblemer og tandbehandlinger, fik dispensation til at blive overflytter fra 2006-studie-ordningen til 2011-studieordningen på bachelordelen på jurauddannelsen. Klagers begrundelse for at blive overflyttet var blandt andet, at hun med en mild depression havde brug for kontakt med andre for at kunne sparre, og at hun derfor ikke ønskede at læse ved selvstudium. ¬Nævnet vurderer på det foreliggende grundlag, at det ikke er godtgjort, at klager den 1. november 2012, hvor hun anmodede om dispensation fra gruppearbejdet efter 2011-ordningen, havde en lægeligt diagnosticeret psykisk lidelse, som medførte en langvarig begrænsning i hendes muligheder for på lige fod med andre studerende at deltage i den grup-pebaserede undervisning efter 2011-studieordningen. ¬Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det fremgår af den psykologerklæring, som klager fremsendte i forbindelse med ansøgningen om dispensation til at overgå til 2011-studieordningen, at hun havde en mild depression, en generel bekymringstendens samt ikke diagnosticerbar OCD, men at hun uproblematisk kunne indgå i en god samarbejdsalliance. ¬Nævnet finder derfor ikke grundlag for at fastslå, at klager på dette tidspunkt havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. ¬Nævnet finder i øvrigt ikke, at det er godtgjort, at det var på grund af klagen over forskelsbehandling på grund af handicap, at indklagede traf en fejlagtig afgørelse om at udmelde klager fra jurastudiet. Der er i øvrigt ikke forhold i sagen, der tyder på, at klager fra indklagedes side er blevet udsat for chikane på grund af sin psykiske tilstand, eller at hun er blevet udsat for repressalier fra indklagedes side, fordi hun har fremsat klage over forskelsbehandling. ¬Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2014-6811-19889>

Versioner

1. 2015-08-13