Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10019@2015-08-13/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - forskelsbehandling "by association" - chikane - ej medhold

J. nr. 2014-6810-34146 En skolesekretær blev afskediget efter længere tids sygdom som følge af hendes voksne datters alvorlige sygdomsforløb. Nævnet fandt, at klager ikke var omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse af lønmodtagere med børn med handicap. Det skyldes, at det ikke var klager, der ydede hovedparten af den pleje, som datteren havde brug for. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en skolesekretær, hvis voksne datter fik en uhelbredelig sygdom med dødelig udgang. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingen, at indklagede afskedigede klager fra stillingen som skolesekretær. Indklagede har ikke i forbindelse med sygemeldingen udsat klager for chikane i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager blev den 1. maj 2005 ansat som skolesekretær på en skole i den indklagede kommune. Klagers datter blev i foråret 2013 alvorligt syg, og hun afgik i november 2013 ved døden. Datteren blev 37 år, hun var gift og havde fire børn. Datteren var indlagt på hospital og hospice i hele perioden fra april 2013 og var fra 7. maj 2013 ikke kontaktbar. Klager var sygemeldt i følgende perioder: Fra den 13. maj til den 7. juli 2013: Delvist sygemeldt. Fra den 29. juli til den 18. august 2013: Delvist sygemeldt. Fra den 19. august til den 8. september 2013: Fuldtidssygemeldt. Fra den 9. september til den 25. september 2013: Delvist sygemeldt. Fra den 26. september 2013 og frem: Fuldtidssygemeldt. Det fremgår af notat af 5. august 2013 fra skolelederen, at klager ikke havde fået det bedre, og at man var blevet enige om delvist at sygemelde hende igen (50 procent) fra den 1. august 2013. Klager ville forsøge at løse sine faste opgaver, og resten af personalet, herunder ledelsen, ville forsøge at skåne hende for yderligere opgaver. Klager ville møde senere hver dag, og hun ville tage tidligere hjem, hvis hun fik det skidt. Klager fik desuden betalt psykologhjælp. Der skulle holdes opfølgningsmøde den 2. september 2013. Klager blev ved brev af 15. august 2013 indkaldt til sygefraværssamtale den 19. august 2013. Det fremgår af udateret referat af sygefraværssamtalen, at klager havde udtrykt, at det var uvist, hvornår hun kunne vende helt tilbage til arbejdet, idet datterens sygeforløb var uforudsigeligt. Det fremgår videre af referatet, at parterne var uenige om forløbet. Det var ledelsens opfattelse, at kommunikationen med forældre, lærere og elever, der var en væsentlig del af klagers opgaver, ikke fungerede, fordi hun havde det så skidt. Klager mente, at hun behandlede alle pænt, og at det var naturligt, at hun også var ked af det på arbejdet. Ledelsen gav udtryk for forventning om, at klager, når hun var på arbejde, kunne fungere på en måde, så forældre, elever og medarbejdere oplevede smil, venlighed og imødekommenhed. Det fremgår af referat af sygefraværssamtale den 2. september 2013, at klagers psykolog, der deltog i i samtalen, tilkendegav, at han troede, at klager kunne vende tilbage til fuld tid på et tidspunkt, men at han ikke kunne sætte tid på. Ledelsen gav udtryk for, at det var en belastning for skolen, at klager ikke var raskmeldt, da det var vanskeligt at undvære sekretærens arbejdskraft. Klager gav udtryk for, at hun ikke kunne honorere kravet om "smil, venlighed og imødekommenhed". Ledelsen ville finde en løsning, hvor klager var skærmet fra den direkte kontakt med personale, forældre og elever. Klager blev den 20. september 2013 indkaldt til evalueringsmøde. Det fremgik af mødeindkaldelsen, at mødet ville have karakter af en tjenstlig samtale. Skolelederen meddelte på mødet, der blev holdt den 26. september 2013, at han af hensyn til opgaveløsningen var nødt til at indlede en afskedigelsessag. Ved brev af 30. september 2013 om påtænkt afsked/partshøring, meddelte indklagede klager, at man påtænkte at afskedige hende fra stillingen som skolesekretær. Baggrunden for den påtænkte afsked var, at klagers sygefravær havde skabt en situation, som var uforenelig med arbejdspladsens drift, og som efter indklagedes vurdering kun kunne løses ved, at man fik mulighed for at ansætte en ny medarbejder i klagers stilling. Det var indgået i indklagedes vurdering, at klager havde været delvist sygemeldt siden den 13. maj 2013, og at hun på evalueringsmødet den 26. september 2013 havde oplyst, at hun ikke vidste, hvornår hun kunne vende tilbage på normale vilkår (fuld opgaveløsning og fuldt timetal). Klager fremsatte i brev af 11. oktober 2013 sine bemærkninger til den påtænkte afskedigelse. Klager henviste blandt andet til, at hun havde udført sine arbejdsopgaver upåklageligt under sygemeldingen, og at hun mente, at ledelsen havde pligt til at hjælpe medarbejdere i en krisekrisesituation og finde den bedste løsning for dem. Klager fik ved brev af 21. oktober 2013 den endelige afskedigelse til fratræden pr. 31. marts 2014. Klager har ikke ønsket at underskrive et forlig indgået mellem Kommunernes Landsforening og hendes faglige organisation om vilkår for hendes afskedigelse. Det fremgår af statusattest af 4. april 2014 fra klagers læge, at klager havde en moderat depression samt svær belastnings-/tilpasnings-reaktion. Det fremgår også af statusattesten, at klagers datter i foråret 2013 fik konstateret Creutzfeldt-Jacobs sygdom, som er en hastigt progredierende neurologisk dødelig sygdom. Datteren døde i slutningen af november 2013 på hospice efter et langtrukkent forløb, hvor hun til sidst var i en fuldstændig vegeterende tilstand. Klager havde under forløbet været ved datterens side. Der havde været tale om et langt udredningsforløb, hvor datteren i flere omgange var igennem second opinions på forskellige neurologiske afdelinger. Det fremgår videre af statusattesten, at klager i forløbet havde udviklet depressive symptomer og svære belastningsreaktioner med påvirkning af kognitive funktioner. Hun var begyndt på antidepressiv medicin i september måned 2013, hvor der vurderedes at være en egentlig depressiv udvikling. Der var etableret psykologbehandlinger som supplement til den antidepressive behandling. Det var først i begyndelsen af 2014, at klager havde fået overskud til at deltage i dette, hvilket vurderedes at have stor betydning for, at hun kunne komme sig. Det fremgår endelig af statusattesten, at der var behov for fuld sygemelding, men at der inden for en tidshorisont på 1-2 måneder godt kunne iværksættes praktikforløb med blid opstart. Der forventedes at være en god prognose med mulighed for, at klager kunne genvinde sine normale funktioner inden for en tidshorisont på 6-12 måneder. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede under den sidste del af hendes ansættelse samt i forbindelse med afskedigelsen udsatte hende for forskelsbehandling på grund af datterens handicap. Klager har altid været meget knyttet til sin datter, og de har taget stor del i hinandens liv. Datteren var den ældste af klagers tre børn, og hun har altid betydet ekstra meget for klager, da de i datterens tidlige barneår var alene og kun havde hindanden. Da datteren fik diagnosen, blev klager totalt knust og måtte hjælpes med beroligende piller og sovepiller. Datterens mand og fire børn stod i en situation, hvor de havde brug for ekstra støtte og hjælp. Klager tænkte ikke på, om hun havde hovedansvaret for sit barn, men kun på at være der for hende. Skolens ledelse kom med forskellige diskriminerede udtalelser som, at klager skulle acceptere, at datteren skulle dø, så ville sorgprocessen kun tage 4-8 uger, og at klager kun måtte være ked af det, når hun var hjemme, ikke når hun var på arbejde. Klager blev desuden opsagt efter et relativt kort sygeforløb, kortere end hvad der ellers er praksis i kommunen. Klager var så præget af datterens diagnose, at hun frem til den 30. maj 2013 ikke magtede at tage på arbejde og møde kollegerne. Klager klarede dog sine arbejdsopgaver ved i denne periode at tage på arbejde efter skolens lukketid, på fridage samt ved hjemmearbejde. Fra den 31. maj 2013 og indtil den 9. juli 2013 arbejdede klager fem timer dagligt i skolens normale åbningstid, og hun var sygemeldt cirka 10 timer om ugen. Klager blev raskmeldt op til sommerferien. Efter ferien den 1. august 2013 blev klager halvtidssygemeldt. Klager arbejdede hjemme den 9. august 2013, hvor hun telefonisk blev kontaktet af skolelederen, der fortalte, at han havde fået to klager fra nogle personer, der havde det svært med, at klager var ked af det. Klager kunne godt få tårer i øjnene, hvis nogen spurgte til datteren, men klager ville gerne fortælle om datterens sygeforløb. Skolelederen sagde under samtalen til klager, at "din datter skal jo også dø, [klager], det skal hun jo". Klager var helt knust over denne bemærkning. Skolelederen sagde også, at klager ifølge viceskolelederen skulle have grædt foran en "kunde". Klager var efter telefonsamtalen helt knust og ked af det. Hun syntes, at det var skolelederen, der havde ansvaret for at finde en løsning i sådanne situationer, og at han ikke bare telefonisk kunne videregive de to klager. Skolelederen ville heller ikke fortælle, hvem der havde klaget. Skolelederen havde desuden været på besøg hos klager den 2. august 2013, hvor han blandt andet havde sagt, at hvis man blot accepterede, at ens datter skulle dø, så var man over det i løbet af 4-8 uger. Klager talte den 12. august 2013 med nogle lærere, hvor den ene fortalte, at hun havde talt med skolelederen, men at hun blot var bekymret for klager, og at hun havde tænkt på, at hun ville tale med klager, men hun havde haft så travlt i forbindelse med skolestarten. Klager har ikke fået forelagt skriftlige klager fra hverken kolleger, forældre eller andre. Det var på denne baggrund klagers opfattelse, at skolens ledelse ikke kunne "rumme" en person i klagers situation, præget af datterens handicap. Den 13. august 2013 spurgte klager viceskolelederen om episoden, hvor hun skulle have grædt foran en "kunde". Episoden skulle have fundet sted en af de første dage efter ferien, hvor viceskolelederen havde spurgt til klagers datter. Klager havde fået tårer i øjnene og stod og pudsede næse, da en person henvendte sig i skranken med et spørgsmål, som viceskolelederen besvarede. Viceskolelederen spurgte herefter klager, om hun ikke kunne være ked af det derhjemme og så professionel på arbejdet. Under sygefraværssamtalen den 20. august 2013 fik klager af skolelederen at vide, at der ikke var kommet nogen klager fra medarbejdere, forældre eller andre. Skolelederen havde dog fået henvendelser fra flere medarbejdere. Lærernes tillidsrepræsentant havde ikke fået henvendelser fra lærerne angående klager. Tillidsrepræsentanten fortalte, at lærerne tværtimod var bekymrede for klager i den svære tid. Klager fornemmede på mødet, at hun skulle gemmes væk/ikke ses, og at ledelsen gerne ville have, at hun passede sit arbejde på skolen efter lukketid og som hjemmearbejde. Klager så ikke anden udvej end at fuldtidssygemelde sig, da ledelsen ikke havde nogen løsning. Klagers læge havde under hele forløbet sagt, at hun havde en depression og skulle sygemeldes, men klager ville gerne gøre en indsats for at passe sit arbejde. Under sygefraværssamtalen den 2. september 2013 blev det aftalt, at klager skulle begynde at arbejde fire timer dagligt fra den 9. september 2013, hvilket senere blev rykket til den 11. september 2013. Klager skulle arbejde fra et mødelokale på 1. sal, så hun ikke havde kontakt med nogen. Da klager mødte den 11. september 2013, var der ikke gjort klar til, at hun kunne arbejde fra mødelokalet. Efter otte dage i mødelokalet, hvor skolelederen ikke én gang kom forbi for at høre, hvordan det var for klager at sidde i lokalet, blev klager indkaldt til tjenstlig samtale. Der blev herefter indledt en afskedigelsessag, og klager blev afskediget. Det er rigtigt, at medarbejderne begyndte at gå til ledelsen med opgaver, som klager normalt ville have udført, men skolelederen havde selv bedt medarbejderne om at skåne klager for en masse ekstra opgaver, da hun i sagens natur ikke kunne nå så meget, som hun plejede. Klager opfattede ikke samarbejdet med ledelsen som belastende. Klager havde heller ikke fornemmet, at der i højere grad skulle være problemer for eleverne i specialklasserne. Klager afviser, at hun hele tiden var rødøjet, grædende eller tangerende til et sammenbrud. Klager havde ikke mærket, at ledelsen var bekymret for hende. Hun blev tværtimod mødt med krav om fuld tid, og hun mærkede kulde og hårdhed fra ledelsen. Sagen er afsluttet i det faglige system, men klager har ikke accepteret det forlig, som hendes faglige organisation har indgået med indklagede, da klager ikke mener, at der er taget højde for forskelsbehandlingen som følge af hendes datters handicap. Indklagede afviser, at klager er omfattet af beskyttelseskriteriet i forskelsbehandlingsloven, da hun ikke har været ansvarlig for at yde hovedparten af den pleje, som hendes datter havde brug for under sygdomsforløbet. Såfremt nævnet måtte finde, at klager er omfattet af beskyttelseskriteriet, gør indklagede gældende, at afskedigelsen ikke var ulovlig forskelsbehandling af klager, da indklagede havde truffet de foranstaltninger, som var hensigtsmæssige og rimelige i betragtning af de konkrete behov for at give klager adgang til at udøve sin beskæftigelse. Indklagede gør i øvrigt gældende, at nævnet skal afvise sagen, fordi den kun kan belyses ved parts- og vidneforklaringer, da der er faktuelle uenigheder om forhold af afgørende betydning for nævnets afgørelse. Indklagede henviser til, at i henhold til Coleman-sagen gælder forskelsbehandlingslovens beskyttelse også et handicap hos en ansats barn, hvis den pågældende ansatte yder hovedparten af den pleje, barnet har brug for. Dette fremgår også af UfR2010. 2610V samt en afgørelse fra retten i Aarhus. Indklagede bestrider ikke, at klagers datter var handicappet, men forskelsbehandlingslovens beskyttelse omfatter ikke klager, da det ville forudsætte, at klager ydede hovedparten af den pleje, som datteren havde brug for. Indklagede henviser i den forbindelse til, at datteren var voksen, boede sammen med sin ægtefælle og havde fire børn. Datteren havde således i en årrække levet et selvstændigt liv, og det var ikke klager, der skulle yde hovedparten af den pleje, som datteren havde brug for under sygdomsforløbet. Det ville naturligt være datterens ægtefælle, der ydede hovedparten af plejen og var ved hendes side under sygdomsforløbet. Datteren var i øvrigt indlagt på sygehuset fra april 2013, og indtil hun afgik ved døden i november 2013. Klager var skolesekretær. Hun sad ved skranken og var den første person, som forældre og børn mødte, når de henvendte sig til skolens administration. Skolen har mange børn af ressourcesvage forældre. Skolen har desuden flere specialklasser for børn med særlige behov, der har stor brug for at opleve tryghed ved skolens voksne, herunder skolesekretæren. Det var vigtigt, at klager sendte signal om at være professionel og imødekommende, idet flere af børnene ikke kunne håndtere en grædende voksen. Dette skabte usikkerhed og uro hos børnene i specialklassen samt undren og spørgsmål fra forældrene. I den første del af klagers sygefravær var der et godt forhold mellem hende og skolens ledelse. Efter sommerferien kunne ledelsen mærke, at klager var meget belastet af datterens sygdom. Klager brød oftere og oftere sammen, græd og/eller havde røde øjne, og hun kunne indimellem virke afvisende, når hun fik en henvendelse fra en af de øvrige medarbejdere. To lærere gav over for skolens ledelse udtryk for, at det var svært at henvende sig til klager. Klagers reaktionsmønster blev desuden i højere og højere grad et problem for eleverne fra specialkasserne. Det kunne medføre uro hos børnene, hvis de så en voksen græde. Klagers reaktionsmønster var desuden uhensigtsmæssigt i forhold til forældre, herunder nye forældre, der rettede henvendelse til skolen. Klager var ofte rødøjet og grædende, hvilket af forældrene kunne opfattes som udtryk for dårligt arbejdsmiljø eller give anledning til andre spekulationer. Klager blev i løbet af de første uger i august 2013 så påvirket af datterens sygdom, at skolens ledelse blev mere og mere bekymret for hende. Det var ledelsens indtryk, at der var behov for at skåne klager for opgaverne bag skranken. Ved sygefraværssamtalen den 2. september 2013 blev det derfor besluttet at finde et lokale, hvor klager kunne arbejde afskærmet fra direkte kontakt med elever og forældre, da det var denne del af arbejdsopgaverne, der var mest belastende for hende. Der blev etableret en arbejdsplads til klager på 1. sal, idet stueplanet var meget åbent, så der ikke kunne etableres den nødvendige afskærmning. Klager sad stadig så tæt på kollegerne, at hun kunne høre dem. Da skolelederen havde den opfattelse, at klager var fjendtlig og usamarbejdsvillig over for ham, blev det aftalt, at viceskolelederen i en periode skulle have den direkte kontakt med klager. Viceskolelederen var dagligt forbi klagers kontor. Det blev under evalueringssamtalen den 26. september 2013 klart, at det var nødvendigt at drøfte det fremtidige samarbejde, dels fordi samarbejdet med klager var umuliggjort af hendes fjendtlighed, dels fordi ordningen med, at klager var afskærmet, ikke fungerede i forhold til varetagelse af opgaverne ved skranken. Samtalen fik derfor tjenstlig karakter, og der blev indledt en afskedigelsessag. Da klager var den eneste skolesekretær på skolen, var hun svær at undvære, og driften blev hurtigt påvirket af hendes fravær. Tidshorisonten for fraværet var desuden usikker, men utvivlsomt meget langvarig. Ledelsen oplevede, at klager blev mindre og mindre samarbejdsvillig, som tiden gik, og at hun ikke kom med ideer til, hvordan situationen kunne løses bedst muligt. Det var ledelsens opfattelse, at den eneste løsning, som klager kunne acceptere på daværende tidspunkt, var, at hun skulle sidde på sin sædvanlige arbejdsplads og selv styre arbejdsopgaver og arbejdstid. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven). Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse. Chikane betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende. Forbuddet mod forskelsbehandling er ikke begrænset til personer, der selv har et handicap. Det fremgår således af Coleman-dommen (C-303/06), at det direkte forbud mod forskelsbehandling, jævnfør direktivet om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet), ikke er begrænset til personer, som selv har et handicap. Når en arbejdsgiver behandler en ansat, der ikke selv har et handicap, ringere, end en anden ansat bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation, og det er bevist, at den ringere behandling, som den ansatte har været udsat for, skyldes et handicap hos den pågældendes barn, som vedkommende yder hovedparten af den pleje, som barnet har brug for, er en sådan behandling i strid med forbuddet mod direkte forskelsbehandling. Det fremgår også af Coleman-dommen, at beskæftigelsesdirektivet skal fortolkes således, at forbuddet mod chikane ikke er begrænset til personer, som selv er handicappet. Når det er bevist, at den uønskede adfærd i form af chikane, som en ansat, der ikke selv lider af handicap, har været udsat for, har relation til et handicap hos den pågældendes barn, som vedkommende yder hovedparten af den pleje, som barnet har brug for, er en sådan adfærd i strid med forbuddet mod chikane. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager ikke er omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse af en lønmodtager, der har et barn med handicap. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der ud fra oplysningerne om datterens alder, bopæl og familiemæssige status samt hospitalsindlæggelse, ikke var tale om, at klager ydede hovedparten af den pleje, som datteren havde brug for. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2014-6810-34146>

Versioner

1. 2015-08-13