Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10025@2015-08-13/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold
J. nr. 2014-6810-26791 En specialarbejder blev som følge af arbejdsmangel afskediget fra sin stilling i en virksomhed, der producerer køkkenelementer. Klager havde rygsmerter, men varetog sit job som transportmedarbejder uden særlige foranstaltninger. Nævnet fandt, at rygsmerterne ikke var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, fordi ryglidelsen på afskedigelsestidspunktet ikke medførte begrænsninger i klagers muligheder for at varetage jobbet som transportmedarbejder på lige fod med andre medarbejdere. Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om angivelig forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en specialarbejder med ryggener. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede afskedigede klager fra stillingen som transportmedarbejder. Sagsfremstilling Klager blev i 1996 ansat som specialarbejder i den indklagede virksomhed, der producerer køkkenelementer. Klager blev den 14. september 2012 afskediget til fratræden den 2. november 2012. Af afskedigelsen fremgik, at eftersom ordreindgangen i det sidste stykke tid havde været under forventet, blev indklagede desværre nødt til at tilrette bemandingen, således at den passede til den aktuelle ordresituation. I den forbindelse så indklagede sig desværre nødsaget til at afskedige klager. Klager arbejdede på afskedigelsestidspunktet som transportmedarbejder i lakafdelingen. Indklagede afskedigede i 2012 et større antal medarbejdere i produktionen. Før afskedigelserne var der omkring 335 timelønnede medarbejdere, og der blev over to omgange afskediget omkring 65 medarbejdere. Det fremgår af neurologisk speciallægeerklæring af 20. februar 2013, at klager i 2007 fik rygsmerter med udstråling i højre ben. Klager fik ved en MR-scanning påvist prolaps på niveau L4/L5 med rodpåvirkning af L4. Klager fik konservativ behandling med god effekt, og der var i efterforløbet kun ganske beskedne gener i form af lette lænderygsmerter med udstråling i højre ben. Det fremgår videre af speciallægeerklæringen, at klager arbejdede som såkaldt transportmand hos indklagede. Arbejdet bestod primært i at flytte usamlede låger og skabe blandt andet ved hjælp af transportbånd. Der var også transport af tunge genstande på rullebaner. Ved en arbejdsskade i november 2008 fik klager et smæld i lænden, som medførte, at hun fik smerter i ryggen samt i højre ben. MR-scanning viste uændret prolaps på niveau L4/L5 med rodpåvirkning af L4 samt en nytilkommen mindre prolaps på niveau L1/L2 på højre side med højresidig L1 rodpåvirkning. Klager fik konservativ behandling, som havde delvis effekt på generne, men hun havde fortsat vedvarende smerter i ryggen og højre ben. Hun havde desuden fået smerter i nakken og højre arm. Det fremgår i øvrigt af speciallægeerklæringen, at klager var deltidssygemeldt fra juni 2009 til september 2009. Herefter arbejdede klager på fuld tid uden officielle skånehensyn og uden sygemeldinger af betydning. Klager oplevede dog ifølge erklæringen en løbende forværring af sine gener. Klager har fremlagt afgørelse af 6. maj 2013 fra Arbejdsskadestyrelsen, hvoraf fremgår, at styrelsen tidligere havde vurderet klagers mén som følge af ryggenerne til 10 procent, hvoraf de otte procent var for forudbestående lændesmerter efter en prolaps. Styrelsen lagde vægt på, at klagers ryggener skyldtes forudbestående prolaps samt tiltagende degenerative forandringer. Ménet blev på denne baggrund fastsat til mindre end fem procent. Indklagede har fremlagt en liste over klagers kompetencer i de enkelte arbejdsopgaver. Listen har to kolonner. Den første kolonne viser den sværhedsgrad, som den enkelte arbejdsopgave har. Den anden kolonne viser den grad af opgaven, som den konkrete medarbejder, det vil sige klager, kan udføre. Hvis der er anført "0", har medarbejderen ingen forudsætning for at udføre opgaven. Hvis de to kolonner er identiske, kan medarbejderen udføre opgaven 100 procent. Det fremgår af den fremlagte liste, at indklagede vurderede, at klager kunne udføre følgende opgaver: Team 021 L 157 Folierengøring - sværhedsgrad 1/klager 1 Team 021 L 157 Nedpakning af små fronter - sværhedsgrad 1/klager 1 Team 021 L 262 Foliemaskine - sværhedsgrad 2/klager 1 Team 022 L 261 Skuffer - sværhedsgrad 1/klager 1 Team 023 L 260 Spartling - sværhedsgrad 1/klager 1 Team 023 L 260 Stak vender - sværhedsgrad 2/klager 1 Team 105 L 228 Color design - sværhedsgrad 3/klager 1 Team 110 Område 1 ved Lakgaden - sværhedsgrad 3/klager 2 Team 110 Område 1 ved Martin - sværhedsgrad 3/klager 2 Team 110 Område 1 ved Svend Aage - sværhedsgrad 3/klager 2 Ved de øvrige opgaver, der varierer i sværhedsgrad fra 1 til 12 ("alle linier" dog 27), blev klager vurderet til 0. Indklagede har desuden fremlagt en oversigt over klagers sygefravær fra januar 2007 til afskedigelsestidspunktet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at afskedigelsen er i strid med forskelsbehandlingsloven, og at hun er berettiget til en godtgørelse. Klager henviser til, at hun på afskedigelsestidspunktet var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, idet hun havde en længerevarende funktionsnedsættelse. Der blev efter afskedigelsen holdt flere møder, hvor det kom frem, at klager blev afskediget, fordi hun ikke kunne anses for at være en del af det "stærkeste hold". Det kom også frem, at afskedigelsen skyldtes klagers manglende fleksibilitet, der i den forbindelse blev begrundet med arbejdsskadens følger. Klager er ikke tidligere blevet kritiseret for sin arbejdsindsats eller fleksibilitet. Det er klagers opfattelse, at hendes stilling ikke blev nedlagt, idet stillingen som transportmedarbejder er overtaget af en anden medarbejder A, der nu udfører det samme job på fuld tid på dagholdet. Indklagede har oplyst over for klager, at virksomheden den 28. marts 2014 valgte at samle den stilling, som klager havde indtil afskedigelsen, på én medarbejder. Klager bestrider ikke, at stillingen efter afskedigelsen blev fordelt på flere medarbejdere, men det var på tre medarbejdere, og ikke seks medarbejdere som anført af indklagede. Den overvejende del af klagers sygefravær skyldtes arbejdsskaden. Der blev ved afskedigelsen lagt vægt på graden af sygefravær, og det må dermed være klagers sygefravær begrundet i arbejdsskaden, og dermed klagers handicap, der er lagt vægt på. Klager fik ved arbejdsskaden varige ryggener, hvilket fremgår af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Klagers ryggener er derfor at sidestille med et handicap. Det er klagers opfattelse, at hun efter 17 år i virksomheden kunne være omplaceret til en anden stilling. Hendes erfaring medførte, at hun på kort tid ville kunne omstille sig. Klager har arbejdet i flere forskellige afdelinger i virksomheden, herunder i "lakgaden" hvor hun startede i 1996. Hun var herefter i designområde L 157 i seks år. Hun har også været et halvt år på kontoret, hvor hun blev oplært i bestilling samt opsavning og design. Klager har desuden været i skuffeafdelingen, og hun har i flere omgange arbejdet med reparation af finér. Klager har således en bred erfaring fra flere forskellige områder. Den af indklagede anførte manglende omstillingsmulighed må således være begrundet i arbejdsskadens følger. Dette understøttes af, at indklagede valgte at afskedige klager fremfor en medarbejder med meget kort anciennitet, da der var tale om "hårdt fysisk arbejde, som klager ikke ville kunne bestride". Kompetenceskemaet er udarbejdet for flere år siden og kan ikke alene stå som udtryk for manglende omstillingsparathed. Dette stemmer heller ikke overens med skemaerne fra statussamtalerne, hvoraf fremgår, at klager altid er blevet spurgt til råds i virksomheden, og at hun altid har fået højeste point omkring fleksibilitet, dygtighed og overblik. Indklagede valgte at beholde en anden medarbejder B, som kun havde seks ugers anciennitet. Det har derfor formodningen for sig, at den pågældende medarbejder tilsvarende eller bedre ville kunne bestride områder i de forskellige stillinger end klager, og at kompetenceskemaet er brugt, som anført af indklagede. Der må derfor være lagt afgørende vægt på klagers handicap. Klager er i øvrigt ikke enig i, at jobbet som transportmedarbejder var det eneste job, hun ønskede og kunne bestride rent fysisk. Da klager i hvert fald et år før afskedigelsen på grund af sine ryggener ønskede et job, der var knap så fysisk, fik hun lovning på et andet job ved "rep-bordet", hvor arbejdet hovedsagelig bestod i eftersyn af dørlåger. Hun fik dog ikke jobbet, da en anden medarbejder pludselig skulle have det. Da klager spurgte, hvad hun så skulle, svarede arbejdsleder C, at han ville prøve at finde noget andet til hende, men der skete aldrig noget. Indklagede havde således efter arbejdsskaden ikke forsøgt at finde andre muligheder for klager, således at man kunne afdække hendes fleksibilitet. Det fremgår heller ikke, at der har været drøftelser omkring fastholdelse, og hvilke muligheder, der kunne være for klager i forbindelse med afskedigelserne. Indklagede har således ikke forsøgt at finde en anden stilling til klager, men blot konstateret, at der ikke længere var brug for en person til at køre mellem afdelingerne. Det er derfor klagers opfattelse, at de anvendte afskedigelseskriterier har stillet hende ringere, end hvis hun ikke havde et handicap. Indklagede afviser, at afskedigelsen af klager var i strid med forskelsbehandlingsloven. Det bestrides, at klager lider af et handicap, som gør, at afskedigelsen er i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager har gennem årene haft en række forskelligartede sygdomme, men ingen af disse sygdomme udgør et handicap. Klager kunne udføre sit arbejde på trods af prolapsen. Uanset om klager måtte lide af et handicap, har hun kunnet bestride sin stilling som transportmedarbejder, og det har ikke været muligt eller ønsket af klager at ændre opgaverne, så hun bedre kunne bestride stillingen. Klager blev ikke afskediget, fordi hun ikke kunne bestride stillingen, men fordi der var arbejdsmangel. Indklagede afskedigede et større antal medarbejdere. Afskedigelserne skete på et objektivt grundlag, idet et stort antal medarbejdere alle blev vurderet ud fra de samme kriterier. Klager var ansat som transportmedarbejder i lakafdelingen. Denne stilling blev nedlagt i forbindelse med afskedigelserne, idet de tilbageværende medarbejdere i hver enkelt afdeling herefter selv skulle stå for den transport, som klager hidtil havde stået for. Indklagede lagde ved valget af de medarbejdere, der skulle afskediges, vægt på en række objektive kriterier, herunder omstillingsmuligheder for medarbejderen til andre dele af produktionen, graden af medarbejderens sygefravær og andelen af spild for medarbejderen. Omstillingsmuligheden for den enkelte medarbejder måles løbende ved at anføre graden af evne til at betjene hver enkelt arbejdsfunktion og herefter måle den samlede evne til at betjene de forskellige arbejdsfunktioner. Indklagede kan med disse lister løbende følge med i, at virksomheden ved rokeringer har mulighed for at fylde arbejdsfunktionerne ud, når en medarbejder ikke er til stede. Den af indklagede fremlagte liste over klagers kompetencer til de enkelte opgaver viser, at klager kun kunne udføre et begrænset antal af opgaverne. Klager havde over for arbejdsleder C oplyst, at hun foretrak at blive i den stilling, hun havde som transportmedarbejder i lakafdelingen. Det var denne stilling, som indebar kontakt med flere områder i virksomheden, som klager "brændte for" fremfor at skulle stå fast ved en maskine. Klager og produktionschef D havde også drøftet stillingen i forhold til de sygeforløb, som klager havde haft. Klagers rygproblemer havde således løbende været drøftet. Klager havde selv vurderet, at det var den stilling, som hun bedst kunne klare. Stillingen indebar, at klager skulle køre rundt i fabriksområdet og transportere køkkenelementer. Der var flere samtaler med klager om omplacering til en anden stilling eller omskoling til en anden jobfunktion. Det eneste job, der blev drøftet i den forbindelse, var et job i afdelingen, som forestår reparation af finér. Dette job ville forudsætte, at klager blandt andet skulle løfte højskabe på over 20 kg. Det kunne derfor ikke lade sig gøre. D havde flere gange foreslået, at klager skulle lade sig omskole til en kontorstilling, hvilket hun på intet tidspunkt havde ønsket. Stillingerne i virksomhedens produktion er alle stillinger, som indebærer mindre fysisk arbejde end stillingen som transportmedarbejder. Det var ikke klagers fravær, der førte til afskedigelsen, men derimod hendes manglende jobkvalifikationer, idet hun kun kunne udføre en ganske begrænset del af arbejdsfunktionerne i virksomheden. Det er ikke korrekt, at klagers stilling på afskedigelsestidspunktet blev overtaget af A. Klagers stilling blev overtaget af seks medarbejdere, som udover deres hidtidige opgaver også på skift udførte opgaverne fra klagers stilling. Det var først langt senere, at opgaverne fordelt på de seks medarbejdere igen blev samlet til én stilling efter ændringer i produktionsmønstret. B, som ikke blev afskediget, havde et stort kendskab til laminatproduktion, og der var endvidere tale om hårdt fysisk arbejde, som klager ikke kunne bestride. Det var ikke muligt at placere klager ved "rep-bordet". Der havde gennem de seneste fire år ikke været nogen fast medarbejder på dette område. Jobbet var langt fra en fuldtidsstilling, men blev udført af forskellige medarbejdere på skift. Klager havde også i perioder hjulpet med denne stilling, og der er ikke tale om, at en anden har fået stillingen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af handicap ved afskedigelse. Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager blev afskediget som led i en større afskedigelsesrunde, hvor klagers stilling som transportmedarbejder i lakafdelingen blev nedlagt, idet funktionen blev overtaget af de øvrige medarbejdere. Klager har gennem flere år lidt af rygsmerter, som blev forværret ved arbejdsskaden i november 2008. Klager var i en periode sygemeldt på grund af arbejdsskaden, men på afskedigelsestidspunktet varetog hun arbejdet som transportmedarbejder på fuld tid uden begrænsninger, og der var ikke truffet særlige foranstaltninger for, at hun kunne varetage dette arbejde. Nævnet finder på denne baggrund, at det ikke er godtgjort, at ryggenerne hverken før afskedigelsen, på afskedigelsestidspunktet, eller på sigt medførte en begrænsning i klagers mulighed for at varetage arbejdet som transportmedarbejder fuldt og effektivt på lige vilkår med andre arbejdstagere. Klager kan derfor ikke anses for at have et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da hun blev afskediget. Det kan ikke medføre en ændret vurdering, at klager på grund af sine ryggener ikke ville kunne udføre andre mere fysisk belastende opgaver i virksomheden, og at hun derfor af indklagede blev anset for at være mindre fleksibel. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2014-6810-26791>