Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10032@2015-08-13/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
J. nr. 2014-6810-39742 En 61-årig sales manager blev afskediget på grund af utilfredsstillende resultater over en længere periode. Sales manageren mente, at afskedigelsen var begrundet i hendes alder. Afskedigelsen var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som sales manager ved den indklagede virksomhed. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som sales manager ved den indklagede virksomhed. Sagsfremstilling Klager blev i 2004 ansat ved virksomhed A. I 2012 fusionerede virksomhed A med den indklagede virksomhed, som er en grossistvirksomhed inden for smykker, ure og accessories. Klager blev i forbindelse med fusionen efter det oplyste opsagt fra sin stilling ved virksomhed A og genansat ved indklagede som sales manager med virkning fra 1. april 2012. Klagers ansvarsområde omfattede blandt andet salg og markedsføring af smykkemærke X. Klager blev ved brev af 31. marts 2014 afskediget med virkning fra 30. juni 2014. Det fremgik af opsigelsesbrevet, at afskedigelsen var begrundet i svigtende salg og en faldende kundekreds blandt indklagedes modemærker, herunder smykkemærke X, som ikke var i tråd med indklagedes strategi og ikke kunne finansiere driften af mærkerne. Klager fik efterfølgende tilbudt en deltidsstilling som administrativ medarbejder ved indklagede. Klager tog ikke mod tilbuddet. Klager blev friststillet de sidste to måneder af afskedigelsesperioden. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun blev afskediget på grund af sin alder. Klager ønsker godtgørelse. Klager har aldrig modtaget hverken mundtlig eller skriftlig kritik i forhold til udførelsen af sit arbejde. Dette undrer klager, hvis hendes kundebesøg og salgsaktivitet har været så utilstrækkelig som anført af indklagede. I de først seks år af sin ansættelse var klager beskæftiget med indkøb og logistik, herunder fremsendelse af varer til kunder. To år før fusionen i 2012 fik klager ansvaret for salget af smykkemærke X. Ansvaret begrænsede sig til modtagelse af en "salgskuffert", og klager har således ikke haft indflydelse på samhandelsbetingelser, loyalitetsprogrammer, rabatter, markedsføringstilskud, kreditter med videre. Fusionen i 2012 medførte ingen ændring i indklagedes håndtering af sine agenturer. Virksomhedsændringen med sammenlægning af aktiviteter var motiveret af ændringer i ejerforholdet blandt de tre eksisterende ejere, ændringer i ledelsen og ændringer i egenkapitalforholdene. Virksomheden opererede før 2012 i en årrække med underskudsgivende drift og har fortsat hermed. Mere end halvdelen af virksomhedens egenkapital kan henføres til goodwill, hvis værdi er tvivlsom på grund af den negative drift. Et netop offentliggjort regnskab viser et stort fald i bruttofortjenesten ved indklagede. Alle medarbejdere blev ved virksomhedsændringen i 2012 bedt om at opsige sin stilling for herefter at acceptere en genansættelse med en ny og lavere anciennitet til følge. Ved den lejlighed erfarede klager, at hun var den lavest lønnede medarbejder i virksomheden, selvom klager allerede i en årrække havde arbejdet som sælger. Ifølge den nye ansættelseskontrakt var klagers løn uændret samtidig med, at hun skulle have ansvaret for flere produkter og et dobbelt så stort budget. Klager ønskede derfor ikke at opsige sin stilling frivilligt, hvorfor hun blev afskediget. Indklagede ønskede imidlertid ikke at undvære klagers arbejdsindsats, hvorfor virksomheden et par uger senere tilbød klager en højere løn. Klager er enig i, at salget af smykkemærke X ikke har været overskudsgivende i en årrække. Klager har på ingen måde performet på et niveau, som er dårligere end hvad tilsvarende og/eller nye sælgere kan præstere under tilsvarende arbejdsbetingelser. Klager har opnået den maksimale omsætning af smykkemærke X med de redskaber, som hun havde til rådighed. Klager fik udleveret en strategiplan i 2012 i forbindelse med fusionen. Derudover har hun aldrig fået udleveret noget materiale overhovedet i forhold til strategi, målsætning og forslag til handlingsplan. Hverken klager eller de øvrige sælgere er på noget tidspunkt blevet bedt om at udarbejde en egentlig handlingsplan for salget af de produkter, de hver især havde ansvaret for. Klager er heller ikke blevet rykket for handlingsplaner. Ingen sælgere har i en årrække afleveret handlingsplaner. Hvis der er afleveret handlingsplaner, som klager ikke har kendskab til, har resultaterne heraf ikke været imponerende. Indklagede har ifølge forlydende tabt agenturet på et mærke i Sverige og Norge, ligesom et andet mærke klager bekendt er usælgeligt. Det er vanskeligt at sige noget om, hvorvidt klager kunne have præsteret bedre, men de kilometre hun kørte illustrerer en stor og stigende indsats. Klager kørte 10.348 kilometre over ni måneder i 2010, 18.819 kilometre i 2011, 16.619 kilometre i 2012, 21.378 kilometre i 2013 og 4.145 kilometre over tre måneder i 2014. Antal kørte kilometre i 2012 kan tilskrives tabt momentum i forbindelse med selskabsændringen samt salgsrejser til Sverige og Norge. Man er som sælger afskåret fra at have med mere end en smykkeforretning at gøre som kunde i hver by på grund af, at der skal etableres eksklusivitet. Klager havde henholdsvis 163, 164 og 41 kundebesøg hos eksisterende kunder i 2012, 2013 og 2014. I 2012 og 2013 besøgte klager ni potentielle kunder uden resultat, og der blev etableret et kundeforhold med 12. Smykkemærke X har været markedsført i Danmark i 10 år, hvorfor alle relevante forretninger i Danmark kender produktet gennem kontakt med klager eller indklagede. Det er sjældent, at indklagede opnår nye kunder ved normal opsøgende salgsaktivitet. Der opnås oftest et bedre resultat på messer og andre lignende tiltag. Indklagede har kun deltaget på en messe de seneste to år. Klager tilkendegav over for indklagede, at nye potentielle kunder ligesom klager ikke værdsætter, at man kommer i deres butik uden forudgående aftale. Resultatet opnås først gennem en forudgående aftale, hvor hver part har haft mulighed for at forberede sig. Klager har tidligere haft egen virksomhed med import af møbler. Dette viser, at klager har det fornødne menneskelige overskud og ikke frygter opsøgende salg eller at møde nye mennesker. Omsætningstallene for 2012/2013 og 2013/2014 afveg markant fra budgettet, som alene er fastlagt af ledelsen og afspejler en ambitiøs målsætning uden hensyn til det realistiske i at nå målene. Ledelsen har set bort fra den økonomiske krise, gamle lagervarer, en dårlig eksekvering af ordreindgang, lang leveringtid og manglende information til kunder om restordrer. Disse forhold gjorde det vanskeligt blot at opretholde det eksisterende samarbejde med kunder. Indklagede har aldrig lagt op til en diskussion eller drøftelse af budgetterne. Omsætningstallene for en række af de forudgående regnskabsår har ligger på niveau med omsætningen i 2012-2014. Klager har ikke tidligere været bekendt med det egentlige driftsresultat i tilknytning til salget af smykkemærke X. Indklagede har gennem årene været meget påholdende i forhold til udgifterne i forbindelse med markedsføringsprogrammer, hvilket kan være årsag til svigtende salg. Markedsføringsomkostningerne har begrænset sig til oversættelse af nogle brochurer samt i meget få tilfælde sam-annoncering med to eller tre kunder. Repræsentanterne i Norge og Sverige krævede, at klager ved sin fysiske tilstedeværelse supporterede dem i nogle perioder. Det er efter afskedigelsen kommet til klagers kendskab, at repræsentanten i Norge ikke længere ønsker at markedsføre smykkemærke X, idet der ikke er den fornødne opbakning fra Danmark. Der blev aldrig afholdt egentlige salgsopfølgningsmøder, hvorimod der blev afholdt nogle få generelle møder med samtlige sælgere om udviklingen af salget. Klager har formentligt som den eneste i virksomheden af egen drift indleveret ugentlige rapporter til økonomiafdelingen. Den feedback, klager har modtaget, har været en månedlig opgørelse over omsætningen uden yderligere kommentarer. De få individuelle salgsmøder, der har været, har klager selv foranlediget med henblik på at få forslag til, hvordan et bedre salg kunne opnås. Der var meget lidt hjælp at hente, og ledelsen har ikke kunnet pege på veje at gå med hensyn til at øge salget. Klager har som minimum en gang om ugen været på kontoret og har uundgåeligt haft møder med administrationen, mest som følge af fejl i ordreeffektueringen og manglende fokus på reklamationer med mere. Det er derfor ikke korrekt, at klager ikke har haft løbende møder med administrationen. Klager har ikke afvist at deltage i møder. Klager kan ikke mindes, at hun har drøftet værdikædestrukturer med finanschefen. Finanschefen er bogholder og afholder ikke møder med sælgerne. I forbindelse med genoptrykning af nogle brochurer præsenterede finanschefen klager for nogle tal, som viste en negativ drift. Ledelsen har i en årrække været usynlig, hvilket har vist sig ved manglende opfølgning og manglende krav til nye tiltag. Der har hverken været afholdt coaching eller personaleudviklingssamtaler i en årrække. Indklagedes hjemmeside viser også den manglende fokus på opfølgning fra ledelsens side. Det fremgår således af meddelelse fra 14. februar 2014, at der snart ville blive knyttet en "forhandler-log-on" til hjemmesiden, men dette er endnu ikke sket. Klager har ved mails til den administrerende direktør gjort opmærksom på problemer i nogle konkrete sager. Klager fik ingen reaktion på disse mails. Klager har ikke adgang til den samlede korrespondance med ledelsen herom. Klagers tolkeopgaver medførte ikke, at hun mistede fokus på sit arbejde for indklagede. Klager anvendte 13 arbejdstimer på mundtlige opgaver i 2011, 19 arbejdstimer på mundtlige opgaver og 26,5 arbejdstimer på skriftlige opgaver i 2012, 5,5 arbejdstimer på mundtlige opgaver og 6,5 arbejdstimer på skriftlige opgaver i 2013 samt 3,75 arbejdstimer på mundtlige opgaver fordelt på tre måneder i 2014. I forbindelse med afskedigelsen tilkendegav den administrerende direktør, at der var brug for yngre kræfter til at håndtere salgsindsatsen for de mærker, som klager havde haft ansvaret for. Dette anførte han allerede, da han den 29. marts 2014 afleverede afskedigelsen. Den administrerende direktør spurgte klager, om hun kendte nogle yngre sælgere, der kunne være interesserede i at overtage klagers stilling. Klager nævnte ikke mulige kandidater, men husker, at hun cirka fire måneder tidligere nævnte, at en salgsassistent kunne være interesseret i et job som sælger hos indklagede. Indklagede har efter afskedigelsen af klager ansat en yngre sælger på omkring 40 år i klagers tidligere stilling. Indklagede har ikke godtgjort, at denne medarbejder vil kunne øge salget. Den administrerende direktør tilbød klager en stilling som administrativ medarbejder 20 timer om ugen. Denne stilling blev først nævnt for klager den 2. april 2014. Det er næppe den medarbejder, som indklagede har anført nedsatte sin arbejdstid, der banede vejen for den tilbudte deltidsstilling. Medarbejderen kommer to dage om ugen på timebasis og er hovedsagligt beskæftiget med at indgravere navne i penne. En stilling som administrativ medarbejder indbefatter varebestilling, modtagelse, registrering og forsendelse af varer, telefonpasning, lagerføring samt løbende ad hoc opgaver og generel back-up for sælgerne i virksomheden. En stilling som administrativ medarbejder har således et væsentligt andet indhold og andre vilkår i øvrigt end klagers tidligere stilling som sales manager. Derudover indbefatter arbejdsopgaverne som administrativ medarbejder også leverandørkontakt med smykkemærke X på trods af, at afskedigelsen skulle være begrundet i, at svigtende salg af netop smykkemærke X ikke kunne finansiere driften af mærkerne. Det forhold, at indklagede tilbød klager en stilling som administrativ medarbejder, bestyrker klager i, at hun har været udsat for aldersdiskrimination, da hun således godt kan bruges i virksomheden blot ikke inden for salg. Indklagedes opgørelse over aldersfordelingen i virksomheden skal tages med et gran salt. Medarbejdere har generelt været ansat længe, og da der er tale om en lille virksomhed, betyder udskiftningen af blot en enkelt eller to medarbejdere, at virksomheden mister årelang erfaring. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet opsagt på grund af alder. Klager blev alene afskediget på grund af svigtende salg og svigtende udvidelse af kundekredsen. Virksomhed A ejede forud for 2012 50 procent af den indklagede virksomhed, som den administrerende direktør var medstifter af i 2002. De to virksomheder markedsførte forskellige mærker. Mærkerne blev samlet i det nye selskab. Virksomheden fastholdt medarbejderne gennem årene, hvilket viser, at indklagede føler et ansvar over for de ansatte og har troet på, at udviklingen kunne vende med deres ekspertise. Målet var at skabe en profitabel virksomhed under nye forudsætninger. Indklagede var afhængig af, at kundebasen blev udvidet, og at virksomheden fik gang i omsætningen af mærkerne. Virksomhedens produktområde blev pr. 1. april 2012 opdelt i henholdsvis Fashion og High End produkter. Klager var ansvarlig for salget af Fashion. I perioden frem til afskedigelsen skulle klager udvikle virksomhedens portefølje af modemærker inden for ure og smykker. Etableringen af indklagede i 2012 var afhængig af, at lønsummen blev reduceret. Alle medarbejdere måtte derfor opsiges og genansættes. Den administrerende direktør ønskede at ansætte klager i stillingen som sales manager. Klager var på det tidspunkt 59 år, og den administrerende direktør mente, at hun var den rette til stillingen. Klager fik som den eneste medarbejder forhøjet sin løn, hvilken den administrerende direktør fik gennemført. Den administrerende direktør kunne imidlertid på afskedigelsestidspunktet ikke længere over for partnerkredsen forsvare, at indklagede fortsat tabte penge trods to års bestræbelser på det modsatte. I sit første år opnåede klager en omsætning på 660.000 kr. for Danmark samlet for alle mærker mod et budget på 2.410.000 kr., det vil sige 27 procent af budgettet. Det blev aftalt med klager, at hun skulle involvere sig i salget af smykkemærke X i Norge og Sverige, da hun ikke havde succes med tre andre mærker. Indklagede håbede derved, at klagers omsætning kunne øges. Klager var sammen med eksterne agenter ansvarlig for salget i Sverige og Norge. Samlet for det svenske og norske marked opnåede klager - såfremt man alene giver hende den fulde kredit for disse markeder - en omsætning på 702.000 kr. i 2012/2013. Samlet havde hun en omsætning på alle tre markeder på 1.362.000 kr., og med et dækningsbidrag på 40 procent efterlod det 554.800 kr. til dækning af omkostninger. Sammenholdt med løn- og kørselsudgifter, direkte omkostninger, salgsomkostninger og bidrag til faste omkostninger efterlod det et underskud på 137.000 kr. for driften af mærkerne. Klager deltog i møder om den utilfredsstillende omsætning og modtog løbende mails og info fra økonomiafdelingen med status. Kritik og gentagne påtaler i forhold til svigtende omsætning fandt sted både i enerum og sammen med de andre sælgere. Hovedpunkterne for sælgermøderne gennem de forudgående to år var hver gang, hvordan kundekredsen kunne udvides. Den administrerende direktør påpegede over for klager, at indklagede ikke fik flere kunder, hvis der ikke var et vist opsøgende salg. Ved et af de sidste møder omkring dette påpegede klager, at hun ikke brød sig om salgsmøder uden forudgående aftale og tilføjede, at hvis det var, hvad indklagede ønskede, kunne det være, at hun ikke var den rette til stillingen. Indklagedes finanschef har ligeledes haft møder med klager, hvor værdikædestrukturen (omkostninger over for indtjening) blev forklaret over for klager. Klager skulle negativt have anført "hvad skal det bruges til? ". Indklagede kan ikke forholde sig til, at klager af virksomhed A fik udleveret en "salgskuffert". Ved indklagede fik klager præsenteret en strategi og blev bedt om at udarbejde en handlingsplan. Der blev afholdt salgsmøder straks ved etableringen af virksomheden, den 16. maj 2012 og den 3. juli 2013. På disse møder blev der fremlagt en præsentation af årets overordnede handlingsplan. Indklagede har for nævnet fremlagt præsentationsslides fra møderne, hvoraf det fremgår, at sælgerne blev pålagt at kortlægge deres marked og fremkomme med en plan for det marketing-mix, som sælgerne anså som det mest optimale for det enkelte mærke. Ledelsen er ikke aktiv på markedet, hvorfor informationen må komme fra sælgerne. Alle sælgerne var til stede på møderne. Indklagede afviser, at virksomheden har været påholdende med markedsføringsomkostningerne. På møderne blev det anført, at ledelsen ville se positivt på større marketingbudgetter, såfremt disse kunne dokumenteres at være rentable på lidt længere sigt. Hvis indklagede ikke modtager handlingsplaner fra sælgerne, vil markedsføringsbudgettet blot blive udregnet som en procentdel af det foregående års omsætning eller det indeværende års budget. For klager betød det, at budgettet ganske rigtigt var småt, da omsætningen som resultat af klagers indsats var lille. Indklagede kunne ikke få en handlingsplan for de mærker, klager varetog. Alle marketingaktiviteter endte med at blive behandlet ad hoc, og der har aldrig fra klagers side været en egentlig strategi for smykkemærke X. Det er således usandt, når klager anfører, at hun ikke har haft indflydelse på marketingaktiviteterne. Det har blot været nødvendigt at definere disse hen ad vejen for klager som følge af manglende handlingsplaner. Hvis klager ikke har haft indflydelse på marketingaktiviteterne, har det været selvforskyldt. Klager havde den fulde kontakt til leverandøren og har haft adgang til alt tilgængeligt marketingmateriale. Det er ikke korrekt, at indklagede ikke har modtaget handlingsplaner for andre sælgere. Klager modtog ligesom resten af virksomheden månedlig information om salg over for budget, og hun har således været bekendt dermed. Alle sælgere har haft lejlighed til at komme med indsigelser. Det undrer derfor indklagede, at klager først nu kommer med indsigelser mod budgettet. En forudsætning for fortsat eksistens af et mærke er løbende information om mærkets udvikling og besøg hos kunderne. Klager koncentrerede imidlertid sin indsats om eksisterende kunder. I 2012/2013 besøgte klager 67 unikke kunder i Danmark. Ud fra de afleverede salgsrapporter formoder indklagede, at alle henvendelser er inkluderet, og det vil sige, at der er besøgt/afleveret visitkort i 15-20 butikker. Trods udsendelse af materiale til potentielle kunder i starten af 2014 havde klager ikke defineret en handlingsplan for, hvordan opsøgende salg skulle tilgås. Med en kundebase på 52 kunder og et unikt besøgstal på 67 er besøg hos 15 nye potentielle kunder på 24 måneder ikke, hvad indklagede forstår ved opsøgende salg. Klager så ikke selv muligheden for udvikling af mærket på det danske marked. Indklagede har været på messer i Norge og Sverige for på den måde at prøve at løfte omsætningen. Messerne viste problemerne med den manglede planlægning, da de blev planlagt i sidste øjeblik, og der ikke efterfølgende blev fulgt op på de udsendte invitationer til potentielle kunder. Resultaterne udeblev. Klager var selv fortaler for at afslutte samarbejdet med agenten i Norge som følge af manglende engagement og salg. Indklagede håbede, at klager ved sin tilstedeværelse i Norge kunne øge salget. Indklagede har ophørt samarbejdet med den norske agent. Den administrerende direktør foreslog flere og planlagte møder med kolleger i administrationen. Her kunne de løbende sager blive belyst, varer kunne bestilles, en flydende ordreindgang kunne sikres og viden om uoverensstemmelser med kunder osv. kunne deles, men dette blev afvist af klager med, at hun ikke havde brug for møder, selvom hun flere gange havde givet udtryk for utilfredshed med samarbejdet og performance fra administrationen. Klager var selv ansvarlig for indkøb, hvorfor hun burde være vidende om og vise ansvar for gamle lagervarer og lange leveringstider. Omstætningen pr. 29. marts 2014 var for Danmark 442.000 kr., for Sverige 537.000 kr. og for Norge 121.000 kr. samlet 1.080.000 kr. Da omstætningen for det forudgående år for de resterende måneder af finansåret var cirka 300.000 kr. måtte indklagede udlede, at der ikke ville ske den nødvendige forbedring af omsætningen som konsekvens af klagers indsats. Samtidig så indklagede en vigende kundekreds. En fortsat ansættelse af klager i stillingen ville være tabsgivende for indklagede, som derfor så sig nødsaget til at afskedige hende. I forhold til klagers henvisning til nedgang i bruttoresultatet i sidste regnskabsår har klager selv været en del af organisationen i 10 ud af de 12 regnskabsmåneder og har bidraget negativt til indtjeningen. Klager påpegede i forbindelse med definitionen af hendes kontrakt, at hun udover sit arbejde ved indklagede havde tolkeopgaver. Dette blev accepteret af indklagede, hvis det ikke påvirkede hendes arbejdsindsats. Det har af og til tydet på, at andre interesser har påvirket klagers mulighed for at yde den nødvendige indsats. Som følge af organisatoriske ændringer hos indklagede i foråret 2014 kunne klager tilbydes en anden stilling i virksomheden, dog kun på halv tid. Muligheden opstod, da en anden medarbejder ønskede at nedsætte sin arbejdstid, hvorved indklagede kunne flytte rundt på ressourcer og funktioner og samtidig beholde klager i virksomheden. Det var ikke muligt at tilbyde flere timer. Klager kunne have opfyldt opgaverne i stillingen - langt bedre end det havde været tilfældet i stillingen som sælger. Opgaverne i stillingen som administrativ medarbejder var de administrative opgaver, som klager bestred i stillingen ved virksomhed A, hvor hun oprindeligt var ansat som administrativ kontormedarbejder for smykkemærke X. Allerede da den administrerede direktør afleverede afskedigelsen til klager den 31. marts 2014, blev stillingen som administrativ medarbejder nævnt. Senere samme dag bad klager pr. mail om et møde næste dag. På mødet den 1. april 2014 blev stillingen som administrativ medarbejder drøftet, og klager var ikke afvisende. I løbet af mødet faldt samtalen på, om direktøren havde nogen i tankerne til klagers stilling, hvortil han svarede, at det skulle være friske kræfter med et rigtigt godt kendskab til smykkemarkedet, så salget kunne forbedres. Direktøren sagde ikke "yngre", da det ikke havde relevans. Han spurgte klager, om hun havde nogen i tankerne, og klager foreslog selv en meget yngre salgsassistent. Indklagede fastholder, at klager ved mødet pegede på en salgsassistent som mulig efterfølger. Stillingsbeskrivelsen blev fremsendt dagen efter. Den 20. april 2014 takkede klager nej til den foreslåede stilling. Indklagede ansatte en ny sælger i en tidsbegrænset stilling. Pågældende har et bredt branchekendskab, en stor kundekreds fra sit tidligere job og har tidligere været ansat i virksomheden før reetableringen i 2012. Alder har ikke været et parameter. Medarbejderens fortsatte ansættelse afhænger af, at hun yder den fornødne arbejdsindsats og overholder budgetter og aftaler. Såvel indklagede som virksomhed A, hvor klager oprindeligt var ansat, har en stor tradition for at ansætte seniormedarbejdere. De ansatte har en alder på 73, 64, 63, 61, 56, 49, 47, 41 og 36. Klager var 61 år på afskedigelsestidspunktet. Således er 5 af 10 personer tilknyttet virksomheden mere end 55 år og gennemsnitsalderen er 53,9 år. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin alder. Nævnet har herved særligt lagt vægt på, at det smykkemærke, som klager i egenskab af sales manager var ansvarlig for, i en årrække havde været underskudsgivende, og at opsigelsen dermed var begrundet i driften. Der er endvidere lagt vægt på, at indklagede i 2012 tilbød klager, der dengang var 59 år, en lønforhøjelse for at blive i sin stilling. Det forhold, at der mellem parterne er uenighed om, hvorvidt den administrerende direktør har tilkendegivet, at man havde brug for "yngre kræfter" eller "friske kræfter" kan ikke føre til en anden vurdering. Klager får derfor ikke medhold. <2014-6810-39742>