Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10111@2012-03-14/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - medhold
J.nr. 7100146-12 Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse fra fleksjobansættelse. Nævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at indklagede havde udøvet forskelsbehandling på grund af handicap. Afskedigelsen måtte under alle omstændigheder anses for saglig. Indklagede havde godtgjort, at afskedigelsen var begrundet i, at klagers væsentligeste arbejdsopgaver bortfaldt, og i at indklagede ikke havde mulighed for at omplacere klager i en anden stilling. Klager fik derfor ikke medhold i sagen.
Klagen drejer sig om angivelig forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse fra fleksjobansættelse. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sit fleksjob som sagsbehandler ved indklagede. Sagsfremstilling Den 1. januar 2006 blev klager ansat i [navn] kommune. I forbindelse med kommunesammenlægningen blev han overflyttet til [navn] kommune. Under ansættelsen fik klager foretaget en større operation i den højre fod. Det var efterfølgende nødvendigt med en ny operation. Klager fik også konstateret sammenfald i ryg, ligesom han havde nervebaner, der sad i klemme. Han gennemgik derfor en omfattende rygoperation. Af referat af rundbordssamtale den 2. juli 2009 fremgår det, at der var indkaldt til samtale for at undersøge muligheden for at indgå en fleksjob-aftale med klager. Klagers fravær var ikke længere foreneligt med afdelingens drift, og den nævnte aftale var eneste mulighed for at fastholde klager i sin stilling. Klagers bopælskommune kunne ikke på daværende tidspunkt kunne give tilsagn til indgåelse af et fleksjob, da der manglede lægelige oplysninger, der kunne dokumentere, at klagers tilstand var varig. Det fremgår også, at der skulle en ny vurdering til i forhold til klagers opgavesammensætning i et eventuelt fleksjob. Man havde hidtil taklet situationen som en midlertidig løsning, og nu måtte der tages udgangspunkt i en varig løsning. I tilfælde af at der kunne indgås en aftale om fleksjob blev skånehensynet blandt andet aftalt til at være cirka 75 procent rene administrative opgaver ved eget bord og cirka 25 procent borgerrelaterede opgaver ved skranken. Af mail af 15. april 2010 fra klager til Leder af Team 1 fremgår følgende: "som opfølgning på vores lille møde i dag, kan jeg til dig oplyse jeg tidligere har givet udtryk for andre arbejdsopgaver end "kun" fodlægeregningerne". Jeg vil gerne have fingrene i folkeregister, begravelseshjælp mm. igen. Nogle enkelte cpr-numre 3 - 4 stykker. Der ud over har jeg givet udtryk for at blive indlært i det administrative i forbindelse med pas/kørekort (booking er langsomt kommet i gang). Jeg er åben for andre opgaver om dette måtte ønskes". I mail af samme dato skrev Leder af Team 1 til klager, at "det lyder godt, jeg tænker på at vi her ved evalueringen af organisationen skal se på arbejdsfordelingen". Af ansættelsesbrev af 6. december 2010 fremgår det, at klager med virkning fra den 1. april 2010 blev ansat som sagsbehandler 16 timer ugentlig i fleksjob ved Center for Borgerservice. Skånehensynene var ikke-fysisk arbejde og vekslende arbejdsstillinger mellem stående, gående og siddende arbejde. Dog ikke stående arbejde i lang tid af gangen samt nedsat arbejdstid. Den 11. april 2011 modtog klager varsling om påtænkt opsigelse pr. 31. august 2011. Om begrundelsen for opsigelsen fremgår det af varslingen, at opgaven i forhold til administration af fodlægeregninger bortfaldt, da opgaverne pr. 1. juni 20111 blev overenskomstdækket, og derfor ikke længere skulle varetages i kommunalt regi. Da der gennem de sidste par måneder havde vist sig et gab mellem arbejdsressourcerne og arbejdsopgaverne på grund af øget brugerbetjening, var det ikke muligt at omplacere klager andre steder indenfor centeret, eller andre steder i kommunen. I partshøring af 24. april 2011 skrev klager blandt andet, at der i hans ansættelsesbrev ikke stod noget om, at administrationen af fodlægeregninger var hans primære arbejdsopgave. Klager havde også udført arbejdsopgaver indenfor pas/kørekort, sygesikring, folkeregister og underholdsbidrag. Klager gjorde også opmærksom på, at han ved flere lejligheder havde gjort opmærksom på, at opgaven med administration af fodlægeregninger ikke længere skulle være kommunal. Han var i den forbindelse fremkommet med flere forslag til andre opgaver, som han kunne varetage. Parternes bemærkninger Klager påstår, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af ham. Klagers fremtidige operationer har medvirket til opsigelsen af ham, ligesom det ikke var en reel afskedigelsesgrund at henvise til, at administrationen af fodlægeregninger nu bortfaldt. Klager mener, at han har krav på en godtgørelse. Frem til 1. november 2009 arbejdede klager på fuld tid indenfor følgende områder: - Folkeregister - Pas/kørekort - Sygesikring - Fodlægeregninger Efter bevilling af fleksjob fra den 1. november 2010 arbejdede klager 16 timer ugentlig med arbejdsopgaver indenfor følgende områder: - Folkeregister - Pas/kørekort - Sygesikring - Fodlægeregninger - Underholdsbidrag - Kørekortbooking Klager beskæftigede sig således ikke kun med refusion af fodlægeregninger, da han også var sagsbehandler på ovennævnte områder. Derudover deltog han i ad hoc opgaver som projekt Bedre Bolig, hvor der skulle indsamles oplysninger til behandling i boligmassesammensætningen. Han fungerede også som superbruger på edb-systemer, ligesom han var sikkerhedsrepræsentant. Med overgangen til fleksjob fik klager besked om, at han ikke længere kunne varetage disse hverv. I 2011 blev det konstateret, at klager skulle gennemgå en ny operation i både foden og ryggen. Klager meddelte dette til indklagede, der var meget forstående. I forbindelse med afskedigelsen var der henvisning til opgaven med refusion af fodlægeregninger. Denne opgave var der ikke nogen, der var interesseret i, hvorfor klager meddelte, at han kunne påtage sig denne opgave ved siden af det andet arbejde. Klager blev dog mere eller mindre frataget de andre opgaver, selvom de var nedskrevet og meddelt både til klager og bopælskommunen. Det fremgik ikke af klagers ansættelsesbrev, at der var tale om en midlertidig ordning med refusion af fodlægeregninger, eller at det var dette område, der lå til grund for klagers ansættelse. Der var heller ikke nogen, der havde meddelt ham, at arbejdsopgaverne ville bortfalde, når der blev indgået en overenskomst på området. Det er nyt for klager, at indklagede vurderede det mest hensigtsmæssigt, at klager bevarede administrationen af fodlægeregninger som den primære arbejdsopgave. Det er et postulat at fremkomme med det forventede omfang af klagers fravær på grund af helbredsproblemer. Der har været ansat flere medhjælpere til administrationen af fodlægeregninger, både en studenterhjælp og medarbejdere i arbejdsprøvning. Når de var der, så havde klager sine andre arbejdsopgaver at udføre. Hvis der kun havde været tale om arbejdsopgaven med refusion af fodlægeregninger, så kunne indklagede have beholdt studenterhjælpen, der var billigere at aflønne. Hvis der havde været en vilje til at omplacere klager, så havde det også været muligt. I tiden efter kommunalreformen var der ekstra travlhed, og arbejdsopgaverne blev ikke udført med den grundighed, der kendetegnede en professionel arbejdsmoral. Nu hvor tingene er kommet mere på plads, er det tid til den grundige sagsbehandling igen. Derudover gav medarbejderne udtryk for, at de ikke kunne nå deres arbejde. Klager mener, at der var tale om en økonomisk vurdering i forbindelse med beslutningen om at afskedige ham. Det oplyste både chefen og souschefen på det orienterende møde. Indklagede påstår frifindelse. Klager blev afskediget på grund af bortfald af de arbejdsopgaver, som han primært havde beskæftiget sig med, både før og efter etableringen af fleksjobbet i 2009. Som det fremgår af referatet af rundbordssamtalen den 2. juli 2009, så skulle arbejdsopgaverne bestå af cirka 75 procent rent administrative opgaver ved eget bord, og cirka 25 procent borgerrelaterede opgaver ved skranken. I den forbindelse aftaltes det, at klager bevarede sine nuværende opgaver omkring fodlægeregninger, herunder skulle der ske en løbende vurdering i samarbejde med klager, om der kunne varetages andre administrative opgaver ved siden af. På baggrund af klagers kompetencer, erfaring og vilje vurderede indklagede, at det var mest hensigtsmæssigt, at klager bevarede opgaven med fodlægeregninger som den primære opgave i fleksjobbet. Det var også mest hensigtsmæssigt i forhold til det forventelige omfang af klagers fravær på grund af hans helbredsmæssige situation. Det var vurderingen, at opgaveområdet kunne tåle det forventede fravær uden at det resulterede i en uforsvarlig håndtering af området, og at klagers kollegaer nemt kunne varetage netop denne opgave, hvis der blev behov for det. Det er indklagedes ansvar at sikre, at afdelingens opgaver blev varetaget på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde. Der blev efter aftalens indgåelse ikke tilført klager andre permanente arbejdsopgaver. I forbindelse med at administrationen af fodlægeregninger nu blev overenskomstdækket og ikke længere skulle varetages i kommunalt regi, bortfaldt klagers primære arbejdsopgave. Det bemærkes, at forud for indgåelsen af overenskomsten, havde det seks år tilbage ikke været overenskomstdækket. Det var således ikke til at påregne, hvornår området i givet fald ville overgå fra kommunal administration til overenskomstdækning. Da resultatet af urafstemning blandt fodterapeuter forelå i marts 2011, bortfaldt denne opgave med virkning fra 1. juni 2011 i samtlige landets kommuner. Normalt ville det betyde, at den pågældende medarbejder ville blive tilført andre, nye arbejdsopgaver. På grund af øget brugerbetjening/digitalisering blev flere af afdelingens arbejdsopgaver dog formindsket. Det bevirkede også et gab mellem arbejdsressourcer og arbejdsopgaver. Der var i den konkrete situation ikke andre stillinger/arbejdsopgaver, man kunne omplacere klager til. Det blev forsøgt, men viste sig desværre at være umuligt. I forhold til den konkrete afskedigelsessituation blev der ikke taget udgangspunkt i økonomien omkring det aftalte fleksjob, men i de manglende arbejdsopgaver. Ifølge kommunalfuldmagten er indklagede forpligtet til at vise økonomisk ansvarlighed i forhold til at anvende offentlige midler til varetagelse af de kommunale opgaver. Indklagede kunne derfor ikke bevare stillingen. Indklagede havde et ønske om at fastholde klager i ansættelsen ved at aftale et fleksjob. Indklagede mener at have gjort hvad der var muligt i denne henseende og undrer sig derfor over den konkrete klage. Inden klager tiltrådte sit fleksjob, havde han et stort fravær. Det var i sagens natur også en af årsagerne til, at han overgik til fleksjob. Selvom indklagede på daværende tidspunkt havde kendskab til, at klager på grund af sit helbred også fremover ville være fraværende på grund af sygdom, indgik de aftalen om fleksjob. Der er derfor ikke tale om en pludselig afskedigelse på grund af oplysningerne om klagers fremtidige operationer. Indklagede har løbende forsøgt at føre en ansvarlig personalepolitik, der tog hensyn til de vedtagne budgetter. Det førte til, at indklagede i 2011 måtte nednormere fem fuldtidsstillinger i centret, hvor klagers primære arbejde med fodlægeregninger ikke var påvirket heraf. Efter afskedigelsen af klager vedtog kommunalbestyrelsen i sommeren 2011 to budgettilpasninger, der medførte personalereduktioner i store dele af kommunen, allerede med virkning fra 2011. Det gjorde det endnu sværere at omplacere klager. I Borgerservice medførte det blandt andet en reduktion i post/skanning, hvor en medarbejder ansat på normale vilkår måtte afskediges, mens to af hendes kollegaer i fleksjob forblev i deres stillinger. I pensionist-teamet kunne der ikke etableret et fleksjob for en langtidssyg medarbejder, der ellers var bevilliget fleksjob fra jobcenterets side. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb. I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det fremgår også af forarbejderne, at det ikke er afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at klager er handicappet i lovens forstand, finder nævnet ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af klager. På baggrund af sagens oplysninger anser nævnet det for godtgjort, at arbejdet med administrationen af fodlægeregninger udgjorde en væsentlig del af klagers arbejdsopgaver i hans fleksjobansættelse. Det fremgår også af sagens oplysninger, at den kommunale administration af fodlægeregninger bortfaldt pr. 1. juni 2011, fordi området nu blev overenskomstdækket. På samme tidspunkt medførte den øgede brugerbetjening også en reduktion af arbejdsopgaverne i Center for Borgerservice. Endelig var kommunen også nødsaget til at foretage budgettilpasninger. Det var derfor ikke muligt at omplacere klager til andre opgaver i indenfor centeret, ligesom der ikke var mulighed for omplacering andre steder indenfor indklagedes område. Klager blev derfor afskediget. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering, hvorefter afskedigelsen af klager i den konkrete sag var båret af saglige hensyn. Klager får derfor ikke medhold i sagen. <7100146-12>