Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10116@2012-06-06/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

J.nr. 7100140-12 En 63 årig mand klagede over, at han var blevet afskediget fra sin stilling som projektleder på grund af alder. Indklagede havde begrundet afskedigelsen med, at der ikke kunne findes nye opgaver til klageren pga. de vanskelige markedsvilkår i byggebranchen. Indklagede afskedigede i 2010 tre medarbejdere, herunder klager. Disse tre var de ældste medarbejdere i en gruppe på syv projektledere, og de afskedigede var væsentligt ældre end de tilbageværende. Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at der efter oplysningerne fortsat var projekter og arbejdsopgaver i virksomheden, som krævede projektledere, idet man kun afskedigede tre af de syv projektledere. Nævnet fandt, at indklagede ikke havde godtgjort, at der ikke var blevet lagt vægt på klagerens alder ved valget af, hvem der skulle afskediges. Klager fik derfor medhold i sin klage og blev tilkendt en godtgørelse på 430.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sin stilling som projektchef hos den indklagede virksomhed. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som projektchef hos den indklagede virksomhed. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 430.000 kr. med procesrente fra den 19. juli 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager, der er født i 1947, blev den 1. maj 1989 ansat som projektchef i den indklagede virksomhed. Den 29. november 2010 blev klager opsagt fra sin stilling. Det fremgår af opsigelsesskrivelsen, at årsagen til opsigelsen var den svære situation på byggemarkedet. Klager og dennes repræsentant rettede den 27. januar 2011 henvendelse til indklagede med krav om godtgørelse, da opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, fordi man havde lagt vægt på klagers alder ved opsigelsen. Indklagede afviste klagers krav, idet man ikke mente, at opsigelsen var begrundet i alder. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet opsagt på grund af sin alder, og at han derfor har krav på en godtgørelse, som skal fastsættes svarende til 12 måneders løn. Klager afviser, at det er nødvendigt for at afgøre sagen, at der foretages bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Under en medarbejdersamtale i sommeren 2010 fik klager at vide, at han måtte forvente at blive afskediget i løbet af året. Det blev tilkendegivet, at klagers lange anciennitet med deraf følgende lange opsigelsesvarsel ville gøre det problematisk at finde interesserede købere til indklagedes virksomhed, ligesom klagers løn og lange opsigelsesperiode var en belastning for indklagede. Det blev også oplyst, at indklagede foretrak at satse på yngre medarbejdere. I den del af virksomheden, hvor klager arbejdede, var der i alt syv medarbejdere, der var beskæftiget med projektledelse. Af disse blev en 63-årig medarbejder afskediget den 31. august 2010, den 29. november 2010 blev klager på 63 år afskediget og yderligere en medarbejder, der var 62 år, blev afskediget. De afskedigede medarbejder havde henholdsvis 30, 22 og 17 års anciennitet. De tilbageværende fire projektledelsesmedarbejdere var 28 år, 37 år, 40 år og 47 år. Det er klagers opfattelse, at der ved afskedigelserne er sket en åbenlys skæv aldersfordeling, idet de tre medarbejdere, der var klart ældst, blev afskediget. På den baggrund er det også klagers opfattelse, at det er uden betydning, hvorvidt det er rigtigt eller forkert, at den overordnede baggrund for at foretage afskedigelser var vanskelige markedsvilkår i byggebranchen. Årsagen til, at der på opsigelsestidspunktet ikke længere var opgaver til klager var, at opgaverne systematisk var blevet taget fra klager. Klager havde gennem flere år arbejdet med et større projekt i tre etaper i Randers. Klager havde gennemført de første to etaper og var tæt på opstart af den tredje, da opgaven blev taget fra ham og overført til indklagedes søsterselskab. Begrundelsen var, at det var mere praktisk, da søsterselskabet overvejende beskæftiger sig med bygherrerådgivning, og da sagen var en byggerådgivningsopgave. Denne type bygherrerådgivningsopgaver er klagers kerneområde. Klager har gennemført 15-20 af den slags opgaver, og må derfor anses for at være egnet til den slags opgaver. Årsagen til, at opgaven blev taget fra klager var således, at man ønskede at tømme klagers skrivebord for opgaver. Klager bor i Århus, og han havde en aftale med indklagede om, at han kunne arbejde hjemme, når det var mest praktisk i forhold til arbejdsopgaverne. En af klagers kolleger i Kolding havde udarbejdet et boligprojekt i Århus. Det lå i kortene, at klager skulle have den opgave, da det var mest praktisk i forhold til klagers bopæl. Denne opgave blev imidlertid overdraget til en af de ikke-opsagte kolleger. Denne kollega bor i Haderslev, hvorved transporten til og fra projektet og kollegaens bopæl i Haderslev eller kontoret i Kolding var meget længere end transporten til og fra klagers bopæl og projektet. Klager kunne således yde en betydelig mere effektiv indsats på sagen. Kollegaen havde en ganske stor arbejdsbyrde i forvejen, og det var derfor ikke af hensyn til at holde kollegaen beskæftiget, at opgaven blev overdraget til ham. Omkring forflyttelsen fra Århus til Kolding oplyser klager, at årsagen til forflyttelsen var, at man havde brug for klager. Klager var den eneste medarbejder, der havde et detaljeret kendskab til alle de byggesager, der var udført fra Århus-kontoret gennem de seneste fem år. Perioden er vigtig, fordi det er den periode, hvor indklagede hæfter for byggeriet overfor køberne. Klager gør gældende, at det er forholdene på opsigelsestidspunktet, der er afgørende for vurderingen af, om der er sket aldersdiskrimination. Spørgsmålet skal endvidere vurderes i relation til den konkrete enhed, som klager tilhørte på opsigelsestidspunktet. Dette følger af Østre Landsrets dom i U2011. 2854Ø, om afskedigelser i DR. Den indklagede virksomhed er opdelt i to selvstændige afdelinger med hver sin direktør - som omfatter henholdsvis den østlige del af Danmark og den vestlige del (Øst / Vest). Direktøren stod for ansættelse og afskedigelse af medarbejderne, og arbejdsdelingen var fuldstændigt adskilt. Det var alene den praktiske administration, som var fælles. Det er derfor ikke relevant at se på forholdende i hele indklagedes virksomhed. Klager var ansat i Vest, hvor de var syv medarbejdere, der beskæftigede sig med projektarbejde. I denne afdeling var det de tre ældste medarbejdere, der blev afskediget. Afdelingen som helhed havde fortsat arbejdsopgaver - dels projekt- og byggeopgaver og dels garanti- og færdiggørelsesopgaver, som sikrede beskæftigelse til de tilbageblevne medarbejdere og sikrede afdelingens overlevelse. Indklagede afviser, at klager er blevet afskediget på grund af sin alder. Indklagede har oplyst, at de og ikke deres søsterselskab, er rette indklagede. Indklagede gør gældende, at Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse i sagen, idet klager og indklagede er uenige om en række faktiske forhold. For at belyse sagen tilstrækkeligt, vil det være nødvendigt med omfattende bevisførelse, herunder vidneforklaringer afgivet af medarbejdere og tidligere medarbejdere hos indklagede. Indklagede afviser, at klager er blevet opsagt på grund af sin alder. Opsigelsen af klager var begrundet i de vanskelige markedsvilkår i byggebranchen. Klagers primære arbejdsopgave havde været projektledelse i forbindelse med en konkret byggeopgave. Denne opgave blev afsluttet i 2010 og afleveret til køber i december 2010. Det var herefter ikke muligt at finde nye arbejdsopgaver til klager, hvilket var årsagen til afskedigelsen. Indklagede afviser, at klager systematisk er blevet frataget opgaver. Indklagede har strakt sig langt for at kunne beholde klager på trods af krisen i byggebranchen. Klager var oprindelig ansat på indklagedes kontor i Århus. Da man besluttede at lukke kontoret i 2008/2009, tilbød man klager som den eneste medarbejder på Århus-kontoret, at blive overflyttet til indklagedes kontor i Kolding. Dette til trods for, at klager var den ældste medarbejder på kontoret i Århus. Indklagede bestrider, at klager ved medarbejdersamtalen i sommeren 2010 blev oplyst om, at han måtte forvente at blive afskediget. Klager blev alene opsagt grundet manglende arbejdsopgaver. Indklagede afviser, at det er de tre ældste medarbejdere hos indklagede, der er blevet afskediget. Siden 2008 er medarbejderantallet hos indklagede reduceret med 74 % fra 53 til 14. Hvis man inddeler medarbejderne i aldersgrupper (10 års intervaller) er resultatet, at der stort set er foretaget samme procentvise reduktion i alle aldersgrupper. Procentsatsen varierer med 67-83 %. I klagers aldersgruppe er der reduceret med 71 %. En variation på én medarbejder flytter meget på denne beregning. Konklusionen er således, at medarbejderreduktionerne er foretaget uden hensyn til alder. Afskedigelse af medarbejdere over 60 år er ikke i sig selv i strid med forskelsbehandlingsloven, så længe afskedigelsen ikke er begrundet i medarbejderens alder. Indklagede har i den forbindelse henvist til en række afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet, som understøtter dette. Indklagede har - som i de anførte afgørelser - været nødsaget til at reducere antallet af medarbejdere, der arbejder med projektledelse, på grund af den økonomiske situation i virksomheden. At klager var en af dem, der blev afskediget, skyldtes alene, at han netop havde afsluttet en opgave, og derfor - modsat de øvrige medarbejdere - stod uden konkrete opgaver at tage sig til. Indklagede afviser, at virksomheden har været opdelt i to selvstændige afdelinger med hver deres direktør. Virksomheden har alene har én registreret direktør, der har drevet virksomheden som én samlet virksomhed. Regionsdirektøren, som klager refererede til, kunne ikke foretage ansættelser eller afskedigelser uden forudgående godkendelse fra virksomhedens øverste direktør. Man skal derfor ikke alene se på medarbejderne i Vest ved vurderingen af, om der er sket aldersdiskrimination. Klager har anført, at det er de ældste og mest erfarne medarbejdere, der er blevet afskediget. Skulle man følge klagers tankegang har der nærmere været en tendens til, at indklagede har holdt længst mulig på de mere erfarne medarbejdere, herunder klager. Konsekvensen heraf er, at der på et tidspunkt vil være en overvægt at erfarne medarbejdere, og når der fortsat er behov for at reducere medarbejderantallet på grund af manglende arbejdsopgaver, vil det nødvendigvis på et tidspunkt også ramme denne gruppe. Man kan derfor ikke vurdere afskedigelsen af klager uden at se den i lyset af de samlede medarbejderreduktioner, der har fundet sted fra 2008 og frem. Da der ikke er sket forskelsbehandling på grund af alder, har klager ikke ret til godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte komme frem til at der er sket forskelsbehandling, skal godtgørelsen fastsættes til et væsentligt lavere beløb end de 12 måneders løn klager har påstået. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer ringere end andre personer på grund af deres alder, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Ligebehandlingsnævnet har lagt til grund, at det på grund af forholdene i byggebranchen og indklagedes økonomi, var nødvendigt for indklagede at reducere antallet af medarbejdere, så dette svarede til antallet af opgaver i virksomheden. Det fremgår af parternes oplysninger, at der i afdelingen i den vestlige del af Danmark var ansat syv projektledere, hvoraf der i 2010 blev afskediget tre medarbejdere, herunder klager. Disse tre var de ældste medarbejdere i denne gruppe, og de var desuden væsentligt ældre end de tilbageværende projektledere. Nævnet finder på denne baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver en formodning for, at der er sket forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet finder ikke, at det forhold, at der siden 2008 var sket reduktion af medarbejderantallet i indklagedes virksomhed generelt, og at der var sket reduktion inden for alle aldersgrupper, kan afkræfte denne formodning. Nævnet har herved lagt vægt på, at man ved vurderingen af, om klager konkret er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder, må se på de medarbejdere, som klager var sammenlignelig med henset til geografi og arbejdsopgaver. Det påhviler herefter indklagede at godtgøre, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet finder, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter oplysningerne fortsat var projekter og arbejdsopgaver i afdelingen i Vest, som krævede projektledere, idet man kun afskedigede tre af de syv projektledere. Indklagede har ikke godtgjort, hvordan de har foretaget en vurdering i forhold til alle projektlederne af, hvilke af disse der bedst kunne undværes henset til løsningen af de fremtidige opgaver i virksomheden. Indklagede har dermed ikke godtgjort, at der ved vurderingen af, at klager var den, der bedst kunne undværes, udelukkende er blevet lagt vægt på saglige kriterier, og at alder således ikke er indgået i vurderingen. Klager får derfor medhold i sin klage. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 430.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen. Indklagede skal herefter betale 430.000 kr. til klager med procesrente fra den 19. juli 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <7100104-12>

Versioner

1. 2012-06-06