Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00800
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10227@2015-08-21/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00800
Resumé Ingen kritik for brug af kilde Berlingske bragte artiklerne ”Aftalen i Macau” og ”Centralt øjenvidne belaster tiltalte i matchfixing-sag”. Artiklerne handlede om den første danske straffesag om matchfixing og blev bragt kort tid før, straffesagen gik i gang. Klager, den tiltalte i straffesagen, mente blandt andet, at Berlingske tilsidesatte god presseskik ved at viderebringe beskyldninger fra et kilde, hvis udsagn åbenlyst var farvet af personlige interesser. Pressenævnet finder, at Berlingske i tilstrækkeligt omfang gør rede for de forhold, som både styrker og svækker kildens troværdighed, og udtaler ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Kompetence Pressenævnet skal indledningsvis bemærke, at afgørelsen af, hvorvidt retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, er overtrådt, henhører under domstolene, og Pressenævnet kan derfor ikke tage stilling hertil. God presseskik - Stillingtagen til skyldspørgsmålet Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig, jf. punkt C.5. Det fremgår af artiklerne ”Aftalen i Macau” og ”Centralt øjenvidne er ikke afhørt i efterforskning af matchfixingsag” , at [Klager] nægtede sig skyldig i anklagerne gennem sin forsvarsadvokat. Endvidere fremgår det af artiklen ”Matchfixing for retten” , at han havde trukket sin tilståelse tilbage. På den baggrund finder nævnet, at det klart fremgår, at [Klager] har erklæret sig ikke-skyldig i anklagerne. Pressenævnet udtaler ikke kritik. - Anvendelse af kilder til artiklerne Det følger videre af punkt A.2 i de vejledende regler, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. I artiklerne viderebringes nyhedskilden [Person A]s beskyldninger mod [Klager] blandt andet om, at han skulle have matchfixet en fodboldkamp. Det oplyses samtidig, at [Person A] har medvirket i interviewet under pseudonym, at [Person A] ikke ville kunne identificeres på billederne, at [Person A] er ledende medarbejder i den asiatiske virksomhed ICE Totally Gaming, som professionelt faciliterer væddemål, og at [Person A] har tilkendegivet, at [Klager] skylder ”det asiatiske spillefirma” [formentlig ICE Totally Gaming] penge. Det fremgår videre, at [Person A] er sikker på, at [Klager] har fixet kampen, og at [Person A]s firma også har tabt penge på samarbejdet med [Klager]. Der var på baggrund af disse oplysninger særlig anledning for Berlingske til at være kritisk over for [Person A] som kilde til beskyldningerne. Imidlertid gør Berlingske i faktaboksen ”B bag om historien ” rede for de forhold, der både styrker og svækker [Person A]s troværdighed som kilde. Herunder oplyses det direkte, at det økonomiske mellemværende mellem [Klager] og [Person A] ”giver [Person A] et motiv til at skade [Klager]”. Læserne får således mulighed for at tage højde for, at [Person A]s udsagn formentlig er farvet af personlige interesser. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke, at Berlingske har tilsidesat de presseetiske regler ved at have viderebragt [Person A]s udtalelser. At [Person A] ikke var en del af retssagen på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen kan ikke føre til et andet resultat. Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at emnet for artiklen er af stor samfundsmæssig interesse. På den baggrund udtaler Pressenævnet ikke kritik. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af Berlingske for artiklerne.
Advokat Henrik Juel Halberg har på vegne af [Klager] klaget over artiklen ”Aftalen i Macau” bragt den 22. marts 2015 i Berlingske Magasin og artiklen ”Centralt øjenvidne belaster tiltalte i matchfixing-sag” bragt samme dag i Berlingske. Artiklerne blev bragt i netudgaven af Berlingske den 21. marts 2015. 1 Sagsfremstilling Berlingske Magasin bragte den 22. marts 2015 artiklen ”Aftalen i Macau” . Forsiden på Berlingske Magasinet viser et billede af ”[Person A]” [vidne] stående med ryggen til fotografen, således at kun øverste del af ryggen og baghovedet fremgår af billedet. Over sidens nederste del fremgår rubrikken, som er et citat: ”Alt pegede på, at kampen var fixet” . Af underrubrikken fremgår følgende: ”Mandag begynder den første danske straffesag om matchfixing. To tiltalte nægter sig skyldige. Den forklaring sår et øjenvidne nu tvivl om. [Person A], der mødtes med to danskere fra sagen på et casino i Macau i 2010, er overbevist om, at det var aftalt spil.” Artiklen fremgår af side 2 i Berlingske Magasinet med rubrikken ”Aftalen i Macau” . Af underrubrikken fremgår følgende: ”Mandag indledes den første straffesag om matchfixing, hvor to tiltalte nægter sig skyldige. Et centralt øjenvidne leverer nu nye belastende oplysninger. [Person A] fortæller, at han og den hovedtiltalte dansker mødtes i den kinesiske spilleby Macau og placerede en halv million kroner på, at Hvidovre skulle tabe. [Person A] er overbevist om, at kampen var fixet.” Af artiklens brødtekst fremgår følgende: ”[..] Berlingske træder ind i Hilton-hotellobbyen i Paddington i det nordlige London. Vi spejder efter en asiatisk udseende mand. Vi ved ikke, hvordan han ser ud. Kommunikationen med [Person A] er kun foregået pr. mail og på en skrattende Skype-forbindelse. Det er med en vis spænding i kroppen, at vi scanner hver enkelt person i hotelbaren. Vi forventer at møde en asiatisk gangstertype iført guldkæder, rejste skjorteflipper og spidse sko. Forventningen bliver gjort til skamme. I et fjernt hjørne sidder en mand, der bestiller cola, og som har valgt en behagelig påklædning i jeans og gummisko. Han kunne være hvem som helst. Vi hilser og sætter os. [Person A] har indvilliget i at fortælle om sin rolle i den første straffesag om bedrageri og aftalt spil i Danmark, såkaldt matchfixing. Sagen begynder i Københavns Byret mandag, men Berlingske mødte [Person A] i februar, da han deltog i en af verdens største spillekonferencer ICE Totally Gaming. [Person A] er ledende medarbejder i et asiatisk spillefirma, der har hovedsæde i Manila på Filippinerne. Han mødes med os, forudsat at vi ikke nævner firmaets navn, og han stiller kun op til foto anonymt. [Person A] er sikker på, at der har fundet matchfixing sted i 1. divisionsfodbold i Danmark: »Jeg er ikke tvivl: Alt pegede på, at danskerne havde fikset kampen,« siger han. De to tiltalte erklærer sig uskyldige. Med sine udtalelser sår [Person A] tvivl om det. Retssagen mandag centrerer sig om divisionsklubben Hvidovre IF. Klubben lå i bunden af 1. division i efteråret 2010. Politiet mener, at i alt syv personer gik sammen i en matchfixing-ring og aftalte, at Hvidovre IF skulle tabe stort i to kampe. Det kunne ifølge politiet aftales, fordi fire spillere var klar til at tabe. En af dem var ifølge politiet den daværende målmand i Hvidovre, [Person B] – søn af Brøndby-legenden [Person C], som på det tidspunkt var direktør i Hvidovre IF. Der gælder navneforbud for alle andre end målmanden [Person B]. Retssagen, der indledes mandag, er alene rettet mod den hovedmistænkte, MT, der er tiltalt for groft bedrageri, og hans ven og tidligere roommate NN, der står tiltalt for bedrageri. Det var egentlig meningen, at matchfixing-sagen skulle glide gennem retssystemet som en ren tilståelsessag. MT har nemlig tidligere fortalt politiet, at han tjente omkring 900.000 kroner sammen med de andre i sagen. Ifølge politiet skulle MT også have oplyst et filippinsk spillefirma om, hvad udfaldet af en af kampene var planlagt til at blive, hvorefter spillefirmaet angiveligt selv satsede det, der svarer til to eller tre millioner kroner på kampen. Oplysningerne stammer fra afhøringsrapporter, som MT selv har underskrevet. Men da Berlingske beskrev sagen i slutningen af august sidste år, trak MT sin tilståelse tilbage. MT har selv bekræftet, at han i en årrække levede som professional gambler, og at han var kunde hos [Person A]. Det asiatiske selskab lever af at placere væddemål hos de store asiatiske sportsbetting-selskaber og vil altid tjene 2,5 procent af et væddemåls værdi, uanset om væddemålet går hjem eller ej. [Person A] fortæller, hvordan samarbejdet udviklede sig. »MT gik fra at placere væddemål på 1.000-2.000 euro, til pludselig at ville spille 60.000-80.000 euro på en enkelt kamp,« siger [Person A] og uddyber: »Han fortalte, at han kendte nogle af de fodboldspillere, der skulle være med i kampen. Jeg kan ikke huske navnet på holdet, men det var bestemt et københavnerhold. Vi arrangerede et møde i Macau. Det var første gang, jeg mødte ham,« fortæller [Person A]. Da de mødtes i den kinesiske spilleby Macau, havde MT taget en anden ung mand med, som han præsenterede som sin partner. Partneren er en af de fem sigtede i sagen. MT, partneren og [Person A] mødtes på luksushotellet The Venetian, hvor de spiste frokost sammen og efterfølgende gik på casino. MT har tidligere bekræftet over for Berlingske, at han har været i Macau for at mødes med spilleselskabet, og at det foregik på The Venetian. MT og hans partner betalte selv flybilletten, og forinden havde de to danskere været i Hong Kong, husker [Person A]. Mødet var som andre businessmøder, hvor [Person A]s firma stod som værter. Detaljerne om det ekstraordinært store væddemål var i forvejen aftalt via Skype, og pengene havde danskerne med i rede kontanter, fortæller [Person A]. Præcis hvornår den angiveligt fixede kamp blev spillet, og hvad der blev satset på kampen, har [Person A] ikke mulighed for at undersøge videre, siger han. Firmaet gemmer ikke dokumentation, der går længere end tre år tilbage i tid, lyder begrundelsen. De kampe, som politiet mener er matchfixet, blev afviklet i efteråret 2010. Så I kampen sammen? »Nej, vi kunne ikke se kampen, fordi den blev ikke transmitteret på TV. Men MT var konstant på telefonen. Han kommunikerede med en, som gav ham opdateringer. 1-0, 2-0 osv. Jeg tror, at der efter de første 15 minutter stod 3-0. Hvis jeg ikke husker galt, så endte kampen 5-0 eller 6-0. Det hold, han havde venner på, tabte,« fortæller [Person A]. [Person A]s forklaring om, at MT fik opdateringer over telefonen, stemmer overens med, hvad den medtiltalte i morgendagens retssag »NN« har fortalt politiet. Under kampen mellem Hvidovre IF og Vejle sendte NN angiveligt løbende SMSer til MT, mens MT var i spillebyen Macau. NN har også forklaret politiet, at han inden kampen spillede cirka 10.000 kroner i kiosker i Vejle på kampen. Det er disse væddemål, der gør, at NN er tiltalt for bedrageri. Kampen mellem Vejle og Hvidovre endte 5-0. Ved pausen var stillingen 4-0. Hvor mange personer sagde MT, at han kendte på holdet? »Måske tre eller fire. Han talte ikke så meget om det. Men hans partner var mere meddelsom. Jeg husker, at partneren fortalte, at de havde lånt pengene fra nogen. Mafiaen. De skulle vinde, ellers ville de komme i problemer hjemme i Danmark.« Brugte de selv ordet mafia? »Nej, det gjorde de ikke. Men de fortalte, at de ville få problemer, hvis de ikke havde penge med hjem. De var temmelig sikre på, at væddemålet ville lykkes. Alligevel kunne man godt se, at de var mærkbart lettede, da scoren var 3-0.« Spillede dit firma selv penge på kampen? »Nej. Vi lever af provision, og jeg vil ikke ødelægge min egen forretning ved at gamble. Jo større beløb du spiller hos mig, des flere penge får jeg ud af det. Uanset om du vinder eller taber.« Efter kampen blev sejren skyllet ned med drinks, og de to danskere begyndte at fortælle lidt mere om, hvordan den angiveligt fixede kamp skulle afregnes med spillerne, husker [Person A]. MT fortalte også om spillerlønninger i dansk fodbold. »Jeg kan huske, at jeg jokede med, at MT skulle betale regningen, fordi han nu var blevet rig. Så fortalte han om, hvordan pengene skulle deles i Danmark. Jeg ved ikke, hvor meget han og hans rejsemakker endte med at få selv. De fortalte, at lønningerne i dansk divisionsfodbold er lave, så hvis du betaler eksempelvis 5.000 euro for en fixet kamp, så er det gode penge for spillerne.« Du vidste, at kampen havde et aftalt resultat. Gør det ikke dig til medskyldig ? »Hmm. Du kan ikke forvente, at jeg skal sige nej til en god forretning. Hvis vi havde sagt nej til MT, var der hundredvis af andre selskaber i Asien, han kunne være gået til.« De to tiltalte i mandagens retssag, MT og NN, har kendt hinanden siden gymnasiet, og NN har fungeret som en slags revisor for MTs omfattende gambling. De boede sammen, mens de to fodboldkampe, som politiet har efterforsket, blev spillet. Det har MT tidligere fortalt Berlingske. Det var også NN, der ifølge egen forklaring til politiet sendte SMSer til MT, mens han var i Macau. NN har forklaret til politiet, hvordan fodboldspillere fra Hvidovre flere gange dukkede op i hans og MTs fælles lejlighed i København, og at de en gang hentede en bunke penge så stor, at man skulle bruge to hænder til at løfte dem. MT har også forklaret til Berlingske, at han og NN har været på en anden rejse til spillebyen Manila i Filippinerne for at besøge det asiatiske spillefirma. Men rejserne til Asien fik en ende. I november 2011 skrev [Person A] en advarsel på internetfora til andre bettingselskaber om MT. Danskeren var løbet fra en spillegæld til asiaterne på omtrent 100.000 euro, skrev selskabet. Den udlægning har MT afvist over for Berlingske. Han forklarer, at efter mødet i Macau blev det aftalt, at MT skulle have ansvaret for bettingdelen af asiaternes forretning. Men MT overtog en forretning, der allerede havde oparbejdet et underskud, siger han. Det blev kun værre, da han i en periode lavede nogle dårlige bets, og de to parter droppede samarbejdet. MT var af den overbevisning, at sagen mellem ham og asiaterne var et afsluttet kapitel. Omkring halvandet år efter de angiveligt fixede kampe, i sommeren 2012, lukkede MT to mænd ind i sin lejlighed i det indre København, fordi han ventede en elektriker. Mændene var maskerede, og mens den ene tvang MTs mund op, stak den anden en kokkekniv ned i halsen på ham, har MT tidligere forklaret Berlingske. Med sig havde de to overfaldsmænd et dokument med en række tal. Det var en bankkonto og et beløb, som MT husker som 110.000-120.000 euro. Pengene skulle være på bankkontoen hos et spillefirma i Asien dagen efter, har MT tidligere fortalt Berlingske. Over for Berlingske bekræfter [Person A], at der var et økonomisk mellemværende mellem MT og det asiatiske spillefirma. Men han afviser at have sendt de mænd, der truede MT i hans lejlighed. [Person A] forklarer, at MT ville være agent for andre spillere hos det asiatiske spillefirma, og derfor fik han en kreditlinje på omtrent 100.000 euro. Men ifølge [Person A] betalte MT ikke en gæld, han oparbejdede over tid. Hvordan reagerede I, da han ikke betalte jer? »Der er ikke noget, vi kan gøre ved det. Det er en risiko, vi tager, og som ikke endte godt. I vores forretning har vi kun været ude for det fire gange. Langt størsteparten af vores kunder er seriøse.« Så det er bare ærgerligt? »Ja, det er bare »too bad«. Ligesom hos alle andre selskaber. Hvis din kunde går konkurs og ikke kan betale, så kan man som selskab ikke stille noget op.« Kunne man forestille sig, der var nogen, der var interesseret i at hjælpe jer med at finde de penge? »Nej, nej.« Nej? »Vi fik vist nogle tilbud om at hjælpe med at finde ham. Men det er nytteløst. Vi tror ikke på, at det hjælper at gå til mafiaen eller lignende for at få pengene tilbage. Og gør man det, så vil de kræve en latterlig sum for at inddrive penge. Hvis man i Asien vil have nogen til at hjælpe med at finde penge, så koster det 60 procent af beløbet. Det giver ikke mening for os.« Ved I, at han blev truet i sin lejlighed, og nogen stak en kniv ned i halsen på ham? »Nej.« Tror du, det kunne have noget at gøre med de ting, I skrev om ham på diverse internetfora? »Jeg tror nærmere, det har noget at gøre med den måde, han opfører sig på. Selv om vores samarbejde var afsluttet, kunne han jo stadig have haft gang i forretninger med andre.« Så du ved ikke noget om det overfald, MT har været udsat for? »Nej.« Han siger, at der var efterladt en seddel med det beløb, han skyldte jer, og cifrene til en bankkonto? »Hmm.« Synes du, det er synd for ham, at han blev overfaldet? »Nej, selvfølgelig ikke. Den situation har han selv bragt sig i.« Berlingske har i overensstemmelse med god presseskik forelagt [Person A]s oplysninger for de tiltalte og sigtede i sagen, og har givet dem plads og mulighed for at svare for sig. Peter Martin Blinkenberg, forsvarsadvokat for MTs rejsepartner til Macau, er trods flere henvendelser ikke vendt tilbage. Hverken de to tiltalte eller de øvrige sigtede ønsker at kommentere de nye oplysninger. Alle erklærer sig fortsat uskyldige gennem deres forsvarsadvokater.” Der er indsat en faktaboks med titlen ” Matchfixing for retten”. Af faktaboksen fremgår følgende oplysninger i punktform: ”Danmarks første straffesag om matchfixing er planlagt til at køre over to dage i Københavns Byret den 23. marts og 5. maj. Der er to tiltalte. »MT« for groft bedrageri »NN« for bedrageri. De nægter sig skyldige. Desuden er der fem sigtede, hvoraf fire var fodboldspillere i Hvidovre IF i 2010. En af dem er daværende målmand [Person B]. Alle nægter sig skyldige. MT er tiltalt i tre forhold, der handler om to fodboldkampe i 2010. I en kamp den 24. oktober 2010 mellem Hvidovre og FC Hjørring var det angiveligt aftalt, at fire spillere skulle sørge for, at der minimum blev scoret fire mål mod Hvidovre. Kampen mellem Hvidovre og FC Hjørring den 24. oktober 2010 endte 4-2, og dermed fik MT og de fem sigtede ifølge politiet ´del i en gevinst på omkring 300.000 kr. I en kamp mod Vejle den 14. november var det angiveligt aftalt, at Hvidovre skulle tabe kampen med minimum to mål. Kampen endte 5-0, og dermed fik alle sigtede ifølge politiet del i en gevinst på 600.000 kroner. Desuden skal et filippinsk selskab ifølge politiet være blevet orienteret om, hvordan udfaldet af kampen var planlagt, hvorefter organisationen spillede to-tre millioner kroner på kampen. NN er tiltalt for at have spillet 10.000 kroner på fodboldkampen den 14. november 2010, som han ifølge anklagemyndigheden vidste, Hvidovre ville tabe. Gevinsten lød på omkring 18.000 kroner. Sagen skulle oprindeligt køre som tilståelsessag for den 28-årige MT’s vedkommende. Men MT trak sin tilståelse tilbage, da Berlingske beskrev sagen.” Der er endvidere en faktaboks med titlen ”B bag om historien ”, hvoraf følgende fremgår: ”Berlingske bringer her et interview, hvori en kilde med nye væsentlige oplysninger sår tvivl om de tiltaltes påstand om uskyld i matchfixing, dagen inden retssagen begynder. Det ændrer ikke ved, at enhver tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Når vi vælger at bringe interviewet, hænger det sammen med sagens uomtvistelige store interesse for offentligheden. Sagen er den første af sin art herhjemme, og samfundet har en stor interesse i at holde sporten ren. Der er både forhold, der styrker, og forhold, der svækker [Person A]s troværdighed: [I punktform] Der er et økonomisk mellemværende mellem [Person A] og den hovedtiltalte, MT. Det giver [Person A] et motiv til at skade MT. De oplysninger, [Person A] giver, stemmer på en række punkter med overens [med] anklageskriftet i sagen. MT har selv tilstået matchfixing og underskrevet afhøringsrapporter til politiet. Tilståelsen har han dog siden trukket tilbage. Berlingske har i overensstemmelse med god presseskik forelagt [Person A]s oplysninger for de tiltalte og sigtede i sagen, og har givet dem plads og mulighed for at svare for sig. Ingen af dem har ønsket at udtale sig.” Berlingske bragte endvidere samme dag artiklen ”Centralt øjenvidne er ikke afhørt i efterforskning af matchfixingsag” . På forsiden af 1. sektion fremgår overskriften ”Øjenvidne belaster tiltalte i matchfixing-sag” på en baggrund af et foto, der viser spots over en fodboldbane i mørke. Af underrubrikken fremgår følgende: ”Jeg er ikke i tvivl: Alt pegede på, at danskerne havde fixet kampen.” Der er endvidere indsat følgende tekst på billedet: ”Mandag begynder Danmarks første retssag om aftalt spil, såkaldt matchfixing. Sagen handler om mulig matchfixing i fodboldklubben Hvidovre IF. Et centralt øjenvidne træder nu frem og fortæller om sit møde med to danskere fra sagen på et kasino i den kinesiske by Macau.” I 1. sektion, side 8, fremgår artiklen ”Centralt øjenvidne er ikke afhørt i efterforskning af matchfixingsag” . Af underrubrikken fremgår følgende: ”[..] Mandag indledes den første straffesag om matchfixing. Men politiet har ikke afhørt en mellemmand, der hævder, at den hovedtiltalte har været involveret i matchfixing. Eksperter kritiserer politiet.” Af brødteksten fremgår følgende: ”Politiet får kritik for efterforskningen i danmarkshistoriens første sag om matchfixing, der indledes mandag ved Københavns Byret. Efterforskerne i sagen er nemlig gået uden om en central person, der hævder, at han mødtes med den hovedtiltalte dansker i det kinesiske spillemekka Macau og sørgede for at placere danskerens væddemål på en kamp, der angiveligt var matchfixet. Filippinske [Person A] arbejder som en slags mellemmand, der indgiver professionelle gambleres spil hos de store asiatiske spillebørser som eksempelvis SBO Bet. Han er ikke i tvivl om, at hovedtiltalte MT har været involveret i aftalt spil. [..] Politiet mener, at to Hvidovre-kampe var matchfixet i efteråret 2010. I anklageskriftet fremgår, at MT skulle have tjent 900.000 kroner sammen med de øvrige sigtede i sagen, der blandt andet tæller fire Hvidovre-spillere. Desuden skal MT ifølge anklageskriftet have fortalt et asiatisk spillefirma, hvad udfaldet af en kamp var planlagt til at blive, hvorefter spillefirmaet også selv satsede to-tre millioner kroner på kampen. [Person A]s oplysninger flugter i vid udstrækning med politiets oplysninger i straffesagen. Desuden fortæller [Person A] til Berlingske om et specifikt luksushotel i Macau, der ifølge filippineren blev brugt som mødested mellem MT og [Person A]. Det samme mødested refererede MT til, da han blev interviewet af Berlingske i august sidste år. MT nægter sig skyldig i tiltalen for groft bedrageri og har ingen kommentarer til de nye oplysninger. [..] Giv politiet en udskrift af interviewet [Person A] er aldrig blevet opsøgt af dansk politi for at afgive vidneforklaring, siger han: »Nej, jeg er ikke blevet kontaktet, men jeg vil heller ikke være interesseret i at tale med politiet. I kan give dem en udskrift af interviewet med mig,« siger han. Berlingske fandt frem til [Person A] ved en simpel søgning på Google. I et internetforum advarede [Person A]s virksomhed i november 2011 andre spillevirksomheder mod at samarbejde med MT. Mens politiets efterforskning pågik, omtalte Berlingske [Person A], det asiatiske firma og forbindelsen mellem MT og [Person A]. Det vækker dyb undren hos den canadiske journalist Declan Hill, at dansk politi ikke har forsøgt at afhøre [Person A]. Hill er ekspert i matchfixing og korruption i international sport og har skrevet bøgerne »The Fix – Soccer and Organized Crime« og »The Insider’s Guide to Match-fixing in Football«. Han kalder Berlingskes interview med [Person A] for »ekstremt vigtigt« og fortæller, at international matchfixing kan splittes op i to dele. Den ene handler om, hvordan man opsøger spillere og fixer en kamp. Den del er efterhånden velbeskrevet, lyder det. »Den anden del handler om, hvordan matchfixerne gemmer væddemålene. Det er ekstremt vigtigt at have adgang til gamblingmarkedet og placere mange penge, uden at nogen ser eller får mistanke om, hvad du gør. Hvis det er sandt, at dansk politi ikke har talt med personen eller andre i firmaet, selv om de havde mulighed for at gøre det, så er jeg forundret. Jeg grubler over, hvorfor de ikke har gjort det.« Kan der være gode grunde til, at man ikke gør det? »Jeg kan ikke finde en grund til, at en fornuftig efterforsker undlader at gøre det.« [..] Per Justesen, der er advokaturchef ved Københavns Politi og anklager i sagen bekræfter, at der ikke har været kontakt til hverken [Person A] eller det firma, han arbejder for. Er der en begrundelse for, at man ikke har haft fat i dem? »Nej. Det er der ikke.« Hvorfor har I ikke haft kontakt til dem? »Det kan jeg ikke komme ind på. Sagen er skåret, som den er skåret. Så må vi se, hvordan det går. »Det vækker undren, at I ikke har taget fat i dem. Hvad er din kommentar til det?« »Ikke spor.«” Der er indsat et billede af et nærbillede af et målnet, hvor flere masker er gået i stykker. Billedteksten gengives ikke her. Printartiklen ”Aftalen i Macau” blev den 21. marts 2015 på b.dk bragt under overskriften ”Jeg er ikke i tvivl: Alt pegede på, at danskerne havde fikset kampen”. Det samme gælder printartiklen ”Centralt øjenvidne er ikke afhørt i efterforskning af matchfixingsag”. Yderligere oplysninger Berlingske har til udtalelsen vedlagt Københavns Politis anklageskrift i straffesagen mod MT, en udskrift af Københavns Byrets retsbog den 23. marts 2015 samt artiklen ”Jeg føler mig ikke længere sikker nogen steder” bragt den 28. august 2014 i Berlingske. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Advokat Henrik Juel Halberg har på vegne af [Klager] anført, at Berlingske med offentliggørelsen af artiklen har tilsidesat god presseskik ved at viderebringe beskyldninger fra et vidne, som man efter artiklens indhold måtte lægge til grund aldrig ville komme til at forklare sig i retssagen. Berlingske har derved forsøgt at påvirke domstolenes afgørelse ved at referere det pågældende vidnes opfattelse af, at de tiltalte er skyldige. Henrik Juel Halberg bemærker, at der er foretaget politianmeldelse med henblik på at undersøge, hvorvidt retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, om påvirkning af domstolene, er overtrådt. 2.2 Berlingskes synspunkter Berlingske har indledningsvis anført, at matchfixing er et nyt fænomen i Danmark og regnes af DBU som den største trussel mod sporten. Sagen har offentlighedens åbenlyse interesse, da det er første gang, at det danske politi har rejst tiltale i en sag om aftalt spil. Berlingske har i den journalistiske undersøgelse af sagen afprøvet anklagemyndigheden og politiets anklager om matchfixing mod (nu dømte) [Klager]. Berlingske har i sin dækning ikke taget stilling til [Klager]s skyld, men alene lagt sagen frem, sådan som den er blevet beskrevet for Berlingske. [Klager] har altid fået mulighed for at forsvare sig mod andres beskyldninger. Berlingske valgte at bringe interviewet med [Person A], fordi det er af væsentlig, offentlig interesse at få afdækket om og i givet fald hvordan, den første straffesag om matchfixing i Danmark er knyttet til et asiatisk spilleselskab og eventuel grænseoverskridende kriminalitet. Berlingskes undersøgelse viste, at Københavns Politi ikke selv opsøgte [Klager]s filippinske samarbejdspartnere for at påvise de internationale link og finde eventuelle beviser. Berlingske mener, det er en vigtig historie at berette, at dansk politi forsømte muligheden for at følge sporet til Asien. I august 2014 deltog [Klager] og hans forsvarsadvokat Henrik Juel Halberg i et interview i Berlingske [se ”yderligere oplysninger”], hvori [Klager] fortalte om samarbejdet med den filippinske organisation og de konflikter, der opstod. Interviewet blev dengang godkendt af både [Klager] og Henrik Jul Halberg. Berlingske har endvidere anført, at Berlingske er en avis og ikke en domstol. Det forhold, at [Person A] ikke er indkaldt som vidne i straffesagen bør ikke forhindre Berlingske i at høre hans udlægning af sagen. Berlingske har kunnet konstatere, at mange af [Person A]s oplysninger stemmer overens med [Klager]s oplysninger. Herudover har Berlingske i begge artikler, på Magasinforsiden og i faktabokse utvetydigt angivet, at [Klager] og de øvrige tiltalte i sagen nægter sig skyldige. Forud for offentliggørelsen af artiklen fremsendte Berlingske hele artiklen til forsvarer Henrik Juel Halberg, som svarede, at det ville stride imod retsplejelovens 1017, stk. 3, at bringe historien. Berlingske har i artiklen selv redegjort for de etiske overvejelser, hvilket fremgår af ”Bag om historien”-tekstboksen. Berlingske har videre anført, at det er mediernes opgave at være kritiske og at informere offentligheden om aktuelle sager tilstræbt objektivt og sagligt. Det er derimod ikke Berlingskes opgave at fælde dom, og Berlingske har ikke forsøgt at påvirke dommer eller domsmænd. Berlingske har endelig anført, at det må anses som stærkt problematisk, hvis den frie presse under iagttagelse af god presseskik ikke har mulighed for at lave selvstændig research og bringe oplysninger frem op til en straffesag med stor samfundsmæssig interesse. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Rasmus Emborg, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Kompetence Pressenævnet skal indledningsvis bemærke, at afgørelsen af, hvorvidt retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, er overtrådt, henhører under domstolene, og Pressenævnet kan derfor ikke tage stilling hertil. God presseskik - Stillingtagen til skyldspørgsmålet Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig, jf. punkt C.5. Det fremgår af artiklerne ”Aftalen i Macau” og ”Centralt øjenvidne er ikke afhørt i efterforskning af matchfixingsag” , at [Klager] nægtede sig skyldig i anklagerne gennem sin forsvarsadvokat. Endvidere fremgår det af artiklen ”Matchfixing for retten” , at han havde trukket sin tilståelse tilbage. På den baggrund finder nævnet, at det klart fremgår, at [Klager] har erklæret sig ikke-skyldig i anklagerne. Pressenævnet udtaler ikke kritik. - Anvendelse af kilder til artiklerne Det følger videre af punkt A.2 i de vejledende regler, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. I artiklerne viderebringes nyhedskilden [Person A]s beskyldninger mod [Klager] blandt andet om, at han skulle have matchfixet en fodboldkamp. Det oplyses samtidig, at [Person A] har medvirket i interviewet under pseudonym, at [Person A] ikke ville kunne identificeres på billederne, at [Person A] er ledende medarbejder i den asiatiske virksomhed ICE Totally Gaming, som professionelt faciliterer væddemål, og at [Person A] har tilkendegivet, at [Klager] skylder ”det asiatiske spillefirma” [formentlig ICE Totally Gaming] penge. Det fremgår videre, at [Person A] er sikker på, at [Klager] har fixet kampen, og at [Person A]s firma også har tabt penge på samarbejdet med [Klager]. Der var på baggrund af disse oplysninger særlig anledning for Berlingske til at være kritisk over for [Person A] som kilde til beskyldningerne. Imidlertid gør Berlingske i faktaboksen ”B bag om historien ” rede for de forhold, der både styrker og svækker [Person A]s troværdighed som kilde. Herunder oplyses det direkte, at det økonomiske mellemværende mellem [Klager] og [Person A] ”giver [Person A] et motiv til at skade [Klager]”. Læserne får således mulighed for at tage højde for, at [Person A]s udsagn formentlig er farvet af personlige interesser. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke, at Berlingske har tilsidesat de presseetiske regler ved at have viderebragt [Person A]s udtalelser. At [Person A] ikke var en del af retssagen på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen kan ikke føre til et andet resultat. Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at emnet for artiklen er af stor samfundsmæssig interesse. På den baggrund udtaler Pressenævnet ikke kritik. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af Berlingske for artiklerne. Afgjort den 18. august 2015.