Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00809
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10233@2015-08-21/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00809
Resumé Ikke kritik af billede til en artikel (3. sag) BT bragte ”Kælent par til byfest hængt ud”. Billedet viser en kvinde og en mand, som står tæt sammen. Manden har en hånd nede i bukserne på kvinden. Ansigterne er sløret, og man kan kun se noget af de to personers overkroppe. Kvinden på billedet har klaget, fordi billedet blev bragt uden hendes tilladelse. BT har oplyst, at artiklen er en citathistorie fra Jydske Vestkysten om, hvad der kan finde vej til nettet med den udbredte brug af mobiltelefoner og sociale medier. Billedet er taget på et frit tilgængeligt sted. På grund af billedets følsomme karakter har BT valgt at skjule personernes ansigter. Selv om klager er fanget i en kompromitterende situation, er hun ikke umiddelbart identificerbar for en bredere kreds. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Pressenævnet lægger til grund, at det er klager, som er afbildet på bt.dk. God presseskik Det følger af punkt B.1 i de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Endvidere bør medierne efter punkt B.6 ved indsamling eller offentliggørelse af information ikke udnytte andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme. Det samme gælder offentliggørelse af billedmateriale. Det fremgår af sagen, at BT har bragt artiklen for at sætte fokus på, hvor hurtigt et billede kan finde vej til nettet med den udbredte brug af mobiltelefoner og sociale medier. Fotografen er en privatperson, billedet er taget på offentligt sted og herefter offentliggjort på en åben Facebook-side, hvor det er blevet set af mere end 5.000 personer. Selvom klager er fanget i en kompromitterende situation, ses kun to overkroppe på billedet og ingen ansigter. Klager er således ikke umiddelbart identificerbar for en bredere kreds. Samlet finder Pressenævnet ikke, at det kan anses for at stride imod god presseskik, at BT har bragt billedet uden klagers tilladelse. Afgjort den 18. august 2015.
[Klager] har klaget over et billede til en artikel, bragt på bt.dk den 20. maj 2015, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen behandles sammen med sag nr. 15-70-00807 og 15-70-00808. 1 Sagsfremstilling BT bragte den 20. maj 2015 på bt.dk artiklen ”Kælent par til byfest hængt ud: Det er langt over stregen” . Af artiklen fremgår følgende underrubrik: ”Det er ikke nødvendigvis alt fra den vilde fest natten forinden, der kan tåle dagens lys, når solen atter står op.” Af brødteksten fremgår bl.a. følgende: "Alligevel kan nattens eskapader ende på nettet og endda blive delt landet rundt – godt hjulpet på vej af kameraer i mobiltelefoner og sociale medier. Det er en sag fra Sønderborg blevet et eksempel på. Her er et billede af et – lidt for – kælent par gået viralt, skriver JydskeVestkysten. Parret blev fotograferet til Sønderborg Byfest, hvor stemningen tilsyneladende blev ret løssluppen – i hvert fald for de to personer. Billedet viser, hvordan manden har hånden dybt begravet i bukserne på nattens udkårne, selv om de befinder sig midt i en fest blandt andre mennesker. [..]” Artiklen illustreres af et billede af en kvinde og en mand, som står tæt sammen. Manden har sin hånd nede i bukserne på kvinden. Ansigterne er sløret, og man ser kun parret fra skulder til lår. 2 Parternes synspunkter 2.1. [Klager]s synspunkter Klager har til støtte for klagen fremført, at billedet er offentliggjort uden hendes tilladelse og kendskab samt at det er ulovligt taget, da det har direkte fokus på hendes person/situation. 2.2 BTs synspunkter BT oplyser, at artiklen er en citathistorie fra JydskeVestkysten om, hvad der kan finde vej til nettet med den udbredte brug af mobiltelefoner og sociale medier. Billedet er taget på et frit tilgængeligt sted, og derfor mener BT ikke, at det kræver en særlig tilladelse at fotografere. På grund af billedets følsomme karakter har BT valgt at skjule personernes ansigt, så de ikke kan identificeres. Derfor afvises klagen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Rasmus Emborg, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Pressenævnet lægger til grund, at det er klager, som er afbildet på bt.dk. God presseskik Det følger af punkt B.1 i de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Endvidere bør medierne efter punkt B.6 ved indsamling eller offentliggørelse af information ikke udnytte andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme. Det samme gælder offentliggørelse af billedmateriale. Det fremgår af sagen, at BT har bragt artiklen for at sætte fokus på, hvor hurtigt et billede kan finde vej til nettet med den udbredte brug af mobiltelefoner og sociale medier. Fotografen er en privatperson, billedet er taget på offentligt sted og herefter offentliggjort på en åben Facebook-side, hvor det er blevet set af mere end 5.000 personer. Selvom klager er fanget i en kompromitterende situation, ses kun to overkroppe på billedet og ingen ansigter. Klager er således ikke umiddelbart identificerbar for en bredere kreds. Samlet finder Pressenævnet ikke, at det kan anses for at stride imod god presseskik, at BT har bragt billedet uden klagers tilladelse. Afgjort den 18. august 2015.