Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00795
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10259@2015-08-25/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00795
Resumé Ikke kritik for gengivelse af udtalelser Metroxpress skrev ”Problemer fortsætter i Folkets Hus” og citerede flere politikere for at sige, at der ikke blev bevilget flere penge til driften af Folkets Hus. Klager mente, at artiklen var ensidig, indeholdt forkerte oplysninger og fordrejede ordene i en rapport fra politiet, som omtalte forholdene i Folkets Hus. Der var ikke oplysninger om, at de personer, som udtalte sig til artiklen, blev citeret forkert, eller at politiets rapport var forkert gengivet. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Faktuelle forkerte oplysninger Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information, og så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.1. Det fremgår, at den påklagede artikel bygger dels på uddrag fra Københavns Politis høringssvar til kommunens Kultur- og Fritidsudvalg, dels på interviews med medlemmer af Borgerrepræsentationen efter et møde i Kultur- og Fritidsudvalget. Således var Metroxpress efter mødet i telefonisk kontakt med blandt andre Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, som udtalte, at der ikke var nogen politikere, der ønskede at støtte et budgetønske fra Nørrebros Lokaludvalg om afsættelse af 1,8 mio. kr. til ansættelse og videreuddannelse af medarbejdere i Folkets Hus. Endvidere fremgår det af udtalelsen fra kultur- og fritidsborgmesteren, at brugerne af Folkets Hus skulle ”komme tilbage med en ny løsning, hvor det er dem, der styrer huset, og ikke de nuværende ansatte”. Der er ikke oplysninger i sagen om, at udtalelserne fra de forskellige udvalgsmedlemmer ikke skulle være korrekt gengivet i artiklen. Det samme gælder gengivelsen af oplysningerne fra politiets høringssvar. På den baggrund finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik. Artiklens vinkling og saglighed Bestyrelsen har anført, at artiklen inddrager flere citater fra Københavns Politis redegørelse af 22. april 2015, men udelader væsentlige dele af sætninger i redegørelsen, ligesom der ikke medtages omtale af de dele af huset, hvor forholdene er velfungerende. Endelig fremgår konklusionen fra redegørelsen ikke af artiklen. Dermed fordrejes redegørelsen til at være en meget negativ analyse af situationen i Folkets Hus. Pressenævnet bemærker, at det i overensstemmelse med princippet om redaktørens redigeringsret, må lægges til grund, at det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. De citater i artiklen, der er bragt fra politiets redegørelse, er ikke forkerte eller misvisende, og det ligger inden for redaktørens redigeringsret at fravælge en del af materialet fra redegørelsen. Da artiklen endvidere ikke kan tages som udtryk for en ensidig og usaglig dækning, finder nævnet ikke, at Metroxpress har overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret. Nævnet udtaler ikke kritik. Forelæggelse Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, og at forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A.3. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at MetroXpress ikke rettede henvendelse til Fonden De Åbne Rum inden offentliggørelsen af artiklen. Det er Pressenævnets opfattelse, at det ikke er Fonden De Åbne Rum, som er omdrejningspunktet for artiklen, men derimod den problematik, der handler om visse af brugerne af huset. Der bringes således ikke sådanne skadelige eller agtelsesforringende oplysninger om Fonden De Åbne Rum, at Metroxpress burde have forelagt oplysningerne for bestyrelsen for fonden inden offentliggørelsen. Pressenævnet udtaler ikke kritik af Metroxpress for manglende forelæggelse.
Advokat Knud Foldschack har på vegne af bestyrelsen i Fonden De Åbne Rum [herefter bestyrelsen] klaget over artiklen ”Problemer fortsætter i Folkets Hus” bragt den 24. april 2015 i Metroxpress, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Metroxpress bragte den 24. april 2015 artiklen ”Problemer fortsætter i Folkets Hus” . Af artiklen fremgår følgende underrubrik: ”[..] V og LA vil smække pengekassen i over for Folkets Hus. Politiet oplever fortsat problemer med brugere.” Af brødteksten fremgår følgende: ”Der er stadig problemer med en gruppe brugere af Folkets Hus på Nørrebro, som ryger hash og har tætte bånd til bandemiljøet, skriver Københavns Politi i et høringssvar til kommunens kultur- og fritidsudvalg. »Ved politiets tilsyn træffes der her blandt andet personer, der af politiet er kendt med tilhørsforhold til bandegrupperinger, « skriver politiet og påpeger, at det er husets anden sal, som er særlig problematisk: »Der lugter af hash, ligesom der ofte findes 'herreløst' hash i lokalet, og der jævnligt træffes personer, der er i besiddelse af mindre mængder hash«. Politiet er også enkelte gange stødt på personer, der har været bevæbnet med knive. Andenetagen har også ofte været aflåst, når politiet er dukket op, selv om der har været personer til stede. »Det er fuldstændig vanvittigt. Vi kan på ingen måde acceptere, at det her finder sted i en kommunal bygning, « siger Venstres Jens Kristian Lütken, der i aftes mødtes med Kultur- og Fritidsudvalget for at diskutere, om man fortsat skal bevillige 1,8 millioner kroner årligt, så Folkets Hus fortsat kan have tre medarbejdere ansat til at holde styr på huset. En ordning, der hidtil har kørt i 2014 og 2015. Også Liberal Alliance mener, det er på tide, at kassen bliver smækket i. »Politikerne skal vågne op, se problemerne i øjnene og stoppe den bolsje-pædagogik, der er blevet ført omkring det her hus, « siger Lillan Parker Gaule (LA), der vil have huset lukket. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede sent i aftes, at ønsket om penge til varig drift fra brugerne af Folkets Hus ikke kommer på tale. Til højre for artiklen er indsat et kommentarfelt: ”DF-borgmester: » Kassen er lukket « Brugerne skal komme tilbage med en ny løsning, hvor det er dem, der styrer huset, og ikke de nuværende ansatte, lyder det fra kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti. »Det oplæg, der forelå, var der ingen politikere, der ønskede at støtte, « tilføjer borgmesteren, der finder det uacceptabelt, at en gruppe af husets brugere ikke overholder husordenen: »Vi har indskærpet, at hver gang de ansatte i huset konstaterer et problem, de ikke kan løse, skal de kontakte politiet, « siger Carl Christian Ebbesen, der bakker op om huset, så længe politiet også gør det.” Der er desuden indsat en tekstboks i artiklen: ”»Vi vil ikke bevillige flere penge. Problemerne er der jo stadig.« Jens Kristian Lütken (V). Medlem af Borgerrepræsentationen.” Der er endvidere indsat et billede af Folkets Hus med billedteksten: ”Folkets Hus har stadig problemer med blandt andet hash.” Yderligere oplysninger Vedlagt klagen var Københavns Politis redegørelse af 22. april 2015 vedrørende situationen omkring Folkets Hus, hvoraf blandt andet følgende fremgår: ”[…] Det er imidlertid politiets opfattelse, at der i forhold til husets 2. sal er en række udfordringer i forhold til den persongruppe, der har ”tiltaget sig” rådigheden over etagen. Det er politiets opfattelse, at brugerne af 2. salen er en relativt fast gruppe af unge mænd fra lokalområdet. Ved politiets tilsyn træffes der her bl.a. personer, der af politiet er kendt med tilhørsforhold til bandegrupperinger, dog uden at lokalet fremstår som et egentligt tilholdssted for bandegrupperinger. Derudover har politiet kunnet konstatere, at etagen jævnligt er aflåst, selvom der befinder sig personer på stedet, og at der i disse tilfælde, først efter politiets gentagne henvendelser låses op. Ved politiets besøg på stedet kan det konstateres, at der lugter af hash, ligesom der ofte findes ”herreløst” hash i lokalet og at der jævnligt træffes personer, der er i besiddelse af mindre mængder hash. Enkelte gange er der endvidere truffet personer, der er fundet i besiddelse af knive, der er skønnet som værende en overtrædelse af våbenloven. […] Det skal dog overordnet bemærkes, at der er Københavns Politis opfattelse, at der har været en positiv udvikling i forhold til såvel brugergruppen som brugergruppens adfærd efter Københavns Kommune og Fonden for De Åbne Rum har engageret sig i stedet.” 2 Parternes synspunkter 2.1 Bestyrelsens synspunkter Bestyrelsen har indledningsvis oplyst, at Folkets Hus er et brugerdrevet kulturhus, som administreres af Fonden De Åbne Rum. Faktuelle forkerte oplysninger Bestyrelsen har til støtte for klagen blandt andet anført, at artiklen strider mod god presseskik, idet artiklen viderebringer faktuelle oplysninger, som både er direkte og indirekte forkerte. Artiklen er skrevet efter et møde i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, der blev afholdt den 23. april 2015, hvor det fremtidige samarbejde med Folkets Hus blev behandlet. Som det fremgår af mødereferatet, var spørgsmålet, hvorvidt der skulle arbejdes videre på at forsøge at indgå en aftale for 2016 mellem Fonden De Åbne Rum og Københavns Kommune. Det er således faktuelt forkert, at det af artiklen fremgår, at Kultur- og Fritidsudvalget på mødet den 23. april 2015 skulle beslutte, om der skulle gives tilskud til Folkets Hus i 2016. Læseren efterlades med den opfattelse, at det blev besluttet, at Folkets Hus ikke skulle modtage tilskud i 2016, selv om det derimod blev besluttet, at der skulle arbejdes videre for at indgå en aftale om driften af Folkets Hus i 2016. Beslutningen fik opbakning af samtlige medlemmer af udvalget med undtagelse af en enkelt. Den trufne beslutning må vel anses for et positivt resultat i udvalget. Artiklens vinkling og saglighed Der er i artiklen inddraget flere citater fra Københavns Politis redegørelse af 22. april 2015, som beskriver situationen omkring Folkets Hus. Det anføres blandt andet i artiklen, at ”ved politiets tilsyn træffes her blandt andet personer, der af politiet er kendt med tilhørsforhold til bandegrupperinger.” Den resterende del af sætningen var følgende: ”[…] dog uden at lokalet fremstår som et egentligt tilhørssted for bandegrupperinger.” Derudover citeres der vedrørende hashlugt og fund af knive, uden at man på nogen måde citerer den afsluttende og vigtige konklusion fra politiets side: ”Det skal dog overordnet bemærkes, at det er Københavns Politis opfattelse, at der har været en positiv udvikling i forhold til såvel brugergruppen som brugergruppens adfærd efter Københavns Kommune og Fonden for de Åbne rum har engageret sig i stedet”. Der medtages endvidere ikke henvisning til den øvrige benyttelse af huset og de aktiviteter, som også omtales i politiets redegørelse, og som dokumenterer, at der er tale om velfungerende forhold. Det er klagers opfattelse, at der generelt fra politiets side er tale om en ganske positiv redegørelse, som i den omhandlende artikel fordrejes til at være en meget negativ analyse af situationen i Folkets Hus fra Københavns Politi, som vil være af helt afgørende betydning i forhold til den fremtidige bevillingssituation. Forelæggelse Udover den forkerte fremstilling af såvel holdninger som beslutninger bringes der endvidere alene citater fra politikere fra Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti. Partier, som ikke ubetinget støtter Folkets Hus. Man har ikke rettet henvendelse til de politikere, som udgør flertallet i borgerrepræsentationen, og som tidligere har stået bag bevillingen til husets aktiviteter, og som i forbindelse med mødet også vil arbejde videre for en fremtidig bevilling. Der er heller ikke rettet henvendelse til brugerne, de ansatte eller bestyrelsen. 2.2 Metroxpress’ synspunkter Faktuelle forkerte oplysninger Metroxpress har i forhold til påstanden om faktuelt forkerte oplysninger anført, at det eneste forhold, som dette kan vedrøre er sætningen: ”Kultur- og Fritidsudvalget besluttede sent i aftes, at ønsket om penge til varig drift fra brugerne af Folkets Hus ikke kommer på tale”. Journalisten, som har skrevet den påklagede artikel, var efter mødet i Københavns Kommune i telefonisk kontakt med Københavns Kulturborgermester, Carl Christian Ebbesen, der oplyste, at flertallet i udvalget har bedt forvaltningen gå i dialog med brugerne. Brugerne skulle blandt andet vende tilbage med et udkast til en ny aftale, der var baseret på, at huset for fremtiden skulle være brugerdrevet, hvilket ifølge borgermesteren betød, at der ikke ville komme en ny pengebevilling, jf. citatet ”Det oplæg, der forelå, var der ingen politikere, der ønskede at støtte.” At det så blev besluttet, som det fremgår af referatet, der endnu ikke var tilgængeligt, da artiklen blev publiceret, at Kultur- og Fritidsforvaltningen får mandat til at gå i dialog med Fonden De Åbne Rum og vende tilbage med ”et nyt udkast til en aftale” er jo en anden sag, som tids nok kan blive underkastet journalistisk interesse. Det ændrer imidlertid ikke ved, at budgetønsket fra Nørrebro Lokaludvalg på 1,8 mio. kroner til ”ansættelse og videreuddannelse af tre medarbejdere” ikke blev stemt hjem, hvorfor der naturligvis er dækning for artiklen. Metroxpress har forståelse for, at klager godt kunne tænke sig, at forholdene blev beskrevet på en for klager mere positiv måde, men det henhører under mediets ret til at vinkle og sortere i et i princippet uendeligt antal informationer. Artiklens vinkling og saglighed Metroxpress har endvidere anført, at det er sandt, at Metroxpress bringer citater fra politiets høringssvar vedrørende forholdene på husets anden sal. Der er både yderligere ”positive” og ”negative” elementer, som Metroxpress også kunne have medtaget. Det må imidlertid ligge inden for mediets ret at udvælge citater og vinkle en historie. Desuden er det mediernes praksis og berettigelse ofte at finde kritisable forhold og bringe dem frem i lyset – og ikke at føre PR-virksomhed for Fonden De Åbne Rum eller andre. Artiklen beskriver en politisk proces for et beslutningsgrundlag, og der er ikke oplysninger, der kræver, at enkelte brugere eller Fonden De Åbne Rum skal høres. Der er ikke tale om oplysninger, der tager form af angreb på nogen. Metroxpress har endelig anført, at klager er utilfreds med de politiske kilder, der er citeret i artiklen. Metroxpress kan godt forstå det, men det bør klager ikke blande sig i. Forelæggelse Slutteligt nævner Metroxpress, at Metroxpress efter offentliggørelsen af artiklen gentagne gange har forsøgt at komme i kontakt med bestyrelsesformand Knud Foldschack med henblik på at lave en opfølgende artikel. Fonden har imidlertid ikke reageret på henvendelserne. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Rasmus Emborg, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Faktuelle forkerte oplysninger Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information, og så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.1. Det fremgår, at den påklagede artikel bygger dels på uddrag fra Københavns Politis høringssvar til kommunens Kultur- og Fritidsudvalg, dels på interviews med medlemmer af Borgerrepræsentationen efter et møde i Kultur- og Fritidsudvalget. Således var Metroxpress efter mødet i telefonisk kontakt med blandt andre Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, som udtalte, at der ikke var nogen politikere, der ønskede at støtte et budgetønske fra Nørrebros Lokaludvalg om afsættelse af 1,8 mio. kr. til ansættelse og videreuddannelse af medarbejdere i Folkets Hus. Endvidere fremgår det af udtalelsen fra kultur- og fritidsborgmesteren, at brugerne af Folkets Hus skulle ”komme tilbage med en ny løsning, hvor det er dem, der styrer huset, og ikke de nuværende ansatte”. Der er ikke oplysninger i sagen om, at udtalelserne fra de forskellige udvalgsmedlemmer ikke skulle være korrekt gengivet i artiklen. Det samme gælder gengivelsen af oplysningerne fra politiets høringssvar. På den baggrund finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik. Artiklens vinkling og saglighed Bestyrelsen har anført, at artiklen inddrager flere citater fra Københavns Politis redegørelse af 22. april 2015, men udelader væsentlige dele af sætninger i redegørelsen, ligesom der ikke medtages omtale af de dele af huset, hvor forholdene er velfungerende. Endelig fremgår konklusionen fra redegørelsen ikke af artiklen. Dermed fordrejes redegørelsen til at være en meget negativ analyse af situationen i Folkets Hus. Pressenævnet bemærker, at det i overensstemmelse med princippet om redaktørens redigeringsret, må lægges til grund, at det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. De citater i artiklen, der er bragt fra politiets redegørelse, er ikke forkerte eller misvisende, og det ligger inden for redaktørens redigeringsret at fravælge en del af materialet fra redegørelsen. Da artiklen endvidere ikke kan tages som udtryk for en ensidig og usaglig dækning, finder nævnet ikke, at Metroxpress har overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret. Nævnet udtaler ikke kritik. Forelæggelse Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, og at forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A.3. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at MetroXpress ikke rettede henvendelse til Fonden De Åbne Rum inden offentliggørelsen af artiklen. Det er Pressenævnets opfattelse, at det ikke er Fonden De Åbne Rum, som er omdrejningspunktet for artiklen, men derimod den problematik, der handler om visse af brugerne af huset. Der bringes således ikke sådanne skadelige eller agtelsesforringende oplysninger om Fonden De Åbne Rum, at Metroxpress burde have forelagt oplysningerne for bestyrelsen for fonden inden offentliggørelsen. Pressenævnet udtaler ikke kritik af Metroxpress for manglende forelæggelse. Afgjort den 18. august 2015.