Afgørelse uden påbud om, at virksomheden havde overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig afklædning af personlige værnemidler
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10568@2015-09-23/da
Indhold
Afgørelse uden påbud om, at virksomheden havde overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig afklædning af personlige værnemidler
Arbejdstilsynet besøgte en virksomhed i forbindelse med undersøgelse af en arbejdsulykke, hvor en medarbejder havde fået Ampreg 22 Resin i øjnene. Arbejdstilsynet fik oplyst, at skadelidte på ulykkestidspunktet bar ansigtsskærm. Det var uvist om skærmens visir var slået ned eller om skadelidte havde lagt nakken tilbage og set under visiret. Arbejdstilsynet fik desuden oplyst, at skadelidte, da ulykken skete, var ved at afklæde sig handskerne, da en af disse gav et svirp, og produktet blev slynget mod skadelidtes ansigt og ramte ham i øjnene. Arbejdstilsynet konstaterede, at virksomheden havde bragt forholdene i orden, idet det blev præciseret, at visir skal være slået ned, og der ikke må kigges ud under dette. Det blev endvidere oplyst, at det var besluttet at ændre de fysiske forhold, så afklædning af handsker fremover kommer til at foregå bag en fast skærm. Arbejdstilsynet traf afgørelse uden påbud om, at virksomheden havde overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig afklædning af personlige værnemidler. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse. Et flertal af nævnets medlemmer fandt, at arbejdet med aftagning af værnemidler ikke havde været planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Flertallet lagde vægt på, at arbejdet foregik på en måde, så der var risiko for at få Ampreg 22 Resin i øjnene. Flertallet lagde herved vægt på, at Arbejdstilsynet fik oplyst, at en ansat i forbindelse med arbejde med afklædning af værnemidler havde fået Ampreg 22 Resin i øjnene. Den ansatte havde netop afsluttet arbejdet med produktet, og skulle afklæde sine værnemidler. Da den ansatte var ved at afklæde sig handskerne, gav disse et ”svirp”, og produktet slynges mod den ansattes ansigt og rammer denne i øjnene. Nævnet lagde til grund, at Ampreg 22 Resin indeholder epoxyforbindelser og er mærket R 36/38: irriterer øjnene og huden samt S 37/39: Brug egnet beskyttelseshandsker- og briller/ansigtsskærm.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 30. juni 2015 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 9. januar 2015 uden påbud om, at [navn udeladt] havde overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig afklædning af personlige værnemidler. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse uden påbud af 9. januar 2015 om, at [navn udeladt] havde overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig afklædning af personlige værnemidler. Da [navn udeladt] har bragt forholdene i orden, behøver [navn udeladt] ikke at foretage sig yderligere. B E G R U N D E L S E Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets stemmeberettigede medlemmer finder, at arbejdet med aftagning af værnemidler ikke har været planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Flertallet lægger vægt på, at arbejdet foregik på en måde, så der var risiko for at få Ampreg 22 Resin i øjnene. Flertallet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet ved undersøgelse den 17. december 2014 af en arbejdsulykke sket samme dag fik oplyst, at en ansat i forbindelse med arbejde med afklædning af værnemidler havde fået Ampreg 22 Resin i øjnene. Den ansatte havde netop afsluttet arbejdet med produktet, og skulle afklæde sine værnemidler. Da den ansatte var ved at afklæde sig handskerne, giver disse et ”svirp”, og produktet slynges mod den ansattes ansigt og rammer denne i øjnene. Nævnet lægger til grund, at Ampreg 22 Resin indeholder epoxyforbindelser og er mærket R 36/38: irriterer øjnene og huden samt S 37/39: Brug egnet beskyttelseshandsker- og briller/ansigtsskærm. Det følger af arbejdsmiljølovens regler, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et flertal på 7 ud af nævnets 9 stemmeberettigede medlemmer. Bemærkninger til klagen [navn udeladt] har i klagen anført, at Arbejdstilsynets afgørelse er udokumenteret, idet Arbejdstilsynet ikke kunne konstatere eller få oplysning om, hvordan ansigtsskærmen havde været anvendt, da ulykken skete, herunder om den var anvendt korrekt. Arbejdstilsynet kunne dermed ikke afgøre, om der var tale om en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser. Endvidere har [navn udeladt] anført, at den ansatte havde gennemgået det lovpligtige epoxykursus og var i arbejdsinstruktioner, arbejdspladsbrugsanvisninger samt i værnemiddelplaner, som er opslået i produktionshallerne, blevet informeret om korrekt brug af personlige værnemidler. Flertallet af Arbejdsmiljøklagenævnets stemmeberettigede medlemmer skal hertil bemærke, at Arbejdstilsynets afgørelse kun tager stilling til, at afklædningen af handskerne ikke foregik på en sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig måde. Flertallet skal endvidere bemærke, at arbejdsgiveren har ansvaret for at føre til syn med, at arbejdet foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det fremgår af reglerne, at det påhviler arbejdsgiver at sørge for, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Videre fremgår det af reglerne, at arbejdsgiver skal sørge for, at der føres effektivt tilsyn med, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. MINDRETALSUDTALELSE Et mindretal på 2 af nævnets 9 stemmeberettigede medlemmer finder, at Arbejdstilsynet på tilsynstidspunktet ikke havde dokumenteret og beskrevet grundlaget for de faktiske forhold omkring ulykken. Der var derfor ikke grundlag for påbuddet. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til: Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse: ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om arbejdsgiverens ansvar: ● §§ 15 og 16, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om arbejdets udførelse: ● § 38, stk. 1,i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. ● § 4 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til [Adressater udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Kapitel 4 Almindelige pligter Arbejdsgiveren § 15. Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Der henvises her særligt til 1. kapitel 5 om arbejdets udførelse, 2. kapitel 6 om indretning af arbejdsstedet, 3. kapitel 7 om tekniske hjælpemidler m.v., 4. kapitel 8 om stoffer og materialer. 5. § 16. Arbejdsgiveren skal sørge for, at der føres effektivt tilsyn med, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed.