Ligestillingsnævnets afgørelse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10629@2003-08-21/da
Indhold
Ligestillingsnævnets afgørelse
J.nr. E. 2.2.0047 Ikke godtgjort, at afskedigelse af kvinde, der havde aborteret kort inden afskedigelsen, var begrundet i hendes overtrædelse af tavshedspligt. Godtgørelse svarende til 9 måneders løn (Dissens). ¬ Klageren blev ansat som sekretær hos indklagede den 22. november 2002, hvor de første 3 måneder af ansættelsen var prøvetid. Klageren oplyste den 9. januar 2003 indklagede om, at hun var gravid. Dagen efter viste det sig, at fosteret var dødt, hvorefter klageren blev sygemeldt pga. komplikationer. Den 24. januar 2003 blev klageren indkaldt til samtale, hvor indklagede hævdede, at klageren havde overtrådt sin tavshedspligt. Den 27. januar 2003 blev klageren opsagt med denne begrundelse. Da klageren ikke var gravid på det tidspunkt, hvor afskedigelsen fandt sted, påhvilede det klageren at påvise faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling i henhold til ligebehandlingslovens § 16 a. Et flertal af nævnet fandt, at klageren havde påvist sådanne faktiske omstændigheder, idet afskedigelsen skete umiddelbart efter, at klageren havde været sygemeldt pga. den ufrivillige abort, og idet klagerens videregivelse af oplysninger ikke i sig selv fandtes at udgøre et tilstrækkeligt sagligt grundlag for at opsige klageren. Godtgørelsen fastsattes svarende til 9 måneders løn. (Dissens)
Ligestillingsnævnets afgørelse J.nr. E. 2.2.0047 Medlemmer: ¬Niels Waage (formand) ¬Ruth Nielsen ¬Morten Ulrich ¬¬¬Klagen handler om en kvinde, der afskediges efter en ufrivillig abort. ¬¬ Sagsfremstilling ¬Klageren blev ansat som sekretær hos indklagede den 22. november 2002 som led i et kommunalt jobtræningsprojekt. De første 3 måneder af ansættelsen var prøvetid. Det fremgik endvidere af ansættelsesbrevet, at den ansatte har tavshedspligt over for alle de enkelte kunders forhold samt overfor virksomhedens anliggender. ¬¬Den 9. januar 2003 orienterede klager indklagede om, at hun var gravid. Efter en scanning den 10. januar 2003 blev klageren indlagt, da det viste sig, at fosteret var dødt. Klageren var herefter sygemeldt i to dage den 13. og 14. januar og igen den 16. januar 2003 pga. komplikationer. ¬¬Den 24. januar 2003 blev klageren kaldt til en samtale, hvor indklagede foreholdt klageren, at hun i forbindelse med en af indklagedes sager havde overtrådt sin tavshedspligt. Den 27. januar 2003 blev indklagede opsagt. I afskedigelsesbrevet af 27. januar 2003 refereres som begrundelse for afskedigelsen til samtalen og det fremgår, at ¬¬". . . du har erkendt, at have videregivet de pågældende oplysninger til personer udenfor virksomheden. I den forbindelse henviser vi til den sagsfremstilling du har fået udleveret og gennemlæst uden kommentarer. ¬¬Det er en skærpende omstændighed, at du har videregivet oplysningerne til en af parterne i den (-)handel som sagen vedrører. . . ." ¬¬Af sagen fremgår, at indklagede var anmodet om IT bistand til at indlæse nogle billeder af en ejendom, der skulle sælges. I den forbindelse blev den pågældende ejendom omtalt hos indklagede, og en af klagerens kolleger fortalte, at den advokat, der repræsenterede sælgeren, havde udtalt over for ham, at ejendommen nok ikke kunne sælges for det beløb, som ejeren - en bror til klagers svigerfar - mente, den kunne sælges for. Sælgeren af ejendommen fik oplysning herom og bebrejdede herefter advokaten dette, hvilket advokaten derefter meddelte indklagede. ¬¬Indklagede konkluderede derfor, at klageren havde overtrådt sin tavshedspligt ved at referere samtalen overfor familiemedlemmet og ejeren af ejendommen. ¬¬Ved brev af 11 februar 2003 rejste klagerens faglige organisation over for indklagede krav om betaling af en godtgørelse på 6 måneders løn svarende til 100.040 kr. ¬¬Ved brev af 19 februar 2003 afviste indklagede kravet, idet man anførte: ¬¬"Deres krav om godtgørelse for uberettiget afskedigelse ifølge ligebehandlingsloven på 6 måneders løn - eller i alt kr. 100.040 kr. - må derfor klart afvises." ¬¬Ligestillingsnævnet opfatter dette således, at indklagede ikke bestrider, at klagerens løn for 6 måneder udgjorde 100.040 kr. ¬¬ Parternes påstande: ¬ Klageren har indbragt klagen for nævnet ved skrivelse af 28. marts 2003, modtaget i Ligestillingsnævnet den 31. marts 2003 og har henvist til det krav, der blev fremsat over for indklagede ved brevet af 11. februar 2003. Nævnet opfatter herefter klagerens påstand således, at der nedlægges påstand om, at indklagede skal betale klageren en godtgørelse på 100.040 kr. svarende til 6 måneders løn. ¬¬ Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. ¬¬ Parternes argumenter: ¬ Klager har anført, at hun mener, at hun er blevet afskediget, fordi hun efter sin ufrivillige abort udtalte, at hun vil prøve at blive gravid igen. ¬¬Klageren afviser at have overtrådt sin tavshedspligt, idet hun blot spurgte i familien, om det var rigtigt at ejendommen skulle sættes til salg for et lavere beløb, end det hun tidligere havde hørt drøftet i familien. Da hun vidste, at ejendommen skulle annonceres til salg umiddelbart efter, ville hun sikre sig, at der ikke var tale om en fejl. Hun er i øvrigt bekendt med sin tavshedspligt og finder ikke, at den er overtrådt, når hendes forsøg på at afværge en evt. misforståelse skete ved henvendelse til et familiemedlem og ikke til en udenforstående. Klager finder ikke, at videregivelsen til familiemedlemmet bør kunne begrunde blot en advarsel. ¬¬ Indklagede har anført, at afskedigelsen ikke skyldes klagers graviditet eller ufrivillige abort. Indklagede og dettes ejer har ansat adskillige kvinder i den fødedygtige alder, og det er ikke usædvanligt, at medarbejderne er gravide og holder barselsorlov, hvilket opfattes som en glædelig begivenhed. ¬¬Indklagede fastholder således, at afskedigelsen alene skyldes klagers brud på tavshedspligten. Der er særlig grund til agtpågivenhed med hensyn til videregivelse af oplysninger, når oplysningerne drejer sig om prisfastsættelse på en ejendom, der er udbudt til salg. Det forhold, at der var tale om videregivelse af oplysninger til familiemedlemmer, er også omfattet af tavshedspligten. Indklagede har i denne forbindelse lagt vægt på, at der er rettet henvendelse til ejeren af ejendommen, som er uden for den nærmeste familie. ¬¬ Nævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter § 19 i ligestillingsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 553 af 2. juli 2002) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov (ligebehandlingsloven, lovbekendtgørelse nr. 711 af 20. august 2002). Nævnet kan herunder tilkende godtgørelse i det omfang, det følger af denne lov. ¬¬Efter ligebehandlingslovens § 9 må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. ¬¬Det fremgår af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, barsel eller adoption, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. ¬¬Da afskedigelsen af klageren imidlertid ikke er sket under klagerens graviditet eller barsel, finder denne bevisbyrderegel ikke anvendelse i denne sag. ¬¬Efter reglen i § 16 a om delt bevisbyrde påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, hvis klageren har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. ¬¬ To medlemmer (Ruth Nielsen og Morten Ulrich) udtaler herefter: ¬Vi finder ikke, at klagerens videregivelse af oplysninger under de i sagen oplyste omstændigheder udgjorde et tilstrækkeligt sagligt grundlag for at opsige klageren. Herefter, og i betragtning af, at opsigelsen fandt sted umiddelbart efter, at klageren havde været fraværende i nogle dage på grund af sin graviditet og komplikationerne i forbindelse med, at fosteret var dødt, finder vi, at klageren har påvist omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling mod hende på grund af køn, og vi finder ikke, at indklagede har godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Vi lægger herefter til grund, at indklagede har afskediget klageren på "grund af graviditet", jf. ligebehandlingslovens § 9. Vi stemmer derfor for at tage klagen til følge og for at fastsætte godtgørelsen efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, til et rundt beløb svarende til 6 måneders løn. Vi stemmer herefter for at fastsætte godtgørelsen til 100.000 kr. ¬¬ Et medlem (Niels Waage) udtaler: ¬Jeg finder intet grundlag for at betvivle, at den begrundelse, som indklagede har givet for afskedigelsen af klageren - at hun havde videregivet oplysningerne om, hvad advokaten havde udtalt om den udbudte salgspris for den pågældende ejendom til et familiemedlem, der var ejer af ejendommen - var den reelle og eneste begrundelse for afskedigelsen. Dette gælder, selv om jeg er enig med flertallet i, at denne begrundelse for afskedigelsen ikke var tilstrækkeligt saglig efter almindelige ansættelsesretlige regler. Jeg finder det således ikke sandsynliggjort, at den reelle begrundelse eller en del af begrundelsen for afskedigelsen af hende skulle have været hendes overståede graviditet eller udsigten til, at hun ville blive gravid igen på et senere tidspunkt. Jeg finder herefter ikke, at klageren har påvist omstændigheder, der giver anledning til at formode, at afskedigelsen var udslag af direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, og det er derfor min opfattelse, at det ikke kan lægges til grund, at indklagede har overtrådt ligebehandlingslovens § 9 eller andre bestemmelser i ligestillingslovgivningen ved at afskedige klageren. ¬¬Jeg stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge. ¬¬Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det ¬¬ bestemmes: ¬¬Indklagede skal inden 14 dage fra dato betale klageren en godtgørelse på 100.000 kr. med procesrente fra 31. marts 2003. ¬ <E. 2.2.0047>