Gelex

Ligestillingsnævnets afgørelse

GældendeVersion 2003-10-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10703@2003-10-21/da

Indhold
  1. Indledning

Ligestillingsnævnets afgørelse

J.nr. E. 2.2.0046 Ikke godtgjort, at afskedigelse af gravid kvinde ikke var begrundet i hendes graviditet. Godtgørelse svarende til 9 måneders løn. ¬¬Klager blev ansat som køkkenmedhjælper på indklagedes institution i september 1994. Klageren var på barsels- og børnepasningsorlov til den 18. september 2002 og skulle efter afholdelse af ferie starte igen på arbejde den 21. oktober 2002. Klageren ønskede at få forlænget sin orlov med 8 uger, hvilket indklagede afslog. I august 2002 oplyste klager over for indklagede, at hun var gravid. Institutionen var i 2002 blevet pålagt besparelser, der skulle gennemføres i 2003. Den 2. oktober 2002 blev klager varslet opsagt, da indklagede ville nedlægge stillingen i køkkenet. Ligestillingsnævnet fandt ikke, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at nedlæggelsen af køkkenstillingen og dermed afskedigelsen af klageren var uden forbindelse med klagerens graviditet. Klageren blev tilkendt en godtgørelse på 132.000 kr. svarende til 9 måneders løn.

Sagen drejer sig om afskedigelse af en gravid kvinde. ¬¬ Sagsfremstilling ¬Klageren blev ansat som køkkenmedhjælper i en integreret institution ved Københavns Kommune den 1. september 1994. Klageren, der var på barsels- og børnepasningsorlov frem til den 18. september 2002, skulle efter afholdelse af ferie starte på arbejde den 21. oktober 2002. I august 2002 spurgte klageren indklagede, om hun kunne få forlænget sin børnepasningsorlov med 8 uger, da hun ikke kunne få pasning til sit mindste barn. Samtidig oplyste klageren over for indklagede, at hun var gravid og derfor skulle på barselsorlov igen den 24. november 2002. ¬¬Indklagede afslog forlængelsen af børnepasningsorloven, da man ikke ønskede at finde en ny vikar for så kort en periode. ¬¬Institutionen var i 2002 blevet pålagt besparelser, der skulle gennemføres i 2003. Det fremgår af et referat af et møde i institutionens bestyrelse den 4. september 2002, at bestyrelsen besluttede at lukke køkkenet og som konsekvens heraf at afskedige klageren. Af referatet fremgår bl.a. følgende: ¬¬"[A] holder op d. 15. sept., hvor [klageren] skulle komme tilbage fra barsel. [Klageren] starter imidlertid med at holde ferie og går derefter på barsel igen. Dvs. vi reelt vil betale for en person der ikke vil være her. Derudover forventes der besparelser til næste år, som enten vil betyde afskedigelse af køkkenpersonalet eller en pædagog. Derfor har bestyrelsen taget den beslutning at lukke køkkenet allerede nu, da vi ikke ønsker at undvære endnu en pædagog og ikke vil betale for noget vi ikke får." ¬¬Den 2. oktober 2002 sendte indklagede sålydende brev fra indklagede: ¬"Fra dit tjenestested . . . har Lokalcentret modtaget meddelelse om, at institutionen med virkning fra 31. december 2002 har besluttet at nedlægge stillingen i køkkenet. Begrundelsen for beslutningen er, at institutionen ud fra de økonomiske midler, som institutionen har til rådighed, har valgt at prioritere ansættelse af uddannet pædagogisk personale i videst muligt omfang. ¬¬Som følge heraf meddeles du afsked fra din stilling som køkkenmedhjælper med overenskomstmæssigt varsel til fratræden den 31.03.03. ¬¬Inden man tager endelig stilling til ovennævnte, skal man bede dig om en udtalelse til ovenstående, såfremt du ønsker at afgive en sådan." ¬¬Brevet blev fulgt op af en endelig opsigelsesskrivelse af 28. oktober 2002. ¬¬Det er oplyst, at klagerens løn for marts 2003 udgjorde 14.667 kr. ¬¬ Parternes påstande: ¬ Klageren har indbragt klagen for nævnet ved skrivelse af 8. marts 2003. Klageren har nedlagt påstand om godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsloven. ¬¬ Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. ¬¬ Parternes argumenter: ¬ Klager har anført, at hun under afholdelse af forældreorlov er blevet uberettiget afskediget på grund af den nye graviditet. ¬¬Klageren har videre anført, at en indstilling til bestyrelsen om, at hendes stilling som køkkenmedhjælper skulle nedlægges, skete umiddelbart efter, at hun oplyste indklagede om sin graviditet og spurgte om forlængelse af orloven. ¬¬ Indklagede har anført, at afskedigelsen ikke skyldes klagers graviditet. Institutionen er pålagt økonomiske besparelser i 2003 og man har i den forbindelse valgt at prioritere det pædagogiske område, og som konsekvens heraf måttet lægge besparelserne på køkkenområdet. ¬¬Indklagede har endvidere anført, at afskedigelsen ikke skyldes klagers ønske om forlængelse af orlov. Afslaget på forlængelse af forældreorlov skyldtes, at institutionen ellers skulle ud og finde en ny vikar for en kort periode. ¬¬ Nævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter § 19 i ligestillingsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 553 af 2. juli 2002) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov (ligebehandlingsloven, lovbekendtgørelse nr. 711 af 20. august 2002). Nævnet kan herunder tilkende godtgørelse i det omfang, det følger af denne lov. ¬¬Efter ligebehandlingslovens § 9 må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. ¬¬Det fremgår af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, barsel eller adoption, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. ¬¬Efter referatet af mødet i institutionens bestyrelse af 4. september 2002 lægger nævnet til grund, at det har influeret på institutionens og dermed indklagedes beslutning om at nedlægge køkkenfunktionen, at klageren efter sin aktuelle barselsorlov ville holde ferie og derefter på ny gå på barselsorlov. ¬¬Nævnet finder herefter, at indklagede ikke har løftet sin bevisbyrde for, at nedlæggelsen af køkkenstillingen og dermed afskedigelsen af klageren ikke er begrundet i klagerens graviditet. ¬¬Ligestillingsnævnet bestemmer derfor, at indklagede skal betale klageren en godtgørelse jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 2. ¬¬Ligestillingsnævnet finder efter sagens omstændigheder, herunder den tid, klageren har været ansat, at godtgørelsen skal udgøre et rundt beløb svarende til 9 måneders løn. Godtgørelsen fastsættes herefter til kr. 132.000. ¬¬Som følge heraf ¬¬¬ bestemmes: ¬¬Indklagede skal inden 14 dage betale klageren 132.000 kr. med procesrente heraf fra den 8. marts 2003, hvor sagen blev indbragt for Ligestillingsnævnet. <E. 2.2.0046>

Versioner

  1. 2003-10-21