Ligestillingsnævnets afgørelse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10754@2007-02-07/da
Indhold
Ligestillingsnævnets afgørelse
J.nr. 2006-58 Ikke godtgjort, at en manglende forlængelse af en kvindes tidsbegrænsede ansættelse skyldtes, at hun havde været fraværende i forbindelse med afholdelse af orlov. ¬Klageren, en kvinde, blev den 1. oktober 2004 ansat som bibliotekar hos indklagede, en stor offentlig medievirksomhed. Samtidig med klageren blev to andre vikarer ansat (vikar 2 og 3). I januar 2005 meddelte klageren indklagede, at hun var gravid med forventet nedkomst medio juni 2005. Ved brev af 7. april 2005 blev klagerens ansættelse hos indklagede forlænget med perioden den 1. juli 2005 til 31. december 2005. Den 3. maj 2005 blev der afholdt møde mellem parterne, hvor klagerens arbejdsforløb blev vurderet. Der var uenighed mellem parterne om mødets forløb og indhold. Klageren gik på barselsorlov den 21. maj 2005, og der var blevet ansat en vikar (vikar 4) for perioden den 1. april 2005 til den 31. december 2005. Ved brev af 7. december 2005 blev klagerens ansættelse forlænget med perioden 1. januar 2006 til 30. juni 2006. Umiddelbart før klagerens tilbagevenden fra barselsorlov modtog klageren et brev fra indklagede, hvoraf det fremgik, at der i øjeblikket ikke var udsigt til yderligere forlængelse af hendes stilling. Da klageren vendte tilbage fra barselsorlov den 1. maj 2006 konstaterede hun, at vikar 2,3 og 4 alle havde fået forlænget deres ansættelser til den 31. december 2006. I maj måned 2006 blev der opslået 4 stillinger i en anden afdeling hos indklagede. Klageren søgte tre af disse stillinger, men blev ikke indkaldt til ansættelsessamtale. Klageren gjorde gældende overfor Ligestillingsnævnet, at beslutningen om ikke at forlænge hendes ansættelse med 12 måneder på samme måde som for de øvrige tre vikarers vedkommende var i strid med ligebehandlingslovens regler. Dette bestred indklagede. Ligestillingsnævnet fandt, at da klagerens ansættelse var tidsbegrænset og udløb uden yderligere opsigelse, kunne den manglende forlængelse af ansættelsen ikke anses som en afskedigelse. Klagen vedrørte derimod efter nævnets opfattelse spørgsmålet om, hvorvidt indklagede ved at undlade at forlænge ansættelsen indtil 31. december 2006, sådan som det skete for vikar 2 og 3 havde overtrådt ligebehandlingslovens § 2, hvorefter der ikke må diskrimineres på grund af køn ved bl.a. ansættelser. Nævnet fandt imidlertid, at indklagede havde godtgjort, at den manglende forlængelse af klagerens ansættelse skyldtes andre forhold end klagerens barselsfravær. For så vidt angik det forhold, at klageren ikke havde indkaldt klageren til ansættelsessamtale til de af klageren ansøgte vikariater, der blev opslået i maj 2006, fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes forklaring om, at klageren ikke var blandt de bedst kvalificerede ansøgere.
Klagen drejer sig om manglende forlængelse af en gravid kvindes tidsbegrænsede ansættelse. ¬¬ Sagsfremstilling ¬Klageren, en kvinde, blev den 1. oktober 2004 ansat som bibliotekar i den indklagede virksomhed (en stor offentlige medievirksomhed). Klageren blev ansat i virksomhedens arkiv og research center (A-center), som bestod af flere enheder med forskellige funktioner, herunder A-center S, A-center N og A-center P. Klageren blev ansat i A-center P. ¬¬Af ansættelseskontrakten fremgår det, at ansættelsen var tidsbegrænset til den 30. juni 2005. Den ugentlige arbejdstid var 37 timer og den samlede månedsløn udgjorde 24.585,33 kr. ¬¬Samtidig med klageren blev 2 andre vikarer ansat (herefter vikar 2 og 3) i A-center N. ¬¬Ultimo januar 2005 meddelte klageren indklagede, at hun var gravid med forventet nedkomst medio juni 2005. ¬¬Ved brev af 7. april 2005 blev klagerens ansættelse hos indklagede forlænget med perioden den 1. juli 2005 til 31. december 2005. Vikar 2 og 3 fik samtidig forlænget deres ansættelse for samme periode. ¬¬Den 3. maj 2005 blev der afholdt en samtale mellem parterne, hvor klagerens arbejdsforløb blev vurderet. Der er mellem parterne divergerende opfattelser af mødets forløb, jf. nedenfor. ¬¬Klageren gik på barselsorlov den 21. maj 2005. For perioden den 1. april 2005 til den 31. december 2005 blev der ansat en vikar (vikar 4). Det fremgår af et internt mødereferat, at "[vikar 4] - er ny vikar hos os i perioden 1/4 - 31/12, og skal indgå i en --- som afløsning for [klageren]. . .". Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt vikar 4 reelt blev ansat som vikar for klageren, jf. parternes argumentation nedenfor. ¬¬Ved brev af 7. december blev klagerens ansættelse forlænget med perioden 1. januar 2006 til 30. juni 2006. ¬¬Den 28. april 2006, umiddelbart før klagerens tilbagevenden fra barselsorlov, modtog klageren et brev fra indklagede, hvoraf det bl.a. fremgik: ¬¬". . . I øjeblikket er der ikke udsigt til forlængelse - dels fordi vi får flere medarbejdere tilbage fra barsel sidst på sommeren, dels fordi det ressourcemæssige udviklingsområde primært er radioregistrering. . ." ¬¬Klageren vendte tilbage fra barsel den 1. maj 2006 og konstaterede, at vikar 2, 3 og 4 alle havde fået forlænget deres ansættelse til den 31. december 2006. Som følge heraf henvendte klageren sig til sin leder med ønske om en begrundelse for, at hun ikke fik sin ansættelse forlænget til den 31. december 2006 på samme måde som vikar 2, 3 og 4. Der er mellem parterne uenighed om, hvilken begrundelse ledelsen gav klageren, jf. parternes argumentation nedenfor. ¬¬I maj måned 2006 blev der opslået 4 vikariater i A-center. Klageren søgte 3 af disse stillinger, men blev ikke indkaldt til ansættelsessamtale. ¬¬Klageren tog kontakt til sin faglige organisation, som ved brev af 6. juni 2006 anmodede indklagede om en redegørelse for sagen. Den faglige organisation modtog en redegørelse fra indklagede den 27. juni 2006, og der blev afholdt et møde mellem parterne den 30. juni 2006. ¬Da det ikke lykkedes parterne at nå til enighed, indbragte klagerens faglige organisation på klagerens vegne sagen for Ligestillingsnævnet ved brev af 2. august 2006. ¬¬ Parternes påstande ¬ Klageren har gjort gældende, at beslutningen om ikke at forlænge hendes tidsbegrænsede ansættelse med 12 måneder er i strid med ligebehandlingslovens regler. Klageren har påstået sig tilkendt en godtgørelse herfor. ¬¬ Indklagede har påstået sig frifundet. ¬¬ Parternes argumentation ¬ Klageren har anført, at hun har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, idet beslutningen om kun at forlænge klagerens ansættelse fra 1. januar 2006 til 30. juni 2006 var begrundet i hendes fravær i forbindelse med afholdelse af barselsorlov. ¬¬Til støtte herfor har klageren anført, at vikar 2 og 3, der blev ansat samtidig med klageren og i samme afdeling, begge fik forlænget deres ansættelser til den 31. december 2006. Endvidere fik vikar 4, som klageren opfattede som værende sin barselsvikar, forlænget sin ansættelse til den 31. december 2006. Der henvises til indholdet af et internt mødereferat, jf. sagsfremstillingen ovenfor. ¬¬Klageren har gjort gældende, at hendes leder på forespørgsel anførte, at grunden til, at hun ikke i lighed med vikar 2, 3 og 4 fik forlænget sin tidsbegrænsede ansættelse til den 31. december 2006 var, at vikar 4 nu havde længere anciennitet end hende, og at det var lettere at forlænge ansættelsen af en person, der var til stede. ¬¬For så vidt angår indklagedes bemærkninger om, at vikar 2 og 3 arbejdede i en anden enhed, jf. indklagedes argumentation nedenfor, har klageren gjort gældende, at de alle var ansat i samme afdeling. De ansatte opfattede sig som ansat i A-center og holdt sig i praksis ikke strikt til de af indklagede anførte opdelinger i enheder. Såle-des blev, på trods af at der var tale om forskellige enheder, researchen i programproduktionsenheden udført i samme åbne kontor. A-center N's borde og A-center P's borde kun var adskilt af en reol. A-center P tog researchvagter i A-center N, når A-center N holdt temadage mv. ¬¬Det anføres, at klageren ved ansættelsen fik at vide, at hun skulle være i A-center P, men at hvis der blev brug for hende i A-center N, skulle hun være parat til dette. Ligeledes fik hun kort efter ansættelsen at vide, at hun udover programregistrering også skulle foretage registreringer i mediearkivet. Dette var opgaver som lå i A-center N og begrundelsen herfor var, at klageren havde stor registreringserfaring fra tidligere ansættelse. Disse tilkendegivelser blev trukket tilbage, da klageren i januar 2005 oplyste, at hun var gravid, og i stedet blev to studentermedhjælpere ansat til at udføre arbejdet. ¬¬Under samtalen med klagerens leder den 3. maj 2005, jf. sagsfremstillingen ovenfor, blev det ligeledes pointeret, at klageren efter endt barsel kunne risikere at skulle ind-gå i A-center N. ¬¬Klageren har endvidere anført, at de primære arbejdsopgaver i begge enheder er registrering og research, og at de samme grundlæggende bibliotekariske kvalifikationer er nødvendige for at udføre arbejdsopgaverne. ¬¬Klageren har videre anført, at hun på intet tidspunkt under sin ansættelse hos indklagede fik at vide, at hendes indsats ikke var tilfredsstillende. Således fik hun på mødet den 3. maj 2005 at vide, at hun fungerede godt i udlånet, at der ikke var noget at udsætte på hendes arbejde i øvrigt, og at hendes kolleger kun havde omtalt hende positivt. ¬¬Klageren mener, at hendes relationer til kollegerne var gode, men anfører, at forholdet til hendes leder ikke helt var på samme måde, hvorfor det ikke kan udelukkes, at lederen mente, at klageren kunne virke indadvendt overfor ham. ¬¬Klagerens ansættelse blev i marts 2005 forlænget til udgangen af december 2005, hvilket bekræftede klageren i, at man var tilfreds med hende som medarbejder. Klageren bestrider, at man forlængede hende for at lade tvivlen komme hende til gode, idet det burde være indklagede bekendt, at hendes barselorlov varede længere end til udgangen af december 2005, hvorfor en revurdering af hendes faglighed ikke ville kunne finde sted. ¬¬Beslutningen om ikke at forlænge klageren blev taget, mens hun var på barsel. Efter hendes tilbagevenden fra barselsorlov var der intet, der viste, at indklagede havde til hensigt at ændre på denne beslutning. Der var således ikke tale om en revurdering af klagerens faglige kvalifikationer, jf. indklagedes argumentation nedenfor. ¬¬ Indklagede har bestridt, at beslutningen om ikke at forlænge klagerens ansættelse til 31. december 2006 skyldtes, at klageren havde været fraværende i forbindelse med afholdelse af barselsorlov. ¬¬Til støtte herfor har indklagede anført, at der i det samme stillingsopslag, hvor den af klageren søgte stilling var opslået, blev søgt om tre bibliotekarer til tre tidsbegrænsede stillinger i A-center. Baggrunden herfor var, at man havde brug for flere ressourcer i en periode. Der var tale om vikarstillinger i A-center S, A-center P og A-center N. Der var tale om varetagelse af forskellige arbejdsopgaver, som blev specificeret i stillingsopslaget. ¬¬Det anføres, at indklagede overfor alle nyansatte medarbejdere i A-center oplyser, at de kan blive flyttet til andre enheder i A-center. Dette blev også oplyst overfor klageren. ¬¬Indklagede har anført, at alle nyansatte i A-center, som arbejder op til A-center P, starter med programregistrering, der kan karakteriseres som den elementære registrering. En eventuel overflytning til nye opgaver sker først på det tidspunkt, hvor indklagede vurderer, at medarbejderen er klar til at udføre opgaverne. ¬¬Opgavernes forskellighed i henholdsvis A-center P afspejledes ligeledes i, at medarbejdere, der blev ansat i A-center N, blev ansat efter en anden overenskomst end medarbejdere, der blev ansat i A-center P. ¬¬Indklagede har anført, at der i den ansøgning, man modtog fra klageren, fremgik, at hun var bibliotekar. Ansøgningen var stilet mod stillingen i A-center P, idet klageren fremhævede, at det var den stilling, hun var bedst egnet til, hvilket de vedlagte anbefalinger/udtalelser bekræftede. Klageren blev derfor ansat i A-center P. ¬¬I ultimo marts 2005 opstod muligheden for, at A-center kunne forlænge et antal tidsbegrænsede ansatte. Indklagede har anført, at klagerens ansættelsesforløb i den forbindelse blev vurderet, og indklagede konstaterede, at klagerens start i afdelingen ikke havde været tilfredsstillende, hvorfor man tvivlede på, om hun var den rette til stillingen. Indklagede tvivlede på, om klageren havde det potentiale, herunder den robusthed og de sociale færdigheder, som skulle til for at kunne overgå til arbejdet i A-center N. Indklagede ønskede dog at lade tvivlen komme klageren til gode, således at hun havde chancen for at gøre denne tvivl til skamme, når hun vendte tilbage fra afholdt barselsorlov, hvorfor man ved brev af 7. april 2005 valgte at forlænge klagerens tidsbegrænsede ansættelse til den 31. december 2005. ¬¬I august 2005 meddelte klageren, at hun først agtede at vende tilbage til arbejdet i april 2006, hvorefter man ud fra samme hensyn som ovenfor nævnt valgte at forlænge hendes ansættelse med yderligere 6 måneder til 30. juni 2006, hvorved indklagede ville have næsten tre måneder til at vurdere klageren. ¬¬Indklagede har bestridt, at man ikke skulle have tilkendegivet overfor klageren, at hendes indsats ikke var tilfredsstillende. Ved samtalen den 3. maj 2005, jf. klagerens argumentation ovenfor, blev omtalt såvel gode som dårlige ting, herunder at der generelt havde været tale om et mindre godt forløb i A-center, præget af middelmådigt niveau i registrering og indadvendt adfærd i research overfor kolleger. ¬¬Indklagede har videre anført, at vikar 4 blev ansat den 1. april 2005 som følge af personalemangel, forårsaget af, at der i klagerens enhed var tre medarbejdere på barsel samtidig med, at en medarbejder var langtidssygemeldt. ¬¬Det er ikke dækkende, når det af det interne mødereferat af 31. marts 2005 fremgik, at vikar 4 alene skulle være klagerens afløser jf. sagsfremstillingen ovenfor. Vikar 4 var den ekstra ressource, som enheden havde brug for med 4 medarbejdere fraværende. ¬¬Realiteten var endvidere, at vikar 4´s arbejdsopgaver i løbet af 2005 fik et udviklingsorienteret præg. ¬¬I december 2005 vurderede indklagede i forbindelse med forlængelse af en række tidsbegrænsede ansættelser, hvilke kompetencer og medarbejdere indklagede havde brug for. I A-center P var kun klageren og vikar 4 tidsbegrænset ansat, og man vurderede, at man kun havde brug for den ene af de to. ¬¬Indklagede vurderede, at vikar 4 var bedst kvalificeret set i forhold til de opgaver, der skulle løses. Man lagde vægt på, at vikar 4 var uddannet scient. bibl., og at han i løbet af dette studie havde skrevet speciale om fænomenet storrumskontorer, hvorfor det var naturligt at bruge disse kompetencer i forbindelse med indklagedes igangværende udflytning. Vikar 4 har som følge heraf beskæftiget sig med bl.a. justering af arbejdsrutiner og implementering af nye værktøjer i det daglige arbejde. Endvidere har vikar 4 en central rolle i udviklingen og ibrugtagning af A-centers nye brohoved-kontor og har deltaget i de fleste nedsatte arbejdsgrupper herom. ¬¬Vikar 4 har således ikke overtaget klagerens arbejdsopgaver - hverken under klagerens barselsorlov eller efterfølgende. ¬¬Indklagede bestrider, at man over for klageren som begrundelse for den manglende forlængelse af hendes ansættelse skulle have anført, at hendes barselsvikar nu havde længere anciennitet end hende, og at det var lettere at forlænge en person, der var til stede, jf. klagerens argumentation ovenfor. ¬¬Indklagede bestrider ikke, at klageren ved ansættelsen blev gjort opmærksom på, at hun skulle være parat til at kunne overgå til A-center N, hvis behovet herfor opstod. Det gøres dog gældende, at klageren på intet tidspunkt var eller blev kvalificeret til at kunne arbejde i A-center N. ¬Ved klagerens tilbagevenden til arbejdet blev det vurderet, at klageren fortsat ikke var i besiddelse af de fornødne kvalifikationer, der kunne have gjort, at hun kunne komme i betragtning til nogen af de øvrige stillinger i A-center N, hvor de opslåede stillinger var placeret, jf. sagsfremstillingen ovenfor. Indklagede lagde vægt på en vurdering af hendes faglige som sociale færdigheder samt hendes generelle indstilling til arbejdet, herunder at indklagede skønnede, at klageren ikke ville kunne opnå disse færdigheder gennem et par ugers oplæring. I den forbindelse gøres det gældende, at indklagede som offentlig virksomhed er forpligtiget til at antage den bedst kvalificerede ansøger, hvilket indebærer, at indklagedes medarbejdere ikke har fortrinsadgang til de opslåede stillinger. ¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter § 19 i ligestillingsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 1527 af 19. december 2004) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter bl.a. lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov (ligebehandlingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 20. august 2002). ¬¬Nævnet lægger til grund, at beslutningen om ikke at genansætte klageren for mere end 6 måneder, er sket under hendes orlov. ¬¬Da hendes ansættelse var tidsbegrænset og udløb uden yderligere opsigelse finder nævnet ikke, at den manglende yderligere forlængelse af ansættelsen kan anses som en afskedigelse. Der foreligger herefter ikke nogen overtrædelse af ligebehandlingslovens § 9. ¬¬Klagen vedrører derimod efter nævnets opfattelse spørgsmålet om, hvorvidt indkla-gede ved at undlade at forlænge ansættelsen indtil 31. december 2006, sådan som det er sket for vikar 2 og 3 har overtrådt ligebehandlingslovens § 2, hvorefter der ikke må ske diskrimination på grund af køn ved bl.a. ansættelser. ¬¬Det er nævnets opfattelse, at dette spørgsmål må afgøres efter ligebehandlingslovens § 16 a. ¬¬Efter denne bestemmelse skal indklagede bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, hvis klageren har påvist faktiske omstændigheder, som giver an-ledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. ¬¬Nævnet finder, at klageren har påvist omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede undlod at forlængede klageren på grund af hendes barsels-fravær. Nævnet har lagt vægt på, at vikar 2 og 3, der blev ansat samtidig med klage-ren, fik forlænget deres ansættelse til den 31. december 2006. Endvidere fik vikar 4, der må antages i hvert fald til dels at være blevet ansat som vikar for klageren, for-længet sin ansættelse til den 31. december 2006. ¬¬Nævnet finder imidlertid, at indklagede har godtgjort, at den manglende forlængelse af klagerens ansættelse til den 31. december 2006 skyldtes andre forhold end klage-rens barselsfravær. Nævnet lægger herved til grund, at vikar 4 i løbet af 2005 overgik til at varetage andre arbejdsfunktioner end klageren - bl.a. i forbindelse med indkla-gedes udflytning. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for til at tilsidesætte ind-klagedes forklaring om, at vikar 2 og 3 varetog andre funktioner end klageren, og at man efter en konkret vurdering fandt, at klageren var den af de fire vikarer, indkla-gede bedst kunne undvære. ¬¬For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har overtrådt ligebehand-lingslovens § 2 ved ikke at indkalde klageren til ansættelsessamtale til de tre af klage-ren ansøgte vikariater, der blev opslået i 2006, finder nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes forklaring om, at klageren ikke var blandt de bedst kvalifice-rede ansøgere. ¬¬Som følge af det anførte ¬¬ b e s t e m m e s: ¬¬¬Klagen tages ikke til følge. ¬ <2006-58>