Ligestillingsnævnets afgørelse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10755@2007-02-07/da
Indhold
Ligestillingsnævnets afgørelse
J.nr. 2006-218 Ikke godtgjort at afskedigelse af en kvinde ikke var begrundet i hendes graviditet. Godtgørelse fastsat til 100.000 kr. Klageren, en kvinde, blev den 27. april 2006 ansat som kontormedhjælper hos indklagede, et transportfirma. Den 16. juni 2006 blev der afholdt et evalueringsmøde med klageren. Klageren meddelte efter mødet indklagedes direktør, at hun var gravid, hvilket gav anledning til en samtale mellem klageren og indklagedes direktør den 21. juni 2006. Det nærmere indhold af mødet og samtalen med direktøren er præget af uenighed mellem parterne. Efter samtalen med indklagedes direktør forlod klageren arbejdspladsen og vendte ikke siden tilbage. Klageren gjorde overfor Ligestillingsnævnet gældende, at hun var blevet afskediget på grund af, at hun var blevet gravid. Indklagede anførte, at man ikke havde afskediget klageren, men at klageren uberettiget valgte ikke at møde på arbejde efter samtalen med direktøren, hvorfor hun havde misligholdt sin arbejdskontrakt. ¬Ligestillingsnævnet lagde til grund, at klageren var blevet afskediget. Nævnet lagde navnlig vægt på, at indklagede ikke reagerede på klagerens udeblivelse fra arbejdet efter samtalen den 21. juni 2006, og at klageren uden forbehold havde betalt klageren løn i opsigelsesperioden. Nævnet fandt ikke, at indklagede havde godtgjort, at afskedigelsen ikke var begrundet i klagerens graviditet, hvorfor indklagede havde overtrådt ligebehandlingslovens § 9. Af denne grund blev klageren tilkendt en godtgørelse på 100.000 kr.
Sagen drejer sig om afskedigelse af en gravid kvinde i hendes prøvetid. ¬¬ Sagsfremstilling ¬Klageren, en kvinde, blev den 27. april 2006 ansat som kontormedhjælper hos ind-klagede, et transportfirma. Arbejdstiden var aftalt til 37 timer ugentligt, hvilket svarede til 7,5 timer dagligt. Lønnen udgjorde 16.000 kr. pr. måned, og der var aftalt en 3 måneders prøvetid, i hvilken periode arbejdsgiveren kunne opsige ansættelsesforholdet med 14 dages varsel og medarbejderen med dags varsel. ¬¬To af klagerens kolleger, der udgjorde ansættelsesudvalget ved ansættelsen af klageren, afholdt et evalueringsmøde med klageren den 16. juni 2006. Under mødet fik klageren bl.a. besked om, at hun "skal tage lidt mere af sig selv". Der er mellem par-terne uenighed om baggrunden for og det nærmere indhold af mødet jf. parternes argumentation nedenfor. ¬¬Da mødet var ved at være forbi, fortalte klageren sine to daværende kolleger, at hun var blevet gravid. Der er mellem parterne uenighed om kollegernes reaktion på denne nyhed, jf. parternes argumentation nedenfor. Klageren meddelte herefter indklagedes direktør, at hun var gravid. ¬¬Den 21. juni 2006 havde klageren en samtale med indklagedes direktør. Der er mellem parterne uenighed om det nærmere indhold af samtalen, herunder om klageren på mødet blev opsagt eller selv opsagde ansættelsesforholdet, jf. parternes argumentation nedenfor. ¬¬Efter samtalen forlod klageren arbejdspladsen og vendte ikke siden tilbage. ¬¬Efterfølgende tog klagerens faglige organisation kontakt til indklagede og fik efter anmodning udbetalt løn til klageren for en periode svarende til den 14 dages opsigelsesperiode. ¬¬Ved brev af 17. juli 2006 indbragte klagerens faglige organisation sagen for Ligestillingsnævnet. ¬¬ Parternes påstande ¬ Klageren har påstået sig tilkendt en godtgørelse for at være blevet afskediget i strid med ligebehandlingslovens regler. ¬¬ Indklagede har påstået frifundet. ¬¬ Parternes argumentation ¬ Klageren har anført, at hun under ansættelsessamtalen, der blev afholdt med et ansættelsesudvalg bestående af de to ovennævnte kolleger, blev spurgt om, hvorvidt hun skulle have børn foreløbig. Til dette svarede klageren, at det regnede hun ikke med, men at hendes kæreste var noget ældre end hende, hvorfor der ikke skulle gå for mange år. De to kolleger svarede, at dette ikke var noget problem. ¬¬Det var klageren, der tog initiativ til den evaluerende samtale den 16. juni 2006 direktøren, og på intet tidspunkt blev klagerens arbejdsindsats kritiseret. Samtalen havde sagt, at hun skulle tage lidt mere af sig selv, men mener, at dette måtte ses som et naturligt led i udviklingen af en ny medarbejder. Det blev forklaret, at klageren skulle forsøge at hjælpe dem, der ringede, lidt mere end hun gjorde. Ved samtalens afslutning oplyste klageren de to kolleger om sin graviditet, hvilket de var meget overraskede over efter deres opfattelse stillede dem i en vanskelig situation. På anmodning samtykkede klageren i, at de oplyste indklagedes direktør om hendes graviditet. ¬¬Klageren følte, at direktøren efter at være blevet bekendt med, at hun var gravid, tog afstand fra hende. Af denne grund opsøgte hun ham den 21. juni 2006 og konfronterede ham med dette. Direktøren svarede, at han mente, at hendes gravidtet var så groft et tillidsbrud, at han blev nødt til at reagere herpå, idet klageren til jobsamtalen havde sagt, at hun ikke skulle have børn. ¬¬Direktøren oplyste herefter, at man havde valgt klageren til stillingen, da klageren i modsætning til en anden kandidat havde givet udtryk for, at hun ikke skulle have børn. Desuden var tidspunktet for klagerens graviditet dårlig, idet en af hendes kolleger ligeledes var gravid, hvilket til dels var grunden til, at hun var blevet ansat. Til sidst under samtalen spurgte klageren, hvad der nu skulle ske, hvortil direktøren svarede, at han vil vente i de næste 2 uger, for at se om hun kunne opveje det. ¬Direktøren præciserede svaret med, at de to kolleger havde haft en samtale med klageren og klaget over, at hun ikke lavede nok. Klageren protesterede heroverfor og tilkendegav, at hun på intet tidspunkt under samtalen den 16. juni 2006 havde fået at vide, at hun ikke udførte sit arbejde tilfredsstillende. Til dette anførte direktøren, at hun nok ville "ryge" under alle omstændigheder, idet man formentlig havde stillet for store forventninger til hende, og at man egentlig havde søgt en medarbejder med mere kendskab til branchen. På baggrund heraf og på forespørgsel af klageren gav direktøren udtryk for, at klageren ikke skulle møde på arbejde næste dag. ¬¬Klageren pakkede herefter sine ting sammen. På vej væk fra arbejdspladsen opsøgte klageren direktøren og anmodede om at få opsigelsen på skrift. Direktøren svarede bl.a., at hun aldrig fik ham til at skrive, at opsigelsen skyldtes hendes graviditet. ¬¬At der er tale om en opsigelse af klageren, bekræftes efter klagerens opfattelse af, at indklagede på anmodning fra klagerens faglige organisation indbetalte løn til klageren i opsigelsesperioden og accepterede, at klageren ikke gav møde på arbejdspladsen efter den 21. juni 2006. ¬¬Klageren har videre gjort gældende, at opsigelsen fandt sted, efter at hun havde oplyst over for direktøren, at hun var gravid. Indklagede har ikke godtgjort, at der er tale om en misligholdelse af ansættelsesforholdet, ligesom virksomhedens efterfølgende reaktion ikke indikerer dette. ¬¬Det er ligeledes ikke godtgjort, at opsigelsen er begrundet i andre klare konstaterbare og ikke-kønsbestemte årsager, hvorfor den ikke er saglig. Opsigelsen kan navnlig ikke være resultatet af en evaluering af klagerens arbejdsindsats efter evalueringsmødet den 16. juni 2006, idet der ikke har været den nødvendige tid til en seriøs evaluering. ¬¬ Indklagede har ikke bestridt klagerens redegørelse for ansættelsessamtalen med de to kolleger, jf. klagerens argumentation ovenfor. ¬¬Indklagede har anført, at der blev afholdt evalueringssamtale med klageren den 16. juni 2006, idet klagerens kolleger ikke var tilfredse med klagerens arbejdsindsats. Dette forhold blev præciseret i samtalen. Som anført af klageren er det korrekt, at samtalen ikke havde karakter af en irettesættelse eller en advarsel, idet samtalen alene havde til formål at få oplyst, om klageren inden prøveperiodens udløb ville være i stand til at opfylde de krav, som indklagede stillede til hendes arbejdsindsats. ¬¬Under klagerens ansættelse har der kun været en sporadisk kontakt mellem direktøren og klageren. ¬¬Indklagede har erkendt, at direktøren under samtalen den 21. juni 2006 gav udtryk for, at det ikke var optimalt, at klageren, der blev ansat for at varetage opgaver i forbindelse med en anden ansats afholdelse af barselsorlov, var blevet gravid. Dette er dog ikke i strid med noget som helst, men blot en bemærkning som alle burde kunne forstå, inklusiv klageren. ¬¬Indklagede har videre anerkendt, at direktøren på klagerens forespørgsel om, hvad der nu skulle ske, svarede, at han ville vente i de næste 2 uger for at se, om klageren kunne opveje det. I den forbindelse har indklagede gjort gældende, at direktøren udmærket var klar over, at graviditeten ikke ville afklares på de næste 2 uger, men at man ønskede at se, om påtalen, der blev givet klageren på mødet den 16. juni 2006, ville hjælpe på klagerens arbejdspræstation. ¬¬Indklagede har bestridt, at direktøren på klagerens forespørgsel gav til kende, at klageren ikke skulle møde op på arbejde dagen efter samtalen den 21. juni 2006. Det bestrides derfor, at klageren blev fritstillet efter denne dato, idet klageren derimod uberettiget ikke mødte op på arbejde den næste arbejdsdag og således misligholdt sin arbejdskontrakt. Direktøren fandt dog ikke anledning til at følge op på sagen for så vidt angik anmodning om at fremmøde på arbejde, idet man havde været utilfreds med klagerens arbejdsindsats. En opsigelse på grund af klagerens arbejdsindsats ville sandsynligvis alligevel være blevet resultatet. ¬¬Grunden til, at man valgte at udbetale løn til klageren for en periode svarende til den opsigelsesperiode, der i henhold til ansættelsesaftalen gjaldt for ansættelsesforholdet i prøvetiden, var, at indklagede ikke ønskede, at sagen skulle ende i konflikt, idet dette erfaringsmæssigt både er økonomisk belastende og ressourcekrævende. Omkostningsmæssigt vil en konflikt altid overstige udbetaling af løn i en kortere opsigelsesperiode, hvorfor lønnen blev udbetalt som en afvægringsmanøvre. ¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter § 19 i ligestillingsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 1527 af 19. december 2004) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov (ligebehandlingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 20. august 2002). ¬¬Efter ligebehandlingslovens § 9 må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. ¬¬Forbudet mod at afskedige en lønmodtager på grund af graviditet gælder også under en aftalt prøvetid for ansættelsesforholdet. ¬¬Efter det oplyste finder Ligestillingsnævnet finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren blev opsagt den 21. juni 2006. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren udeblev fra arbejdet efter samtalen den 21. juni 2006 uden at indklagede reagerede herpå, og at indklagede uden forbehold betalte klageren løn i opsigelsesperioden. ¬¬Det fremgår af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, barsel eller adoption, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. ¬¬Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet denne bevisbyrde. Nævnet har herved lagt vægt på, at opsigelsen fandt sted umiddelbart efter, at indklagedes direktør var blevet gjort bekendt med klagerens graviditet. Der er endvidere lagt vægt på den korte periode fra evalueringsmødet den 16. juni 2006, der ikke havde karakter af en advarsel eller irettesættelse, til opsigelsen den 21. juni 2006. Nævnet finder det ikke godtgjort, at så væsentlige ændringer i klagerens arbejdsindsats skulle være indtruffet i denne korte periode, at der var et rimeligt grundlag for at afskedige klageren. ¬¬Nævnet lægger herefter til grund, at indklagede har handlet i strid med ligebehandlingslovens § 9 ved at afskedige klageren, og at der derfor skal tilkendes klageren en godtgørelse, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 2. ¬¬Ligestillingsnævnet finder under hensyntagen til den tid, klageren havde været ansat som kontormedhjælper, at godtgørelsen skal udgøre et rundt beløb svarende til 6 måneders løn. Godtgørelsen fastsættes herefter til 100.000 kr. ¬¬Herefter ¬¬ b e s t e m m e s: ¬¬Indklagede skal inden 14 dage betale klageren 100.000 kr. med procesrente heraf fra den 17. juli 2006, hvor sagen blev indbragt for Ligestillingsnævnet. ¬ <2006-218>