Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10844@2011-01-28/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
J.nr. 2500182-10 Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskotek havde forskellige entrépriser for mænd og kvinder. Diskoteket havde en entrépris på 280 kr. for mænd og 100 kr. for kvinder. Nævnet fandt, at klager ikke havde været udsat for en krænkelse, der kunne begrunde en godtgørelse. Ligebehandlingsnævnet lagde afgørende vægt på, at klager ikke havde besøgt diskoteket.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek opkræver forskellige entrepriser for mænd og kvinder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede opkrævede forskellige entrépriser for mænd og kvinder. Fem medlemmer deltog i nævnets afgørelse. Sagsfremstilling Der er klaget over, at et diskotek opkrævede forskellige entrépriser for mænd og kvinder. Diskoteket annoncerede med konceptet "Girls night out", hvor kvinder skulle betale en entrépris på 100 kr. og mænd en entrépris på 280 kr. Arrangementet inkluderede fri bar efter, at entréen var betalt. Arrangementet blev annonceret over Facebook. Det fremgik af Facebook, at der kun var adgang til arrangementet, såfremt man stod på en gæsteliste. Adgang til gæstelisten kunne ske via diskotekets hjemmeside, via e-mail oplyst på Facebook eller via en kontaktperson. Parternes bemærkninger Klager påstår, at det var i strid med ligestillingsloven, at diskoteket opkrævede forskellige entrépriser for mænd og kvinder. Klager har oplyst, at han ikke selv har været på diskoteket i forbindelse med klagen. Indklagede har ikke svaret på nævnets henvendelser. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder ved at opkræve forskellige entrépriser for mænd og kvinder. Det kan efter nævnets opfattelse ikke medføre en ændret vurdering af sagen, at adgangen til festerne skulle ske via en gæsteliste, idet alle havde mulighed for at tilmelde sig. Godtgørelse Det fremgår af Rådets direktiv 2004/113/EF, artikel 14 om sanktion at: "Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne bliver anvendt. De iværksatte sanktioner, der kan omfatte udbetaling af erstatning til ofret, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning." I en situation som den foreliggende, hvor klager ikke har været mødt op hos indklagede og er blevet afkrævet den højere entrépris, finder nævnet ikke, at han har været udsat for en krænkelse, der berettiger ham til en godtgørelse. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 2 om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 2, om klagebehandling Lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af mænd og kvinder, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007 - § 1 a, stk. 1, om lovens anvendelsesområde - § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling på grund af køn - § 2, stk. 4, om bevisbyrde - § 3 c, om godtgørelse Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004, om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser - Art. 14, om sanktion <2500182-10>