Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10846@2014-08-20/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
J. nr. 2013-6811-37349 Det var i strid med ligestillingsloven, at kvinder fik gratis shots for at danse på bardisken hos indklagede. Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at kun kvinder kunne få gratis shots, når de dansede på indklagede bar. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligestillingsloven, at udelukkende kvinder kunne få gratis shots, når de dansede på indklagede bar. Den indklagede bar skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 2.500 kr. med procesrente fra den 14. september 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet Sagsfremstilling Det fremgår af screenshot af indklagedes hjemmeside, at kvinder der danser på den indklagede bar, kan få gratis shots. Parternes bemærkninger Klager forklarer, at han var på indklagede bar den 12. september 2013. Han opdagede, at kvinderne i modsætning til mændene fik gratis shots efter at have danset på baren. Han måtte selv betale den fulde pris. Da klager kom hjem, opdagede han, at baren på aftenens "facebook-event" havde reklameret med, at pigerne kunne få gratis shots, når de dansede på baren. Der er med dette tilbud klart tale om kønsdiskrimination, da der ikke er noget sagligt argument for, at udelukkende kvinder kunne få gratis shots for at danse på baren. Klager ønsker godtgørelse. Indklagede har ikke besvaret nævnets henvendelser. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt ligestillingsloven ved alene at tilbyde de kvindelige gæster gratis shots, når de dansede på den indklagede bar. Klager får derfor medhold i klagen Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 14. september 2013, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling Ligestillingsloven - § 1 a, stk. 1, nr. 2 om lovens anvendelsesområde - § 2, stk. 1-3, om forbud mod direkte og indirekte forskel behandling - § 2, stk.4, om bevisbyrde - § 3 c om godtgørelse <2013-6811-37349>