Arbejdets udførelse – rette modtager – strøm – vinduespudsning – gondollift
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10883@2015-10-21/da
Indhold
Arbejdets udførelse – rette modtager – strøm – vinduespudsning – gondollift
Arbejdstilsynet besøgte den 30. juni 2015 virksomheden på deres arbejdssted på baggrund af en ulykke anmeldt af politiet. Arbejdstilsynet traf på baggrund af oplysningerne under tilsynsbesøget afgørelse med påbud om at træffe effektive foranstaltninger til forebyggelse af ulykker hidrørende fra elektrisk strøm ved arbejde i gondol brugt ved vinduespudsning på [adresse udeladt]. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at virksomheden er rette modtager af afgørelsen. Nævnet lagde vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget fik oplyst, at en af virksomhedens ansatte havde fået stød, da den ansatte under arbejde med vinduespudsning fra gondollift kom til at træde på en ledning, hvorved denne var blevet blotlagt, og den ansatte fik strøm igennem sig. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse, da nævnet fandt, at arbejdet med vinduespudsning fra gondollift ved [adresse udeladt] ikke var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet der ikke var truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for ulykker hidrørende fra elektrisk strøm. Nævnet lagde vægt på, at en af virksomhedens ansatte skulle stige ind i gondolen, hvor der var strømførende ledninger fra bl.a. styreboks på gulvet, som den ansatte kunne risikere at træde på i forbindelse med vinduespudsningen, hvorved der var risiko for, at den ansatte trådte en eller flere ledninger ud af styreboksen.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. september 2015 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 3. juli 2015 med strakspåbud om at træffe effektive foranstaltninger til forebyggelse af ulykker hidrørende fra elektrisk strøm ved arbejde i gondol brugt ved vinduespudsning på [adresse udeladt]. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at [navn udeladt] er rette modtager for afgørelsen. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 3. juli 2015 med strakspåbud om at træffe effektive foranstaltninger til forebyggelse af ulykker hidrørende fra elektrisk strøm ved arbejde i gondol brugt ved vinduespudsning på [adresse udeladt]. B E G R U N D E L S E Om virksomheden er rette modtager Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at [navn udeladt] er rette modtager af afgørelsen. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget fik oplyst, at en af virksomhedens ansatte havde fået stød, da han under arbejde med vinduespudsning fra gondollift kom til at træde på en ledning, hvorved denne var blevet blotlagt, og han fik strøm igennem sig. Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Det fremgår af reglerne om arbejdets udførelse, at forpligtelserne ifølge bekendtgørelsen påhviler arbejdsgivere, virksomhedsledere, arbejdsleder og øvrige ansatte, leverandører, projekterende, reparatører m.fl. efter arbejdsmiljølovens almindelige regler. [Navn udeladt] har således et selvstændigt ansvar for egne ansatte, selvom [navn udeladt] havde ansvaret for, at gondolen var lovlig, i orden og korrekt vedligeholdt. Afgørelse om at træffe effektive foranstaltninger til forebyggelse af ulykker hidrørende fra elektrisk strøm ved arbejde i gondol Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at arbejdet med vinduespudsning fra gondollift ved [adresse udeladt] ikke var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet der ikke var truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for ulykker hidrørende fra elektrisk strøm. Nævnet vurderer, at der var risiko for, at ansatte kunne få elektrisk stød, hvis de ved et uheld fik trådt en eller flere ledninger ud af styreboksen ved indstigning i gondolen. Nævnet lægger vægt på, at en af virksomhedens ansatte skulle stige ind i gondolen, hvor der var strømførende ledninger fra bl.a. styreboks på gulvet, som den ansatte kunne risikere at træde på i forbindelse med vinduespudsningen, hvorved der var risiko for, at den ansatte trådte en eller flere ledninger ud af styreboksen. Det vurderes, at der er risiko for, at de ansatte kunne få elektrisk stød fra en udtrådt ledning, hvis de ansatte kom i direkte kontakt med en blotlagt strømførende ledning, eller hvis den blotlagte ledning kom i kontakt med vand eller gondolens metaldele, hvorved der kunne sendes elektrisk strøm gennem hele gondolen og videre til den ansatte. Nævnet lægger til grund, at Arbejdstilsynet konstaterede de nævnte forhold ved tilsynsbesøget den 30. juni 2015 i forbindelse med en undersøgelse af en arbejdsulykke samme dag, hvor en ansat fik stød fra 220 V strømførende ledninger. Bemærkninger til klagen I klagen er det anført, at [navn udeladt] før brug af gondolen havde kontrolleret, at denne, hejset og udstyret var forsynet med godkendelsesmærke. Den elektriske indretning i gondolen opfyldte også strækstrømbekendtgørelsens krav. Endvidere er det anført, at for at være i stand til at gennemskue sådanne mangler skulle virksomheden have kvalifikationer, som man ikke kan forlange af almindelige brugere. Desuden er det anført, at den ansatte havde fået en meget omhyggelig instruktion, og der var holdt øje med ham en hel dag. Han var blevet rådgivet under instruktion i at holde øje med, at styreledningen kom korrekt ned i gondolen, når han kørte op og ned for at eliminere risici, ligesom han havde kontrolleret, at alle ledningerne sad normalt. Arbejdsmiljøklagenævnet er opmærksomt på, at [navn udeladt] havde instrueret den ansatte og ført tilsyn med denne. Når der alligevel gives et strakspåbud, skyldes dette, at strakspåbuddet drejer sig om at sikre virksomhedens fortsatte arbejde med vinduespudsning under hensyntagen til, at gondolliften ikke var sikret mod ulykker hidrørende fra elektrisk strøm. Nævnet skal desuden bemærke, at det forhold, at virksomheden har gjort, hvad virksomheden mener, at der er muligt for at sikre arbejdsmiljøet, således ikke har betydning for, om der kan afgives et strakspåbud, men dette forhold kan have betydning ved vurderingen af, om virksomheden skal pålægges et strafferetligt ansvar. Ved vurderingen af, om der kan gives et påbud efter arbejdsmiljøloven, er det afgørende, at der ved udførelsen af arbejdet ikke var truffet effektive foranstaltninger til at forebygge ulykker hidrørende fra elektrisk strøm ved arbejde i gondol, som benyttes af arbejdsgiverens ansatte ved vinduespudsning på [adresse udeladt]. Videre er det anført, at [navn udeladt] ved tilbudsgivning havde informeret om gondolen og dens indretning, og at denne var lovlig og i orden og korrekt vedligeholdt, samt at [navn udeladt] stod for dette. Nævnet skal hertil bemærke, at det følger af arbejdsmiljølovgivningens regler, at arbejdsgiveren har et selvstændigt ansvar for at sikre egne ansatte, og at arbejdet udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Herudover har [navn udeladt] anført, at der er flere forkerte oplysninger i afgørelsen. Nævnet skal i denne forbindelse henvise til Arbejdstilsynets bemærkninger i sin udtalelse. Nævnet er enigt heri. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: – Om manuel håndtering/løftearbejde: ● § 38, stk. 1, og § 39, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. – Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse: ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. – Om arbejdets udførelse ● § 38, stk. 1, og § 39, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 13, nr. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. – Om arbejdets udførelse ● § 15 i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 2, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Arbejdsgiveren § 15. Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Der henvises her særligt til 1. kapitel 5 om arbejdets udførelse, 2. kapitel 6 om indretning af arbejdsstedet, 3. kapitel 7 om tekniske hjælpemidler m.v., 4. kapitel 8 om stoffer og materialer. Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1. sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2. …. . Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse Område § 2. Forpligtelserne ifølge denne bekendtgørelse påhviler arbejdsgivere, virksomhedsledere, arbejdsleder og øvrige ansatte, leverandører, projekterende, reparatører m.fl. efter arbejdsmiljølovens almindelige regler. Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. Særlige krav § 13. Ved udførelsen af arbejdet skal det sikres 1. at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, ulykker hidrørende fra elektrisk strøm, rystelser og lignende,