Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10887@2012-04-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
J.nr. 7100126-12 En 62-årig adjunkt/lektor i psykologi blev afskediget fra sin stilling som vikar hos et voksenundervisningscenter. Ligebehandlingsnævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var lagt vægt på klagers alder i forbindelse med afskedigelsen. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sin stilling som vikar adjunkt/lektor i psykologi hos det indklagede voksenundervisningscenter. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som vikar adjunkt/lektor hos indklagede. Sagsfremstilling Indklagede driver et voksenundervisningscenter med undervisning i tre byer, X, Y og Z. Klager, der er 62 år, blev ansat i et vikariat som adjunkt/lektor i perioden 1. august 2010 til 31. juli 2011. Det var aftalt, at de første tre måneder var prøvetid. Klager skulle undervise fire hold i faget psykologi. Den 9. september 2010 henvendte to kursister fra ét af klagers hold sig til en medarbejder hos indklagede for at klage over klager. Der blev udarbejdet et notat, hvoraf fremgår: "Klagepunkterne vedrørte primært [klagers] holdning til og opførsel overfor holdet og kursisterne. [Klager] er dominerende, ydmygende, voldsom i sin adfærd og den ene af kursisterne er direkte bange for at ytre sig og blive udstillet. De hævder at tale på holdets vegne og gætter på at 5-6 stykker nok er godt tilfreds. Jeg beder dem tale med [klager] om det, men det tør de ikke. Jeg siger jeg vil forelægge [klager] klagerne og muligvis deltage i noget af undervisningen." Den 10. september 2010 blev der afholdt en samtale mellem klager og indklagede omkring klagerne over undervisningen. Det fremgår af notat herfra: "Jeg præsenterede klagepunkterne for [klager] og gav udtryk for at de lød alvorlige i mine ører. [Klager] var uforstående over for kritikpunkterne og fremførte at de vist var lidt sarte og at han netop lagde vægt på åbenhed og spørgsmål fra holdet. [Klager] var kritisk over for at jeg havde lyttet til kursisterne og ikke straks henvist til ham. Jeg sagde at det netop var problemet at kursisterne var bange for at sige det til ham." En kursist klagede ved e-mail af 13. september 2010 over klager til indklagede. Mailen var sendt til en medarbejder i indklagedes afdeling i Y-by. Mailen blev sendt videre til indklagedes forstander og afdelingsleder. Det fremgik af klagen, at kursisten følte sig "meget stødt og krænket." Klagen drejede sig om, at klager under undervisningen havde udtalt "Jeg er ligeglad med hvordan det er i Norge, jeg hader nordmænd, jeg kan ikke fordrage nordmænd." Kursisten, som var en norsk kvinde, fandt udtalelsen racistisk og havde svært ved at forestille sig, at hun som nordmand efterfølgende skulle kunne få en retfærdig behandling af klager under undervisningen og til eksamen, når klager havde et sådant syn på nordmænd. Klagen drejede sig videre om, at klager havde udtalt "Sådan er kvinder jo bare". Udtalelsen kom efter, at der var talt nedsættende om kvinder. Kursisten udtrykte endvidere i klagen sin tvivl omkring klagers faglige kompetencer og kvaliteten af undervisningen. Indklagede havde den 14. september 2010 en samtale med kursisten omkring klagen. Det fremgår af notat fra samtalen, at kursisten "fremhævede [klagers] "store, pågående kropssprog", som blev oplevet som voldsomt dominerende og aggressivt - "jeg hader nordmænd". Kursisten gik fra timen og "ville ikke finde sig i det". Sidste gang, som var den første time, havde [klager] i flg. kursisten været stærkt chauvenistisk og nedsættende overfor kvinder. Hun ønskede ikke at gå på holdet mere." Der blev på ny holdt en samtale mellem klager og indklagede omkring kursisternes klager den 17. september 2010. Klager fik ved samtalen udleveret en skriftlig indkaldelse til en tjenstlig samtale den 22. september 2010. Ved den tjenstlige samtale fik klager udleveret en skriftlig meddelelse om, at han var påtænkt afskediget. Det fremgår af meddelelsen, at "[Indklagede] påtænker at afskedige dig fra din stilling som lærer som følge af klager over din undervisning samt samarbejdet med kollegaerne. [Indklagede] har på nuværende tidspunkt modtaget to klager fra kursisterne på to af dine hold. På baggrund af disse henvendelser er det [indklagedes] vurdering at din måde at kommunikere på ikke er foreneligt med [indklagedes] værdigrundlag. . . ." Ved brev af 5. oktober 2010 kom klager med sine bemærkninger til varslingen om afskedigelse. Klager har i brevet blandt andet henvist til, at han havde begrænset kendskab til de andre medarbejdere hos indklagede, da han kun var til stede på undervisningsstederne i forbindelse med undervisningen. Klager har desuden påpeget, at han ikke havde kunnet gennemføre en normal undervisningstime, da det materiale og de bøger, han var blevet lovet til kursisterne, ikke var blevet bestilt. Omkring klagerne over undervisningen henviste klager til, at han efter samtalen med lederen havde spurgt klassen, om de mente, at der var problemer med undervisningen, og et problem omkring, hvorvidt klager ville låse døren til undervisningslokalet, når undervisningen var i gang, blev løst. Dette blev efterfølgende meddelt til lederen. Omkring den anden klage henviste klager til, at det var svært at holde rede på, hvad problemet med kursisten var, fordi denne havde rejst sig midt i timen og var forsvundet, uden at have givet nogen forklaring eller forsøgt at komme i dialog med klager. Klager havde desuden aldrig set den pågældende klage, men kun lederens gengivelse. Klager blev afskediget den 6. oktober 2010 med baggrund i klagerne fra kursisterne, hvorefter indklagede ikke fandt, at klagers måde at kommunikere på var foreneligt med indklagedes værdigrundlag. Parternes bemærkninger Klager påstår, at han er blevet afskediget på grund af sin alder. Klager henviser til, at han på grund af sin anciennitet, faglighed og erfaring er dyrere at have ansat end en anden og mindre erfaren medarbejder. Klager er vidende om, at indklagede efter afskedigelsen har ansat en ikke færdig uddannet psykologistuderende til at varetage klagers undervisning. Klager har ca. 20 års undervisningserfaring med brede tværfaglige kompetencer i især pædagogik. Dette udmønter sig i løntrin, alderstillæg samt andre tillæg. Tillæggene var knapt forhandlet og beregnet færdige, før klager blev afskediget. Den kvinde, som skrev den kritiske mail til ledelsen, og som åbenbart selv var ansat som teknisk personale hos indklagede, var ikke indskrevet i klassen fra starten. Ifølge en anden elev på holdet, som klager har talt med i midten af juni 2011, kom den pågældende kvinde ikke mere på holdet efter klagers afskedigelse. Klagen over klager indeholder elementer om fordomme og kønspolarisering, der begge indgår i pensum, hvilket bør være indklagede bekendt. Klager er ikke af indklagede blevet gjort bekendt med kvindens tilhørsforhold til indklagede. Klager mener, at afskedigelsen af ham er udtryk for aldersdiskrimination, som bunder i økonomi, idet man har afskediget ham for at ansætte en yngre ikke-uddannet og dermed billigere underviser. Klager har forholdt sig til den lærer, der blev ansat på holdet, hvor kursisten der indgav den skriftlige klage gik. Klager kritiserer, at indklagede bruger nogle få kursisters klager og udsagn til at tage stilling til klagers kommunikation og til, hvorvidt denne var forenelig med indklagedes værdigrundlag. Ud af de fire hold, hvoraf der på de tre af dem er 32 kursister og på det sidste er 15 kursister, er klager fra tre elever ikke meget. Der er ikke en repræsentant fra ledelsen, der har været til stede i undervisningen. Klager havde efter den første samtale med lederen foreslået, at denne overværede en undervisningstime. Dette blev imidlertid aflyst af lederen. Indklagede har ikke uddybet, hvad de mener, der er galt med klagers måde at kommunikere og undervise på, eller hvad der er uforeneligt med indklagedes værdigrundlag. Indklagede afviser, at klager er blevet afskediget på grund af alder. Klager blev afskediget på baggrund af klagerne fra kursisterne, hvorefter ledelsen vurderede, at klagers måde at kommunikere på ikke var forenelig med indklagedes værdigrundlag. Det var derfor indklagedes opfattelse, at prøvetiden ikke var forløbet tilfredsstillende. Indklagede præciserer, at den skriftlige klage fra en kursist i e-mail af 13. september 2009 var videresendt fra indklagedes officielle mailpostkasse til forstanderen, som sendte den videre til uddannelseslederen. E-mailens afsender var anonymiseret af hensyn til de personer, der havde klaget. Den kursist, der havde klaget, var ikke ansat hos indklagede. Indklagede har overgivet de fire hold, som klager havde, til fire andre lærere. Disse lærere er henholdsvis 29 år, 53 år, 53 år og 72 år. Ud fra en økonomisk betragtning vil tre af disse lærere således udgøre den samme omkostning som klager. Indklagede valgte at ansætte klager, fordi han var uddannet psykologilærer, og hans alder var uden betydning i den forbindelse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af blandt andet en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klagers alder har haft betydning i forbindelse med opsigelsen. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse af 1349 af 16. oktober 2008 - § 1 om lovens anvendelsesområde - § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling - § 7a om delt bevisbyrde <7100126-12>