Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10901@2015-10-22/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ligeløn - parts- og vidneforklaringer - er handicap

J. nr. 2014-6810-02880 En kvinde med slidgigt i foden var ansat i fleksjob som IT-koordinator. Hun klagede over, at hun fik en lavere løn end sin kollega på grund af sit handicap. Da kvinden påpegede lønforskellen over for sin chef, fik hun at vide at det skyldtes hendes manglende fleksibilitet på grund af hendes handicap. Arbejdsgiveren bestred denne påstand. De to parter var også uenige om, hvorvidt kvindens og hendes kollegas arbejde havde samme værdi. En afklaring af disse spørgsmål krævede mundtlige parts- og vidneforklaring. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med aflønningen af en kvinde, der som følge af alvorlig slidgigt i foden er ansat i fleksjob som it-koordinator. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sit handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Klager fik i 2006 indsat en protese i højre ankelled som følge af posttraumatisk slidgigt efter et åbent ankelbrud i 1976. Det fremgår af klagers ressourceprofil, at hun har flere helbredsproblemer, hvoraf det væsentligste er smerter i højre fodled. Klager har problemer med hævelse og irritation i fodleddet, smerter ved længerevarende belastning og behov for hvile med foden hævet. Klager bruger dagligt krykker. Klager blev i november 2009 ansat i et fleksjob som datamatiker i den indklagede kommune med tjenested på en af kommunens skoler. Det fremgår af ansættelsesaftalen, at klager er ansat med en ugentlig arbejdstid på 37 timer, jf. flekstidsaftalen, men med en reel arbejdstid på 20 timer. Klager bliver aflønnet efter overenskomsten for kontor- og it-personale indgået mellem HK og Kommunernes Landsforening. Klagers månedsløn er beregnet på grundlag af hendes gennemsnitlige timeantal pr. uge: Denne lønsammensætning svarede på ansættelsestidspunktet til en samlet månedsløn på 23.838,25 kr. ekskl. pension. Ved årsskiftet 2013/2014 var klagers månedsløn 25.258,17 kr. Det fremgår af tilbud om ansættelse i fleksjob, at klagers arbejdstid skal planlægges fleksibelt, så fysisk overbelastning undgås. Klagers faste arbejdsplads skal indrettes med hæve-/sænkebord og specielt indrettet kontorstol. Ifølge et bilag til tilbuddet om ansættelse i fleksjob er klagers arbejdsopgaver reparation og test af pc'ere og printere samt installation og opsætning af server. Klagers stillingsbetegnelse er senere ændret til it-koordinator. Klager er beskæftiget i skolens it-team. Udover klager er der ansat yderligere en it-koordinator og en medarbejder i arbejdsprøvning /uddan-nelsesforløb (it-medarbejder). Den anden it-koordinator fik ved sin ansættelse i oktober 2007 tildelt fire løntrin for "personlige kvalifikationer". Der blev afholdt lønforhandling mellem klagers faglige organisation og indklagede den 14. november 2013. Indklagede har fremlagt følgende oversigt over klagers og den anden it-koordinators arbejdsopgaver: Klager : Kollegaen: Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at det er i strid med forskelsbehandlingsloven, at hun ikke får samme løn som den anden it-koordinator. Indklagede overtræder forskelsbehandlingsloven ved at anlægge andre kriterier i vurderingen af lønnen til en medarbejder i fleksjob end i de vurderinger, der anlægges ved andre sammenlignelige medarbejdere i samme team. Indklagede har inddraget fleksjobbet og handicappet som argument for ikke at give klager den samme løn som den anden it-koordinator. It-teamet har til opgave at yde IT-mæssig servicering/support til kommunens skoler. Medarbejderne i teamet har delt opgaverne mellem sig for at sikre en effektiv betjening af kunderne, men de kan i princippet "lave det hele". Klager blev i starten korrekt indplaceret på grundløntrin 28, men hun fik ikke tildelt kvalifikationstillæg. Klagers løn er ikke efterfølgende blevet ændret, bortset fra regulering via overenskomstbetingede stigninger, herunder et erfaringstillæg i 2013. Klager har fortsat ikke fået kvalifikationstillæg eller lignende. Klagers it-kollega får et kvalifikationstillæg på fire løntrin på pt. 1.745,67 kr. om måneden. Klagers faglige organisation bad om en lønforhandling, og der blev den 14. november 2013 afholdt møde mellem indklagede og klagers faglige organisation. Indklagede gjorde det straks på mødet klart, at man ikke ønskede at tildele klager en lønforhøjelse. Stillet over for det faktum, at klagers kollega, der har samme uddannelse og samme arbejdsopgaver som klager, får et kvalifikationstillæg på fire løntrin, blev det blandt andet oplyst, at klager ikke kunne få samme tillæg, da hun på grund af sit handicap/fleksjob ikke er fleksibel i samme grad som kollegaen. Der er ikke udarbejdet referat af lønforhandlingen, men indklagede har ikke senere benægtet at have henvist til klagers handicap/fleksjob i forbindelse med spørgsmålet om manglende ligeløn på arbejdspladsen. Klager fastholder, at indklagedes to deltagere på mødet den 14. oktober 2013 slog fast, at hendes handicap gjorde hende mindre fleksibel end kollegaen i it-teamet. Klager kan ikke genkende den skarpe opdeling af hendes og kollegaens arbejdsopgaver, som fremgår af den af indklagede fremlagte oversigt. Klager henviser i den forbindelse til, at telefonsupport fylder meget mere end anden support, idet brugerne hellere ringer end skriver. Det er klager, der sidder ved hovedtelefonen, mens kollegaen tager de skriftlige supportsager. Der er tale om en almindelig intern arbejdsfordeling mellem to ansatte. De fleste indkøb bliver foretaget af klager, og hun kan ikke genkende, at kollegaen skulle have specialanskaffelser som specialområde. Begge meddeler driftsudmeldinger, men kollegaens antal af udmeldinger er selvfølgelig større end klagers, da klager kun arbejder 20 timer. Klager stod i lang tid for reparationen af hardware, men på grund af mange opgaver er det nu fordelt, således at to it-koordinatorer har hver deres område. Klager sørger for A produkter, mens kollegaen sørger for B produkter. Afdelingen har ikke længere noget at gøre med reparation af servere, men klager og kollegaen har tidligere delt denne opgave. Afdelingen reparerer ikke selv printere, idet der bliver tilkaldt en reparatør fra de respektive firmaer. Indklagede er uforstående over for klagen. Klager blev ved sin ansættelse lønmæssigt indplaceret i samarbejde med den forhandlingsberettigede faglige organisation, HK. Indklagede og HK var enige om, at klager ikke ved ikke ved ansættelsen havde noget, der gjorde, at hun skulle indplaceres højere end grundlønnen på området. Der har løbende været lønforhandlinger mellem indklagede og HK, hvilket klager har været informeret om. Klager er ved disse lønforhandlinger ikke blevet tildelt yderligere løn bortset fra, at hun fra centralt hold blev tildelt to kvalifikationstrin pr. 1. oktober 2013. Klager har siden sin ansættelse haft en lønudvikling på 6,48 procent. Den tilsvarende lønudvikling for andre HK-ansatte hos indklagede har været på 6,2 procent. Den anden it-koordinator fik ved sin ansættelse i oktober 2007 tildelt fire løntrin for "personlige kvalifikationer". Pågældende har ikke siden sin ansættelse modtaget yderligere løntillæg udover det, han fik forhandlet ved sin ansættelse. Pågældende har ligesom klager kun haft den centralt aftalte lønudvikling. Det er ikke korrekt som anført af klager, at indklagede under mødet om lønforhandlingen oplyste, at klager ikke kunne få samme tillæg som kollegaen, da hun på grund sit handicap/fleksjob ikke var fleksibel i samme grad som denne. Der blev på mødet drøftet en eventuel lønforhøjelse, men indklagede mente ikke, at de to stillinger er helt sammenlignelige, da kollegaen udfører flere og mere forskellige opgaver end klager, hvilket fremgår af det af indklagede fremlagte bilag. Dette bilag blev udfærdiget af repræsentanten fra klagers faglige organisation efter lønforhandlingsmødet. Lønforskellen udgøres desuden af trin tildelt for forskellige kvalifikationer. Lønforskellen skyldes således tillæg for personlige kvalifikationer, hvilket intet har med arbejdsopgaverne at gøre. Der er tale om kvalifikationer, som kun kollegaen er vurderet til at besidde. Hvis man fratrækker kollegaens løntrin for personlige erfaringer, er lønniveauet præcis det samme for de to stillinger, nemlig grundløn 28 plus to løntrin efter fire års erfaring. Det blev ikke sagt på mødet, at klager ikke skulle have mere i løn, da hun er mindre fleksibel end sin kollega, men udover at hun ikke udfører de samme arbejdsopgaver, blev det også fremført, at ingen i afdelingen har haft en lønudvikling udover det, der blev aftalt centralt i 2009. Dette skyldes manglende økonomi i kommunen og som følge heraf i klagers afdeling. Klager blev således behandlet på samme måde som de andre ansatte i afdelingen og i kommunen generelt. For så vidt angår klagers og kollegaens arbejdsopgaver, er det indklagedes opfattelse, at klager er rigtig god til telefonsupportfunktionen. Kollegaen klarer pt. såvel telefonsupport som onlinesupport, da de fleste telefonhenvendelser bliver til "opret en sag online". Klagers kollega varetager en række specialanskaffelser ud over almindelige indkøb, herunder til skolebibliotekernes udlånssystemer og info-kioske og scannere til udlånssystemer med videre. Driftsudmeldingerne varetages oftest af klagers kollega, hvilket ikke alene skyldes forskellen i arbejdstid. Indklagede er enig i klagers bemærkninger om reparation. Opgaven i forhold til servere handler ikke om reparation, men om opsætning af de services, der hører til de forskellige virtuelle printere. Scannere skal sættes op til print, hvilket varetages af kollegaen, der også sørger for opdateringer og andet løbende vedligehold. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle en lønmodtager med handicap med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår foreligger, hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet hendes alvorlige slidgigt i højre fodled medfører varige skånehensyn blandt andet i form af særlig indretning af arbejdspladsen samt nedsat arbejdstid. Parterne er uenige om, hvorvidt indklagedes repræsentanter på mødet den 14. november 2013 tilkendegav, at klager ikke kunne opnå tillæg, fordi hendes handicap gjorde hende mindre fleksibel end hendes kollega. Parterne er endvidere uenige om, hvorvidt klagers og kollegaens arbejde er af samme værdi. En afklaring af disse spørgsmål kræver mundtlige parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for nævnet. Nævnet kan derfor ikke behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet  § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence  § 8 om afvisning af sagen  § 9, stk. 1, om klagebehandling  § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven  § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde  § 2, stk. 1 og 2, om forbud mod forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår  § 2 a om tilpasningsforpligtelsen  § 7a om delt bevisbyrde <2014-6810-02880>

Versioner

1. 2015-10-22