Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10980@2010-03-24/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - ansættelse - kommuner - ej medhold

J. nr. 2500201-09 Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en kommune gav afslag på en ansøgning til en stilling som IT-supporter, fordi ansøgeren pga. epilepsi ikke kunne erhverve kørekort.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en ansøger til en stilling som IT-supporter i en kommune fik afslag, fordi han ikke umiddelbart kunne erhverve kørekort på grund af epilepsi. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det er i ikke strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede gav klageren afslag på ansøgningen til stillingen som IT-supporter, fordi han ikke kunne erhverve kørekort. Sagsfremstilling Der er klaget over forskelsbehandling i forbindelse med, at en kommune gav en ansøger, der lider af epilepsi, afslag på hans ansøgning til en ledig stilling som IT-supporter. Det fremgår af sagen, at kommunen i september 2009 søgte en IT-supporter til kommunens IT-kontor. Ifølge stillingsopslaget skulle IT-supporteren indgå i et team på tre medarbejdere. Den primære arbejdsopgave var IT-support, såvel telefonisk som personligt, til cirka 300 brugere, der var fordelt på kommunens institutioner, afdelinger og kontorer. Kommunen indkaldte klageren til samtale, idet kommunen anså ham for at være velkvalificeret til stillingen. Klageren blev under samtalen spurgt, om han havde kørekort, og klageren oplyste, at han på grund af epilepsi tidligst ville kunne begynde at erhverve kørekort efter påsken 2010. Kommunen gav klageren afslag på stillingen som IT-supporter, selvom kommunen vurderede, at han var meget velkvalificeret. Kommunen begrundede afslaget med, at det var nødvendigt at have et kørekort for at bestride stillingen som IT-supporter, idet kommunen havde mange eksterne enheder, som ofte krævede besøg. Kommunen henviste til, at klageren under samtalen havde oplyst, at der var en vis usikkerhed omkring hans mulighed for at erhverve kørekort, og klageren derfor ikke kunne komme i betragtning til den endelige udvælgelse. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han blev diskrimineret på grund af sin epilepsi. Klager har henvist til, at det ikke fremgik af stillingsopslaget, at kørekort var et krav for at kunne bestride stillingen. Klageren blev under samtalen rost for sin ansøgning. Undervejs i samtalen blev han spurgt om kørekort. Klageren forklarede, at han ikke havde kørekort, fordi han i påsken havde haft et epileptisk anfald. Der skulle gå et år uden anfald, før han kunne begynde at tage kørekort. Klageren oplyste, at han forventede at kunne styre sin epilepsi og være anfaldsfri, således at han ville kunne begynde at tage kørekort efter påsken 2010. Klageren fik afslag, da han ikke havde kørekort, og kommunen mente, at det var usikkert, om han kunne erhverve kørekort. Det er klagerens opfattelse, at kommunen lige så godt kunne have sagt, at de ikke kunne ansætte ham, fordi han havde epilepsi. Han fik ikke chancen for at bevise, at han kunne arbejde på grund af det lille faktum, at han endnu ikke havde kørekort. Klageren har i øvrigt anført, at det ikke vil være en uforholdsmæssig stor byrde for kommunen at ansætte ham, da kommunen ville have haft mulighed for at søge tilskud til en person, der kunne køre bil i de nødvendige timer efter lov om kompensation til handicappede i erhverv. Indklagede gør gældende, at afslaget ikke var begrundet i klagerens epilepsi, men i usikkerhed omkring hans mulighed for at erhverve kørekort. Klageren var én blandt flere kvalificerede ansøgere til stillingen. Indklagede valgte en ansøger med tilsvarende gode kvalifikationer og mere erfaring end klageren. Denne ansøger ville kunne erhverve kørekort inden for prøvetiden. Indklagede har i øvrigt oplyst, at det er korrekt, at det ikke direkte fremgik af stillingsopslaget, at kørekort var et krav. Det fremgik dog, at arbejdet blandt andet indebærer personlig kontakt med brugere fordelt på alle kommunens institutioner, afdelinger og kontorer. Det er ikke muligt at benytte sig af offentlige transportmidler, og der skal ofte medbringes udstyr, som for eksempel pc, frem og tilbage. Indklagede har om omfanget af IT-supporternes kørselsbehov oplyst, at der er daglige besøg ud af huset. Besøgene er spredt på alle kommunens institutioner, afdelinger og kontorer. På grund af stor geografisk spredning er det nødvendigt med kørekort. For så vidt angår spørgsmålet om arbejdsgiverens pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger har indklagede oplyst, at det ikke er muligt at komme rundt til de forskellige arbejdssteder med kollektiv trafik inden for acceptabel tid. Budgettet gør det ikke muligt at anvende taxi eller at tildele en tjenestebil med chauffør. Det er indklagedes opfattelse, at anvendelse af taxi eller tjenestebil med chauffør vil være en uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiveren. Indklagede har ikke undersøgt, om at det ville være muligt at få støtte efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven). Ved forskelsbehandling forstås efter loven enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller vil blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse. Hvis en person, der anser sig for udsat for forskelsbehandling, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb. I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det fremgår også af forarbejderne, at det ikke er afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation. Nævnet har lagt vægt på, at klager forventede at være anfaldsfri og således kunne begynde at tage kørekort efter påsken 2010. Der var således tale om en midlertidig tilstand. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at betegne klagerens sygdom og dens følger som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klagen tages derfor ikke til følge. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1349 af 16. oktober 2008 - § 1, stk. 1-3, om forskelsbehandling - § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling af ansøgere til ledige stillinger - § 7a om bevisbyrde <2500201-09>

Versioner

1. 2010-03-24