Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10981@2011-06-29/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - selvstændig - kommuner - medhold

J.nr. 2500157-10 En kvinde fik afslag på sin ansøgning om at blive godkendt som privat dagplejer. Kommunen begrundede afslaget med klagers synshandicap og betydningen af øjenkontakt for små børn. Indklagede havde ikke bidraget med yderligere oplysning af sagen, men alene henvist til, at de fastholdt deres afgørelse. På den baggrund fandt nævnet ikke, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at der ikke var tale om direkte forskelsbehandling. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager søgte om at blive godkendt som privat dagplejer. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på at blive godkendt som privat dagplejer med henvisning til hendes synshandicap. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrenter fra den 13. juli 2010, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager søgte X kommune om tilladelse til at begynde som privat dagplejer efter endt pædagoguddannelse. Hun fik afslag fra kommunen med henvisning til hendes synshandicap. Følgende var anført som begrundelse: " En meget væsentlig ting for de små børns udvikling, er øjenkontakten, det er den børnene aflæser og det stærkeste signal vi som voksne sender. Øjnene fortæller det lille barn om vi kan lide det vi ser, om vi mener det vi siger, øjenkontakten er derfor det stærkeste signal vi kan give de små børn. Og som er med til at styrke deres udvikling. Som privat passer, vil du være alene med en børnegruppe i alderen 0-3 år i mange timer hver dag, samt være den der skal sikre børnenes optimale udvikling, og vi mener derfor ikke du kan godkendes." Parternes bemærkninger Klager påstår, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Hun ønsker at blive godkendt som privat dagplejer i X kommune, og hun ønsker en godtgørelse. Klager henviser til, at hun som uddannet pædagog kan arbejde med vuggestuebørn i en daginstitution, som er samme aldersgruppe som dagplejebørn. Hun oplever afslaget som en personlig og faglig fornærmelse. Hun oplyser, at hun selv har to børn på henholdsvis fire og tre år, som ikke har problemer med at have øjenkontakt med hende eller andre mennesker. Hun kører til dagligt både cykel og knallert, men har ikke kørekort til bil på grund af sit synshandicap. Hun sidder tæt på PC-skærm, TV og avis og lignende. Hendes øjne flakker nogle gange og andre gange ikke. Hun er ikke selv bevidst om det. Hun har gennemført sine uddannelser uden brug af forlænget tid. Klager har oplyst, at hun ville være at anse som selvstændig erhvervsdrivende, hvis hun var blevet godkendt som privat dagplejer. Indklagede påstår, at de ikke har overtrådt forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Indklagede henviser til den begrundelse, der fremgår af deres afgørelse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med et handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb. I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det fremgår også af forarbejderne, at det ikke er afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv. Ligebehandlingsnævnet finder, at klagers problemer med synet har medført en funktionsnedsættelse, og at der dermed er tale om et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet har lagt vægt på, at indklagede kommune har truffet afgørelse om klagers mulighed for at etablere sig som selvstændig, og at klagen derfor er omfattet af lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap. Nævnet finder desuden, at der er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit handicap. Der er herved lagt vægt på, at der i indklagedes afgørelse henvises til klagers synshandicap, som begrundelse for afslaget. Indklagede har ikke bidraget med yderligere oplysninger til sagen, men har alene henvist til, at deres afgørelse fastholdes. Den begrundelse, indklagede har givet for afslaget, går alene på betydningen af øjenkontakt med børnene, men indklagede har ikke i den forbindelse foretaget nogen nærmere undersøgelse af, hvorvidt klagers synshandicap gør, at klager ikke er fuldt kvalificeret til at være selvstændig dagplejer. Som sagen foreligger oplyst for nævnet og med henvisning til indklagedes begrundelse for afslaget, findes indklagede derfor ikke, at have løftet bevisbyrden for, at der ikke er tale om direkte forskelsbehandling. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrenter fra den 13. juli 2010, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 2, om klagebehandling Lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse af 1349 af 16. oktober 2008 - § 1 om lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 3, om forbud mod forskelsbehandling - § 7 om godtgørelse - § 7a om bevisbyrde <2500157-10>

Versioner

1. 2011-06-29