Gelex

Skrivelse om, hvorvidt et medlem af en kommunalbestyrelse, der er blevet idømt en bøde for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5, jf. stk. 6, samt færdselslovens § 118, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1, jf. til dels straffelovens § 82, nr. 14, er valgbar (Valgbarhedsnævnets skrivelse af 4. september 2015 til en kommunalbestyrelse)

GældendeVersion 2015-11-13
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11011@2015-11-13/da

Indhold
  1. Indledning

Skrivelse om, hvorvidt et medlem af en kommunalbestyrelse, der er blevet idømt en bøde for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5, jf. stk. 6, samt færdselslovens § 118, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1, jf. til dels straffelovens § 82, nr. 14, er valgbar (Valgbarhedsnævnets skrivelse af 4. september 2015 til en kommunalbestyrelse)

Ved brev af 1. juli 2015 har kommunalbestyrelsen i X Kommune i henhold til § 101, stk. 4, i lov om kommunale og regionale valg indberettet til Valgbarhedsnævnet, at kommunalbestyrelsesmedlem N. N. ved Retten i X den . . . . . . er blevet idømt en bøde på 50.000 kr. for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5, jf. stk. 6, samt færdselslovens § 118, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1 – dagældende færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1, jf. til dels straffelovens § 82, nr. 14. Det fremgår af dommen, at N. N. i perioderne . . . . . . har beskæftiget en brasiliansk statsborger dels i strid med en opholds- og arbejdstilladelse og dels uden en arbejdstilladelse. I perioden . . . . . . er ansættelsen sket i strid med en opholds- og arbejdstilladelse, og i perioden herefter er ansættelsen sket uden en arbejdstilladelse. Retten har fundet, at N. N. ikke i forbindelse med ansættelsen af pågældende i månederne . . . . . . var klar over, at pågældende ikke havde en arbejdstilladelse, der kunne anvendes i forbindelse med ansættelse hos N. N. Retten har dog fundet, at N. N. i denne periode har handlet uagtsomt ved ikke at undersøge forholdet nærmere, idet N. N. var klar over, at pågældende var brasiliansk statsborger. For så vidt angår ansættelsen fra . . . . . . har retten fundet, at N. N. har handlet forsætligt, da N. N. valgte at lade pågældendes ansættelsesforhold begynde, selv om N. N. var klar over, at pågældende ikke måtte arbejde, før han havde fået en arbejdstilladelse. Det fremgår derudover af dommen, at retten ikke har fundet det godtgjort, at N. N. har begået overtrædelsen med henblik på økonomisk vinding. Derudover fremgår det af dommen, at N. N. den . . . . . . har ført en personbil med en hastighed på mindst 114 km/t, selv om det ved færdselstavle – i forbindelse med midlertidig nedsættelse af hastighedsgrænsen ved vejarbejde eller arbejde af tilsvarende karakter – var angivet, at hastigheden ikke måtte overstige 80 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 40 procent af den tilladte hastighed. I den anledning skal det meddeles, at Valgbarhedsnævnet har fundet, at de begåede handlinger – uanset de krav, der må stilles til personer, der beklæder hverv som medlem af kommunale og regionale råd – ikke i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale og regionale råd, jf. den kommunale og regionale valglovs § 4. Den pågældende må derfor anses for valgbar.

Versioner

  1. 2015-11-13