Skrivelse om, hvorvidt et medlem af en kommunalbestyrelse, der er idømt en betinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 302, jf. bogføringslovens §§ 6, stk. 1, 10, stk. 1 og 13-15, er valgbar (Valgbarhedsnævnets skrivelse af 12. maj 2015 til en kommunalbestyrelse)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11013@2015-11-13/da
Indhold
Skrivelse om, hvorvidt et medlem af en kommunalbestyrelse, der er idømt en betinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 302, jf. bogføringslovens §§ 6, stk. 1, 10, stk. 1 og 13-15, er valgbar (Valgbarhedsnævnets skrivelse af 12. maj 2015 til en kommunalbestyrelse)
Ved brev af 12. maj 2015 har kommunalbestyrelsen i X Kommune i henhold til § 101, stk. 4, i lov om kommunale og regionale valg indberettet til Valgbarhedsnævnet, at kommunalbestyrelsesmedlem N. N. ved Retten i X den . . . . . . er blevet idømt 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 302, jf. bogføringslovens §§ 6, stk. 1, 10, stk. 1, og 13-15. Det fremgår af dommen, at pågældende som ansvarlig for virksomheden X ved ikke at kunne udlevere regnskabsmateriale til kurator efter virksomhedens konkurs og ved ikke at have sørget for, at bogføringen hverken var at finde på den computer, hvorpå bogføringen fandt sted, eller at der var en kopi af dette, ved grov uagtsomhed havde overtrådt bogføringslovens regler til opbevaring af regnskabsmateriale. Det fremgår endvidere, at retten ved vurderingen af forholdets grovhed særlig lagde vægt på, at både det digitale og selve det fysiske regnskabsmateriale var forsvundet, og på at den manglende betryggende opbevaring kunne have betydning for kurators mulighed for at vurdere eventuelle omstødelige eller ansvarspådragende dispositioner. Retten har fundet N. N. skyldig i overtrædelse af straffelovens § 302, jf. bogføringslovens §§ 6, stk. 1, 10, stk. 1, og 13-15. Retten har ikke forholdt sig til, hvorvidt overtrædelsen af straffelovens § 302 skal henføres under bestemmelsens stk.1, om særligt grove lovovertrædelser af lovgivningens krav, eller under stk. 2, om groft uagtsomme tilfælde. Byretten har herom alene udtalt, at N. N. ved grov uagtsomhed havde overtrådt bogføringslovens regler til opbevaring af regnskabsmateriale. Valgbarhedsnævnet må derfor ved sin afgørelse lægge til grund, at overtrædelsen af straffelovens § 302 skal henføres under bestemmelsens stk. 2, om grov uagtsomhed. I den anledning skal det meddeles, at Valgbarhedsnævnet har fundet det overvejende betænkeligt at fastslå, at den begåede handling – uanset de krav, der må stilles til personer, der beklæder hverv som medlem af kommunale og regionale råd – i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale og regionale råd, jf. den kommunale og regionale valglovs § 4. Den pågældende må derfor anses for valgbar.