Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11110@2012-09-26/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - selvstændig - afskedigelse under graviditet - medhold

J.nr. 7100242-12 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med opsigelsen af en agentkontrakt under klagers graviditet. Nævnet bemærkede indledningsvis, at værnetingsaftalen i kontrakten ikke var til hinder for, at Ligebehandlingsnævnet vurderede klagen, idet værnetingsaftalen vedrørte spørgsmålet om, hvilken domstol der skulle behandle eventuelle tvister. Aftalen forudsatte derfor, at der ville blive anlagt retssag. Nævnet vurderede, at klager var at betragte som lønmodtager i ligebehandlingslovens forstand, og derfor var beskyttet af lovens forbud mod forskelsbehandling. Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke var begrundet i klagers graviditet. Nævnet lagde vægt på, at indklagede i en række mails havde udtrykt stor tilfredshed med klagers arbejde. Efter klagers graviditet var der ikke fremlagt dokumentation for, at klager ikke opfyldte de stillede krav i agentkontrakten, eller at klager ikke skulle være kvalificeret til at forsætte i stillingen. Klager blev tilkendt en godtgørelse op 300.000 kr. svarende til ni måneders nettoindtægt.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med at klagers kontrakt med indklagede blev opsagt under klagers graviditet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sin stilling hos indklagede. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 300.000 kr. med procesrente fra den 5. december 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet Sagsfremstilling I efteråret 2010 blev klager ansat som agent for indklagede i Norge med opstart af aktiviteter fra den 1. november 2010. Klager blev ansat på en tidsbegrænset kontrakt, der udløb den 30. juni 2011. Klager havde primært kontakt til [navn], der har titel af Chief Executive Officer (CEO), og er en af ejerne af indklagede. Af agentkontrakt fra august 2010 fremgår at: " [. . . ] § 1 Denne kontrakt finder anvendelse på aftaler mellem agenturgiver og agenten, hvis hverv består i som selvstændig formidler at fremme afsætningen af agenturgiverens produkter. Agenten handler i agenturgiverens navn og for dennes regning. [. . . ] C. AGENTENS FORPLIGTELSER § 4 Agenten tilrettelægger selv sin arbejdstid og sine rejseruter. Agenten skal aflægge en ugentlig, skriftlig salgsrapport, hvis udformning aftales nærmere med [navn], CEO. Derudover skal agenten løbende holde agenturgiver underrettet om markedsforhold og konkurrencevilkår indenfor området. § 5 Agenten har ikke ret til uden agenturgivers forudgående tilladelse sideløbende at sælge andre produkter, der kan antages at konkurrere med agenturgiverens produkter, eller have interesser i virksomheder, der konkurrerer med agenturgiveren. § 6 Salgsvilkår, herunder leveringsbetingelser, priser og betalingsbetingelser etc. kan kun ændres af agenturgiver. Agenten skal straks underrettes om gennemførte ændringer. [. . . ] b. MED BEMYNDIGELSE Agenten er berettiget til at forhandle om og afslutte salg i agenturgiverens navn og på hans vegne. Agenten skal overholde de af agenturgiveren foreskrevne salgsvilkår, herunder leveringsbetingelser, leveringstid, priser og betalingsvilkår. Agenten skal omgående underrette agenturgiveren om afsluttet salg og skal senest dagen efter afgivelse sende alle ordrer til agenturgiver, enten elektronisk eller på fax. I nærværende kontrakt skal vilkårene under b. finde anvendelse. Agenten skal underrette agenturgiver om alle forespørgsler fra personer eller virksomheder, hvis domicil ligger uden for området, men sådan underretning giver ikke agenten ret til provision. § 7 Agenten er ikke uden særlig bemyndigelse berettiget eller forpligtet til at modtage betaling på agenturgivers vegne. [. . . ] G. V&Aelig; RNETING-LOVVALG § 14 Såfremt der opstår retstvister i forhold til aftalen, skal disse afgøres efter dansk ret ved Sø- og Handelsretten i København, eventuelt i Københavns Byret. H. S&Aelig; RLIGE AFTALER [. . . ] Budget Det forventes, at der det første år (1. december 2010 - 31. oktober 2011) vil blive solgt minimum 6.000 stel til overdragne og nye kunder fordelt på kundebesøg, telefonbestilling og messedeltagelse. Det forventes at perioder med mindre aktivitet og færre kundeaftaler udnyttes til planlægning, kundepleje samt afholdelse af ferie. Agenten skal som minimum det første år opnå 150 nye kunder i det givne markedsområde. Det forventes i den forbindelse, at kundeudvælgelsen foregår i overensstemmelse med agenturgiverens kvalitetskrav. Agentens indsats vil blive evalueret løbende med henblik på det videre engagement, første gang 3 måneder efter kontraktens start, med udgangspunkt i delmålet for perioden på 1.000 stel. Yderligere budgetter og salgsstatistikker udarbejdes individuelt med [navn], CEO." Af brev af 25. maj 2011 fra indklagede til klager fremgår: " " [. . . ] Som vi meddelte dig på sælgermødet den 6. maj 2011, har vi desværre ikke pt. mulighed for at kunne tilbyde dig en forlængelse af din agentaftale, når den udløber med udgangen af juni 2011. Som du er gjort bekendt står vi over for en større omstrukturering på det norske marked og først når vi har overblik over konsekvenserne af denne, vil vi have mulighed for evt. at kunne tilbyde dig en ny agentaftale. " Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes beslutning om ikke at forlænge hendes tidsbegrænsede agentkontrakt. I juni 2010 blev klager af en tidligere kollega bedt om at tage kontakt til CEO, der var på udkig efter en ny agent i Norge. Klager havde tidligere mødt [navn]. Klager blev inviteret til Danmark til et møde med deltagelse af andre repræsentanter fra indklagede. Indklagede spurgte blandt andet klager, om hun planlagde familieforøgelse, hvilket hun svarede ja til, men hun kunne ikke sige noget om, hvornår det ville ske. Under mødet blev der også talt om muligheden af at tilbyde klager en fast stilling. Det viste sig dog at være forbundet med for meget arbejde at oprette et selskab i Norge med blot én ansat. Løsningen blev derfor, at klager blev ansat i en afdeling af hendes fars konsulentfirma og blev tilbudt en selvstændig agentkontrakt. Efter opstarten af aktiviteter fik klager kun positive tilbagemeldinger på arbejdet, både fra indklagede og fra de norske kunder, ligesom klagers salgstal hele tiden var gode. Klager har fremlagt dokumentation herfor i form af e-mailkorrespondance med CEO [navn] og klager. I januar 2011 blev klager spurgt, om hun ville deltage i en salgsmesse i februar måned i New York sammen med CEO. Klager tog dette som et stort kompliment. På tidspunktet for turen til New York var klager gravid i 9. uge. Hun besluttede sig for at fortælle dette til CEO på turen. CEO blev meget chokeret og sagde, "men du er jo lige begyndt". De næste dage arbejdede klager og indklagede. CEO virkede meget irriteret over alt, hvad klager gjorde. De talte om graviditeten under en middag, og klager sagde til CEO, at hun allerede havde planlagt forløbet, så det ville påvirke hendes arbejde mindst muligt. CEO fandt dog dette urealistisk. Da klager forsøgte at kommentere den anspændte stemning, fik klager besked om, at det hele foregik i hendes hoved. Efter hjemkomsten hørte klager ikke meget fra CEO, bortset fra nogle få e-mails. Tidligere havde de kontakt, og klager fik altid at vide, at hun kunne ringe når som helst. Klager fik efterfølgende en mail fra indklagede omkring de praktiske forhold i forbindelse med graviditeten. Af fremlagt udateret mail fremgår blandt andet, at "med hensyn til udbetaling af aconto provision er det selvfølgelig klart at vi ikke fremadrettet kan udbetale din provision aconto, da hverken du eller vi har nogle som helst forudsætninger for at vide hvornår du må stoppe pga. din graviditet eller barsel". Den 4. maj 2011 deltog klager i et salgsmøde med indklagede. Hun fik udleveret den nye kollektion og afleverede de udgåede modeller. I programmet var det angivet, at klager skulle have sin individuelle salgsvurdering den 5. maj 2011 om morgenen sammen med CEO og [navn på klagers kontaktperson]. Da klager ankom samme morgen, viste det sig, at [navn på klagers kontaktperson] ikke skulle være med, og at det i stedet var [navn på en anden person i ledelsesgruppen], der skulle være med til samtalen. Under samtalen den 5. maj 2011 fortalte CEO, at hun netop havde været i Kina, og at indklagede havde bestemt sig for at satse på dette marked. Hun skulle lede denne indsats. Det betød også, at hun ikke havde mulighed for at tage sig af de resterende kunder i Norge. Klager regnede med, at hun ville blive bedt om at overtage opgaven. I stedet oplyste CEO hende om, at de ville finde en medarbejder, der kunne tage over for CEO, og de var nødt til at tilbyde denne medarbejder en mere åben stilling. De havde derfor bestemt sig for, at de ikke ville forny klagers kontrakt, når den udløb i juni 2011. Klager blev chokeret og begyndte at græde. Klager forstod ikke, at indklagede tidligere havde udtrykt tilfredshed med klagers arbejde, og så samtidig ikke ville forny hendes kontrakt. Klager fik besked om, at det ikke havde noget med kvaliteten af hendes arbejde at gøre. Klager spurgte, om hun kunne fortsætte til slutningen af september måned, så hun fik efterårssalget med, som hun havde brugt det meste af sidste år på at forberede. Det var ikke muligt. De to næste dage havde klager aftaler om at fremvise den nye kollektion hos nogle kunder. Fra den 11. maj 2011 blev klager sygemeldt. Skuffelsen over indklagedes behandling efter så meget hårdt arbejde var for hård for klager. Da klager fik den skriftlige version af opsigelsen, var der ikke anført noget om Kina som årsagen til opsigelsen. Der var derimod tale om en omorganisering af det norske marked. Klager er overrasket over indklagedes forklaring om, at CEO ikke kunne forsætte arbejdet i Norge på grund af den øgede fokus mod Kina. På indklagedes hjemmeside står CEO fortsat opført som kontaktperson for det norske marked, og hun har lavet mange Facebook opdateringer om sine kundebesøg i Norge, ligesom hun har været til stede på de norske messer i det sidste år. Hun har også beholdt de samme kunder, som hun havde, da klager arbejdede som agent. Den person, der blev ansat i stedet for klager, er opført som salgsrepræsentant, som også var klagers titel. Klager er også meget overrasket over, at indklagede påstår, at hun ikke havde kompetencerne til at varetage den nye stilling. Det ser ud som om, at stillingen er nøjagtig den samme, bortset fra at indklagede denne gang har oprettet en norsk afdeling og har fastansat den nye medarbejder. Den nye medarbejder tiltrådte stillingen den 1. oktober 2011, hvilket var en uge før klager gik på barselorlov. Klager blev derimod nægtet at arbejde frem til tidspunktet for hendes barselorlov, hvilket betød et stort økonomisk tab for klager, der havde investeret både tid og penge i arbejdet, ligesom hun også havde købt en bil. Hvis grunden til den manglende forlængelse af klagers kontrakt virkelig var ønsket om at indtræde på det kinesiske marked, så er klager uforstående overfor det forhold, at hendes tidligere kunder fik så mange forskellige forklaringer omkring ophøret af hendes arbejde. Indklagede fortalte både, at klager selv havde opsagt kontrakten, og at hun allerede var gået på barselorlov, og at indklagede måtte ansætte en ny medarbejder, da klager gennem længere tid havde været sygemeldt. Med hensyn til påstanden om, at klager var at betragte som selvstændig erhvervsdrivende og derfor ikke er omfattet af ligebehandlingsloven, så fastholder klager, at der var tale om et arbejdsforhold mellem en overordnet og en underordnet. Som det fremgår af agentkontrakten, så var der meget bestemte krav til, hvordan klagers hverdag skulle forløbe. Alt fra antal af kundebesøg, præcist tidspunkt for indlevering af ugerapporter, deltagelse i obligatoriske salgsmesser og salgsmøder, der blev bestemt af indklagede. Klager måtte heller ikke sælge andre brillemærker end indklagedes mærke. Indklagede gør gældende, at sagen bør afvises, da agentkontrakten indeholder en værnetingsklausul, hvorefter retstvister i henhold til kontrakten skal behandles ved Sø-og Handelsretten eller Københavns Byret. Klager kan endvidere ikke betragtes som lønmodtager og er derfor ikke omfattet af ligebehandlingsloven. Hvis Ligebehandlingsnævnet mod forventning måtte komme frem til, at det var i strid med ligebehandlingsloven, at indklagede ikke forlængede kontrakten med klager, er det klagers vurdering, at en sådan manglende forlængelse ikke kan sidestilles med en opsigelse. Der henvises til en dom fra Højesteret fra i år. Sagen skal derfor ikke vurderes efter ligebehandlingslovens § 9 men efter lovens § 2. En eventuel godtgørelse, som Ligebehandlingsnævnet måtte tilkende klager, skal derfor fastsættes til 25.000 kr., da en manglende forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt ikke kan sidestilles med en opsigelse ifølge den nævnte dom fra Højesteret. Værnetingsklausulen er ikke udtryk for et særligt byrdefuldt vilkår, men derimod et helt sædvanligt aftalevilkår indgået mellem to ligeværdige parter. Klager gør gældende, at kontrakten ikke blev forlænget på grund af klagers graviditet. Det er utvivlsomt en retstvist, der udspringer af agentkontrakten, hvorfor den aktuelle sag er omfattet af værnetingsklausulen. Ligebehandlingsloven foreskriver, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Klager er derfor kun omfattet af loven, hvis hun kan betragtes som lønmodtager. Lønmodtagerbegrebet er ikke nærmere defineret i ligebehandlingsloven, ligesom dansk lovgivning generelt ikke indeholder en fast definition af lønmodtagerbegrebet. Ved vurderingen lægges der i praksis vægt på en række forhold, herunder om vedkommende indtager en tjenestestilling, om der består et over-underordnelsesforhold og om vedkommende er underlagt arbejdsgiverens instruktionsbeføjelse. Der lægges også vægt på, hvordan den pågældende vederlægges, og der betales A-skat af vederlaget. Endelig lægges der vægt på parternes egen klassifikation af forholdet. Det fremgår af sagen, at der ikke er indgået ansættelseskontrakt mellem klager som lønmodtager og indklagede som arbejdsgiver. Der er derimod indgået agentkontrakt mellem klager som agent og indklagede som agenturgiver. Det var helt klart ved indgåelsen af kontrakten, at indklagede ikke ønskede at ansætte en medarbejder i Norge. I forbindelse med indgåelsen af kontrakten opfordrede indklagede klager til at søge rådgivning om kontraktens indhold, da der var tale om en agentkontrakt. Også i den efterfølgende periode har det været gjort helt klart, at klager ikke har været ansat ved indklagede. Det fremgår blandt andet af mails af 10. og 11. marts 2011. Klager rejste ikke spørgsmål omkring karakteren af parternes relation. I kontrakten står, at klagers hverv bestod i "som selvstændig formidler" at fremme afsætningen af agenturgivers produkter. I overenstemmelse med dette anfører klager i klagens indledende afsnit, at hun fungerede som selvstændig agent for indklagede. Der er derfor ikke tvivl om, at hverken klager eller indklagede betragtede klager som lønmodtager. Det forhold at klager og indklagede før indgåelsen af agentkontrakten drøftede om klager skulle ansættes som lønmodtager, men endte med at indgå en agentkontrakt, understøtter klart, at det ikke på noget tidspunkt har været parternes hensigt at indgå en ansættelseskontrakt med klager som lønmodtager. Det karakteristiske for vederlæggelsen af en lønmodtager er, at lønmodtageren ikke opnår en driftsherregevinst, men derimod betaling i forhold til den medgåede tid eller det tilvejebragte resultat (tidløn eller akkordløn). Hertil kommer, at lønmodtageren sædvanligvis opnår godtgørelse for udlæg ved hvervets bestridelse, ligesom lønmodtageren får stillet driftsmateriel til rådighed fra arbejdsgiver. I modsætning hertil bekoster den selvstændige selv materialer, redskaber og lokaler. Det fremgår af agentkontrakten, at klager udelukkende blev vederlagt med provision i henhold til den provisions- og omsætningstabel, der er indeholdt i kontrakten. Klager blev således kun aflønnet med provision af det opnåede salg og ikke for den medgåede tid. Klager opnåede som selvstændig agent en driftsherregevinst ved salget af agenturgivers produkter i Norge. Dette forhold indikerer klart, at klager ikke var lønmodtager, men derimod selvstændig agent. Det fremgår også af agentkontrakten, at klagers krav på provision bortfaldt, hvis det endeligt blev fastslået, at en betaling fra en kunde viste sig uerholdelig, og dette ikke skyldtes omstændigheder, der kunne tilregnes indklagede. Klager bar med andre ord risikoen for, at kunderne betalte for de leverede produkter, hvilket bekræfter, at klager ikke var lønmodtager, da lønmodtagere ikke bærer risikoen for, at arbejdsgivers kunder betaler for de af arbejdsgiveren leverede produkter. Provisionen blev afregnet ved, at klager fremsendte fakturaer til indklagede, der herefter indbetalte provisionen til klagers konto uden indeholdelse af A-skat, hvilket i sig selv bekræfter, at klager ikke var lønmodtager. Klager skulle også selv afholde alle udgifter forbundet med salget af indklagedes produkter, herunder udgifter til kørsel, overnatning udenfor hjemmet og forplejning i forbindelse hermed. Det er typisk for selvstændigt erhvervsdrivende, hvorimod lønmodtagere typisk får betalt udgifter i forbindelse med hvervets bestridelse. Det fremgår af agentkontrakten, at klager selv skulle tilrettelægge sin arbejdstid, og at indklagede ikke havde en bestemt arbejdstid for klager. Indklagede har i kontraktperioden ikke udført nogen planlægning af klagers arbejdstid. Bortset fra messer og lignende har klager selv kunnet planlægge sin arbejdstid. Klager skulle også selv beslutte sine rejseruter og hvilke potentielle kunder, hun ville besøge, ligesom hun selv bestemte, hvordan besøgene skulle tilrettelægges. Der bestod ikke et over-underordnelsesforhold mellem klager og indklagede, og klager var ikke undergivet indklagedes instruktionsbeføjelse i relation til "arbejdets" udførelse. Klager har dog flere gange henvendt sig til CEO med henblik på vejledning om kundebesøg. Kontrakten indeholdt i bilag 2 alene generelle mål for kundebesøg, hvilket tilsvarende gør sig gældende for indklagedes øvrige agentkontrakter. Bestemmelsen havde til formål at sikre, at der var aktivitet på det marked, som agentkontrakten vedrørte. Tilsvarende blev der aftalt løbende rapportering på salg med henblik på kontraktens overholdelse. Klager var ikke forhindret i at tage andet arbejde eller indgå andre agentkontrakter, når blot de ikke konkurrerede med indklagedes virksomhed i Norge. Det indikerer, at der ikke var tale om et lønmodtagerforhold, da lønmodtagere ikke må udøve anden erhvervsmæssig beskæftigelse uanset at det ikke konkurrerer med arbejdsgiverens virksomhed. Agentkontrakten blev ikke forlænget med klager, da indklagede på daværende tidspunkt stod overfor en større omstrukturering på det norske marked på grund af en væsentlig ændring af indklagedes overordnede strategi. De strategiske ændringer bestod i, at indklagede allerede i foråret 2011 besluttede at deltage i Udenrigsministeriets VITUS samarbejde vedrørende etablering af virksomhed i de såkaldte BRIK lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina). Indklagede havde særlig fokus på det kinesiske marked, hvor indklagede efterfølgende har etableret virksomhed. CEO har tidligere været eneansvarlig for det norske marked. I forbindelse med at indklagede indgik agentkontrakt med klager, blev det norske marked imidlertid opdelt mellem CEO og klager. Klager havde primært de kunder, der lå i det sydlige Norge og med overvejende fokus på kunder i én af de to store brillekæder, som indklagede samarbejdede med på det norske marked. CEO havde fortsat det overordnede ansvar og varetog en koordinerende rolle på det norske marked, mens klager udelukkende varetog en salgsfunktion. CEO var og er anført som medejer af indklagede, og havde derfor andre opgaver ved siden af opgaverne som overordnet ansvarlig for det norske marked. Da CEO skulle forlade det norske marked i forbindelse med etablering af virksomhed i Kina, havde indklagede behov for at ansætte en ny medarbejder, der kunne påtage sig CEO'ens rolle som øverste ansvarlig for det norske marked. Indklagede vurderede, at det ville være særdeles vanskeligt at tiltrække egnede kandidater, der ville acceptere en stilling som den CEO havde haft på det norske marked, da der ikke var tale om en fuldtidsstilling. For at kunne tiltrække de rette kandidater med de rette kvalifikationer til stillingen vurderede indklagede, at det var nødvendigt at samle det norske marked i ét distrikt og oprette en ny stilling som salgsrepræsentant med ansvar for hele det norske marked. Den nye stilling skulle således både have salgsansvaret for hele det norske marked og det overordnede administrative og koordinerende ansvar. Samtidig skulle klagers funktion som salgsagent nedlægges. Derfor blev kontrakten ikke forlænget. Klager blev ikke tilbudt den nyoprettede stilling som salgsrepræsentant med ansvar for hele det norske marked, da indklagede vurderede, at klager ikke havde de rette kompetencer og kvalifikationer. Klager var en dygtig salgsagent og levede som sådan op til indklagedes forventninger. Klager krævede dog løbende meget supervision af CEO, herunder i forbindelse med planlægning af salget i hendes distrikt. Hertil kom, at klager ikke var tilstrækkelig selvstændig og krævede løbende opfølgning og instruktion. Klager kunne derfor ikke varetage det fulde ansvar for hele det norske marked uden supervision af CEO eller en anden. Stillingen som salgsrepræsentant med ansvar for hele det norske marked blev efterfølgende besat med virkning fra den 1. oktober 2011. Der er ingen modstrid mellem det forhold, at CEO stadigvæk figurerer på indklagedes hjemmeside som kontaktperson i Norge, stadigvæk har enkelte kunder i Norge og oplysningen om omstruktureringen på det norske marked. Af hensyn til CEO's store netværk i Norge, og for at signalere kontinuitet overfor virksomhedens kunder, fremgår CEO på hjemmesiden som kontaktperson i Norge sammen med den nye medarbejder, der nu er ansat til at varetage salget på det norske marked. CEO betjener nu primært kunder, hvor indklagede har skønnet, at de personlige relationer er afgørende for kundeforholdet. Det er derfor også naturligt, at CEO stadig deltager på messer i Norge. I forbindelse med indklagedes satsning i Kina afgav CEO hovedparten af sine kunder til den nyansatte medarbejder i Norge. Hun betjener nu cirka 120 kunder, mens klager som agent betjente cirka 70 kunder. Det er samtidig planen, at den nyansatte medarbejder fremover også skal varetage forhandling af rammekontrakter med kæder med videre. Denne stilling har således ikke samme indhold som agentkontrakten, omend stillingen naturligvis også indeholder salg til de kunder, som klager betjente som agent. Indklagede valgte at tilknytte den nye medarbejder som ansat Sales Representative, da virksomheden i efteråret 2011 af hensyn til toldregler og logistikforhold valgte at etablere et selskab i Norge. Indklagede kan ikke genkende oplysningen om, at der ikke er givet generel information til de norske kunder, eller at der er givet forskellige forklaringer på ophøret. De norske kunder er blevet informeret telefonisk og på messer og i forbindelse med den nyansatte medarbejders opstart som Sales Representative. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet. Det bemærkes indledningsvis, at agentkontraktens værnetingsaftale ikke ses at være til hinder for Ligebehandlingsnævnets behandling af klagen, idet værnetingsaftalen vedrører spørgsmålet om, hvilken domstol der skal behandle eventuelle tvister. Aftalen forudsætter således, at der er eller vil blive anlagt retssag. Aftalen udelukker derimod ikke nævnsbehandling udenfor domstolssystemet af en sådan tvist. Af ligebehandlingslovens § 2 fremgår, at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser. Af § 9 fremgår endvidere, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager blandt andet på grund af graviditet. Det er nævnets vurdering, at klager er at betragte som lønmodtager i ligebehandlingslovens forstand og derfor er beskyttet af lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af køn. Ved denne vurdering er det især tillagt betydning, at klager i overensstemmelse med ordlyden af agentkontrakten udførte opgaverne efter tæt og hyppig kontakt med indklagede, ligesom hun var underlagt nærmere definerede krav om antallet af solgte stel og besøg hos kunder og var forpligtet til at aflevere en ugentlig skriftlig salgsrapport på et bestemt tidspunkt. Uanset at klager havde en vis grad af frihed i arbejdet for indklagede, er det nævnets vurdering, at samarbejdet mellem klager og indklagede reelt var et lønmodtager-arbejdsgiver forhold. Indklagede har gjort gældende, at agentkontrakten var tidsbegrænset. Af kontraktens punkt B "Produkter og område" fremgår, at eneagenturet for indklagedes briller i perioden fra 1. november 2010 til 30. juni 2011 overdrages til klager i nærmere angivne regioner af Norge. Af kontraktens punkt F "Ophør af aftalen" fremgår i § 12, at aftalen af hver af parterne kan opsiges med nærmere angivne varsler afhængig af, om opsigelsen sker i det første år efter indgåelsen eller senere. Det fremgår ikke under dette punkt eller andre steder i kontrakten, at aftalen er tidsbegrænset. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at parternes aftale var tidsbegrænset som hævdet af indklagede. Det er derfor nævnets vurdering, at det forhold, at indklagedes beslutning, meddelt klager ved brev af 25. maj 2011, reelt var en opsigelse. Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at beslutningen meddelt ved brev af 25. maj 2011, ikke var begrundet helt eller delvist i klagers graviditet. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af e-mails fra 21. januar til 10. februar 2011 fra indklagede til klager fremgår, at indklagede er meget tilfreds med klagers arbejde i Norge. Disse mails ligger umiddelbart forud for det tidspunkt, hvor klager oplyste indklagede om, at hun var gravid. Der er efterfølgende ikke fremlagt dokumentation for, at klager ikke opfyldte de stillede krav i agentkontrakten, eller at klager ikke skulle være kvalificeret til at fortsætte i stillingen. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der under hensyn til de fremlagte oplysninger om gennemsnitlig månedlig provision og udgifter passende skønsmæssigt kan fastsættes til 300.000 kr., svarende til ni måneders nettoindtægt. Indklagede skal herefter betale 300.000 kr. til klager med procesrente fra den 5. december 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 905 af 3. september 2012 - § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov nr. 161 af 12. april 1978, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. - § 1 om lovens anvendelsesområde - § 2 om ligebehandling af mænd og kvinder - § 14 om godtgørelse - § 16, stk. 4, om bevisbyrde

Versioner

1. 2012-09-26