Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - parts- og vidneforklaringer

GældendeVersion 2012-06-01
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11112@2012-06-01/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 7100190-12 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en ordrekoordinator/indkøbsassistent blev afskediget, mens hun var på barselorlov. Parterne i sagen var ikke enige om, i hvilket omfang klagers arbejdsopgaver blev overtaget af en anden medarbejder, således at arbejdsopgaverne fortsat var til stede i virksomheden. Parterne var heller ikke enige om, hvorvidt klager ville kunne have tilegnet sig de fornødne faglige og/eller tekniske kompetencer til at varetage andre opgaver i virksomheden. Nævnet afviste sagen fordi den krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en ordrekoordinator/indkøbsassistent, der var ansat i en IT-virksomhed, blev afskediget, mens hun var på barselorlov. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da afgørelsen af, om afskedigelsen af klager var i strid med ligebehandlingsloven, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Klager blev den 1. oktober 2008 ansat hos indklagede, en IT-virksom-hed. Ifølge ansættelsesaftalen var klager primært ansat som ordrekoordinator, dog med henblik på en delt stilling med 50 procent som "ordrekoordinator" og 50 procent som "indkøbsassistent". Klager var på barselorlov fra den 23. december 2010 med forventet tilbagevenden til arbejdspladsen den 3. oktober 2011. Ved brev af 29. marts 2011 blev klager opsagt med tre måneders varsel til fratræden den 30. juni 2011. Begrundelsen for opsigelsen var, at salget i virksomheden i 2010 var faldet med 35 procent i forhold til 2009. Det var i opsigelsesbrevet blandt andet anført, at på trods af foranstaltninger, herunder reorganisering og afskedigelse af personale, var resultaterne for virksomheden af ikke acceptabelt niveau. Det var videre anført, at ordrerne for første halvår af 2011 var på et niveau, der var lavere end den tilsvarende periode i 2010 og i de første tre måneder havde resulteret i et ikke ubetydeligt tab, hvilket krævede yderligere foranstaltninger i form af organisatoriske forandringer og opsigelser. Det anførtes endelig, at den stilling, som klager havde i virksomheden, derfor var lukket. Der var herefter en korrespondance mellem indklagedes faglige organisation og virksomheden. Ved brev af 13. april 2011 oplyste virksomheden blandt andet, at salget i 2010 var faldet 35 procent i forhold til 2009, og at ordretilgangen i første halvdel af 2011 var lavere end den tilsvarende periode i 2010, hvilket medførte et ikke ubetydeligt tab for virksomheden. Der blev derfor afskediget tre medarbejdere i 2010 og i perioden fra januar til marts 2011 blev der fjernet fire stillinger, herunder klagers. Virksomheden henviste i den forbindelse til, at klager var ansat som ordrekoordinator og indkøbsassistent, og at disse stillinger var nedlagt efter omstruktureringen. Der havde heller ikke været behov for en vikar under klagers barselorlov. Ved brev af 17. maj 2011 oplyste virksomheden, at følgende stillinger var nedlagt: - logistik- og ordrechef med ansvar for fragter, indkøb, ordrekoordinering og kundesupport - medarbejder i kundesupport - sælger - grafiker med arbejdsopgaver som emballage, manualer og brochurer - ordrekoordinator og indkøbsassistent (klager) Virksomheden oplyste samtidig, at der tidligere havde arbejdet en "teamleder" og klager i ordrekoordineringen. Der var nu kun teamleder A tilbage. Der var heller ikke nogen stilling som indkøbsassistent, da der ikke fandtes behov herfor. Ved brev af 25. maj 2011 anførte klagers faglige organisation, at der efterfølgende var ansat en ny sælger og en ny grafiker i virksomheden. Organisationen henviste også til, at virksomheden den 7. september 2010 havde sendt en mail rundt til medarbejderne, hvoraf fremgik, at klagers arbejdsopgaver var i "salgssupport", hvor hun skulle assistere B med forskellige opgaver. Ifølge organisationsdiagram af 2. februar 2011 bestod "salgssupport" af B og C. Det var således den faglige organisations opfattelse, at klagers stilling ikke var nedlagt, men at klagers arbejdsopgaver fortsat var i virksomheden, idet de var overdraget til en anden medarbejder. Hertil oplyste virksomheden i brev af 26. maj 2011, at logistikchefen var opsagt den 18. januar 2011. Virksomheden oplyste samtidig, at der ikke var ansat en ny grafiker, og at den sælger, der blev ansat, allerede var ansat forud for afskedigelsen af en sælger. Det oplystes videre, at de ansatte i virksomhedens mail af 27. september 2010 fik besked om, at klager ville "hjælpe B med forskellige opgaver". Disse opgaver var af ikke-teknisk karakter, mens de opgaver, som C arbejder med kræver teknisk viden, da han samtidig hjælper produktchefen. Virksomheden har i brev af 15. juni 2011 nærmere redegjort for, hvilke tekniske opgaver, der udføres af C. Det drejer sig blandt andet om at hjælpe produktchefen med at vurdere, hvilke licenser forskellige produkter kræver, og at analysere, hvilke filformater et produkt skal kunne styre. Hertil kommer blandt andet test af produkter og tekniske diskussioner med leverandører. Det var virksomhedens opfattelse, at de pågældende produkter krævede en høj grad af teknisk kompetence, som klager ikke havde. Herefter bestred den faglige organisation i brev af 5. juli 2011, at klager ikke havde den tekniske viden og korrespondance, som krævedes i stillingen. Organisationen anførte, at klager besidder den samme tekniske viden som C. Hertil kom, at klager taler kinesisk og kan kommunikere på kinesisk med leverandørerne. I brev 16. august 2011 meddelte virksomheden blandt andet, at det var virksomhedens opfattelse, at klager i løbet af den tid, som hun havde været ansat, ikke på nogen måde havde vist, at hun havde evnen til at lære at forstå tekniske spørgsmål vedrørende virksomhedens produkter. Den faglige organisation indbragte herefter på vegne af klager sagen for Ligebehandlingsnævnet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven, da hun blev afskediget, mens hun var på barselorlov. Klager bestrider, at hendes stilling reelt er blevet nedlagt, idet opgaverne efter hendes opfattelse stadig findes i virksomheden, men blot er omorganiserede. Det var efter klagers opfattelse besluttet allerede inden hendes barsel, at C skulle overtage hendes arbejdsopgaver. Klager bestrider også, at hun ikke skulle være i besiddelse af de kompetencer, som kræves, for at hun kunne varetage stillingen. Klager henviser i den forbindelse til, at hun har kompetencer inden for virksomhedens områder, og at hun efter en kortere oplæring ville kunne varetage de opgaver, som ligger i stillingen fremadrettet. Det er klagers opfattelse, at det var på grund af hendes fravær under barselorloven, at hun ikke løbende havde mulighed for at tilegne sig den tekniske viden, som C havde mulighed for, da han overtog klagers stilling. Det er klagers opfattelse, at hun ville kunne have udført de samme arbejdsopgaver som C, hvis hun havde fået muligheden herfor. Denne mulighed fik klager imidlertid ikke, da hun var på barsel. Klager oplyser, at der blev ansat en sælger og en grafiker i virksomheden. Klager henviser i den forbindelse til, at hun ofte havde hjulpet sælgerne med at kontakte leverandører og forhandle priser med leverandørerne. Det er i øvrigt klagers opfattelse, at de efterfølgende afskedigelser af andre medarbejdere, herunder C, ikke er relevante for sagen. Indklagede afviser, at klager blev opsagt på grund af barselorloven. Indklagede oplyser, at virksomheden i perioden 2010-2011 blev reduceret fra 24 til 15 medarbejdere. Klager blev ansat som ordrekoordinator og indkøbsassistent. Som ordrekoordinator arbejder nu kun A, der er teamleder, mens jobbet som indkøbsassistent ikke mere findes i organisationen. Indklagede henviser til, at der ikke er ansat en ny grafiker i virksomheden. Den grafiker, der er ansat i virksomheden, er kun ansat i et vikariat. Der er ansat en sælger, men en anden sælger er stoppet i virksomheden. I øvrigt har ingen af disse arbejdsopgaver været aktuelle for klageren, da hun både mangler uddannelse og erfaring inden for disse områder. Selvom klager nogle gange har haft kontakt med leverandører, indebærer det efter indklagedes opfattelse ikke, at hun er kvalificeret som sælger. Indklagede henviser videre til, at de opgaver, som C udfører for 95 procents vedkommende er helt andre end de opgaver, som klager havde. C´s opgaver kræver teknisk viden, da han også hjælper produktchefen. C har en stor del tekniske færdigheder af specialistkarakter, og han har kompetencer, som ikke mange har mulighed og interesse for at erhverve. Indklagede oplyser i øvrigt, at der efterfølgende er afskediget yderligere medarbejdere, således at der kun er ni medarbejdere tilbage. Blandt de nye afskedigede er C, en supportmedarbejder, en lagermedarbejder og virksomhedens bogholder. Det er indklagedes opfattelse, at klager ikke i løbet af den tid, hun var ansat i virksomheden havde vist, at hun havde evnen til at forstå tekniske spørgsmål vedrørende virksomhedens produkter. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (ligebehandlingsloven). Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af barsel. Hvis en medarbejder på barselorlov bliver afskediget, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i barselorloven. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at det på grund af dårlig økonomi i den indklagede virksomhed var nødvendigt at afskedige nogle medarbejdere. Parterne er ikke enige om, i hvilket omfang klagers arbejdsopgaver som ordrekoordinator og indkøbsassistent er overtaget af salgssupportmedarbejder C, således at arbejdsopgaverne fortsat er til stede i virksomheden. Parterne er heller ikke enige om, hvorvidt klager ville kunne have tilegnet sig de fornødne faglige og/eller tekniske kompetencer til at varetage andre opgaver i virksomheden. Ligebehandlingsnævnet finder på denne baggrund, at det er nødvendigt for at kunne afgøre sagen, at der foretages en bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for Ligebehandlingsnævnet, men må i givet fald ske ved domstolene. Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen. <7100190-12>

Versioner

  1. 2012-06-01