Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11204@2015-12-10/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
J. nr. 2015-6811-07898 En kvinde klagede over, at hun blev afvist i døren til en stripklub på grund af sit køn. Hun havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, da hun ikke efter anmodning oplyste datoen for afvisningen. Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager oplyser, at hun blev nægtet adgang til en stripklub. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven. Sagsfremstilling Klager har klaget over, at hun blev nægtet adgang til den indklagede stripklub. Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 10. februar 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun blev nægtet adgang til den indklagede stripklub, fordi hun er en kvinde. Hun synes ikke, at dette er en fair behandling, da hun lægger lige så mange penge som mænd, og det ikke kan passe, at der skal være forskel mellem mænd og kvinder på den måde. Klager har trods opfordret hertil ikke besvaret yderligere henvendelser fra nævnet. Indklagede har bedt klager om at oplyse, hvilken dato hun forsøgte at komme ind på stripklubben. Generelt er alle velkomne hos indklagede uanset køn, farve og religion. Indklagede har haft klubben i 17 år og har ikke hørt om det problem før. Indklagede har haft nogle afløsere i døren, som også kender deres politik, men det fremgår ikke af klagen, om det er på denne vagt, det er sket. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Klager har ikke oplyst nærmere om datoen for den påståede afvisning. Det har således ikke været muligt for indklagede at forholde sig nærmere til klagen. På den baggrund finder nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Ligestillingsloven - § 1 a, stk. 1, nr. 2., om lovens anvendelsesområde - § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 2, stk. 4, om bevisbyrde <2015-6811-07898>