Gelex

Offererstatningslovens § 7 - dækning fra anden side, nævnets j.nr. 13-520-01179

GældendeVersion 2015-01-01
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11554@2015-01-01/da

Indhold
  1. Indledning

Offererstatningslovens § 7 - dækning fra anden side, nævnets j.nr. 13-520-01179

Ansøger var i 2011 udsat for vold. Ansøger søgte efterfølgende om erstatning, herunder om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en periode på halvandet år forud for Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse om ansøgers erhvervsevnetab. Ansøger modtog i en del af perioden en kompensation for erhvervsevnetabet fra sit forsikringsselskab. Nævnet besluttede at fradrage denne kompensation i den samlede erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. offererstatningslovens § 7, stk. 1, idet nævnet fandt, at udbetalingen fra forsikringsselskabet (delvist) kompenserede ansøger for den tabte arbejdsindtægt. Ansøgers advokat vendte herefter tilbage over for nævnet. Advokaten henviste i den forbindelse til en dom fra Højesteret (U2014. 933H), hvori Højesteret fandt, at en privattegnet invalidepension i det konkrete tilfælde ikke kunne fratrækkes i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet invalidepensionen ikke havde karakter af virkelig skadeserstatning efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2. Ved en gennemgang af policen fra ansøgers forsikringsselskab fremgik det, at den ydelse, som ansøger fik udbetalt, var baseret på en fikseret løn, og at ydelsen blev udløst ved nedsættelsen af erhvervsevnen med en angiven brøk (50 % eller derover). Det konkrete erhvervsevnetab og eventuelle forventede ændringer i lønnen havde ikke betydning for ydelsen. Udbetalingen af ydelsen var endvidere ikke afhængig af, om erhvervsevnetabet i sig selv blev kompenseret fra andre sider. Nævnet vurderede på den baggrund, at der ikke var tale om virkelig skadeserstatning, men om en summaforsikring. Nævnet tilkendte herefter ansøger yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste svarende til udbetalingen fra forsikringsselskabet, som nævnet tidligere havde fratrukket i erstatningen.

Versioner

  1. 2015-01-01