Offererstatningslovens § 6 a - nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko, nævnets j.nr. 13-520-02658 m.fl.
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11564@2015-06-11/da
Indhold
Offererstatningslovens § 6 a - nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko, nævnets j.nr. 13-520-02658 m.fl.
Forurettede omkom under en speedbådsulykke sammen med 3 andre personer på båden. Forurettedes ægtefælle og børn søgte herefter om forsørgertabserstatning hos Erstatningsnævnet. Nævnet afslog ansøgningen i medfør af offererstatningslovens § 6 a. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke vides, hvem af de fire afdøde, der var fører af båden på ulykkestidspunktet, men at det alene var bådens ejer, der havde speedbådscertifikat, og at han på skadestidspunktet var spirituspåvirket med en promille på 1,42. To af de øvrige afdøde, herunder forurettede, var også spirituspåvirkede med promiller på henholdsvis 1,19 og 1,67, mens den fjerde afdøde ikke var spirituspåvirket, men han havde ikke speedbådscertifikat. Nævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at et vidne henvendte sig til politiet efter hændelsen og oplyste, at han var tæt på at blive påsejlet, da båden med stor fart og meget tæt på vidnet sejlede forbi. Ingen af de fire bar redningsveste. Der blev ikke fundet nogen former for navigationsudstyr i båden. Efter forklaringerne til sagen havde de fire omkomne drukket og spist sammen, inden de skulle sejle, og der blev fundet både øldåser og spiritusflasker i båden; nogle åbnet og andre ikke. Nævnet lagde til grund, at såfremt det var én af de spirituspåvirkede, der førte båden, var de andre vidende om dette. Hvis det var den upåvirkede, der styrede båden, havde han ikke speedbådscertifikat og måtte slet ikke sejle båden, hvilket nævnet tillige fandt, at de øvrige kunne antages at have været vidende om. Nævnet fandt således, at der var udvist en sådan grad af egen skyld og accept af risiko, at erstatningen måtte bortfalde. Ansøgerne stævnede herefter Erstatningsnævnet. Retten tiltrådte, at forurettede havde udvist en sådan grad af egen skyld og accept af risiko, at erstatningen som udgangspunkt skulle bortfalde. Retten fandt imidlertid samtidig, at der gjorde sig sådanne særlige forhold gældende vedrørende de efterladtes (økonomiske) situation, at der var grundlag for i medfør af erstatningsansvarslovens § 24, stk. 2, at lempe forurettedes medvirken med 1/3. Nævnet tilpligtedes herefter at anerkende, at ansøgerne var berettigede til erstatning nedsat med ”alene” 2/3 som følge af forurettedes udviste egen skyld/accept af risiko, jf. offererstatningslovens § 6 a, jf. erstatningsansvarslovens § 24.