Gelex

Offererstatningslovens § 10 - for sen eller manglende politianmeldelse, nævnets j.nr. 14-520-04410

GældendeVersion 2015-08-24
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11570@2015-08-24/da

Indhold
  1. Indledning

Offererstatningslovens § 10 - for sen eller manglende politianmeldelse, nævnets j.nr. 14-520-04410

Ansøger, der var 18 år på gerningstidspunktet, politianmeldte efter 15 dage, at hun var blevet voldtaget på vej hjem fra sit ”efter skole”-job som babysitter. Anmeldelsen skete dagen efter, at hun havde fortalt sin mor om overgrebet. Nævnet afslog i første omgang at tilkende ansøger erstatning under henvisning til offererstatningslovens § 10 og kravet heri om politianmeldelse inden 72 timer. Ansøgers advokat anmodede nævnet om genoptagelse og fremsendte i den forbindelse en udtalelse fra den ledende psykolog på et center for voldtægtsofre, som ansøger i tiden efter voldtægten havde konsulteret adskillige gange. Det fremgik af udtalelsen blandt andet, at ansøger som følge af overgrebet var markant påvirket af symptomer svarende til en posttraumatisk belastningsreaktion (hvilket af Arbejdsskadestyrelsen beskrives blandt andet som en forbigående sygdom, hvor symptomerne opstår kort tid efter den traumatiske oplevelse og forsvinder inden for to døgn). Det fremgik ligeledes af en udtalelse, der tidligere var indsendt til nævnet, fra samme psykolog, at ansøger lige efter overgrebet led af en akut belastningsreaktion, der indebar desorientering, tilbagetrukkethed og håbløshed. Herudover indebar tilstanden en tendens til undgåelse, hvilket kunne forklare den sene anmeldelse, da ansøger var for påvirket til at anmelde overgrebet til politiet. Ansøgers tilstand i tiden mellem overgrebet og politianmeldelsen bekræftedes endvidere af ansøgers mor, der til politiet forklarede, at ansøger havde været meget påvirket. Nævnet gennemgik sagen på ny og fandt efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grundlag for at dispensere fra kravet om politianmeldelse inden 72 timer, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 2, idet nævnet fandt at kunne lægge til grund, at ansøger var så psykisk påvirket af overgrebet, at hun ikke havde været i stand til at anmelde forholdet rettidigt. Nævnet tog herefter sagen under behandling.

Versioner

  1. 2015-08-24