Offererstatningslovens § 13 - 2-årsfristen, nævnets j.nr. 15-520-06468
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11599@2015-06-12/da
Indhold
Offererstatningslovens § 13 - 2-årsfristen, nævnets j.nr. 15-520-06468
To skadevoldere blev i 2004 dømt for at have slået ansøgers far ihjel. Ansøger var på daværende tidspunkt 18 dage gammel og blev i retten tilkendt ca. 215.000 kr. i forsørgertabserstatning. Nævnet modtog først en ansøgning om erstatning 7 år efter domsafsigelsen. Nævnet meddelte herefter ansøger afslag på erstatning under henvisning til offererstatningslovens § 13. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at der under straffesagen var beskikket en bistandsadvokat for ansøger, som skulle varetage ansøgers interesser, herunder de erstatningsretlige interesser. Den sene anmeldelse af erstatningskravet over for nævnet kunne være en ansvarspådragende fejl fra advokatens side, hvorfor nævnet samtidig henviste ansøger og den tidligere bistandsadvokat til at anmelde sagen over for advokatens ansvarsforsikringsselskab. Ansøger stævnede efterfølgende nævnet med påstand om, at nævnet skulle se bort fra fristoverskridelsen. Retten gav ansøger medhold heri og hjemviste sagen til fornyet behandling i nævnet. Retten fandt, at der var særlige grunde til, at nævnet uanset fristoverskridelsen burde behandle sagen. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at fristoverskridelsen skyldtes, at ansøgers beskikkede bistandsadvokat undlod at indbringe sagen for nævnet og heller ikke orienterede ansøgers værge om muligheden herfor. Den pågældende bistandsadvokat var efterfølgende ophørt med at drive advokatvirksomhed, og der var i anledning af sagen afsagt en udeblivelsesdom over ham. Men da han ikke længere fungerede som advokat, var han heller ikke længere dækket af en ansvarsforsikring. Retten lagde endvidere vægt på, at ansøgers værge (mor) med nogen føje var af den opfattelse, at det i retten tilkendte beløb var båndlagt, og at værgen i de efterfølgende år forsøgte at skaffe sig nærmere oplysning herom. Da værgen i 2011 blev bekendt med den rette sammenhæng, indbragte hun sagen for nævnet. Nævnet tilkendte efterfølgende ansøger forsørgertabserstatning i overensstemmelse med dommen, idet kravet dog først blev forrentet fra det tidspunkt, hvor kravet blev fremsat over for nævnet.