Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11619@2015-03-26/da

Indhold

1. Indledning

Offererstatningslovens §§ 1 og 10 - plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden, nævnets j.nr. 14-520-05719

Ansøger var ansat på en institution for voksne fysisk og psykisk udviklingshæmmede. Ansøger var på vej til at klippe et lamelgardin ned, som skadevolder (A) var meget optaget af, da A greb fat i ansøger ved halsudskæringen i hendes trøje og i hendes arme og hænder. A ville ikke give slip, og han greb hårdere fat i både arme og hænder, da ansøger gjorde modstand. Det lykkedes ikke for et par tililende kollegaer at få A til at slippe sit greb. Først da A tabte sine briller, lykkedes det at aflede A’s opmærksomhed, således at ansøger slap fri af grebet. Efterfølgende var A meget urolig og ophidset, indtil en leder kom til stede og fulgte A tilbage til A’s værelse. A er udviklingshæmmet med Downs Syndrom, og han har ikke noget sprog. Ansøger søgte som følge af episoden Erstatningsnævnet om godtgørelse for svie og smerte. Nævnet besluttede at afslå ansøgningen, idet forholdet ikke var anmeldt til politiet inden 72 timer (offererstatningslovens § 10), og idet det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at skaden var sket ved en overtrædelse af straffeloven (offererstatningslovens § 1). Vedrørende § 10 lagde nævnet vægt på, at ansøger først politianmeldte forholdet efter halvanden måned, og at der ikke var oplysninger om konkrete, individuelle pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende A eller episoden, som havde talt imod en rettidig politianmeldelse. Nævnet lagde videre vægt på, at ansøger ville have kunnet anmelde episoden på et tidligere tidspunkt, og at det i sidste ende er ansøgers – og ikke arbejdsgiverens – ansvar, om forholdet anmeldes rettidigt til politiet. Vedrørende § 1 fandt nævnet efter en samlet gennemgang af sagen ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed var godtgjort, at A ved den oplyste episode havde overtrådt straffelovens § 119 eller andre straffelovsbestemmelser. Nævnet lagde vægt på, at A holdt godt fast i ansøger, men at han hverken slog, sparkede, nev eller lignende, samt at ansøger efter det oplyste heller ikke fik fysiske mærker som følge af episoden. Nævnet lagde endvidere vægt på, at A ikke har noget sprog, og at hans eneste kommunikationsform derfor er at tage fat i personalets håndled/arme, og at han, hvis han ikke bliver efterkommet i et ønske, holder fast i arm(e) og/eller halskraven. Nævnet fandt herefter ikke, at A’s handling – selv hvis det lagdes til grund, at den var udført med forsæt til en strafbar handling – kunne betegnes som retsstridig og kvalificeret.

Versioner

1. 2015-03-26