Offererstatningslovens § 6 a - nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko, nævnets j.nr. 14-520-05627
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/11621@2015-12-01/da
Indhold
Offererstatningslovens § 6 a - nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko, nævnets j.nr. 14-520-05627
Ansøger søgte om erstatning hos nævnet som følge af en episode, hvor ansøger blev tildelt mange hug/snitlæsioner i ansigtet og på hænderne med en gurkakniv, hvorved ansøger fik flere store flænger i panden og hovedbunden, ligesom han mistede spidsen af venstre lillefinger. Episoden fandt sted i skadevolders entre og flyttede sig efterfølgende ud i skadevolders trappeopgang. Nævnet afslog ansøgningen i medfør af offererstatningslovens § 6 a. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger, som tidligere i ét tilfælde var dømt for vold efter straffelovens § 244 mod skadevolder, havde forklaret, at han den pågældende aften ved kl. 23-tiden var godt beruset og vred på skadevolder og henvendte sig ved hoveddøren til skadevolders lejlighed. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøger selv medbragte en kniv, at ansøger trængte ind i entréen til skadevolder, da skadevolder åbnede døren, og at ansøger her uretmæssigt angreb skadevolder med kniven. Nævnet lagde desuden vægt på, at retten fandt skadevolder skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved at have tildelt ansøger mange hug/snitlæsioner i ansigtet og på hænderne med en gurkakniv, dog således at de hug/snitlæsioner, som skadevolder tildelte ansøger i entreen og først i tumulten på trappen, var omfattet af straffelovens § 13, stk. 1, og således straffri. Nævnet lagde imidlertid samtidig vægt på, at det var ansøger, som ved at opsøge skadevolder i dennes lejlighed startede konflikten, der førte til hans tilskadekomst, og at retten ved straffastsættelsen blandt andet lagde vægt på, at skadevolders gerning grænsede til en straffrihedsgrund, og at den blev begået i oprørt sindstilstand efter ansøgers uretmæssige overgreb. Nævnet fandt således efter en samlet vurdering, at ansøger ved sin adfærd havde udvist en så betydelig grad af egen skyld, at erstatningen bortfaldt. Det ændrede ikke herved, at skadevolder ved dommen ikke i det hele blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1.