Påbud om at etablere mekanisk udsug med afkast til det fri ved træarbejde ved pladesav samt påbud om autoriseret arbejdsmiljørådgiver
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9014@2015-01-13/da
Indhold
Påbud om at etablere mekanisk udsug med afkast til det fri ved træarbejde ved pladesav samt påbud om autoriseret arbejdsmiljørådgiver
Ved Arbejdstilsynets tilsynsbesøg blev det konstateret, at der i en Drive-In hal var opstillet en pladesav, hvor der blev foretaget opskæring af diverse træemner af forskellige sorter, herunder løvtræ. Der var etableret udsug ved pladesaven i form af udsug med filter og opsamling i poser. Luften i dette udsug blev recirkuleret. Arbejdstilsynet vurderede, at der ved opskæring af træarbejde skete en udvikling af sundhedsskadelig træstøv, som kan medføre irritation af slimhinder i øjne og luftveje samt risiko for kronisk bronkitis. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn fastholdte Arbejdstilsynets afgørelse med påbud om etablering af mekanisk udsug med afkast til det fri, samt Arbejdstilsynets afgørelse med påbud om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå sig med at efterkomme påbuddet samt med at forebygge lignende arbejdsmiljøproblemer. Nævnet lagde vægt på, at der i Drive-In hallen foretages opskæring af forskellige træsorter, herunder løvtræ, og at luften i det etablerede udsug i form af udsug med filter og opsamling i poser recirkuleres. Videre lagde nævnet vægt på, at træstøv fra bl.a. løvtræ er sundhedsskadeligt. I forhold til rådgivningspåbuddet lagde nævnet vægt på, at manglende procesudsug med afkast til det fri i forbindelse med brug af en pladesav til opskæring af træemner, er et kompleks og alvorligt arbejdsmiljøproblem som efter reglerne automatisk udløser et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 30. september 2014 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets påbud af 9. december 2013, om at [navn udeladt] skal etablere mekanisk udsug med afkast til det fri i forbindelse med træarbejde ved pladesaven i Drive-In hallen, samt om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed til at bistå sig med at efterkomme påbuddet. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets påbud om, at [navn udeladt] skal etablere mekanisk udsug med afkast til det fri i forbindelse med træarbejde ved pladesaven i Drive-In hallen. Nævnet fastholder desuden Arbejdstilsynets påbud om, at [navn udeladt] skal bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed til at bistå sig med at efterkomme ovennævnte påbud samt med at forebygge lignende arbejdsmiljøproblemer. Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 1. april 2015. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 8. april 2015. Virksomheden skal senest 6 uger fra denne afgørelse give besked til Arbejdstilsynet om, hvilken autoriseret arbejdsmiljørådgiver, der er indgået aftale med. B E G R U N D E L S E Påbud om etablering af mekanisk udsug med afkast til det fri: Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 25. juni 2013 konstaterede, at der i Drive-In hallen foretages opskæring af forskellige træsorter, herunder løvtræ, cirka 15 gange om dagen, og at ledelsen har oplyst, at der er 3-4 ansatte i Drive-In hallen. Nævnet har også lagt vægt på, at der er etableret udsug i form af udsug med filter og opsamling i poser, men at luften i dette udsug recirkuleres. Videre har nævnet lagt vægt på, at blandt andet træstøv fra løvtræ er sundhedsskadeligt. Det fremgår af lov om arbejdsmiljø, at arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Videre fremgår det af reglerne om faste arbejdssteders indretning, at hvis det ikke kan hindres, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af luftarter, støv eller lignende, der er sundhedsskadelige skal der etableres en mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Den udsugede luft ikke må føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler, og samtidig skal der tilføres frisk erstatningsluft af passende temperatur. Rådgivningspåbud: Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at manglende procesudsug med afkast til det fri i forbindelse med brug af en pladesav til opskæring af træemner, er et kompleks og alvorligt arbejdsmiljøproblem som efter reglerne automatisk udløser et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Nævnet har også lagt vægt på, at der ikke er oplysninger på sagen om, at [navn udeladt] indenfor det seneste år har løst et tilsvarende arbejdsmiljøproblem på samme arbejdsplads. Nævnet bemærker i den forbindelse, at [navn udeladt] i høringsperioden og under klagens behandling i nævnet har haft mulighed for at indsende oplysninger, der kan bekræfte, at [navn udeladt] har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted indenfor det seneste år forud for Arbejdstilsynets besøg. Det fremgår af lov om arbejdsmiljø, at Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Det fremgår af reglerne om brug af autoriserede rådgivningsvirksomhed, at Arbejdstilsynet afgiver rådgivningspåbud, når tilsynet samtidigt afgiver påbud som følge af overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen vedrørende et eller flere komplekse eller alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der er vanskelige at løse. Arbejdsgiver skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører sundhedsskadelig luftforurening fra en arbejdsproces på faste arbejdssteder, hvor procesudsuget luftrecirkuleres, således at den udsugede luft fra den forurenende proces føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler. Bemærkninger til klagen: [navn udeladt] har i klagen anført, at Arbejdstilsynet ikke har godtgjort, at art og omfang af en eventuel forekomst af træstøv er sundhedsskadeligt eller eksplosiv. Arbejdsmiljøklagenævnet skal bemærke, at blandt andet træstøv fra løvtræ er sundhedsskadeligt. [navn udeladt] har også i klagen anført, at [navn udeladt] ikke forud for afgørelsen er blevet gjort bekendt med, at Arbejdstilsynet overvejede at træffe afgørelse om rådgivningspåbud, og at virksomheden derfor ikke har haft mulighed for at komme med bemærkninger om, hvorvidt der indenfor det sidste år er blevet løst et identisk arbejdsmiljøproblem. Nævnet skal bemærke, at det fremgår af Arbejdstilsynets besøgsrapport af 25. juni 2013 til [navn udeladt], at »Arbejdstilsynet overvejer at træffe afgørelse i form af fx påbud, herunder eventuelt rådgivningspåbud«, og at [navn udeladt] derfor er blevet gjort bekendt med Arbejdstilsynets overvejelser. Nævnet skal videre bemærke, at [navn udeladt] i høringsperioden og under klagesagens behandling har haft mulighed for at indsende oplysninger der kan bekræfte, at [navn udeladt] har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted indenfor det seneste år forud for Arbejdstilsynets tilsynsbesøg. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Om arbejdsstedets indretning ● § 42, stk. 1, og § 43, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Om ventilation ● § 35, stk. 1 og 3, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning med de ændringer der følger af bekendtgørelse nr. 721 af 22. juni 2006 Om rådgivningspåbud ● § 77a, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 4, stk. 1, og § 17, stk. 1, nr. 2, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet Afgørelsens retlige grundlag fremgår af de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, e-mails af 17. februar 2014, 20. marts 2014, 26. maj 2014, 23. juni 2014 og 15. august 2014 fra [navn udeladt] samt breve af 7. marts 2014, 29. april 2014 og 24. juli 2014 fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til [adressater udeladt] Regler Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 om lov om arbejdsmiljø … Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. … § 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om 1. arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj, 2. velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole, 3. udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange. Stk. 2. Det kan i reglerne i medfør af stk. 1 fastsættes, at de gælder for udlejere af bygninger, lokaler, arealer m.v. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. … Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning . . . Kapitel 8 Ventilation … § 35. Hvis det ikke kan hindres, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af luftarter, støv eller lignende, der er sundhedsskadelige eller eksplosive, eller udvikling af røg, mikroorganismer, aerosoler, ildelugt eller anden generende luftforurening, skal der etableres en mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Samtidig skal der tilføres frisk erstatningsluft af passende temperatur. Stk. 2. Hvis forureningen ikke kan fjernes effektivt på udviklingsstedet, skal arbejdsprocessen henlægges til et særligt rum, kabine eller lignende, hvor der ikke udføres andet arbejde, og som er udstyret med tilstrækkelig mekanisk ventilation. Stk. 3. Den udsugede luft må ikke føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler, jf. dog stk. 4, stk. 5 og stk. 6. … Stk. 10. De i stk. 1 og 2 nævnte ventilationsanlæg skal være forsynet med en kontrolanordning, der angiver utilstrækkelig funktion. Ventilationsanlæg, omfattet af undtagelsen i stk. 4, stk. 5 og stk. 6, skal endvidere være konstrueret således, at recirkulation automatisk frakobles eller produktionen stoppes, hvis rensningen er utilstrækkelig. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet … Kapitel 1 Formål og område … § 4 . Arbejdstilsynet afgiver rådgivningspåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt afgiver et eller flere af følgende afgørelser: 1. Påbud som følge af overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen vedrørende et eller flere komplekse eller alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der er omfattet af §§ 8 – 25, dvs. vanskelige at løse. … Kapitel 3 Pligter for arbejdsgivere og bygherrer, der modtager rådgivningspåbud ved alvorlige eller komplekse arbejdsmiljøproblemer, der er vanskelige at løse … Det kemiske område … § 17. Arbejdsgiveren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører sundhedsskadelig luftforurening fra en arbejdsproces på faste arbejdssteder, hvor 1. der ikke er etableret en effektiv mekanisk udsugning med samtidig tilførsel af frisk erstatningsluft af passende temperatur, 2. procesudsuget luftrecirkuleres, således at den udsugede luft fra den forurenende proces føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler, eller 3. der er mange spredte forureningskilder på arbejdspladsen, og forureningen ikke fjernes effektivt.