Gelex

Manglende instruktion i at udføre jordudgravningsarbejde på en farefri måde

GældendeVersion 2015-01-14
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9019@2015-01-14/da

Indhold
  1. Indledning

Manglende instruktion i at udføre jordudgravningsarbejde på en farefri måde

Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg ved et anlægsarbejde, hvor en ansat var i færd med jordudgravningsarbejde og konstaterede, at den ansatte stod i et 2,4 meter dybt hul uden tilstrækkelig sikring og fik oplyst, at han ikke havde fået konkret instruktion i arbejdets udførelse. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn fandt, at den ansatte ikke havde fået en tilstrækkelig instruktion i at udføre arbejdet med kloakering i en jordudgravning på arbejdsstedet på en farefri måde. Nævnet lagde vægt på, at Arbejdstilsynet på tilsynsbesøget fik oplyst af den ansatte, der udførte arbejde i en jordudgravning, at han ikke havde fået konkret instruktion i, hvordan arbejdet med jordudgravning skulle udføres på en farefri måde. Nævnet lagde desuden vægt på, at Arbejdstilsynet på tilsynsbesøget fik bekræftet oplysningerne af ledelsen.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 25. november 2014 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 22. august 2014, hvor kommunen fik påbud om straks at sikre, at ansatte får nødvendig og tilstrækkelig instruktion i at udføre arbejdet i udgravningen på en farefri måde. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 22. august 2014, om at [navn udeladt] straks skulle sikre, at ansatte fik nødvendig og tilstrækkelig instruktion i at udføre arbejdet i udgravningen på en farefri måde. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at den ansatte ikke havde fået en tilstrækkelig instruktion i at udføre arbejdet med kloakering i en jordudgravning på arbejdsstedet [adresse udeladt] på en farefri måde. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet på tilsynsbesøget fik oplyst af den ansatte, der udførte arbejde i en jordudgravning, at han ikke havde fået konkret instruktion i, hvordan arbejdet med jordudgravning skulle udføres på en farefri måde. Nævnet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet på tilsynsbesøget fik bekræftet oplysningerne af ledelsen ved [navn udeladt]. Nævnet lægger til grund for afgørelsen, at Arbejdstilsynet på tilsynsbesøget konstaterede, at en af virksomhedens ansatte udførte arbejde med kloakering i en jordudgravning, hvor der ikke var etableret passende skråningsanlæg eller brugt afstivning eller anden egnet foranstaltning, så fare for jordskred var effektivt imødekommet. Ifølge arbejdsmiljøloven skal arbejdsgiveren gøre de ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, ligesom arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Det følger af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed, får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkesfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde. Den nævnte oplæring og instruktion skal tilpasses udviklingen, herunder forekomsten af nye faremomenter, og skal om nødvendigt gentages regelmæssigt. Bemærkninger til klagen/tilbagemeldingen: [navn udeladt] har i tilbagemeldingen til Arbejdstilsynet af 27. august 2014 anført, at medarbejderne har fået en tilstrækkelig instruktion til at udføre udgravningsarbejder sikkerhedsmæssigt forsvarligt. [navn udeladt] finder ikke, at det kan konkluderes, at fordi medarbejderne muligvis foretog et fejlskøn i den aktuelle sag, så er det ensbetydende med, at medarbejderne ikke er instrueret tilstrækkeligt, idet medarbejderne traf valget på et fagligt grundlag, følte sig ikke udsat for fare og mente forholdene var fuldt ud sikkerhedsmæssigt forsvarlige. Arbejdsmiljøklagenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det følger af reglerne i arbejdsmiljølovgivningen, at arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed, får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Nævnet skal hertil bemærke, at det ikke er afgørende, om de ansatte er i stand til at træffe et valg vedrørende arbejdsopgaven på et fagligt grundlag, men derimod om oplæringen og instruktionen har været tilstrækkelig. Nævnet skal desuden bemærke, at en generel instruktion ikke er tilstrækkelig, idet instruktionen skal give klar besked om, hvordan den ansatte skal håndtere situationer og foranstaltninger, der er vigtige, for at arbejdet kan udføres sikkert. Nævnet skal i den forbindelse henvise til, at Arbejdstilsynet på tilsynsbesøget fik oplyst af den ansatte, at han ikke havde fået konkret instruktion i, hvordan arbejdet med jordudgravning skulle udføres på en farefri måde, og at denne oplysning blev bekræftet af vejformanden. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen benyttet følgende regler: – Om instruktion: ○ § 17, stk. 1 og stk. 2, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. ○ § 18, stk. 1 og stk. 2, i bekendtgørelse om arbejdet udførelse, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004. – Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: ○ § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] [titel udeladt] Kopi til: - [adressater udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. … Kapitel 4 - Almindelige pligter Arbejdsgiveren § 17. Arbejdsgiveren skal gøre de ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal endvidere sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdsgiverens pligter efter stk. 1 og 2. … Kapitel 13 - Arbejdstilsynet … § 77 . Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … … Bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 4 - Oplæring og instruktion § 18. Arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, herunder om arbejdsmedicinske undersøgelser, den ansatte har adgang til. Oplæring og instruktion skal navnlig ske i forbindelse med: 1. ansættelsen, 2. forflyttelse eller ændring af arbejdsopgaverne, 3. indførelse eller ændring af arbejdsudstyr og 4. indførelse af ny teknologi. Stk. 2. Den i stk. 1, nævnte oplæring og instruktion skal tilpasses udviklingen, herunder forekomsten af nye faremomenter, og skal om nødvendigt gentages regelmæssigt. …

Versioner

  1. 2015-01-14