Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00721

GældendeVersion 2015-01-22
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9030@2015-01-22/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00721

Resumé Får ikke medhold i at artikel er fjendtlig Information skrev artiklen ”Farlig eller uduelig” om en advokat. Han har klaget og kalder artiklen subjektiv og fjendtlig, ligesom han er utilfreds med, at journalisten ikke har brugt af de kilder og det materiale, han har foreslået. Pressenævnet finder ikke grundlag for kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Det følger af punkterne A.1 og A.3. Artiklens vinkling og saglighed [Klager] har anført, at artiklen anvender en negativ vinkling ved sit valg og fravalg af materiale og kilder, og i den forbindelse udelader væsentlige oplysninger og synspunkter. Han har blandt andet fremhævet fravalget af klienter og sagkyndige som kilder samt en overfladisk behandling af konkrete sager, hvilket stiller ham i et dårligt lys. Pressenævnet bemærker, at portrættet består af journalistens research, herunder udtalelser fra kilder, interviewet med [Klager] samt journalistens egne iagttagelser. I overensstemmelse med førnævnte princip om redaktørens redigeringsret, må det lægges til grund, at det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. Pressenævnet finder i den forbindelse, at de foretagne valg af, hvem der citeres i artiklen, ligger inden for redaktørens redigeringsret og ikke kan tages som udtryk for en ensidig eller usaglig dækning. Nævnet finder endvidere, at præsentationen af de pågældende sager, herunder valget af noget materiale frem for andet, ikke er udtryk for en usaglig eller forvansket dækning. Endelig bemærker Pressenævnet, at Information efterfølgende bragte et læserindlæg, hvor [Klager] fik mulighed for at fremsætte sin kritik mod artiklen. Ukorrekte oplysninger [Klager] har anført, at artiklen indeholder en række faktuelt forkerte oplysninger. Pressenævnet finder ikke på baggrund af det oplyste at kunne lægge til grund, at oplysningen om, at journalisten har talt med klienter og ansatte er fejlagtig, ligesom nævnet ikke finder grundlag for at kritisere, at det ikke fremgår, at [Klager] vandt den særskilte sag om retlig interesse, som lå til grund for Maastricht-sagen. Ligeledes finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at omtalen af Advokatnævnets frifindelse af [Person K] i en sag vedrørende en række udtalelser om [Klager] fra 2005 ikke ledsages af oplysning om, at [Person K] i 1999 var blevet underkendt af Advokatnævnet i en klagesag indgivet af [Klager]. Pressenævnet finder endvidere ikke grundlag for at kritisere omtalen af Thule-sagen og kendelsen fra Advokatnævnet, hvorved [Klager] blev idømt en bøde på 100.000 kr., herunder kritisere, at Information ikke redegjorde for retslitteratur og en erklæring fra en speciallæge. Nævnet bemærker, at det af Informations artikel fremgår, at [Klager] har anket kendelsen og bøden til domstolene. Ligeledes finder nævnet ikke grundlag for at kritisere omtalen af [Fond], herunder at konkursen bliver omtalt som en opløsning, og at formuen først senere voksede til 300 millioner. Det bemærkes, at artiklen citerer en kilde for at udtale, at [Klager] ”sad på økonomien” i Grundlovskomitéen, selvom han efter det oplyste ikke havde det økonomiske ansvar. Henset til, at Information rettede oplysningen i den førstkommende weekendsektion, finder Pressenævnet ikke tilstrækkelig anledning til at udtale kritik af forholdet, herunder at udtalelsen ikke efter det oplyste har været forelagt [Klager]. Forelæggelse Det fremgår af sagen, at artiklen er blevet til på baggrund af interview med [Klager] samt i et vist omfang skriftlig korrespondance. Det fremgår endvidere, at [Klager]s udtalelser efterfølgende er blevet forelagt ham med indikation af, hvilken sammenhæng udtalelserne ville indgå i. [Klager] har anført, at udtalelsen fra [Person P] ikke er blevet forelagt for ham. [Person P] citeres i artiklen for blandt andet at sige, at ”for en advokat er det helt besynderligt ikke at være mere tykhudet. Selvfølgelig kan der være behov for at føre sag om grove injurier, som hvis nogen påstår, at man har stjålet af kassen, begået falskneri eller andre grove straffelovsovertrædelser. Men sådan noget med, at man er storsnudet, tosset eller lyver, fatter jeg ikke, at man gider føre sager om ”. Der foreligger ikke oplysninger for Pressenævnet om, hvorvidt udtalelsen fra [Person P] er blevet nævnt under interviewet. Da det tydeligt fremgår af udtalelsen, at der er tale om vedkommendes personlige vurdering, og udtalelsen ikke i sig selv kan betragtes som skadelig eller krænkende for [Klager], finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik. Kildekritik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik skal udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. [Klager] har anført, at de kritiske personer, der anvendes som kilder i artiklen er modparter, fjendtligt indstillede personer eller konkurrenter. Pressenævnet finder på baggrund af artiklens beskrivelse af modsætningsforholdene i de forskellige udtalelser om [Klager] ikke grundlag for antage, at Information skulle have udvist utilstrækkelig kritik over for kilderne til artiklen. Nævnet bemærker i øvrigt, at det fremgår af sammenhængen, som udtalelserne indgår i, at der er tale om kritikere, når dette er tilfældet, og at det i et portræt som det omhandlede ikke er irrelevant også at høre fra den portrætteredes modparter og øvrige branchemæssige kollegaer. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik i anledning af artiklen.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Information og på information.dk den 4. oktober 2014, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Den 4. oktober 2014 bragte Information artiklen ”Farlig eller uduelig” om [Klager] i avisens weekendsektion Moderne Tider. Artiklen blev samme dag bragt på information.dk i sin fulde udstrækning. Af artiklen fremgår følgende: ”Han er kendt for at føre – og ofte tabe – nogle af de mest principielle sager i nyere tid. Fra Grundlovssagen til sagen om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Selv ser advokaten [Klager] sig som en modig systemkritiker udsat for hetz. Information tegner her et billede af en mand, der gerne vil have ret. Også når det gælder hans eget portræt. Kuverten er tyk og brun. Den er ’OVERBRAGT’ til redaktionen, som der står med fede typer øverst på det medfølgende brev. Forsendelsen er til mig fra [Klager]. Jeg var forberedt. I en telefonsamtale nogle dage forinden har han nævnt, at han vil sende nogle dokumenter inden vores interview. Han tilbyder sågar, at vi kan udsætte mødet, hvis jeg har brug for mere tid til at sætte mig ind i materialet. Ud over 100 siders sagsakter, bilag og debatindlæg er der et par interviews af ældre dato fra hans scrapbog, men også to mindre bogudgivelser. Brevet, der ledsager den seks centimeter høje papirstak, er på 11 sider. [Klager] er en mand, der gennem sine 32 år som advokat har gjort sagsakter i bunkestørrelse til en levevej. Han har om nogen profileret sig på at tage kampen op. Og han synes at arbejde efter devisen, jo fyldigere en sagsfremstilling, jo flere papirer, argumenter, bilag og retsinstanser, des bedre forsvar. Det handler om at få ret. Også når sagen er hans egen person. »Ja, jeg er godt klar over, at jeg er en stor brav mundfuld for dig,« som han siger i vores første samtale. »Det er – som min gamle dansklærer sagde – en afgrænsningsopgave.« Det er forinden kommet ham for øre, at jeg har været i gang i længere tid, for »det er ikke kun dig, der har dine kilder«, som han bemærker. Men grundigheden glæder ham: »Jeg synes, det er ulækkert, som nogle af dine kolleger tidligere har gjort, med kort deadline at ringe rundt og få nogen til at sige et eller andet. Så prøver man at neutralisere nogle af alle mine gode gerninger ved at få en eller to personer til at viderebringe sladder.« Den store bøde Anledningen til at gå i gang med dette portræt er en kendelse fra Advokatnævnet i april måned i år. Her blev [Klager] idømt en bøde på 100.000 kroner for at have udvist dårlig advokatskik. Bøden er en af de største, nævnet har uddelt i årevis. Ifølge kendelsen har han forsøgt at få dispositionsret over en ældre og – viste det sig senere senildement enkes formue. Sagen er den foreløbige kulmination på en række kontroverser med deraf følgende sagsanlæg og injuriesager, hvor [Klager] tilsyneladende i meget høj grad har lagt sig ud med dem, han omgiver sig med. Både modparter, men også kampfæller. Hvordan hænger det sammen med, at [Klager] samtidig opfattes som indbegrebet af en idealistisk, venstreorienteret advokat, der altid kæmper på de svages side? Og hvordan kan manden bag en række af Danmarks mest principielle udfordringer af statsmagten samtidig være skyldig i grov tilsidesættelse af advokatskik? Hænger kontroverserne og de tabte sager sammen med, at han er en dårlig advokat, der ikke fører sine sager godt nok? Og som forsøger at skaffe sig penge på ulødig vis? Eller hænger de snarere sammen med, at han udfordrer magten som ingen anden? I min søgen efter svar har jeg talt med over 40 kilder: klienter, gode venner, kolleger, modstandere, dommere, journalister og ansatte. Jeg har tidligere set [Klager] beskrevet som »kontroversiel«, men ordet viser sig langtfra at være dækkende. Flere gange kommer jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt kilderne taler om det samme menneske. Nogle kalder [Klager] uduelig, grådig og skadelig og taler om ham med dybfølt had og sågar frygt. Andre beskriver ham med stærk loyalitet og beundring i stemmen som idealistisk, visionær og hæderlig. Registret midtimellem synes nærmest ikke at eksistere. Til det siger [Klager]: »Jamen, jeg vil da håbe, at jeg deler vandene. En del af mit arbejde består i at varetage de svages interesser over for magtfulde grupper i samfundet, og i den forbindelse må man desværre anse modvilje som et biprodukt.« ’Et ordentligt menneske’ Kogekone og forfatter [Person A] ragede uklar med [Klager] i forbindelse med hans arbejde for [Fond]. Hun er en af dem, der i dag nærer så stærk modvilje imod ham, at hun næsten ikke orker at lade sig interviewe. Hun siger: »I gamle dage havde man rullet sådan en som [Klager] i tjære og fjer og kørt ham ud af byen. Og det havde vi nok også gjort, hvis vi ikke havde været så pæne alle sammen.« Helt modsat lyder det fra socialrådgiver og forfatter [Person B], der også har kendt [Klager] i mange år. »Jeg synes, at [Klager] er alle tiders. Han er en af de få, der konsekvent holder fast i retssikkerheden. Han tør tage svære sager, og de lykkes ikke altid, men det er der ikke noget at sige til. Jeg synes, han er tapper, dygtig og ualmindeligt tiltalende,« siger [Person B], der mener, at mennesker med holdninger og engagement altid vil være en torn i øjet på mange andre. Eller som stifter af Rehabiliteringscentret for Torturofre, læge og menneskerettighedsforkæmper [Person C], siger: »[Klager] er et ordentligt menneske. Et dygtigt menneske. Og de, der kritiserer ham, er nogle svin. Det må du gerne citere mig for. Hvis du tør.« Jo, det tør jeg godt. Spørgsmålet er bare, hvem der har ret? Og hvordan så modstridende opfattelser et menneske kan trives side om side. Man kan jo ikke vinde alt Lad os begynde med det, de fleste kan blive enige om: Advokaten [Klager] er 61 år gammel. Han er opvokset i Hellerup, nord for København. Hans mor var psykolog, og hans far var direktør i møbelfirmaet Kevi. Et firma, der har tjent millioner på patentet på kontorhjulet, som sidder under mobile møbler overalt i verden. Og, ja, hjemmet var velhavende, medgiver [Klager] – med distinkt nordsjællandsk diktion. Ellers ønsker han ikke at tale om sin opvækst. »Hvorfor er det relevant?« spørger han, men fortsætter: »Uden at puste det op, kan jeg formulere det på den måde, at jeg har haft nogle fordele i mit liv, som har givet mig en særlig motivation til at være samfundet til nytte.« Tidligt i livet blev [Klager] optaget af samfundsforhold. Hans ungdomsår i 1960’erne var en meget politisk tid, hvor man tog stilling, forklarer han. Han slugte bøger og aviser. Og han valgte Gentofte Gymnasium frem for Hellerup, fordi de havde en samfundsfaglig linje. Her var han en af drivkræfterne i en forening, der arrangerede filmaftner, møder om politiske forhold og drev en bogcafé. I de unge år gik han også på gaden under demonstrationer mod Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet, USA’s krigsdeltagelse i Vietnam og militærkuppet i Chile. [Klager] blev student i 1972 og fortsatte direkte på jurastudiet. Valget af profession stod klart allerede i gymnasieårene, selv om journalistik og arkitektur også var på tale. »Jeg valgte jura, fordi det handlede om ret og retfærdighed. Jeg tænkte, at det var et praktisk fag, hvis man gerne ville gøre noget,« siger han. Det var i øvrigt på studiet, at han mødte sin hustru jurist [Hustruen]. De bor i dag i en villa i Klampenborg og har to voksne børn sammen. [Klager] blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1979 og fik tre år efter sin advokatbestalling. I nogle år delte han kontor med advokaterne [Person D] og [Person E], men gik siden solo. I løbet af 90'erne og 00'erne fik [Klager] slået sit navn fast med en række meget omtalte sager: Thulesagen om tvangsflytning af grønlændere i 1953, Maastrichtssagen mod Poul Nyrup Rasmussen om, hvorvidt Danmark med EU-medlemsskab havde overtrådt Grundloven og endelig sagen om grundlaget for dansk deltagelse i Irak-krigen. Gennem 12 år førte han også sagen om retten til [Slot] for grev [Person F]. I Thulesagen fik fangerbefolkningen anerkendt, at der var tale om tvangsforflytning, men de fik ikke deres fangstområder tilbage, og de fik en samlet erstatning på kun 1,7 millioner mod de 234 millioner, de havde håbet på. De andre nævnte sager, flere af dem helt centrale mærkesager for den danske venstrefløj, har [Klager] tabt. Om det siger [Klager]: »Hvordan man har det med at tabe, afhænger af omstændighederne, og om det synes mere eller mindre rimeligt. Jeg synes for eksempel, det var helt urimeligt, at Højesteret i 2010 forkastede cirka 60 års entydige retskilder omkring, hvordan Grundloven skulle forstås,« siger [Klager] med henvisning til Iraksagen. Han fortsætter: »Men jeg har arbejdet med så mange sager i så mange år, at jeg har vænnet mig til, at man ikke kan vinde alt. Specielt ikke hvis man er oppe imod statsmagten.« Idealist eller fjols? Måske er det her, den ophedede debat om [Klager]s person og embede bliver principiel. Har han været den forkerte mand til at håndtere nogle af de vigtigste juridiske spørgsmål i det danske samfund i de seneste årtier? Og er det i så fald et symptom på et grundlæggende problem – nemlig at venstrefløjen og andre, der stiller sig på de svages side, mangler et kvalitetsfilter? Eller er [Klager] tværtimod et af de tydeligste ofre for det had, et system kan mobilisere mod dem, der udfordrer det i sin grundvold? Selv [Klager]s værste kritikere anerkender, at han ofte tager fat i vigtige og vægtige sager. Men de mener, at det er desto mere problematisk, at han taber dem. Professor og samfundsforsker [Person G], der har siddet i bestyrelse med [Klager] i [Fond], siger følgende: »Ethvert samfund har brug for kritiske advokater, som står op imod magten og etablissementet. [Klager] er absolut en af dem. Man kan så diskutere, hvor effektivt han har gjort det. Set fra mit synspunkt har han paradoksalt nok hjertet på rette sted, men han har meget lidt fornemmelse for det politiske spil. Det kan gå ud over de gode sager,« siger [Person G], der ikke vil komme det nærmere, da [Klager] på fjerde år kører en injuriesag imod hende. Tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet [Redaktør] er en anden af [Klager]s kritikere. Han mener, advokaten fører og taber sager for svage klienter. Og at han tilmed selv spinder guld på det: »Eksempelvis udråbte [Klager] Thulesagen som en stor sejr, men de fik jo ikke deres fangstområde tilbage. Og fangerne fik 1,7 millioner kroner i erstatning, mens [Klager] tjente 3,7 millioner kroner i salærer.« Pengenes magt [Klager]s tone er mildt overbærende, og ledsaget af en lille latter, når han bliver forelagt kritik af sit arbejde: »De, der kritiserer mig for ikke at vinde mine sager, har intet at hænge deres hat på. Det er altid op ad bakke at føre sager mod det offentlige. Ingen vinder alt,« siger [Klager], der anslår, at han vinder omkring halvdelen af sine sager, der mest er helt almindelige, samt enkelte store principielle. Vi sidder på hans kontor, indrettet med flaskegrøn som gennemgående farve i gulvtæpper, sofa og de håndmalede tapeter. Kontoret vender ud mod Nytorv over for Københavns Byret. [Klager] slår ud med armen mod den anden side af gaden og inskriptionen over rettens søjler: Med lov skal man land bygge. Indledningsordene fra Jyske Lov kan man godt nok ikke se lige nu. Der er stilladser for vinduet: »Intet land yder borgerne fuld retfærdighed, men jeg brænder for, at det, man påstår og siger i en borgerlig demokratisk retsstat, også er det, man gør,« siger [Klager], der også fortæller, at han er gået i gang med sine faglige erindringer. Arbejdstitlen er På sporet af retfærdigheden ... »Det kan muligvis lyde lidt prætentiøst,« medgiver han, men han ser sig selv som en slags værktøj for retfærdighed – »et tandhjul, hvor det vigtige har været og er at være i systemet uden at blive det, og så tage de knubs, det desværre også giver.« [Klager] har ofte udgjort den juridiske del af venstrefløjsprojekter i civilsamfundet – heriblandt som advokat for [Fond], som støttede venstreorienterede mærkesager, indtil den gik konkurs i 2011. [Person A], der længe inden det økonomiske sammenbrud var blevet uvenner med [Klager], mener, at venstrefløjen har været dårlig til at håndtere den måde, han agerer på: »Gamle venstrefløjsfolk har ofte ikke været involveret i den del af verden, der handler om magt og penge. De, der sad i [Fond]s bestyrelse, var uforberedte på, hvordan man håndterer et menneske, der bruger sin magt. Det er ikke, fordi folk på venstrefløjen er naive, uvidende eller dumme – slet ikke. Men de tror som udgangspunkt på, at der altid er en godhed et eller andet sted. Og når den ikke er til stede, ved de ikke hvad de skal stille op. Så er de forsvarsløse,« siger [Person A]. Grundlovssagen Den tidligere friskolelærer [Person H] er enig i [Person A]s betragtninger. Da han mødte [Klager] i forbindelse med Grundlovssagen i 2006 var han ellers imponeret: »Jeg opfattede ham som skarp og blændende dygtig. Og han var kendt i medierne,« siger [Person H] og tilføjer: »Men det image smuldrede. Hvis jeg ikke var så bekymret for en injuriesag, kunne jeg være meget mere præcis i min kritik.« Den tidligere smed, lilleskolelærer og seminarielærer har hele sit liv været politisk engageret til venstre. Som gammel militærnægter skar det ham i hjertet, da Danmark gik med i Irakkrigen. Da han gik på pension, fik en bekendt ham sporet ind på arbejdet i Grundlovskomiteen. Foreningen udgjorde det organisatoriske bagland for de 26 personer, der i 2005 lagde sag an mod statsminister Anders Fogh Rasmussen for at få rettens ord for, om det stred mod Grundloven, da Danmark blev krigsførende nation. I 2006 kom han ind i komiteens bestyrelse, efter at den første bestyrelse nedlagde deres mandat på grund af samarbejdsproblemer med [Klager]. Her sad [Person H] sammen med blandt andre en skoleinspektør, en fransklærer, en tidligere professor og en præst. Der gik ikke længe, før han og flere af de andre medlemmer blev bekymrede for en række af [Klager]s økonomiske dispositioner. »[Klager] sad på økonomien, og som helt almindelige dødelige mennesker, der gik ind i politisk arbejde, var det meget vanskeligt for os at gennemskue.« Da de forsøgte at kritisere [Klager], blev advokaten ifølge [Person H] kold og nedgørende: »Jeg havde på intet tidspunkt forestillet mig, at vi skulle bakse med en advokat, som frem for at være en medspiller blev en modspiller. Til sidst valgte vi at nedlægge vores mandater.« Den tredje bestyrelse fik også mistillid til [Klager] og valgte at fyre ham, med det resultat at gruppen af sagsøgere blev splittet i tre grupper, der førte sagen i Højesteret med hver sin advokat. Her tabte de sagen. For [Person H] betød forløbet også tab af tillid. »Det er klart, at de her oplevelser har flyttet noget i mig. Jeg er nok blevet mere skeptisk over for, hvad en advokat siger til mig,« siger [Person H], der i dag er lokalt engageret i energi og forbrug på Østerbro. Efter at [Person H] trådte ud, blev [Person I] formand Grundlovskomiteens bestyrelse. Da hun på generalforsamlingen gjorde rede for årsagen til fyringen af [Klager], stævnede han hende for injurier. En retssag hun vandt i både byretten og landsretten. [Person I] er i dag terapeut og indehaver af virksomheden Hjertets Vej. Hun ønsker ikke at tale offentligt om sagen, fordi hun har erfaret, at [Klager] ofte anlægger injuriesager, når han møder kritik. Det vil hun hverken udsætte sig selv eller domstolene for endnu en gang. Men hun siger: »Han retfærdiggør sig hele tiden med, at verden er forfærdelig imod ham. Men faktisk har jeg flere gange oplevet ham som den agressive. Jeg har set hans raseri komme helt op i det mørkerøde felt, da han blev mødt med velbegrundede kritiske økonomispørgsmål fra bestyrelsen. Jeg var målløs – ikke mindst over hans gennemtrumfende facon.« Frygten for [Klager] [Klager]s virksomhed består – ud over ham selv – af to advokater, en advokatfuldmægtig plus administrativt personale. For tiden tegner to verserende sager hans praksis udadtil: en stor erstatningssag anlagt mod Justitsministeriet, det tidligere integrationsministerium samt tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V) på vegne af 80 statsløse palæstinensere, der har fået afslag på statsborgerskab. Sagen indledes i slutningen af denne måned. Sideløbende har han gennem tre år ført en sag om 23 irakere, som angiveligt er blevet udleveret til tortur af danske soldater. Begge sager blev i sin tid bragt frem af Information og har haft stor mediebevågenhed. Selv om fokus i vores samtale er på hans liv og levned, vil [Klager] langt hellere tale om sin hovedmodstander i talrige sager: kammeradvokaten og den efter hans opfattelse eksorbitante ulighed, der i dag findes i retssystemet mellem borger og stat. Også de seneste ændringer i retsplejeloven ligger ham meget på sinde. Da jeg forsøger at indvende, at jeg ikke har tænkt mig at skrive om disse emner, læner han sig ind over bordet: »Jamen, det er vigtigt at forstå det her for at forstå, hvad der driver mig,« siger han. For netop hans kritik af systemet har gjort ham til »dissident«, som han siger. »I virkeligheden er jeg nok temmelig modig i modsætningen til mange andre. Man bliver bestemt ikke vellidt for at kritisere magthaverne. Jeg bliver betragtet som en farlig mand. Og under andre breddegradder var jeg nok blevet mere brutalt skaffet af vejen.« Farlig eller ej. De færreste ønsker at kritisere [Klager] offentligt. Ud af de 42 kilder, jeg har talt med til denne artikel, ønskede halvdelen ikke at blive citeret – primært personer med en stærkt kritisk tilgang til hans person. Men ud over de mennesker, jeg fik i tale, afviste mindst 10 personer overhovedet at medvirke. Det er usædvanligt. Det samme gælder argumenterne: En advokat sagde blandt andet: »Jeg siger af princip ikke noget om en person, når jeg kun har dårligt at sige.« En anden mente, at pressen burde tie [Klager] ihjel: »Han fortjener at synke ned i glemslens dyb,« som han formulerede det. Men langt størsteparten var bange for konfrontationer med hovedpersonen. Både i form af verbale overfald, men ikke mindst at blive slæbt i retten i en injuriesag. Sidstnævnte er nemlig [Klager]s speciale. Han har ført stribevis af injuriesager på vegne af andre. Men derudover findes formodentlig ikke nogen anden dansk advokat, der har anlagt så mange sager på egne vegne, som netop ham. [Klager] mener ikke, at han fører usædvanligt mange injuriesager. Kun de, der er nødvendige for at forsvare hans omdømme. Men advokat [Person P], der repræsenterer klienter i mange af [Klager]s injuriesager, siger: »For en advokat er det helt besynderligt ikke at være mere tykhudet. Selvfølgelig kan der være behov for at føre sag om grove injurier, som hvis nogen påstår, at man har stjålet af kassen, begået falskneri eller andre grove straffelovsovertrædelser. Men sådan noget med, at man er storsnudet, tosset eller lyver, fatter jeg ikke, at man gider føre sager om. Hvis [Klager] kaldte mig en løgner, ville jeg personligt kunne leve med det,« siger [Person P] med henvisning til, at [Klager] sidste år valgte at føre sag om, hvorvidt han havde udtalt sig løgnagtigt i en konkret sag. [Person P] og hans klient tabte injuriesagen. Den er nu anket til landsretten. Injuriesager Faktisk er [Klager] for tiden involveret i fem injuriesager. De fleste hidrører fra balladen omkring opløsningen af [Fond], stiftet i 1998 på grundlag af afdøde [Person R]s formue. Fondens pengetank på 300 millioner skulle yde støtte til en række af venstrefløjens mærkesager, blandt andet EU-modstand, retssikkerhed og økologi. [Klager] var indsat som administrator og bestyrelsesmedlem på livstid. Derudover sad en række kendte meningsdannere, politikere og aktivister fra venstrefløjen med ved bordet. Flere af dem, blandt andre [Person Q], forlod dog fonden på grund af uoverensstemmelser med [Klager]. Og da fonden gik konkurs i 2009, blev det til åben strid mellem advokaten og fem af bestyrelsesmedlemmerne, som [Klager] alle har anlagt injuriesager imod. Her knap fem år efter konkursen er det, som [Klager] selv kalder »en blodig kamp«, stadig ikke afsluttet. [Person J] udtrykker sig mindre billedligt: »Det er beklageligt og belastende at have så mange sager i forhold til en kollega. Men det er åbenbart nødvendigt.« [Klager] har sagsøgt [Person J] for blandt andet at sige, at han har »modarbejdet og skadet« [Fond]s interesser, at han har »opkrævet for høje honorarer« og at der var »økonomisk misbrug og uregelmæssigheder« i hans arbejde. Byretten har indtil videre frikendt [Person J]. For selv om der var »tale om ærefornærmende udsagn«, som der står i dommen, fandt retten, at »udsagnene var saglige og ikke uproportionelle i den sammenhæng de var fremsat«. Eller som [Person J] siger: »Der står faktisk i dommen, at det, jeg sagde, er rigtigt, og derfor blev jeg frikendt.« Sagen er ligesom de fire andre injuriesager nu anket til landsretten og kommer for retten i foråret 2015. På [Klager]s hjemmeside, kan man læse hans fremstilling af hele [Fondssagen], som han for en god ordens skyld også fremsender til mig. Og efter vores interview tilføjer han i et brev følgende om sine modstandere på [Person J]s advokatkontor: Under vor samtale fornam jeg, at adskillige af dine formuleringer og vinklinger i meget høj grad kunne være inspireret af kugler/flyvefrø der støbes/afsendes fra et advokatkontor i Skindergade ... Jeg skal ikke gå dig i bedene som journalist, men går ud fra, at du tager denne både formelle og reelle baggrund i betragtning ved vurdering af udsagn og ideer, du måtte modtage fra denne kant. ’En komisk figur’ [Klager] refererer til sine kritikere som »[Person K]-agtige typer.« Med den betegnelse henviser han til en bitter strid i 2006 mellem ham og kollegaen [Person K]. De to var modstandere i den langtrukne [Slot]-sag, og [Person K] lod sig i Berlingske Tidende i 2005 citere for at kalde [Klager] »uduelig, komplet uforberedt og det største blålys, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Han åbner sine papirer i retten og er totalt overrasket, fordi han aldrig har set dem før«. Den bemærkning fik [Klager] til at klage over kollegaen til Advokatnævnet. [Person K] kvitterede i sit forsvar blandt andet med at skrive følgende: »Under hele sagsforløbet har [Klager] optrådt stærkt ubehersket, bedrevidende, belærende og arrogant for at bibringe sin klient og den tilstedeværende omverden (læs: pressen) indtrykket af, at han havde styr på sager. Alt andet var imidlertid tilfældet.« Han beskrev også flere tilfælde, hvor [Klager] havde råbt »dumme svin« efter ham. [Person K] har ikke ønsket at udtale sig i denne artikel, men henviser til, at han i Advokatnævnet blev frikendt. I forbindelse med sagen fik [Redaktør] og Ekstra Bladet en pressenævnssag på halsen, fordi han viderebragte nogle af [Person K]s udtalelser. Også den sag tabte [Klager]. I dag siger [Redaktør]: »[Klager] er en komisk figur, som nærer en næsegrus beundring for sig selv. Det er ufatteligt, at den mand stadig kan drage godtroende sjæle. Man kan ikke engang kalde ham en distanceblænder – for han stråler ikke det mindste. Han slår sig op på at være idealist. Det er han dog så langtfra – han er købmand. Men det virkelige problem er, at han er udygtig,« siger [Redaktør]. En stor person Jeg har naturligvis også talt med en lang række af [Klager]s gode venner. Ud over at beskrive ham som en udpræget humørspreder, og en belæst og vidende person, beundrer de ham ikke mindst for at gå imod strømmen. En af dem er filmproducer [Person L]. Som talsperson for og bestyrelsesmedlem i JuniBevægelsen lærte han [Klager] at kende under folkeafstemningerne om Maastrichttraktaten i 1992. [Person L] kalder [Klager] både visionær og passioneret: »Han er en ener. Jura er en metier, der former juristen og mennesket på en sådan måde, at det er svært at indtage idealistiske holdninger. Men han er en af de få, der har formået at have den stilling uden at forvanske sig selv,« siger [Person L]. Han kalder kritikken af [Klager] for en »umenneskelig hetz« og siger: »At man, som han gør, deler vandene, er bare et tegn på, at man er en større person end et almindeligt menneske.« Førnævnte [Person C]s mand, professor, dr.med. [Person M] er også en stor beundrer af [Klager] både som jurist og som menneske: »Kritikken fra andre understøtter min opfattelse af ham. Og for mig, betyder det ikke noget, om han får ret: Som arbejderdigteren Oskar Hansen skrev i et digt: ’Der spørges ej, når slukkes skal den sidste glød i lampen, om du har sejret eller tabt, men om du voved kampen.’« Den demente enke Selv om det er sager mod systemet, der tegner [Klager]s virksomhed udadtil, er de meget lidt lønsomme, siger han og kalder denne del af sin forretning for »delvis filantropi.« »Derfor er man nødt til at have nogle sager at leve af og benytte til uddannelsen af sit juridiske personale. I min virksomhed bruger vi langt den største del af vores tid på helt almindelige sager om kontrakter, ansættelsesrettighedssager, testamenter og den slags,« siger [Klager], der mener at have ført omkring 3.000 små og store sager i alt i sine tre årtier som advokat. Når det gælder almindelig advokatforretning, er [Klager]s ry for nylig blevet plettet af førnævnte sag om en nu afdød enkes formue. Ifølge Advokatnævnets kendelse skulle [Klager] i 2012 have forsøgt at få en generalfuldmagt, så han alene kunne råde over den ældre enkes store formue, selv om hun kort efter blev umyndiggjort med henvisning til, at hun var senildement. Ifølge kritikerne er sagen et eksempel på, at [Klager] ikke er styret af sit hjerte, men af sin pengepung. Ifølge [Klager] er der derimod tale om rygtesmederi fra den afdøde enkes familie, og han har efterfølgende politianmeldt familien for at have stjålet millioner fra hende. Advokatnævnet mener, der er tale om grov tilsidesættelse af god advokatskik og har idømt [Klager] en bøde på 100.000 kroner »for at indskærpe alvoren i adfærden«, som der står i kendelsen. Der anlægges årligt 1.500 sager i advokatnævnet, og kun sager, hvor der falder bøder over 10.000 kroner, offentliggøres. En gennemgang i september af de seneste 80 offentliggjorte sager viser, at langt de fleste bøder lander på 10.000 eller 20.000 kroner. Man skal mange år tilbage for at finde bøder højere end 100.000. Om den kolossale bødestørrelse siger [Klager]: »Det er helt forrykt. Jeg mener, der er tale om personforfølgelse.« - Hvorfor? »På grund af min samfundskritiske virksomhed. Jeg er systemkritiker,« siger [Klager]. Han gentager ordet med vægt på hver stavelse: »Sy-stem-kri-ti-ker. Jeg mener, at der i Danmark bliver større og større afstand mellem at have ret og få ret. Mellem idealerne ovre på den bygning« – [Klager] peger igen ud mod byretten bag stilladset – »og den faktiske virkelighed bliver stadig større.« - Men hvorfor give dig en bøde på 100.000 kroner? »For at svække mig. Fordi jeg har kritiseret formanden for Advokatnævnet, [Person N], i Børsen for 15 år siden. Der var jeg med til at bringe kritik frem af dommernes bibeskæftigelser, som blev meget bastant forsvaret af [Person N]. Og det gør man ikke ustraffet.« - Så det er en personsag? »Ja, i allerhøjeste grad,« siger [Klager], der betegner [Person N] som hans »onde ånd« i retssystemet. For 15 år siden var [Person N] ikke dommer, men advokat. I dag er han ud over at være formand for Advokatnævnet dommer i Højesteret. Han har ikke ønsket at medvirke i denne artikel. [Klager] har nu anket kendelsen og bøden til domstolene. I krig med Højesteret Det er ikke første gang i min research, at jeg får indtryk af, at forholdet mellem [Klager] og dommerne i Højesteret er køligt. Han har gentagne gange kritiseret både retten og navngivne dommere. [Klager] har haft møderet for Højesteret siden 1990 og kan næste år fejre 25-års jubilæum. En optælling for 10 år siden viste, at han var den advokat i Danmark, bortset fra Kammeradvokaten, der havde ført flest sager ved Højesteret. Selv om han ikke længere indtager en førsteplads i statistikken, har han ofte sin gang bag den mørkegrønne dør i Prins Jørgens Gård. Omkring 100 sager er det blevet til, vurderer han. Fra 10 forskellige kilder hører jeg, at [Klager] er blevet ’prikket’ af Højesteret. Det er en praksis, Højesteret en sjælden gang imellem benytter, hvis man ikke mener, at en advokat lever op til en vis standard. Fænomenet er blandt andet omtalt i bogen Højesteret gennem 350 år . Det går ud på, at en advokatpræstation kan være så dårlig, at en af dommerne fra den pågældende sag kontakter advokaten og giver vedkommende en advarsel. [Klager] skulle være blevet prikket, blandt andet fordi han ikke har været ordentligt forberedt. Dette afviser [Klager]: »Jeg kender det rygte, det er usandt, og jeg anser det for at være en del af de mange forsøg på at skade mig. Og undskyld, men er det virkelig relevant at tage op i forhold til rygter, der drejer sig om begivenheder for mere end 10 år siden?« En sådan tilkendegivelse til en advokat bliver altid journaliseret i Højesteret. Og jeg spørger [Klager], om han vil give tilladelse til, at jeg retter henvendelse til Højesteret for at se eventuelle dokumenter og dermed få be- eller afkræftet, at advarslen er blevet givet. Efter vores interview afviser han idéen både mundtligt og på skrift: »Det er horribelt, at jeg er i en situation, hvor jeg skal bevise, at nogle fuldstændig udokumenterede rygter er forkerte. Det er vanvittigt. Det vil jeg ikke røre ved. Jeg vil citere min gamle farfar for at sige, at man ikke bliver ren ved at røre ved noget snavset,« siger [Klager], og fortsætter: »Der ligger i Højesteret internt materiale, jeg ikke kender. Jeg aner ikke, hvad nogle af mine nuværende fjender i Højesteret eller afgående dommere kan finde på at lægge af giftigheder,« siger [Klager], der kalder det noget »fagligt svineri« overhovedet at omtale rygtet i artiklen. Fra flere sider hører jeg om [Klager]s voldsomme temperament. Siddende ved det blankpolerede kirsebærtræbord i sit store arbejdsværelse, da vi mødes i september, er [Klager] dog afslappet og venlig. »Det med temperamentet er et rygte. Jeg mener faktisk, at jeg er rimelig omgængelig,« siger han. Selv folk, der ellers roser ham i høje toner, siger ellers, at han er »ilter og kan miste besindelsen«. Men det kan [Klager] slet ikke genkende: »Hvad er målestokken? Jeg kan godt være direkte i min kritik. Det kan jeg da godt tro, at nogle ikke synes er behageligt.« Også tidligere medarbejdere beskriver [Klager] som en kolerisk og besværlig chef: »Siger man ikke det om enhver chef? Hør, jeg synes ærlig talt, det er rendestensjournalistik, du bedriver der,« siger [Klager], men tilføjer: »Jeg giver mig ikke ud for at være en engel. Og undskyld, jeg siger det, men en virkelig skarpsindig journalist som dig må da have en slags filter.« Jeg spørger, hvordan han kan holde til at blive udsat for det, han mener er ondsindede rygter. »Det kan jeg, fordi min samvittighed er god. Jeg kan godt forstå, at det kan være nyttigt at gøre en samfundskritisk advokat til en grisk og grådig skurk. Men hvor er substansen?« - En bøde på 100.000 kroner er da ret substantiel? »Jeg synes bare, at jeg fornemmer, at når der skal laves portræt af mig, er det, ligesom om at smudsfilteret er taget bort. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at man skal bruge sin tid på at forsvare sig, medmindre sagens konkrete omstændigheder lægges frem i lyset.« Byger af papir At [Klager] bruger meget tid på at forsvare sig selv og sine sager også uden for retssalen, er en kendt sag blandt journalister. Kolleger på danske dagblade kan fremvise flere sider lange breve eller fortælle om opringninger fra [Klager], der mente, at de havde udeladt væsentligheder, misforstået vigtige elementer eller tilsidesat god presseskik. Generelt er han ikke imponeret over journaliststanden. Både i sine breve og under interviewet nævner han en række journalister ved navn, som har skrevet om ham eller hans sager, men som har ført hetz eller efter hans mening ikke har forstået substansen. Alene inden for det seneste halve år har han truet flere journalister med pressenævnet. Trusler der ofte ledsages af papirstakke, mails og læserbreve. Så sent som i april tabte han en sag i Pressenævnet om Politikens dækning af hans håndtering af Irakersagen. I retten er [Klager] kendt for sin ihærdighed og sin næsten terrieragtige evne til at bide sig fast i en sag. Han sender altid byger af papirer efter af sine modstandere. »Hvor andre nøjes med to breve og et processkrift, sender han 40 breve, to processkrifter og en pressemeddelelse,« som en kollega formulerer det. Hans modpart i flere verserende sager, [Person J], udtrykker det på følgende måde: »Som advokat er der forskellige måder at føre en sag på. Man kan vælge at være meget udbusende, markant og procesfikseret, med deraf tusindvis af bilagsudvekslinger, indlæg og forberedende retsmøder. Eller man kan proportionalisere sit engagement. [Klager] fører sine sager på et meget detaljeret og omkostningsfyldt niveau.« ’Jeg er jo en speciel person’ Alt dette kommer jeg i tanker om halvanden uge efter mit møde med [Klager]. Her modtager jeg endnu et brev, hvor han over 10 sider uddyber udvalgte pointer fra interviewet samt går i rette med sine kritikere. Derudover medfølger syv bilag, blandt andet et læserbrev, et interview i de jurastuderendes tidsskrift, Stud.jur, et uddrag af et essay af den afdøde professor Henrik Zahle om Højesteret og en kopi af en mail, i hvilken han truer Politiken med Pressenævnet. Han vedlægger også et genmæle i en verserende injuriesag samt en seks sider lang vejledning til journalister vedrørende blandt andet fri proces. [Klager]s indledende udtryk »en brav mundfuld« er ikke længere dækkende. Jeg synes efterhånden, korrespondancen er ved at antage retssagsagtige proportioner. Efter at have læst stakken, spørger jeg ham derfor over telefonen, hvad det betyder for ham at få ret. »Er det ikke ret banalt, at man selvfølgelig gerne vil vinde? Det betyder noget for alle mennesker at få ret. Også for mig.« - Gælder det også med hensyn til dit eget portræt? »Jeg forstår ikke spørgsmålet. Men jeg er ikke ligeglad med, hvad der står i avisen om mig, hvis det er det, du mener.« I den nyeste forsendelse er der også et lille avisudklip. Her citeres filosof og debattør [Person O] for, at problemet i Danmark er »hadet til alt anderledes, til alle, der er anderledes eller ser anderledes ud, uanset hvem de er.« Et citat [Klager] mener er utroligt sigende: »Enere og folk, der ikke er som gennemsnittet, har det svært i Danmark. Og jeg er jo en speciel person.« Efter at have godkendt alle sine citater, sendte [Klager] et nyt, seks sider langt brev til journalist [Journalist] og Information, hvori han protesterer imod avisens vinkling, herunder omtalen af prikningen i Højesteret og foreslår, at vi i stedet går »i dybden på de mishandlinger, som jeg hævder at have været udsat for«. I weekendsektionen den 11-12. oktober 2014 bragte Information en rettelse til artiklen. Rettelsen lød således: ”I forbindelse med portrættet af advokat [Klager] bragt i Moderne Tider 4. oktober citerede vi tidligere bestyrelsesmedlem i Grundlovskomitéen, [Person H] for at sige, at »[Klager] sad på økonomien«. Som advokat havde [Klager] imidlertid ikke det økonomiske ansvar. I billedteksten til billedet på s. 13 i Moderne Tider står der derudover, at billedet er fra Maastricht-sagen i 1996. Det er det ikke. Billedet er fra Grundlovssagen om Irakkrigen i 2005. Vi beklager fejlene.” I samme udgave bragte Information endvidere et læserbrev fra [Klager] med overskriften ”Portræt fyldt med personangreb” . 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at der klages over den samlede adfærd i forbindelse med offentliggørelsen af artiklen, herunder navnlig overskriften, indholdet og handlemåden. Artiklens vinkling og saglighed [Klager] har navnlig anført, at artiklen er kendetegnet ved ikke alene at være stærkt subjektiv, men også i udpræget grad baseret på en oprindelig stærk fjendtlig vinkling. Der er sket et konsekvent og systematisk fravalg af både kilder og materiale, som [Klager] har fremsendt. Når der skal tegnes et portræt af 32 års virksomhed, må et redeligt og fair udgangspunkt være, at de personer, som den portrætterede har arbejdet for eller med, ikke fravælges. Det gælder i særlig grad, når der i vidt omfang tilvælges kritikere. Ikke en eneste af de klienter, som fremgår af materialet, er med i artiklens citater, og i stedet anvendes modstanderkritikere. [Klager] har i den forbindelse indsendt en oversigt over de anvendte kilder til artiklen (et ”B-skema”). For at camouflere denne metode er anvendt nogle løsrevede rosende udtalelser. I en e-mail af 11. oktober 2014 fra [Person B] til [Klager] skriver hun bl.a., at ”hun [journalisten] var ikke meget for at høre og senere skrive, hvad jeg sagde, og har da også kun medtaget nogle floskler og slet ikke, hvad jeg prøvede at forklare” . Ingen udtaler sig dog med den vægt og legitimitet, der består i at de er klienter. Herudover er udtalelserne bevidst beskåret, så de ligner løse meningstilkendegivelser fra en rosende fanklub. Eksempelvis citeres filmproducer [Person L] som en af [Klager]s ”gode venner”, og ikke i sin egenskab af bestyrelseskollega i en almennyttig fond. Når nogen skal sige noget positivt, så skal det helst være ”venner”, og personer, der med professionel vægt kunne udtale sig, udelades. [Klager] har i den forbindelse henvist til en lang række personer, herunder nuværende eller tidligere klienter samt samarbejdspartnere, der var tilgængelige som kilder, men som ikke blev anvendt. Der blev i stedet anvendt 59 fjendtlige kilder mod kun 20 venlige kilder. [Klager] har i den forbindelse til Pressenævnet indsendt en oversigt (et ”A-skema”) over ikke anvendte tilgængelige kilder. De i artiklen stillede spørgsmål om, hvorvidt [Klager] er en dårlig advokat, der ikke fører sine sager godt nok, og som forsøger at skaffe sig penge på ulødig vis, eller om han snarere udfordrer magten som ingen anden, skærper kravene til fordybelse og saglighed. Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt [Klager] har været den forkerte mand til at håndtere nogle af de vigtigste juridiske spørgsmål i det danske samfund i de seneste årtier. Der bliver ikke gået sagligt i dybden med spørgsmålene, som bare bliver slået an i artiklen. Der er ikke anvendt materiale fra [Klager]s hjemmeside om hans 40 sager med væsentlige resultater, og heller ikke de udtalelser, som også kan findes på hjemmesiden. Ingen sagkyndige eller andre tilsvarende kilder er gengivet i artiklen for at udtale sig om betydningen af [Klager]s arbejde for retsdannelsen og samfundsudviklingen. For så vidt angår overskriften, der endda er optrykt på selve forsiden af omslaget til sektionen ’Moderne Tider’, har Information ikke leveret den journalistiske kvalitet, som det dobbelt-negative spørgsmål og dets fremtrædende placering forpligter mediet til. Generelt bliver kritikken af [Klager] ikke konkretiseret. Der må vælges mellem enten at udelade diffuse beskyldninger eller ledsage disse af et eller flere eksempler, som den anklagede kan forholde sig til. Kildekritik De kritiske personer, som er citeret i artiklen, er karakteriseret ved at være enten decideret modparter i tidligere eller verserende retssager, fjendtligt indstillede personer uden nuværende eller tidligere status af at være klienter, eller konkurrenter i modsætningsforhold. Bl.a. anvendes en udtalelse fra [Person G], selvom hun er modpart i en verserende injurie- og erstatningssag. Ligeledes anvendes udtalelser fra [Redaktør], der har været modpart i sager, som [Klager] har ført for personer, der har følt sig forulempet af Ekstra Bladet i [Redaktør]s tid som chefredaktør. Endvidere gives mikrofonen til [Person P], en af journalisten åbenbart bekendt modpart, som endnu er blevet dømt for injurier mod [Klager]. Dette er udtryk for en decideret personforfølgelse. Forelæggelse Herudover er udtalelsen fra [Person P] ikke forelagt [Klager] i det papir, som han modtog den 24. september 2014 fra journalisten. Af en vedlagt e-mail af 24. september 2014 fra Informations journalist til [Klager] fremgår det bl.a.: ” Som lovet sender jeg dig det, jeg har citeret dig for. (Vedhæftet) Eftersom jeg har citeret dig fra brev og bånd, regner jeg med, at alt er i orden. Ellers er du velkommen til at kontakte mig.” Ukorrekte oplysninger [Klager] har herudover anført, at artiklen indeholder en lang række fejl af faktuel karakter, der tjener det formål at belaste den angrebne person. Eksempelvis fremstår det med udtalelserne fra [Person H] som om han var en af de 23 sagsøgere, hvilket ikke var tilfældet. Det er endvidere faktuelt forkert, at ”[Klager] sad på økonomien…”, og udtalelsen har ikke været forelagt ham på forhånd. Den omstændighed, at oplysningen efterfølgende er blevet rettet, fritager ikke for presseetisk ansvar. Herudover er oplysningen om, at de andre nævnte sager er blevet tabt af [Klager] ikke korrekt. Spørgsmålet om domstolenes kompetence i forhold til suverænitetsafgivelse var en særskilt sag og er blevet vurderet som banebrydende. Endelig anføres det, at journalisten har talt med blandt andet klienter og ansatte. Ingen nuværende klienter eller ansatte er dog interviewet, hvorfor oplysningen er faktuelt urigtig. [Person M] var klient i Grundlovssagen og blev kontaktet, men ingen af hans udtalelser om sagen blev anvendt, kun noget der ligner en udtalelse fra en fanklub. Det er endvidere et postulat uden fagligt belæg, når det oplyses, at det er usædvanligt, at mindst 10 personer afviste at medvirke i artiklen. Formuleringen er et led i den samlede bias fra journalistens side. For så vidt angår omtalen af kendelsen fra Advokatnævnet, burde avisen være kommet ind på substansen af den pågældende sag. Det oplyses ikke, at en speciallæge i psykiatri har afgivet en erklæring, hvoraf det fremgår, at den pågældende klient ikke var dement. [Klager] fremsendte endvidere materiale til avisen, hvoraf det fremgår, at hele den anerkendte retslitteratur gennem 100 år går ind på, at selv demente personer kan have juridisk habilitet. Det er endvidere i strid med god presseskik, at det ikke oplyses, at spørgsmålet om hans skyld er indbragt for Københavns Byret, hvor sagen ikke er afgjort. For så vidt angår sagen om [Fond], som [Person A] udtaler sig til artiklen om, burde udtalelserne enten være fravalgt eller i hvert fald ledsaget af oplysning om, at [Person A] først og fremmest ragede uklar med formanden [Person Q], og at hun udtaler sig om forhold, der nu er mere end 16 år gamle. Der burde være taget sagligt fat i sagen i stedet for blot ukvemsord, som det ikke er muligt at forsvare sig overfor. Endvidere gives der en række forkerte oplysninger om fonden: Fonden blev stiftet med en formue på ca. 70 mio. kr., og voksede først senere til ca. 300 mio. kr. Der var ikke tale om en ”pengetank”, idet værdien bestod af aktier. Fonden var ikke igennem en ”opløsning”, men en konkurs. Og for så vidt angår ”venstrefløjens mærkesager” står der ikke noget i vedtægterne om EU modstand. Den måde Thule-sagen refereres på er misvisende og en miskreditering af sagen og dens udfald. Det væsentlige var dels, at det blev fastslået, at historien om, at fangerbefolkningen var flyttet frivilligt var usand, og at erstatningskravet ikke var forældet selvom der var gået over 50 år siden tvangsforflytningen. For så vidt angår omtalen af sagen om 23 irakere, som angiveligt er blevet udleveret til tortur samt sagen om statsløse palæstinenseres afslag på statsborgerskab fremgår det, at begge sager i sin tid blev bragt frem af Information. Dette er misvisende, idet ingen af disse sager var blevet til noget blot i kraft af Informations indsats, men derimod som retssager kun har været mulige, fordi [Klager] har kastet enorm arbejdsindsats ind i dem. Dermed forklejnes hans indsats. Endelig citeres [Person K] i relation til [Slot]-sagen for at sige, at han blev frikendt i Advokatnævnet, men det nævnes ikke, at han den 22. september 1999 blev underkendt af Advokatnævnet, idet han blev fundet at have tilsidesat god advokatskik ved at skrive til greve [Person F] uden samtidig orientering til [Klager]. Dette resultat er udeladt. 2.2 Informations synspunkter Information har anført, at avisen i både artiklens research, endelige udformning og efterfølgende dialog har udvist journalistisk lødighed, ordentlighed og fairness, og at klagen derfor må afvises. Advokat [Klager] har i en årrække ført en række principielle retssager med stor offentlig interesse og bevågenhed. Det er anledningen til portrættet, der er blevet til efter grundig research. Netop ved at føre principielle og ofte medieomtalte sager må [Klager] være indstillet på, at hans professionelle virke såvel som hans person er genstand for offentlighedens legitime interesse. Hensigten med portrættet var at nuancere billedet af [Klager]. Baseret på omfattende research blandt mennesker, der kender ham – såvel tilhængere som kritikere – samt skriftlig dokumentation mener Information at have skabt et overordentligt lødigt, grundigt og nuanceret portræt af [Klager]. [Klager] citeres selv i udstrakt grad i portrættet og er på forhånd mundtligt blevet forelagt de centrale kritikpunkter, ligesom han har haft lejlighed til at læse sine egne citater igennem før offentliggørelse. Det er korrekt som anført i klagen, at [Klager] har sendt et righoldigt materiale til Information. Det materiale, som blev skønnet relevant for portrættet blev anvendt, og der er ikke blevet fravalgt oplysninger eller dokumenter, der med føje kan kaldes væsentlige for portrættet. I denne – som alle andre sager – behandler Information sine kilder med åbenhed og fairness. Det mener Information er tilfældet i såvel tilblivelsen af det påklagede portræt som i den efterfølgende kommunikation med klager. Information har således bragt læserindlæg, hvor klager fremsætter sin kritik mod Information og artiklen. Hvis faktuelle oplysninger i artikler bragt i Information viser sig at være forkerte, tøver Information ikke med at bringe en rettelse. Det har i denne sag været tilfældet med et mundtligt kildeudsagn, og derfor blev der bragt en rettelse, hvor i øvrigt en billedtekst ligeledes blev præciseret. For så vidt angår forsiderubrikken ”Farlig eller uduelig” henviser ordet ’farlig’ til den betegnelse, [Klager] i interviewdelen af portrættet benytter om sig selv som systemkritisk advokat, mens ’uduelig’ henviser til [Person K]s udtalelse i artiklen. Man kan i [Klager]s udlægning fejlagtigt forledes til at tro, at Information uden føje anklager ham for at være ”skyldig i grov tilsidesættelse af advokatskik”. Som det fremgår af artiklen henviser denne formulering til en afsagt kendelse fra Advokatnævnet. Det fremgår ligeledes af artiklen, at advokat [Klager] har valgt at føre sagen videre ”til domstolene”. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Det følger af punkterne A.1 og A.3. Artiklens vinkling og saglighed [Klager] har anført, at artiklen anvender en negativ vinkling ved sit valg og fravalg af materiale og kilder, og i den forbindelse udelader væsentlige oplysninger og synspunkter. Han har blandt andet fremhævet fravalget af klienter og sagkyndige som kilder samt en overfladisk behandling af konkrete sager, hvilket stiller ham i et dårligt lys. Pressenævnet bemærker, at portrættet består af journalistens research, herunder udtalelser fra kilder, interviewet med [Klager] samt journalistens egne iagttagelser. I overensstemmelse med førnævnte princip om redaktørens redigeringsret, må det lægges til grund, at det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. Pressenævnet finder i den forbindelse, at de foretagne valg af, hvem der citeres i artiklen, ligger inden for redaktørens redigeringsret og ikke kan tages som udtryk for en ensidig eller usaglig dækning. Nævnet finder endvidere, at præsentationen af de pågældende sager, herunder valget af noget materiale frem for andet, ikke er udtryk for en usaglig eller forvansket dækning. Endelig bemærker Pressenævnet, at Information efterfølgende bragte et læserindlæg, hvor [Klager] fik mulighed for at fremsætte sin kritik mod artiklen. Ukorrekte oplysninger [Klager] har anført, at artiklen indeholder en række faktuelt forkerte oplysninger. Pressenævnet finder ikke på baggrund af det oplyste at kunne lægge til grund, at oplysningen om, at journalisten har talt med klienter og ansatte er fejlagtig, ligesom nævnet ikke finder grundlag for at kritisere, at det ikke fremgår, at [Klager] vandt den særskilte sag om retlig interesse, som lå til grund for Maastricht-sagen. Ligeledes finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at omtalen af Advokatnævnets frifindelse af [Person K] i en sag vedrørende en række udtalelser om [Klager] fra 2005 ikke ledsages af oplysning om, at [Person K] i 1999 var blevet underkendt af Advokatnævnet i en klagesag indgivet af [Klager]. Pressenævnet finder endvidere ikke grundlag for at kritisere omtalen af Thule-sagen og kendelsen fra Advokatnævnet, hvorved [Klager] blev idømt en bøde på 100.000 kr., herunder kritisere, at Information ikke redegjorde for retslitteratur og en erklæring fra en speciallæge. Nævnet bemærker, at det af Informations artikel fremgår, at [Klager] har anket kendelsen og bøden til domstolene. Ligeledes finder nævnet ikke grundlag for at kritisere omtalen af [Fond], herunder at konkursen bliver omtalt som en opløsning, og at formuen først senere voksede til 300 millioner. Det bemærkes, at artiklen citerer en kilde for at udtale, at [Klager] ”sad på økonomien” i Grundlovskomitéen, selvom han efter det oplyste ikke havde det økonomiske ansvar. Henset til, at Information rettede oplysningen i den førstkommende weekendsektion, finder Pressenævnet ikke tilstrækkelig anledning til at udtale kritik af forholdet, herunder at udtalelsen ikke efter det oplyste har været forelagt [Klager]. Forelæggelse Det fremgår af sagen, at artiklen er blevet til på baggrund af interview med [Klager] samt i et vist omfang skriftlig korrespondance. Det fremgår endvidere, at [Klager]s udtalelser efterfølgende er blevet forelagt ham med indikation af, hvilken sammenhæng udtalelserne ville indgå i. [Klager] har anført, at udtalelsen fra [Person P] ikke er blevet forelagt for ham. [Person P] citeres i artiklen for blandt andet at sige, at ”for en advokat er det helt besynderligt ikke at være mere tykhudet. Selvfølgelig kan der være behov for at føre sag om grove injurier, som hvis nogen påstår, at man har stjålet af kassen, begået falskneri eller andre grove straffelovsovertrædelser. Men sådan noget med, at man er storsnudet, tosset eller lyver, fatter jeg ikke, at man gider føre sager om ”. Der foreligger ikke oplysninger for Pressenævnet om, hvorvidt udtalelsen fra [Person P] er blevet nævnt under interviewet. Da det tydeligt fremgår af udtalelsen, at der er tale om vedkommendes personlige vurdering, og udtalelsen ikke i sig selv kan betragtes som skadelig eller krænkende for [Klager], finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik. Kildekritik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik skal udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. [Klager] har anført, at de kritiske personer, der anvendes som kilder i artiklen er modparter, fjendtligt indstillede personer eller konkurrenter. Pressenævnet finder på baggrund af artiklens beskrivelse af modsætningsforholdene i de forskellige udtalelser om [Klager] ikke grundlag for antage, at Information skulle have udvist utilstrækkelig kritik over for kilderne til artiklen. Nævnet bemærker i øvrigt, at det fremgår af sammenhængen, som udtalelserne indgår i, at der er tale om kritikere, når dette er tilfældet, og at det i et portræt som det omhandlede ikke er irrelevant også at høre fra den portrætteredes modparter og øvrige branchemæssige kollegaer. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik i anledning af artiklen. Afgjort den 20. januar 2015

Versioner

  1. 2015-01-22