Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00728
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9032@2015-01-22/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00728
Resumé Rettede ikke fejl tydeligt Børsen skrev ”Post Danmark dumper på kundetilfredshed”. Det var forkert, og Børsen rettede fejlen i avisen samt i artiklen på nettet. Pressenævnet kritiserer Børsen for ikke samtidigt at have bragt rettelsen som en særskilt nyhed på nettet. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Kontrol af oplysninger Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. pkt. A.1. Pressenævnet lægger efter parternes oplysninger til grund, at Børsen af Post Danmark blev informeret om, at Trafikstyrelsens rapport indeholdt forkerte oplysninger. Nævnet lægger videre til grund, at Børsen derfor kontaktede WIK, som stod bag rapporten. Børsen har anført, at der ikke fra WIK blev opnået en endelig bekræftelse af, at oplysningerne var korrekte inden offentliggørelsen den 29. august 2014. Børsen kontaktede dog flere gange Trafikstyrelsen, som forsikrede, at oplysningerne i rapporten var korrekte. Trafikstyrelsen informerede også Børsen om, at styrelsen ikke havde fået nogen henvendelser om, at oplysningerne skulle være forkerte, heller ikke fra Post Danmark. Pressenævnet finder på den baggrund, at Børsen har gjort, hvad der var nødvendigt for at kontrollere oplysningerne inden offentliggørelsen og udtaler derfor ikke kritik. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der var tale om en rapport, som blev udgivet omkring syv måneder før Børsens artikel, og at det af artiklen fremgår, at det først er i forbindelse med artiklen, at Trafikstyrelsen hører klager over rapporten, herunder fra Post Danmark, ligesom Trafikstyrelsen ikke i forbindelse med artiklen ifølge artiklen ”ændrer syn på sin rapport”. Nævnet bemærker videre, at Post Danmark får lov at komme til orde i artiklen. Berigtigelse i den trykte avis Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7. Den 3. september 2014 berigtigede Børsen i rubrikken ”Børsen retter” på avisens sædvanlige plads for rettelser side 2. Uanset at notitsen med rettelsen er mindre synlig end den påklagede artikel, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at nævnet ikke udtaler kritik af den oprindelige artikel, og at avisen har bragt rettelsen på avisens sædvanlige plads for rettelser. Berigtigelse på netavisen På borsen.dk er der blevet tilføjet en rettelse til artiklen, hvilket er hensigtsmæssigt for nye læsere. Læsere af den oprindelige artikel uden berigtigelsen kan imidlertid ikke forventes på ny at klikke ind på artiklen og på den måde blive gjort bekendt med berigtigelsen. Disse læsere har således ikke fået tilstrækkelig mulighed for at blive opmærksomme på berigtigelsen, som derfor burde have været bragt særskilt på websitet som en nyhed med samme placering som den oprindelige artikel. Pressenævnet udtaler kritik af Børsen for ikke at gøre tilstrækkelig opmærksom på rettelsen på hjemmesiden borsen.dk. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af borsen.dk at offentliggøre følgende: ”[Rubrik] Pressenævnet kritiserer Børsen for mangelfuld rettelse [underrubrik] Der var forkert, da Børsen skrev ”Post Danmark dumper på kundetilfredshed”. Børsen rettede fejlen i avisen, men gjorde det ikke tydeligt nok på nettet [tekst]” Post Danmark dumpede ikke på kundetilfredsheden. Tværtimod var kundetilfredsheden udmærket. Derfor bragte Børsen en rettelse i avisen. Desuden blev der tilføjet en rettelse til artiklen på borsen.dk. Pressenævnet peger på, at læsere af den oprindelige artikel på borsen.dk næppe går ind for at læse artiklen igen. Derfor får de ikke kendskab til rettelsen, og derfor burde borsen.dk også have bragt rettelsen som en særskilt nyhed med samme placering som den oprindelige artikel. Børsen får kritik for ikke at have gjort det. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen kan læses på pressenaevnet.dk”
Post Danmark A/S har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Børsen og på borsen.dk den 21. august 2014, idet selskabet mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Børsen bragte den 29. august 2014 artiklen ”Post Danmark dumper på kundetilfredshed” med underrubrikken ”Post Danmark får laveste placering i stor undersøgelse af tilfredsheden med postservice i Europa” . Af artiklen fremgik følgende: ”Sammenlignet med postvæsenet i andre europæiske lande ligger Post Danmark på sidstepladsen, når man måler på kundetilfredshed. Det fremgår af Trafikstyrelsens seneste analyse af postmarkedet i Danmark. I rapporten skriver styrelsen blandt andet: ”Post Danmark ligger meget lavt i tilfredshed sammenlignet med Posten A/B, Sverige, og bl.a. Polen, der alle kun scorer 70-71 pct. i tilfredshed, hvilket er det laveste blandt de undersøgte lande. Stort set alle andre scorer over 85 pct. tilfredshed, og en række scorer over 90 pct.” Det lykkedes Post Danmark at forbedre brugertilfredsheden med 15 pct. fra 2008 til 2010. Tilliden steg fra 62 til 71, men i de seneste år har tilfredsheden ligget nogenlunde stabilt omkring 70. Ifølge cheføkonom Martin Salomon fra Forbrugerrådet Tænk, bør det give anledning til bekymring, at Post Danmark ikke har forbedret sig. ”En forbrugertilfredshed på 70 er rimelig, men slet ikke der, hvor den bør være, når det er dem, der dominerer markedet. Hvis der have været ordentlig konkurrence, havde de været tvunget til at gøre det endnu bedre, end de gør,” siger han. Næsthøjeste priser I rapporten står, at Post Danmark har de næsthøjeste priser på både A- og B-breve blandt de undersøgte lande, kun overgået af Norge. Men de seneste års fald i brevmængden har alligevel tvunget Post Danmark til at foretage store nedskæringer på personale, samt at lukke en stor andel af koncernens posthuse. I tirsdags varslede koncernchef for Postnord Håkan Ericsson flere nedskæringer, efter at postkoncernen i forvejen har nedlagt godt 1500 stillinger og adskillige posthuse hvert år de seneste år. Af rapporten fra Trafikstyrelsen fremgår det, at antallet af posthuse i perioden 2009-2012 faldt fra 114 til 72. I samme periode faldt servicekvaliteten på A-breve fra 95,7 pct. til 93,5 pct. og holdt sig dermed akkurat indenfor det officielle kvalitetskrav på 93 pct.. ”Der er stor forskel på årsresultaterne brevene imellem, hvor servicemålet for A-breve kun lige opfyldes, mens der er væsentlig overopfyldelse for B og C-breve,” skriver Trafikstyrelsen i rapporten. Afviser resultat Hos Post Danmark kan kommunikationschef Morten O. Nielsen slet ikke genkende det billede rapporten tegner af tilfredsheden med Post Danmark. Han anfægter både metoden for sammenligning og tolkningen af resultatet. ”Jeg kan ikke genkende den måde at gøre det op på. IPC har forkastet den måde at gøre det op på, men altså, når alt det er sagt, så er vi ekstremt fokuserede på at have tilfredse kunder. For det er det, vi skal leve af,” siger han med henvisning til den internationale branche-organisation International Post Corporation, IPC. Ifølge Morten O. Nielsen er indekstallet 71 udtryk for en god kundetilfredshed og ikke, som rapporten anfører, en lav tilfredshed. Med der er altid plads til forbedringer. ”Vi er midt i en ekstrem stor omstilling i Post Danmark. På den ene side skal vi træde på bremsen, fordi vi har et brevmarked, der udvikler sig enormt hurtigt, og på den anden side skal vi træde på speederen fordi vi er i gang med at udvikle nye logistik og serviceforme, som vi tror bliver et stort marked i fremtiden,” siger Morten O. Nielsen og fortsætter: ”Og der har vi et enormt fokus på at levere høj kvalitet og arbejder målrettet på det. Så kvalitet er helt afgørende for, at vi kan få den kundetilfredshed, vi også gerne vil have. Vi kan heldigvis konstatere, at det går fremad med kundetilfredsheden – det er vi glade for, men det betyder også bare, at vi intensiverer arbejdet og er endnu mere fokuseret på, hvordan vi kan skabe tilfredse kunder,” siger Morten O. Nielsen. Trafikstyrelsen ændrer ikke syn på sin rapport fra 2013, og det er første gang, de hører klager over den, siger de. ”Vi har ikke fået nogen henvendelser om, at de tal skulle være forkerte. Heller ikke fra Post Danmark.” lyder det officielle svar fra Trafikstyrelsen.” I forbindelse med artiklen bragte Børsen ligeledes et diagram, som skulle illustrere det i artiklen omtalte tilfredshedsindeks. Af diagrammet fremgik følgende: ” Post Danmark ligger i bund Brugertilfredshedsindeks for udvalgte befordringspligtige postvirksomheder Tilfredshedsindeks Danmark 71 Frankrig 77 Holland 84 Schweiz 79 Storbritannien 87 Sverige 71 Tyskland 92 Østrig 94” En identisk artikel blev bragt på Børsens netavis, borsen.dk. Den 1. september 2014 rettede Børsen netartiklen. Af rettelsen fremgik følgende: ”1. sep. Børsen retter: I fredagens avis beskrev vi, at Post Danmarks kundetilfredshed dumpede og lå dårligt sammenlignet med øvrige europæiske postvæsner. Artiklen var baseret på en redegørelse fra Trafikstyrelsen, som imidlertid er fejlbehæftet. Post Danmark scorer indeks 71 i kundetilfredshed ifølge den såkaldte EPSI-scorer, hvilket er godt.” Den 3. september 2014 bragte Børsen en rettelse i avisens rettelsesrubrik på side 2, af rettelsen fremgik følgende: ”Fredag skrev Børsen, at Post Danmarks kundetilfredshed dumpede og lå dårligst sammenlignet med øvrige europæiske postvæsener. Artiklen var baseret på en redegørelse fra Trafikstyrelsen, som imidlertid er fejlbehæftet. Post Danmark scorer indeks 71 i kundetilfredshed ifølge den såkaldte EPSI-scorer, hvilket er godt.” Yderligere oplysninger I december 2013 udgav Trafikstyrelsen rapporten ”Redegørelse om postmarkedet 2013”. Af rapporten fremgik blandt andet følgende (side 23): ”Brugertilfredshed WIK Consult har gennemført en brugertilfredshedsanalyse af tilfredsheden med de befordringspligtige postvirksomheder i EU-landene. I 2010, 2011 og 2012 ligger Post Danmark A/S meget lavt i tilfredshed sammen med Posten A/S, Sverige og bl.a. Polen, der alle kun scorer 70-71 pct. tilfredshed, hvilket er det laveste blandt de undersøgte lande. Stort set alle andre scorer over 85 pct. tilfredshed og en række ligger over 90 pct.” 2 Parternes synspunkter 2.1 Post Danmark A/S’ synspunkter Kontrol af oplysninger Børsen kontaktede onsdag den 27. august 2014 Post Danmark A/S (herefter Post Danmark) vedrørende en påtænkt artikel om kundernes tilfredshed med Post Danmark på baggrund af Trafikstyrelsens ”Redegørelse om postmarkedet 2013”, udgivet af Trafikstyrelsen i december 2013. Børsen anmodede om Post Danmarks bemærkninger til kritikken i artiklen. Post Danmark anførte i den forbindelse blandt andet, at der ikke kan sammenlignes på tværs af lande på den måde, som det er gjort i Trafikstyrelsens rapport, og som Børsen ville gengive. Børsen blev oplyst om, at den grundlæggende fejl i Trafikstyrelsens rapport er, at Post Danmarks indekstal gengives som procenttal, og at der laves en sammenligning af kundetilfredshed beregnet efter forskellige opgørelsesmetoder, idet de nationale postoperatører anvender hver deres individuelle opgørelsesmetode. Når indekstal sammenlignes med procenttal, og når resultatet af forskellige opgørelsesmetoder sammenlignes, giver der et helt forkert billede, og det er dette forkerte billede, som er bærende for Børsens artikel. Tabel 5 i Trafikstyrelsens rapport er udarbejdet af analysebureauet WIK og er angivet som kilde i rapporten. Som det fremgår, har WIK ikke selv foretaget en undersøgelse af brugertilfredsheden, men har blot anvendt de oplysninger, som man har kunnet finde i de befordringspligtige postvirksomheders årsrapporter. Børsen lyttede til Post Danmarks bemærkninger og kom tilsyneladende en smule i tvivl om rigtigheden af oplysningerne i Trafikstyrelsens rapport, eller også ønskede man at foretage en kontrol, da Børsen vidste, at man er forpligtet hertil. Som det fremgår af Børsens opkaldsliste foretog avisen et opkald til WIK. Af opkaldslisten fremgår, at opkaldet varede i alt tre minutter. I de tre minutter kunne Børsen næppe nå at tale med tre forskellige personer, forelægge dem hver især problemstillingen, anmode dem om at tage stilling hertil og modtage deres svar. Børsen har selv anført, at der ikke blev opnået en endelig bekræftelse af, at oplysningerne var korrekte. Kravet om at et medie, så langt som det er muligt, skal kontrollere oplysninger, der gives eller gengives, opfyldes ikke gennem et tre minutter langt frugtesløst opkald til kilden. Kravene til kontrol mindskes ikke af, at Børsen har relevante og dokumenterede indvendinger i hænde. At kildens første modtager af oplysningerne, Trafikstyrelsen, angiver, at man ikke har modtaget nogen klager, afhjælper ikke den mangelfulde kontrol. Senere onsdag den 27. august 2014 sendte Post Danmark pr. mail dokumentation for Post Danmarks indvendinger, hvor rapport fra IPC (International Post Corporation) var vedlagt. Rapporten angiver tydeligt, at de nationale postvirksomheder anvender forskellige metoder til at måle tilfredshed. Det anføres i den forbindelse af IPC, at ”Given that operators employ different methodologies to measure satisfaction, comparison between operators is difficult. For this reason it is more useful to examine trends in satisfaction at the individual operator level. In general however, consumers had a higher level of overall satisfaction than business customers in both 2010 and 2011.” Torsdag den 28. august sendte Post Danmark til Børsen yderligere dokumentation for, at indekseringen ikke er sammenlignelig med angivelse i procent. Af dokumentationen fremgik blandt andet følgende: ”Scores over 70 er generelt set gode. Man betegner intervallet 70-75 som god.” Børsen bragte den 29. august 2014 artiklen. Nederst til venstre i artiklen ses en grafik under overskriften ”Post Danmark ligger i bund”. Grafikken viser brugertilfredsheden med indekstal i et søjlediagram, hvor der for alle lande angives et tal uden %-tegn efter tallet. Denne grafik er imidlertid forkert og stemmer hverken overens med kilder – Trafikstyrelsens rapport – eller artiklens indhold, som begge angiver procenttal. Børsen valgte i diagrammet i artiklen at fjerne enhederne på tallene for hver enkelt postvirksomhed - formentlig i et forsøg på at afhjælpe den indsigelse fra Post Danmark, at man i WIKs analyse sammenlignede procentsatser med indekstal. Efter at artiklen havde været bragt, klagede Post Danmark til Børsen. Ved svar af 29. august 2014 fra Børsen til Post Danmark afviste Børsen klagen, men Børsen tilkendegav, at man ville tage fat i Trafikstyrelsen for at få styrelsens reaktion på, om der er faktuelle fejl i styrelsens analyse. Post Danmark fastholdt klagen til Børsen, og Børsen fastholdt, at god presseskik er overholdt. Børsen kontaktede herefter endnu en gang WIK. Denne gang var opkaldet henholdsvis et og ti minutter. Det opkald som varede ti minutter var til et andet nummer, end der blev ringet til, inden artiklen blev bragt. En sådan ti minutters kontrol, som udføres den førstkommende hverdag efter, at artiklen blev bragt, kunne være foretaget inden artiklen blev bragt, og uden det påvirker artiklens nyhedsværdi, da artiklen udelukkende baserer sig på en otte måneder gammel rapport. Mandag den 1. september 2014 – den førstkommende hverdag efter artiklen havde været bragt i såvel den trykte udgave som på netudgaven af avisen – havde Børsen fået kontrolleret Post Danmarks oplysninger om, at der var fejl i Trafikstyrelsens rapport. Kontrollen var udført ved at kontakte kilden til de anvendte data, analysebureauet WIK. Kontrollen viste, at Post Danmarks oplysninger var korrekte. Børsen angiver: ”Vi har netop fået bekræftet, at der er fejl i Trafikstyrelsens rapport. WIK Consult (som er ophavsmænd til tabel 5 i rapporten) oplyser til Børsen, at det er en fejl, når der anvendes procenter i tilfredshedsindekset.” Børsen har ikke så langt, som det er muligt, kontrolleret om de oplysninger, der gives eller gengives er korrekte. En sådan kontrol ved kilden til oplysningerne i Trafikstyrelsens rapport, analysebureauet WIK, ville således på ingen måde have påvirket artiklens aktualitetsværdi. Såfremt Børsen havde kontaktet analysebureauet WIK, og der ikke kom noget svar, kunne sagen være anderledes, men der gøres end ikke noget forsøg, inden den kritiske artikel bringes. Berigtigelsen på netavisen Børsen bringer på baggrund af sin undersøgelse straks efter artiklen er blevet trykt en form for berigtigelse. Dette er Børsens eget valg, da Børsen udtrykkeligt ikke anerkender at have overtrådt god presseskik. Børsen har pligt til at berigtige ukorrekte oplysninger, og ”berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen.” jf. pkt. A.7. Dette er ikke opfyldt med Børsens berigtigelse på internettet. Læsere af den oprindelige artikel med fejlen kan ikke forventes på ny at klikke ind på artiklen og på den måde blive gjort bekendt med rettelsen. Der foreligger derfor en overtrædelse af pligten til, at ”berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen.” Det følger af Pressenævnets faste praksis, at det ikke er tilstrækkeligt at bringe en tilføjelse til en artikel, som allerede er publiceret på hjemmesiden. Der skal publiceres en ny artikel om berigtigelsen. Børsen bør derfor ligeledes pålægges at bringe en fyldestgørende berigtigelse på nettet. Berigtigelsen i avisen Pligten til, at ”berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen”, er endvidere ikke opfyldt gennem Børsens korte ”rettelse” i den trykte udgave onsdag den 3. september 2014. Børsen bør derfor pålægges at bringe en fyldestgørende berigtigelse i den trykte avis, herunder med en tydelig overskrift, som har dækning i en korrekt beskrivelse af de faktiske forhold. 2.2 Børsens synspunkter Kontrol af oplysninger Børsen har anført, at det er korrekt, at avisen bragte fejlbehæftede oplysninger den 29. august 2014. Men det skete ikke i strid med god presseskik, fordi Børsen forudgående havde gennemført et omfattende faktatjek af oplysningerne og derfor overholdt reglerne for god presseskik, hvorefter det ”så langt som det er muligt bør kontrolleres, om de oplysninger der gives eller gengives er korrekte”. Oplysningerne til artiklerne blev, så langt som det var muligt, kontrolleret før offentliggørelsen. Børsen kontaktede både Trafikstyrelsen og det tyske konsulenthus WIK for at sikre, at oplysningerne i Trafikstyrelsens rapport var korrekte. En endelig bekræftelse på, at oplysningerne er korrekte opnås ikke, men Børsen gjorde, hvad der var muligt for at efterprøve oplysningerne. Avisen havde mailkontakt med seniorøkonom Sonja Thiele og afdelingsleder Alex Dieke i WIK. Sideløbende var Børsen i forbindelse med researchen tre gange i kontakt med Trafikstyrelsens pressekontakt, Mads Gundelund Herlach, hvor der blev stillet spørgsmål om, hvorvidt oplysningerne var rigtige eller forkerte. Svaret var, at oplysningerne var korrekte, hvilket blev citeret i artiklen på følgende vis: ”Trafikstyrelsen ændrer ikke syn på sin rapport fra 2013, og det er første gang, de hører klager over den, siger de. Direkte citat herfra: ”Vi har ikke fået nogen henvendelser om, at de skulle være forkerte. Heller ikke fra Post Danmark.” Post Danmarks kommentar indgår også i artiklen jf. regler for god presseskik: ”Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Post Danmarks svar udgør 1/3 af artiklen. Som det fremgår af mailkorrespondancen mellem Post Danmarks pressechef Kristian Rask og Børsens redaktionschef Uffe Hansen 29. august – 1. september 2014, har Børsen, så vidt det var muligt, efterprøvet Trafikstyrelsens datamateriale, der blev lagt til grund for artiklen. Børsen har samtidig anført, at faktatjek skal ske ved datas ophavsmænd, det vil sige Trafikstyrelsen og WIK. Det er ikke tilstrækkeligt faktatjek at basere vurderingen på tredjepart – i dette tilfælde Post Danmark. Børsen har, som det fremgår af mailkorrespondancen med Post Danmark, handlet så hurtigt som det var muligt med at få gentjekket artiklens dokumentation, da Post Danmark henvendte sig efter offentliggørelsen. Børsen kan ikke forhindres i at skrive om en officiel rapport fra en uvildig styrelse, fordi der var uenighed om, hvordan tallene skulle opgøres. Artikler skal skrives afbalanceret, det vil sige, at begge parter skal høres. Og det har avisen gjort i denne situation. Kilden er tilmed tydeligt angivet i artiklen, hvor der i indledning henvises til Trafikstyrelsens analyse af postmarkedet. Berigtigelse på netavisen Børsen rettede selv den fejlbehæftede artikel i stedet for at udsende en særskilt rettelse, idet artiklen er det primære produkt. En selvstændig rettelse vil stå løsrevet og det vil betyde, at hvis en læser kun læser den fejlbehæftede artikel, er man ikke orienteret om selve fejlen. Børsen har ingen interesse i at have fejlbehæftede artikler hverken online eller på print, det det skader avisens troværdighed. Når fejl opstår, er det vigtigt for avisen at rette den oprindelige onlineversion, så læseren altid er sikker på, at den tilgængelige version er den mest rigtige. Derfor har løsrevne rettelser mindre reel betydning end en rettet version. Børsen har, så vidt det var muligt, tjekket oplysningerne før offentliggørelsen, og så hurtigt avisen fik dokumentation fra oplysningernes ophavsmænd (WIK) om, at der var tale om en misforståelse fra Trafikstyrelsens side, rettet fejlen ”i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får en klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen” jf. pkt. A.7. Havde Trafikstyrelsen sået tvivl om tallene i deres egen rapport på det tidspunkt i researchprocessen, kunne de med en vis ret kritisere avisen for overhovedet at bringe historien. Men Trafikstyrelsen viste ingen usikkerhed. Børsen kunne heller ikke have skrevet historien omvendt i en version, hvor Post Danmark gik i rette med en opgørelse, som Børsen endnu ikke havde beskrevet. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Kontrol af oplysninger Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. pkt. A.1. Pressenævnet lægger efter parternes oplysninger til grund, at Børsen af Post Danmark blev informeret om, at Trafikstyrelsens rapport indeholdt forkerte oplysninger. Nævnet lægger videre til grund, at Børsen derfor kontaktede WIK, som stod bag rapporten. Børsen har anført, at der ikke fra WIK blev opnået en endelig bekræftelse af, at oplysningerne var korrekte inden offentliggørelsen den 29. august 2014. Børsen kontaktede dog flere gange Trafikstyrelsen, som forsikrede, at oplysningerne i rapporten var korrekte. Trafikstyrelsen informerede også Børsen om, at styrelsen ikke havde fået nogen henvendelser om, at oplysningerne skulle være forkerte, heller ikke fra Post Danmark. Pressenævnet finder på den baggrund, at Børsen har gjort, hvad der var nødvendigt for at kontrollere oplysningerne inden offentliggørelsen og udtaler derfor ikke kritik. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der var tale om en rapport, som blev udgivet omkring syv måneder før Børsens artikel, og at det af artiklen fremgår, at det først er i forbindelse med artiklen, at Trafikstyrelsen hører klager over rapporten, herunder fra Post Danmark, ligesom Trafikstyrelsen ikke i forbindelse med artiklen ifølge artiklen ”ændrer syn på sin rapport”. Nævnet bemærker videre, at Post Danmark får lov at komme til orde i artiklen. Berigtigelse i den trykte avis Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7. Den 3. september 2014 berigtigede Børsen i rubrikken ”Børsen retter” på avisens sædvanlige plads for rettelser side 2. Uanset at notitsen med rettelsen er mindre synlig end den påklagede artikel, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at nævnet ikke udtaler kritik af den oprindelige artikel, og at avisen har bragt rettelsen på avisens sædvanlige plads for rettelser. Berigtigelse på netavisen På borsen.dk er der blevet tilføjet en rettelse til artiklen, hvilket er hensigtsmæssigt for nye læsere. Læsere af den oprindelige artikel uden berigtigelsen kan imidlertid ikke forventes på ny at klikke ind på artiklen og på den måde blive gjort bekendt med berigtigelsen. Disse læsere har således ikke fået tilstrækkelig mulighed for at blive opmærksomme på berigtigelsen, som derfor burde have været bragt særskilt på websitet som en nyhed med samme placering som den oprindelige artikel. Pressenævnet udtaler kritik af Børsen for ikke at gøre tilstrækkelig opmærksom på rettelsen på hjemmesiden borsen.dk. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af borsen.dk at offentliggøre følgende: ”[Rubrik] Pressenævnet kritiserer Børsen for mangelfuld rettelse [underrubrik] Der var forkert, da Børsen skrev ”Post Danmark dumper på kundetilfredshed”. Børsen rettede fejlen i avisen, men gjorde det ikke tydeligt nok på nettet [tekst]” Post Danmark dumpede ikke på kundetilfredsheden. Tværtimod var kundetilfredsheden udmærket. Derfor bragte Børsen en rettelse i avisen. Desuden blev der tilføjet en rettelse til artiklen på borsen.dk. Pressenævnet peger på, at læsere af den oprindelige artikel på borsen.dk næppe går ind for at læse artiklen igen. Derfor får de ikke kendskab til rettelsen, og derfor burde borsen.dk også have bragt rettelsen som en særskilt nyhed med samme placering som den oprindelige artikel. Børsen får kritik for ikke at have gjort det. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen kan læses på pressenaevnet.dk” Afgjort den 20. januar 2015