Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00740

GældendeVersion 2015-01-22
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9034@2015-01-22/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00740

Resumé Offentlige personer må tåle mere Tv-fredensborg.dk skrev artiklen ”Kaos omkring [navn] skolens start i Niverød” og omtaler en kvinde, der både er byrådspolitiker og indstillet til skoleleder. Hun afviser kaos. Offentlige personer må tåle mere nærgående omtale, særlig når emnet er af klar almen interesse. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Den første artikel Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen må anses for at være offentliggjort. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at artiklen ifølge tv-fredensborg.dk var et udkast, som ikke skulle offentliggøres. Det kan i den forbindelse ikke anses som en formildende omstændighed, at ingen eller få har læst selve offentliggørelsen, da en offentliggørelse ikke kan defineres ved omfanget af opmærksomhed. Tv-fredensborg.dk fremkommer i artiklen med vurderinger og kommentarer til blandt andet [Klager]s arbejde i forbindelse med etableringen af [Skole]. Det er Pressenævnets opfattelse, at [Klager] qua hendes virke som byrådsmedlem og hendes indstilling som skoleleder for [Skole] er en i offentligheden kendt person. Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, herunder politikere, må tåle mere nærgående og kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet. Det forhold, at tv-fredensborg.dk i artiklen vurderede, at der hersker kaos omkring opstarten af [Skole], og at denne vurdering ifølge [Klager] er udokumenteret og kan virke skadelig, kan således ikke føre til en ændret betragtning. Pressenævnet bemærker hertil, at det må anses for at være det grundlæggende formål med pressefriheden at fremme den politiske debat og offentlige meningsudveksling også i de tilfælde, hvor det ikke opfattes som positiv omtale. Pressenævnet finder det beklageligt, at det fremgår af udkastet, at tv-fredensborg.dk på daværende tidspunkt ikke havde til hensigt at forelægge artiklen for [Klager] under henvisning til, at [Klager] ifølge det oplyste havde ”boykottet” tv-fredensborg.dk, og at det derfor var formålsløst. Pressenævnet finder ikke, at en forelæggelse af denne grund kan anses som formålsløs. Pressenævnet finder dog, at tv-fredensborg.dk over for nævnet har godtgjort, at artiklen var et udkast, og at det på denne baggrund ikke kan udelukkes, at tv-fredensborg.dk ville have anmodet [Klager] om hendes bemærkninger, såfremt udkastet ikke var blevet fejlagtigt offentliggjort i utide. Nævnet henviser til, at tv-fredensborg.dk har oplyst, at redaktionen ellers troligt forelægger artikler for [Klager], hvori hun indgår. Den anden artikel Det er Pressenævnets opfattelse, at tv-fredensborg.dk med den pågældende akkreditering har antydet, at [Klager] har samarbejdet med tv-fredensborg.dk om artiklen. Dette er ifølge [Klager] ikke tilfældet, hvorfor oplysningen må anses for at være ukorrekt. Pressenævnet finder imidlertid ikke anledning til at vurdere forholdet yderligere henset til, at tv-fredensborg.dk i umiddelbar forlængelse af [Klager]s klage til Pressenævnet har offentliggjort en udførlig undskyldning på hjemmesiden. Der henvises i den forbindelse til de presseetiske regler punkt A7, hvoraf det fremgår, at berigtigelse af urigtige oplysninger skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Pressenævnet finder derfor ikke, at tv-fredensborg.dk har handlet i strid med god presseskik.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over to artikler bragt henholdsvis den 24. november og den 26. november 2014 på tv-fredensborg.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling 1.1 Første artikel Den 24. november 2014 publicerede tv-fredensborg.dk en artikel klokken 08.43 med rubrikken ”Kaos omkring [Skole]s start i Niverød” . Af underrubrikken fremgik følgende tekst: ”Er byrådet konfliktsky? Principiel sag bag lukkede døre i aften? Bliver der kaos på Byrådsmødet i aften? Billeder på vej……………..” I søgeresultatet fremgik alene følgende brødtekst: ”Efter planen skal privatskolen [Skole] åbne den 5. august 2015. Altså om 9 måneder. Men skolen har end ikke lokalerne på plads endnu. Der hersker kaos allerede inden skolen er i gang.” Ved et klik på titelfeltet fremgik dernæst artiklens fulde tekst, dog med publiceringsdatoen 30. november 2014 (-0001 00:00). Den resterende del af artiklens brødtekst lød som følger: ”Først købte [Klager] ejendommen [Adresse 1] for godt 1 million. Byplansvedtægten gav imidlertid ikke mulighed for at oprette skole i bygningen. Der måtte kun være bolig og erhverv. Nu har [Klager] sat ejendommen til salg hos Home i Niverød. Selvom udvalget med det ”mundrette” navn, Plan-, Miljø- og Klimaudvalget har vedtaget at igangsætte en ny lokalplan på skolens opfordring. Om den kunne være på plads inden 5. august næste år, er tvivlsomt. Desuden havde skolen søgt om nedrivningstilladelse for den bevaringsværdige bygning. Alt sammen noget der med høringssvar og politisk behandling kan tage mange måneder. Hvorfor har [Klager] ikke undersøgt det, inden hun begyndte at markedsføre skolen. Hun sidder altså i byrådet og bør kende arbejdsgangene der. Hun har tilmed i valgkampen i november klandret sine kommende byrådskolleger for, at de ikke satte sig ordentligt ind i tingene. Hun har nu kastet sin kærlighed på Niverødgård. Som ifølge lokalplanen er udlagt til offentlige formål bl.a. skole. Men der er allerede boliger – som man nødvendigvis må tage hensyn til, inden man opretter en skole i bygningen. Boliger der i øvrigt er oprettet i strid med lokalplanen. En tredje mulighed er Molevitten i Niverød – den tidligere Niverød Kro. Her har Fredensborg Kommune i årevis drevet børneinstitution – også i strid med byplanvedtægten. En ting er kommunens forvaltning i strid med alle regler. Men hvad med [Skole]. Hvorfor har [Klager] og co. ikke sørget for at sikre sig de nødvendige tilladelser og fundet en bygning, inden skolen begyndte at ulejlige borgerne. Lige nu virker det ret usandsynligt at man kan nå at ændre lokalplaner og byplanvedtægter og klargøre lokalerne inden skolens start den 5. august 2015. Om hun kan købe Niverødgård – det behandles i Byrådet i aften den 14. november 2014. Hvor man skal tage stilling til et lokalt boligselskabs købstilbud. Det foregår bag lukkede døre på et lukket byrådsmøde. Og det må formodes, samtidig at være en principiel beslutning om hvad Niverødgårds hovedhus skal bruges til i fremtiden. Et byråd der ser ud til at være konfliktsky. Det er allerede sivet ud, at der kan blive tale om en slagsmål mellem fløjene i Byrådet. Bliver det et ideologisk slagsmål – sociale boliger kontra privatskole, skjult for os borgere? Vi har spurgt Borgermester Thomas Lykke Pedersen, hvorfor man ikke først behandler det principielle i det åbne byrådsmøde, og derefter de konkrete købstilbud i det lukkede? Da [Klager] har meddelt Tv-fredensborg.dk, at hun boykotter os, finder vi det formålsløst at bede om hendes kommentar.” 1.2 Den anden artikel Den 26. november 2014 bragte tv-fredensborg.dk endvidere en artikel med rubrikken ”Klor-forurenet grund på [Adresse 2] i Nivå renses med ny metode” . Af underrubrikken fremgik følgende tekst: ”Der er, og har ikke været akut fare for dit drikkevand. Forureningen ligger 500 meter fra nærmeste vandboring. –red. Artiklens brødtekst lød som følger: Faretruende nær ved drikkevandsudvindingen i Nivå dalen, ligger der en stærkt foruret fabriksgrund, forurenet med klorforbindelsen TCE, der er kræftfremkaldende. Miljøstyrelsens målinger viser at grænseværdierne er overskredet flere tusinde gange. Ifølge Ingeniøren. Rensning høj prioritet Det har derfor høj prioritet at få netop denne grund renset, for den ligger kun 508 meter fra en drikkevandboring. Det er man nu i gang med. I disse dage kan man se en boremaskine bore huller i den nordlige del af grunden [Adresse 2] i Nivå. Det er Region Hovedstaden og Fredensborg Kommune der står bag rensningsprojektet. Som er et pilotprojekt. Altså et forsøg – som vil kunne nedbringe omkostningerne betydeligt ved rensning af klorforbindelser TCE i Moræneler. Ny amerikansk metode Metoden, som er amerikansk, består af gelé med sand og jernpulver – det såkaldte ”nul-valent jernpulver”, som presses ned i det forurenede ler under højt tryk. I alt bores ca 20 huller på grunden. For hvert hul skal gelé blandingen, tilsat et biologiske fortykningsmiddel, som er hemmeligt - presses ind i det faste moræneler gennem nogle jernrør som bankes ned. Sagen er, at man har kendt til at ”nul-valent jernpulver” kunne opløse TCE i moræneler, men det været svært at fordele det i leren – det er der nu fundet en metode til. Den afprøves for første gang nogensinde. Det er svært at sige hvornår alt TCE er væk. Men Region Hovedstaden forventer at det meste er opløst efter 5 år. Ifølge Ingeniøren. Prisen for projektet på Møllevej er ifølge folkene på stedet 13 millioner kroner. Det kan gå hen og blive et eksport eventyr, for den slags forurening findes andre steder i verden. Derfor dokumenters forsøgsprojektet, så man kan gentage det. Hvem der har forurenet jorden ved man ikke præcist, men der har engang ligget et jernstøberi på grunden. Og klorforbindelsen TCE bruges til affedtning af emnerne inden de males. Projektet udføres af det amerikanske firma Geosyntec, Cowi og Geoboringer.dk, sidstnævnte står for det maskinelle arbejde. Amerikanske Doug Knight, leder det praktiske arbejde. Kilde: Ingeniøren. Her kan du læse meget mere om sagen. [link] Tak til byrådsmedlem (V) [Klager] for tippet til denne historie.” Der er endvidere billedmateriale fra rensningsarbejdet. Yderligere oplysninger Tv-fredensborg.dk har den 23. december 2014 bragt følgende tekst på hjemmesiden: ”Undskyldning til [Klager] Vi er IKKE af Pressenævnet, blevet pålagt at bringe dette. Vi gør det helt frivillig. Tv-fredensborg.dk har nævnt [Klager] som kilde til, at vi blev opmærksom på, at Region Hovedstaden og Fredensborg Kommune var i gang med at rense en forurenet grund ved Møllevej i Nivå. Se artiklen, hvor kildehenvisningen i øvrigt er fjernet for ca 14 dage siden, som følge af endnu en Facebook opdatering af [Klager]: http://www.tv-fredensborg.dk/index.php/lokale-nyheder/928-klor-forurenet-grund-paa-moellevej-9-i-nivaa-renses-med-ny-metode.html Oplysningen havde vi fra en stor Nivå-Facebook gruppe, som vi og [Klager] er medlem af. Vi havde, i en kommentar til [Klager]s FB-opdatering om rensningen af grunden, skrevet den samme "Kreditering som i artiklen". Hvilket ikke medførte nogen reaktion. Men det kan vi naturligvis ikke tage til indtægt for, at hun accepterer at blive krediteret. Sagen viser at man ikke skal tage noget for givet. Vi undskylder over for [Klager], at vi ikke havde spurgt hende, før vi krediterede hende som kilde til nyheden. [Klager] har, via sin advokat, klaget til Pressenævnet over det. Opdateret: Vi har pr. mail tilbudt [Klager] at bringe hendes genmæle, og det vil blive bragt som hun ønsker. Man skal i øvrigt være opmærksom på, at Pressenævnet har afgjort, at medier gerne må citere indlæg i så store lukkede Facebook grupper, som den vi i denne sag har hentet oplysninger fra. Desuden, at man normalt skal bede om at få genmæle i det medie man vil klage over, før man kan få sin klage behandlet i Pressenævnet. Man kan også klage over overtrædelse af de presseetiske regler. Du kan se Pressenævnets afgørelser her: http://www.pressenaevnet.dk/Kendelser.aspx Her er der også link til Retsinformation, i hver enkelt sag, hvor du kan læse begge parters påstande. Både klager og Tv-fredensborg.dk's. Samt naturligvis Pressenævnets afgørelser i fuldt omfang. Dog uden at der nævnes navne.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har i forhold til den første artikel anført, at hun er foregangsmand for skoleopstartsprojektet og indstillet som skoleleder for Per Gyrum Skole, hvorfor hun er dybt engageret i etableringen af skolen. [Skole] er etableret på en matrikel tilhørende [Klager], og der er derfor en tæt tilknytning mellem hende og skolen. Tv-fredensborg.dk har i artiklen anført, at der hersker kaos omkring opstarten af [Skole], hvilket ifølge [Klager] er udokumenteret og usandt. Tv-fredensborg.dk har derfor ikke belæg for at skrive dette meget skadelige om [Skole]s opstart. Endvidere har tv-fredensborg.dk ikke foretaget nogen kontrol af, om oplysningerne er rigtige. Oplysningerne er endvidere ikke blevet forelagt hende, hvilket må anses for at være i strid med de vejledende regler for god presseskik, jf. punkt A1. Den ukorrekte gengivelse af forholdene omkring projektet burde have været undersøgt nøje, da de skaber utryghed, usikkerhed og agtelsesforringelse samt en mistillid til [Klager] og for [Skole], både blandt borgerne generelt, men i særdeleshed blandt de borgere, som er interesserede i at benytte sig af skolen. [Klager] har vedrørende den anden artikel anført, at hun på intet tidspunkt har tippet tv-fredensborg.dk, og at denne oplysning giver et falsk indtryk af, at hun samarbejder med tv-fredensborg.dk. Tv-fredensborg.dk har på intet tidspunkt forelagt akkrediteringen for hende, hvorfor hun ikke kunne kommentere på den. 2.2 Tv-fredensborg.dk’s synspunkter Den første artikel Tv-fredensborg.dk har oplyst, at den første artikel ved en fejl har kunnet fremsøges i ”søg”-feltet på hjemmesiden tv-fredensborg.dk, og at søgefunktionen som følge heraf er blevet helt fjernet, indtil fejlen er udredt. Artikeludkastet er oprettet i admin-modulet i backend. Derefter i frontend, hvor redaktionen kan se, hvordan artiklen ser ud under opbygning. Den blev afpubliceret 24/Nov/2014:09:50:02, og skulle efterfølgende ikke kunne findes som link i menuen. Et link til artiklen blev den 24. november 2014 klokken 09.55 sendt til Fredensborg Kommunes borgmester med henblik på at opnå en kommentar – efter artiklen var lagt i hjemmesidens gennemsynsområde. Artiklen skulle ikke have været tilgængelig for andre end dem, som havde fået linket tilsendt. Det var et chok for redaktionen at opdage, at artiklen var tilgængelig ved brug af søgefunktionen på hjemmesiden, hvorfor denne funktion midlertidigt blev fjernet helt. Redaktionen har gennemsøgt websitets logfiler, og der er ingen registreringer af, at nogen har hentet artiklen udover Pressenævnet den 12/12-14 fra klokken 14:53:28 til klokken 15:45:41. Det fremgår af webstedets access-log, at ingen bortset fra Pressenævnet har læst den pågældende artikel. Det fremgår endvidere, at kun seks IP-numre har haft mulighed for at se artiklen, og at der i de tilfælde er søgt på samme måde. [Klager] kan derfor ikke have læst artiklen i sin helhed, og den fuldstændige tekst er desuden ikke vedlagt hendes klage. Dernæst har tv-fredensborg.dk anført, at redaktionens interesse i [Skole]s opstart skyldes, at [Klager] sidder i Børne- og Skoleudvalget i Fredensborg Kommunen. Redaktionen er flere gange blevet kontaktet telefonisk af [Klager]s byrådskollega, Thomas Bak, som sidder i Økonomiudvalget og Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Fredensborg Kommune. Begge er udvalg, der skal behandle [Klager]s skoleansøgninger og købstilbud. Selvom [Klager] har tilkendegivet, at hun kun udtaler sig til Uge Nyt Fredensborg og Frederiksborg Amts Avis, og ikke til tv-fredensborg.dk, så sender redaktionen troligt artikler til gennemsyn hos hende, men modtager ikke altid svar herpå. Man kunne forvente en vis åbenhed fra en politiker i et demokrati, når det gælder skoleområdet. Tv-fredensborg.dk kan dog ikke være forpligtet til at forelægge udkast for [Klager], når det endnu ikke er besluttet, om de skal offentliggøres. Den anden artikel Tv-fredensborg.dk har til den anden artikels indhold anført, at der på hjemmesiden er offentliggjort en undskyldning rettet til [Klager] på sektionsforsiden ”Lokale nyheder”. Der er endvidere indsat et link til undskyldningen i selve artiklen på det samme sted, hvor akkrediteringen tidligere stod. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Den første artikel Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen må anses for at være offentliggjort. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at artiklen ifølge tv-fredensborg.dk var et udkast, som ikke skulle offentliggøres. Det kan i den forbindelse ikke anses som en formildende omstændighed, at ingen eller få har læst selve offentliggørelsen, da en offentliggørelse ikke kan defineres ved omfanget af opmærksomhed. Tv-fredensborg.dk fremkommer i artiklen med vurderinger og kommentarer til blandt andet [Klager]s arbejde i forbindelse med etableringen af [Skole]. Det er Pressenævnets opfattelse, at [Klager] qua hendes virke som byrådsmedlem og hendes indstilling som skoleleder for [Skole] er en i offentligheden kendt person. Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, herunder politikere, må tåle mere nærgående og kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet. Det forhold, at tv-fredensborg.dk i artiklen vurderede, at der hersker kaos omkring opstarten af [Skole], og at denne vurdering ifølge [Klager] er udokumenteret og kan virke skadelig, kan således ikke føre til en ændret betragtning. Pressenævnet bemærker hertil, at det må anses for at være det grundlæggende formål med pressefriheden at fremme den politiske debat og offentlige meningsudveksling også i de tilfælde, hvor det ikke opfattes som positiv omtale. Pressenævnet finder det beklageligt, at det fremgår af udkastet, at tv-fredensborg.dk på daværende tidspunkt ikke havde til hensigt at forelægge artiklen for [Klager] under henvisning til, at [Klager] ifølge det oplyste havde ”boykottet” tv-fredensborg.dk, og at det derfor var formålsløst. Pressenævnet finder ikke, at en forelæggelse af denne grund kan anses som formålsløs. Pressenævnet finder dog, at tv-fredensborg.dk over for nævnet har godtgjort, at artiklen var et udkast, og at det på denne baggrund ikke kan udelukkes, at tv-fredensborg.dk ville have anmodet [Klager] om hendes bemærkninger, såfremt udkastet ikke var blevet fejlagtigt offentliggjort i utide. Nævnet henviser til, at tv-fredensborg.dk har oplyst, at redaktionen ellers troligt forelægger artikler for [Klager], hvori hun indgår. Den anden artikel Det er Pressenævnets opfattelse, at tv-fredensborg.dk med den pågældende akkreditering har antydet, at [Klager] har samarbejdet med tv-fredensborg.dk om artiklen. Dette er ifølge [Klager] ikke tilfældet, hvorfor oplysningen må anses for at være ukorrekt. Pressenævnet finder imidlertid ikke anledning til at vurdere forholdet yderligere henset til, at tv-fredensborg.dk i umiddelbar forlængelse af [Klager]s klage til Pressenævnet har offentliggjort en udførlig undskyldning på hjemmesiden. Der henvises i den forbindelse til de presseetiske regler punkt A7, hvoraf det fremgår, at berigtigelse af urigtige oplysninger skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Pressenævnet finder derfor ikke, at tv-fredensborg.dk har handlet i strid med god presseskik. Afgjort den 20. januar 2015

Versioner

  1. 2015-01-22