Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00755

GældendeVersion 2015-02-10
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9067@2015-02-10/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00755

Resumé Klager ønsker at få sit navn og foto offentliggjort Se og Hør fik kritik af Pressenævnet og bragte kendelsen på forsiden af seoghoer.dk. Klager er utilfreds med, at Se og Hør ikke samtidigt bragte hendes navn og et foto, så læserne kunne se, hvem det drejer sig om. Pressenævnet finder, at Se og Hør har fulgt nævnets retningslinjer. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Det fremgår af medieansvarslovens § 49, at nævnet kan pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Pressenævnet finder, at Se og Hør har bragt kendelsen på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges på seoghoer.dk. Kendelsen har været bragt på forsiden af seoghoer.dk og har ligget der i flere dage. Det bemærkes, at Pressenævnet i sin kendelse ikke har pålagt Se og Hør at bringe et billede af [Klager]. Videre finder nævnet, at [Klager] ikke kan stille krav til, hvorledes nævnets kritik skal formuleres. Pressenævnet har i den påklagede kritik valgt ikke at omtale [Klager] ved navn, og Se og Hør har bragt Pressenævnets kendelse med den korrekte ordlyd. Anmodningen om genoptagelse afvises.

[Klager] har ved advokat Brian Werner Larsen anmodet om genoptagelse af Pressenævnets afgørelse af 20. januar 2015 i nævnets sag nr. 14-70-00735. Afgørelsen vedrørte en klage fra [Klager] over flere artikler på seoghoer.dk om [Klager]s færdselssag. 1 Sagsfremstilling I kendelsen hed det: [..] ”Artikel 1 Det fremgår klart af artiklen, at der er tale om en færdselssag, som omhandlede manglende fastspænding af et barn. Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at udtale kritik af Se og Hørs rubrik: [Klager] frikendt i byretten. Derimod er det Pressenævnets opfattelse, at når Se og Hør i underrubrikken og i brødteksten anvender udtrykkene ”kunne i dag forlade Københavns Byret som fri kvinde” og ”fremstillet i Københavns Byret” i sammenhæng, giver det læseren indtryk af, at [Klager] var fængslet før retsmødet, hvilket ikke var tilfældet. Pressenævnet finder derfor grundlag for at udtale kritik af Se og Hør. [..] Artikel 4 Se og Hør har i artiklen omtalt [Klager]s børn ved navn samt angivet deres alder. Endvidere har Se og Hør gengivet datterens oplevelse af færdselssagen, som [Klager] afgav forklaring om i retten. Medierne skal tage særligt hensyn til børn, når de bliver omtalt i artikler. Man bør få tilladelse fra forældre, før man offentliggør et interview eller lignende med børn, når emnets karakter og barnets alder taler for det. Hvis omtalen indgår i en sammenhæng, der kan være krænkende for barnet, bør mediet normalt få samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, jf. pkt. B.5. Der var i sagen anmodet om navneforbud, og Se og Hør havde ikke fået tilladelse fra forældrene til at omtale børnene i artiklen. Derfor kritiserer Pressenævnet Se og Hør. [..] I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af seoghoer.dk at offentliggøre følgende: [rubrik] Pressenævnet kritiserer Se og Hør [underrubrik] I artiklen Politiet skræmte [Klagers] datter omtalte Se og Hør klagers børn, uden at forældrene havde givet tilladelse til det [tekst] Politiet stoppede en bilist, fordi der var mistanke om, at et ni-årigt barn ikke var spændt fast. Se og Hør skrev om episoden og offentliggjorde navn og alder på de børn, som var med i bilen. De offentliggjorde også bilistens forklaring i retten om datterens oplevelse af mødet med politiet. Ifølge de presseetiske regler skal medierne tage særligt hensyn til børn. Pressenævnet kritiserer Se og Hør for at omtale børnene ved navn uden at have fået forældrenes samtykke. I artiklen stod der desuden, at bilisten blev ”fremstillet” i byretten, men kunne forlade den som en ”fri kvinde”. De ord kan give læserne det indtryk, at bilisten havde været anholdt eller varetægtsfængslet, hvilket er forkert. Dette får Se og Hør også kritik for. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk” Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden. Pressenævnet bemærker videre, at kritikken skal bringes som en særskilt nyhed på netavisen.” 2 [Klager]s synspunkter Advokat Brian Werner Larsen har på vegne af [Klager] til støtte for anmodningen om genoptagelse anført, at Se og Hørs offentliggørelse på ingen måde har en tilsvarende fremtrædende karakter som de krænkende artikler, der blev bragt under overskriften ”nyheder” på seoghoer.dk. Offentliggørelsen berigtiges under adskillige gemte underrubrikker på seoghoer.dk/Nyheder/Kendte%20DK/Pressenaevn.aspx. Det fremgår direkte af kendelsen, at offentliggørelsen skal bringes som en ”nyhed” på netavisen. Offentliggørelsen skal bringes under ”Nyheder” på en tilsvarende fremtrædende karakter, billede- og tekststørrelse som sagens artikel 1, der er en af de krænkende artikler, som har udløst Pressenævnets kritik, hvilket harmonerer med medieansvarslovens § 49. Det skal naturligvis være samme billeder af [Klager], der anvendes i berigtigelsen som den oprindelige artikel, så læseren kan identificere artiklen og kritikken. Brian Werner Larsen har ligeledes anført, at man ved læsning af offentliggørelsen på ingen måde kan identificere, hvem der er krænket, og hvilket tidspunkt de respektive krænkende artikler blev bragt, hvilket skal ske i offentliggørelsen. Af Se og Hørs offentliggørelse skal endvidere fremgå, at det er [Klager] og hendes børn (uden navneangivelse for ikke at forulempe børnene yderligere) som Se og Hør har krænket. 3 Se og Hørs kommentarer til sagen Se og Hør har anført, at advokat Brian Werner Larsen tager fejl i forhold til, hvor Pressenævnets kendelse har været bragt på seoghoer.dk. Kendelsen har ikke været bragt under ”adskillige underrubrikker”, men direkte som nyhedshistorie øverst på sitet. Advokat Brian Larsen har måske antaget, at URL’ens udformning har karakter af et indeks eller lignende, men det er en rent teknisk navngivning af filen. Kendelsen blev offentliggjort på forsiden af seoghoer.dk men har i takt med den almindelige nyhedsstrøm bevæget sig nedad på siden. Offentliggørelsen af kendelsen kunne derfor ikke have haft en mere fremtrædende placering og offentliggørelsen svarer mindst til den visning de pågældende kritiserede artikler har haft. Det anføres endvidere i klagen, at offentliggørelsen skal ledsages af billeder af [Klager], ”så læseren kan identificere artiklen og kritikken”. Dette er efter Se og Hørs opfattelse i direkte modstrid med kendelsens formulering og vanskeligt harmonerer med Pressenævnets praksis om, at kendelsen skal bringes uden ”kommentarer” eller andet ledsagende redaktionelt indhold. Kendelsen er offentliggjort med præcis den ordlyd og efter de instruktioner, der står i Pressenævnets kendelse. I de kritiserede artikler er der linket til kendelsens fulde ordlyd. 4 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Det fremgår af medieansvarslovens § 49, at nævnet kan pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Pressenævnet finder, at Se og Hør har bragt kendelsen på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges på seoghoer.dk. Kendelsen har været bragt på forsiden af seoghoer.dk og har ligget der i flere dage. Det bemærkes, at Pressenævnet i sin kendelse ikke har pålagt Se og Hør at bringe et billede af [Klager]. Videre finder nævnet, at [Klager] ikke kan stille krav til, hvorledes nævnets kritik skal formuleres. Pressenævnet har i den påklagede kritik valgt ikke at omtale [Klager] ved navn, og Se og Hør har bragt Pressenævnets kendelse med den korrekte ordlyd. Anmodningen om genoptagelse afvises. Afgjort den 9. februar 2015

Versioner

  1. 2015-02-10