Gelex

SU - støtteberettiget uddannelse - SU i mellemperioder

GældendeVersion 2015-03-06
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9127@2015-03-06/da

Indhold
  1. Indledning

SU - støtteberettiget uddannelse - SU i mellemperioder

Skift af uddannelse fra HF enkeltfag til 2-årig HF medførte ikke ret til SU i ferieperioden mellem de to uddannelser.

Din klage vedrørende tilbagebetaling af SU I brev af 17. juli 2014 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelsers (herefter: styrelsen) afgørelse af 4. juli 2014 om tilbagebetaling af SU for juli 2014. Ankenævnets afgørelse Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 4. juli 2014 om tilbagebetaling af SU for juli 2014. Retsgrundlag SU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, nu lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 2. Uddannelsessøgende kan efter ansøgning få uddannelsesstøtte, når de (. . .) 2) er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, (. . .) (. . .) § 28. Uddannelsesstøtten udbetales med foreløbige beløb i støtteåret. Uddannelsesstøtten tildeles med endelige beløb efter støtteårets afslutning. (…) § 30. (. . .) Stk. 2. Foreløbige beløb, der er udbetalt, men ikke kan tildeles endeligt, skal betales tilbage. (…) SU-bekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 792 af 25. juni 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 27. (. . .) Stk. 3. Uddannelsessøgende, der begynder på en kandidatuddannelse umiddelbart i forlængelse af en bacheloruddannelse, betragtes i støttemæssig henseende som om, de er indskrevet på og gennemgår kandidatuddannelsen fra den første måned efter bacheloruddannelsens afslutning, selvom kandidatuddannelsen først påbegyndes efter indtil 2 måneders ferie. Styrelsen kan bestemme, at der på tilsvarende måde gives uddannelsesstøtte i ferieperioden mellem uddannelserne i lignende uddannelsesforløb. Følgende fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 1524 af 27. december 2009: "Uddannelsesstøtte gives efter SU-loven til hele uddannelsesperioden, herunder også til ferieperioder, der ligger midt i en støtteberettigende uddannelse, hvis den uddannelsessøgende opfylder de grundlæggende støttebetingelser". Begrundelse Indskrevet på uddannelse Retten til uddannelsesstøtte er afhængig af, at man er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, i SU-loven. Du blev udskrevet fra enkeltfagsuddannelsen på VUC Roskilde i juni 2014. Du har derfor ikke været indskrevet på en SU-berettigende uddannelse i juli 2014. Da du har fået udbetalt SU for juli 2014, skal denne måneds SU betales tilbage. SU udbetales altid foreløbigt og tildeles først endeligt efter støtteårets afslutning, jf. SU-lovens § 28. Reglen i SU-lovens § 30, stk. 2, om tilbagebetaling af foreløbige beløb gælder uanset en studerendes egen forventning. Efter almindelige forvaltningsretlige principper kan en eventuel fejlvejledning som udgangspunkt ikke give den pågældende en bedre retsstilling end den, der fremgår af de gældende regler, i dette tilfælde SU-loven. Ankenævnet tiltræder derfor styrelsens afgørelse af 4. juli 2014 om tilbagebetaling af SU for juli 2014. Uddannelsesskift inden for samme institution Ankenævnet bemærker, at SU tildeles til en bestemt uddannelse på et nærmere bestemt uddannelsessted, hvorfor der skal søges SU igen, hvis den uddannelsessøgende ønsker at modtage SU til en anden uddannelse, også selv om uddannelsen udbydes af samme uddannelsessted. Du har anført, at de to uddannelser er det samme. Ifølge SU-lovens almindelige regler gives SU til ferieperioder inden for den samme uddannelse. Ankenævnet er imidlertid enig med styrelsen i, at Hf-enkeltfag og den 2-årige Hf er to forskellige uddannelser. Der kan ifølge SU-bekendtgørelsens § 27, stk. 3, 2. pkt., gives SU i perioder mellem to uddannelser, hvis de to uddannelser ligner trinforløbet mellem en bachelor- og en kandidatuddannelse. Reglen finder ikke anvendelse i dette tilfælde, idet forløbet mellem din Hf enkeltfagsuddannelse og din 2-årige Hf ikke er et trindelt forløb, som ligner trinforløbet mellem bachelor- og kandidatuddannelsen. Sagsfremstilling Det fremgår af styrelsens oplysninger om dine uddannelser, at du på VUC Roskilde har været under uddannelse på enkeltfag med startdato august 2013 og slutdato juni 2014. Du har fra august 2014 været under uddannelse på Hf-kursus samme sted. Styrelsen har ved brev af 4. juli 2014 meddelt dig, at du skal tilbagebetale den SU, som du modtog i juli 2014, da du fra juli 2014 har afsluttet din uddannelse. Du har den 14. juli 2014 søgt SU fra august 2014 til din 2-årige Hf-uddannelse. Du har i brev modtaget 17. juli 2014 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at du overgik fra enkeltfags Hf til 2-årig Hf, og at de to uddannelser er det samme. Du har endvidere beskrevet, at SU-kontoret først meddelte dig, at du kunne få SU, og få dage senere skrev til dig, at du ikke kunne få SU. VUC Roskilde har i brev af 9. september 2014 udtalt til styrelsen, at du ikke er berettiget til SU i juli 2014, da du skiftede uddannelsesretning fra Hf enkeltfag til 2-årig Hf. Styrelsen har ved brev af 21. november 2014 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet. Styrelsen har henvist til, at det af VUC Roskildes studieadministrative system fremgår, at du afbrød din uddannelse i juni 2014 og først påbegyndte din 2-årige Hf i august 2014. For at være berettiget til SU, er det en betingelse, at man er indskrevet på en SU-berettigende uddannelse. Da Hf enkeltfag og den 2-årige Hf er to forskellige uddannelser, og da du ikke har været indskrevet på uddannelse i juli 2014, skal SU for juli 2014 betales tilbage. Ankenævnet har ved brev af 25. november 2014 fremsendt sagens akter til dig. Ankenævnet har endvidere den 23. januar 2015 fremsendt supplerende oplysninger om dine SU-ansøgninger til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.

Versioner

  1. 2015-03-06