Gelex

Instruktion i arbejdet som slusemand

GældendeVersion 2015-04-01
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9171@2015-04-01/da

Indhold
  1. Indledning

Instruktion i arbejdet som slusemand

Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg på baggrund af en klemningsulykke på arbejdspladsen. Her fik Arbejdstilsynet oplyst, at den ansatte ikke var instrueret i arbejdet. Han havde dog 30 års erfaring på arbejdspladsen. Arbejdstilsynet afgav på den baggrund et strakspåbud om at instruere den ansatte i arbejdets udførelse. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse. Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at den ansatte ikke havde fået en tilstrækkelig instruktion i at udføre arbejdet som slusemand på en farefri måde. Nævnet lagde herved vægt på, at Arbejdstilsynet på tilsynsbesøget af virksomhedens to arbejdsmiljøledere og arbejdsmiljørepræsentant fik oplyst, at den ansatte ikke var instrueret i den specifikke opgave som slusemand.

[adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 16. december 2014 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 11. april 2014, hvor virksomheden fik påbud om straks at sikre tilstrækkelig og hensigtsmæssig instruktion i at udføre arbejdet som slusemand på forpladsen. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 11. april 2014, således at [navn udeladt] straks skulle sikre tilstrækkelig og hensigtsmæssig instruktion i at udføre arbejdet som slusemand på forpladsen. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at den ansatte ikke havde fået en tilstrækkelig instruktion i at udføre arbejdet som slusemand hos [navn udeladt] på en farefri måde. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet på tilsynsbesøget den 10. april 2014 af virksomhedens to arbejdsmiljøledere og arbejdsmiljørepræsentant fik oplyst, at den ansatte ikke var instrueret i den specifikke opgave som slusemand. Nævnet lægger til grund for afgørelsen, at den ansatte fra [navn udeladt] var kommet i klemme mellem en pallevender og et autoværn, idet den ansatte var trådt frem foran et autoværn i forbindelse med, at pallevenderen var ved at afsætte en palle på transportruller ved porten. Nævnet lægger desuden til grund, at den skadelidte afløste som slusemand på forpladsen, og at den skadelidte udførte arbejdsopgaven som slusemand cirka 1 gang om måneden som afløser ved sygdom eller fridage hos kollegaer. Ifølge arbejdsmiljøloven skal arbejdsgiveren gøre de ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, ligesom arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Det følger af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed, får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkesfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde. Den nævnte oplæring og instruktion skal tilpasses udviklingen, herunder forekomsten af nye faremomenter, og skal om nødvendigt gentages regelmæssigt. Bemærkninger til klagen: [navn udeladt] har i klagen anført, at virksomheden har levet op til sine forpligtelser og henvist til bestemmelsen i arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3, hvorefter en virksomhed ikke skal straffes, hvis det udelukkende er de ansatte, som overtræder reglerne. Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil bemærke, at § 83, stk. 3, vedrører, om virksomheden kan straffes i medfør af en overtrædelse af arbejdsmiljøloven, men omhandler ikke, om virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler. Nævnet har ved afgørelsen ikke taget stilling til et eventuelt strafferetligt ansvar. Nævnet skal desuden bemærke, at Arbejdstilsynet på tilsynsbesøget fik oplyst, at den ansatte ikke var instrueret i den specifikke opgave som slusemand, hvilket nævnet finder er en overtrædelse af reglerne om, at arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. [navn udeladt] har i klagen desuden anført, at virksomheden tidligere har haft en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå med at efterkomme påbud om at forebygge risiko for ulykker ved intern færdsel, Nævnet skal hertil bemærke, at nævnet i afgørelsen ikke har taget stilling til forholdene vedrørende intern færdsel, men derimod om den ansatte har fået en tilstrækkelig og hensigtsmæssig instruktion i at udføre arbejdet. [navn udeladt] har i klagen endvidere anført, at virksomheden har en ”procedure for sikker færdsel omkring Work Stations samt øvrige forhold, hvor samarbejdsaftaler for færdsel indgår”. Virksomheden henviser i den forbindelse til, at det af denne procedure fremgår, at alle øvrige samfærdselsforhold skal aftales medarbejderne indbyrdes, at færdsel på forpladsen, hvor gående og kørende har opgaver af fælles karakter, skal aftales medarbejderne indbyrdes, og at medarbejderen der ved enhver tvivl om instruktion, skal henvende sig til nærmeste leder. Nævnet skal i den forbindelse henvise til arbejdsmiljøloven, hvoraf det fremgår, at arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Det er således arbejdsgiverens ansvar, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet som slusemand på en farefri måde, hvorfor ansvaret ikke kan overføres til de ansatte. [navn udeladt] har i de supplerende bemærkninger til nævnet anført, at den ansatte havde den fornødne oplæring og instruktion i at udføre arbejdet, idet han havde arbejdet i virksomheden i ca. 30 år og havde prøvet opgaven mange gange. Nævnet skal i den forbindelse henvise til, at det følger af reglerne i arbejdsmiljølovgivningen, at arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed, får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Nævnet skal hertil bemærke, at det ikke er afgørende, om den ansatte har 30 års erfaring og har prøvet opgaven mange gange, men derimod om oplæringen og instruktionen har været tilstrækkelig. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen benyttet følgende regler: – Om instruktion: ○ § 17, stk. 1 og stk. 2, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. ○ § 18, stk. 1 og stk. 2, i bekendtgørelse om arbejdet udførelse, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004. – Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: ○ § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] [titel udeladt] Kopi til: [adressater udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. … Kapitel 4 - Almindelige pligter Arbejdsgiveren § 17. Arbejdsgiveren skal gøre de ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal endvidere sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdsgiverens pligter efter stk. 1 og 2. … Kapitel 13 - Arbejdstilsynet … § 77 . Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … … Bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 4 - Oplæring og instruktion § 18. Arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, herunder om arbejdsmedicinske undersøgelser, den ansatte har adgang til. Oplæring og instruktion skal navnlig ske i forbindelse med: 1. ansættelsen, 2. forflyttelse eller ændring af arbejdsopgaverne, 3. indførelse eller ændring af arbejdsudstyr og 4. indførelse af ny teknologi. Stk. 2. Den i stk. 1, nævnte oplæring og instruktion skal tilpasses udviklingen, herunder forekomsten af nye faremomenter, og skal om nødvendigt gentages regelmæssigt. …

Versioner

  1. 2015-04-01