Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00768
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9250@2015-04-23/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00768
Resumé Ensidig artikel Sydsjællands Tidende skrev ”Sociale foreninger kæmper stadig for de frivilliges rettigheder” samt ”Her føler frivillige sig snydt af kommunen”. I artiklerne er flere udtalelser og beskyldninger, der kan skade kommunen, men som kommunen ikke har fået mulighed for at svare på. Det kritiserer Pressenævnet. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: God presseskik - forelæggelse Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A.3. Vordingborg Kommune har klaget over manglende forelæggelse ved omtalen i artiklerne om: Rekruttering af frivillige Det fremgår af artiklen, at [Person A] oplyser, at kommunale folk har opsøgt frivillige for at bede dem blive frivillige med opgaver, som lå meget nær deres tidligere – lønnede - jobs. Endvidere udtaler han i forbindelse med omtalen af en kontrakt for frivillige i kommunen følgende: ”Det er vel det nærmeste man kommer et ansættelsesforhold. Og sådan skal det jo ikke være, at være frivillig. Man skal jo ikke tage de jobs, som kommunen ikke ønsker at betale løn for”. Pressenævnet finder, at dette udsagn kan være skadeligt for Vordingborg Kommune, da kommunen i så fald udnytter de frivillige for at spare lønkroner. Pressenævnet udtaler derfor kritik af Sydsjællands Tidende for ikke at have forelagt udsagnet for Vordingborg Kommune, så kommunen havde mulighed for at svare på kritikken. Kontrol af de frivillige [Person A]s udtalelse om, at Vordingborg Kommune i stedet for et frivilligt råd har oprettet ”det frivillige samråd” for at slippe for de regler, der gælder for et frivilligt råd, og at møderne på rådet er ”totalt styret af kommunen” kan være skadelige for kommunen. Pressenævnet finder derfor, at Sydsjællands Tidende har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge [Person A]s udtalelser for Vordingborg Kommune, så kommunen fik mulighed for at svare på kritikken. Snyd med offentlige midler Pressenævnet finder, at overskrifterne Her føler de frivillige sig snydt af kommunen og Da pengene fra staten forsvandt og den tilhørende tekst i underrubrikken om ”statslige midler, der forsvinder i kommunekassen” antyder, at kommunen snyder med de såkaldte § 18-midler fra staten. Endvidere afspejler teksten i artiklen ikke med tydelighed, at Vordingborg Kommune frit kan disponere over § 18-midlerne og herunder, at kommunen lovligt kan undlade at uddele hele tilskudsbeløbet fra staten til ansøgerne. Vordingborg Kommune skulle derfor have haft mulighed for at kommentere beskyldningerne. Pressenævnet finder, at Sydsjællands Tidende har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge kritikken for kommunen. Pressenævnet bemærker i øvrigt i forbindelse med spørgsmålet om forelæggelse, at den påklagede artikel ikke har en sådan aktualitetsværdi, at offentliggørelsen ikke kunne afvente forelæggelsen for Vordingborg Kommune. God presseskik - kildekritik Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Offentliggørelse af kritiske udsagn bør derfor efterprøves i særlig grad, herunder ved forelæggelse for den, der bliver kritiseret. I artiklen er kritikken mod Vordingborg Kommune alene båret af [Person A], som i sit virke som formand for Frivilligcenter Sydsjælland-Møn forsøger at organisere de frivillige foreninger. [Person A] kan derfor have en interesse i, at Vordingborg Kommune fremstår som mindre egnet til opgaven. Endvidere fremgår det af artiklen, at Frivilligcentret føler sig forfordelt i forhold til andre foreninger i kommunen, jf. overskriften ” Sociale foreninger skal betale mere” , hvor [Person A] påpeger, at de folkeoplysende foreninger ”kun skal betale halv pris af lejen” [for brug af kommunale lokaler]. Sydsjællands Tidende burde derfor have udvist kritik over for kilden, og som i det mindste have forelagt udtalelserne til kommunen forud for offentliggørelsen. Pressenævnet finder ikke, at det kan føre til et andet resultat, at Sydsjællands Tidendes ærinde ifølge det oplyste har været at orientere læserne om Frivilligcenter Sydsjælland-Møns arbejde, herunder om den forestående generalforsamling. Da Vordingborg Kommune har oplyst, at kommunen ikke ønsker en offentliggørelse af Pressenævnets kritik, pålægger nævnet ikke avisen offentliggørelse.
Vordingborg Kommune har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Sydsjællands Tidende den 11. februar 2015, idet Vordingborg Kommune mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Sydsjællands Tidende bragte den 11. februar 2015 artiklen med rubrikken ”Sociale foreninger kæmper stadig for de frivilliges rettigheder” . Af underrubrikken fremgår følgende: ”På andet år, er det primært vilje og stædighed, der bærer projektet om et lokalt frivilligcenter, hvor frivillige sociale foreninger kan samles, uden kommunal styring - men det er ikke blevet nemmere.” Af artiklen fremgår følgende: ”[..] Der er brug for de frivillige og flere kommuner har fundet ud af, at det er god – gratis – arbejdskraft, når der skal ske noget for små penge. Det skabte dog en del palaver i Jylland, hvor en kommune forsøgte at lave samtaler og ansættelseskontrakter med de frivillige. - Men sådan noget sker ikke i Vordingborg, vel?, smiler [Person A]. - Nej mon dog, lyder det tvivlende fra journalisten, indtil formanden for foreningen bag Frivilligcenter Sydsjælland-Møn, hiver et skriv frem af tasken. Det er fra 2014 og er en indføring og guide i hvordan ledende embedsmænd og medarbejdere i Vordingborg Kommune kan gøre brug af frivillige til de opgaver, de nu har brug for. En af siderne er en kontrakt, som de frivillige skal skrive under på. - Det er vel det nærmeste man kommer et ansættelsesforhold. Og sådan skal det jo ikke være, at være frivillig. Man skal jo ikke tage de jobs, som kommunen ikke ønsker at betale løn for, påpeger [Person A], der har mødt frivillige, hvor kommunale folk direkte havde opsøgt dem, for at bede dem blive frivillige, med opgaver, som lå meget nær deres tidligere – lønnede – job. Der er nok at gøre for foreningen, og vi møder ham og næstformand [Person B], i deres otte kvadratmeter store lokale på Marienberg skole. Det er basen for den paraplyorganisation, der samler små 55 lokale sociale foreninger, og har gjort det i snart to år. Ved opstarten havde de fundet statslige midler til at skabe et samlingssted for de frivillige i kommunen, men det krævede at kommunen ville bakke op. Det ville Vordingborg ikke, for der var store planer om, at de selv ville organisere og styre de frivillige. Det andet ville være "en investering i mursten", mente kulturdirektøren. - Siden har vi været oppe at kigge på Panteren. Der var fine lokaler, som ville passe perfekt til et frivilligcenter. Men så kom DGI ind over og de vil flytte deres administration derop, siger [Person B]. - Men vi har ikke fået officielt afslag endnu, smiler [Person A], der påpeger at det er vigtigt, at man som frivillig har en base og nogle "kolleger", hvis man skal blive ved at være frivillige. For det er de frivilliges kamp de kæmper, med udgangspunkt i de sociale foreninger – hjælpe – foreningerne, som ikke har noget med idræt og kultur at gøre. De samfundsopbyggende frivillige. En kamp for deres rettigheder. Devisen er, at frivillige bør ledes af frivillige, og drømmen er at få et samlingssted, hvor man kan komme ind fra gaden og blive matchet med en forening, efter hvad man kan og ønsker at lave. Og flere af nabokommunerne har sådan et center - Lolland har endda to, og med en medarbejder stillet til rådighed, der også kan hjælpe med at søge penge. Alt sammen med stats- og kommunal støtte. - Men i Vordingborg, finder man hele tiden på noget andet, siger [Person A]. - Det er svært, når kommune står som organisator af de frivillige. Eksempelvis, hvis man er på dagpenge eller pension, så er der nogen der vil vægre sig ved at det er kommune der står for det. Især, hvis de skal skrive under på noget. De ser det som en kontrol, og det koster frivillige, påpeger han. Frivilligcenter Sydsjælland-Møn, er ved at lave ny hjemmeside (www.frivillig-ssm.dk), hvor de også har beskrivelser af foreningerne, og den 17. februar har de generalforsamling i Hollænderhaven klokken 19, hvor alle er velkomne. 1. viceborgmester Heino Hahn (DF), er inviteret til at holde et oplæg.” Der var på samme side indsat endnu en artikel med rubrikken ”Her føler de frivillige sig snydt af kommunen” . Af artiklens underrubrik fremgår følgende: ”Ekstra betaling, statslige midler der forsvinder i kommunekassen, og råd uden rettigheder. Der er nok problemer at tage fat på, mener de frivillige”. Af brødteksten fremgår følgende: ”[..] Ud over at kommunen selv ønsker at kontrollere de frivillige og lede dem ind på "det rette spor", frem for at lade andre frivillige hjælpe, så kan folkene i Frivilligcenter Sydsjælland-Møn pege på en række problemer, som de håber kan afhjælpes. Det er lige fra sager om egenbetaling for lån af lokaler, til statslige midler, som kommunen kører i andre kasser, end der hvor de egentlig var planlagt. Da pengene fra staten forsvandt Hvert år tildeler staten en sum penge møntet på de sociale frivillige foreninger – de såkaldte paragraf 18-midler, og hvor andre kommuner fordobler statens beløb, så er det nærmest det modsatte der sker i Vordingborg. - Kommunen fik sidste år 1,4 millioner kroner, men så tager man toppen af og uddeler kun de 900.000 kroner. De sidste penge indgår i den store kasse, påpeger [Person A]. Pengene fordeles af sundheds- og psykiatriudvalget og selvom der blev ansøgt efter beløb til projekter for 1,3 millioner, blev der kun uddelt omkring 500.000 kroner direkte den vej. Sociale foreninger skal betale ekstra - Vi er foreløbig undtaget, men der er kommet et nyt takstsystem fra 2015, der betyder at hvis vi tager entre for møder eller arrangementer - så skal vi betale for brug af lokalerne, fortæller [Person A], der påpeger at flere foreninger bruger, at man betaler et symbolsk beløb for kaffe og kage, men at det nye taksblad fra kommunen betyder at eksempelvis et klasseværelse, eller et faglokale, koster 100-200 kroner i timen at låne, mens en idrætssal koster op mod 800 kroner i timen. Det gælder i øvrigt alle, der låner, men de folkeoplysende foreninger - det vil sige kultur og idræt -skal "kun" betale halv pris af lejen. - De sociale foreninger er ikke kategoriseret som folkeoplysende. De ligger under serviceloven, så vi vil skulle betale fuld pris, påpeger [Person A]. Et samråd til blåstempling Staten har åbent mulighed for at man kommunalt kan oprette et frivilligt råd, der kan høre, hjælpe og vejlede de frivillige. Det har man blandt andet gjort i Faxe. - I Vordingborg finder man på noget andet og har oprette[t] " det frivillige samråd", der lyder af det samme, men fordi det ikke hedder det samme, kan de slippe for at være bundet op af reglerne der er for et " frivilligt råd". Det betyder blandt andet at de sociale frivillige foreninger kun har en repræsentant - [Person A], mens kulturelle og idrætsforeninger kan have op til ni medlemmer. - De er skam flinke nok, men man har det lidt svært, siger han og påpeger at selvom der bliver taget referater på møderne, så fremgår eventuel kritik ikke. - Det er styret totalt af kommunen. Faglederen tager referat og sekretariatet godkender det, påpeger han og fortæller at et eksempel var guiden og kontrakten med frivillige, som mødte en del kritik på mødet -i referatet stod blot at guiden var "blevet præsenteret"”. 2 Parternes synspunkter 2.1 Vordingborg Kommunes synspunkter Ole Hampenberg Andersen har på vegne af Vordingborg Kommune til støtte for klagen anført, at Vordingborg Kommune i flere tilfælde den seneste tid har været i dialog med redaktionen på Sydsjællands Tidende i forbindelse med episoder, hvor Vordingborg Kommune mener, at Sydsjællands Tidende tilsidesætter reglerne for god presseskik. Vordingborg Kommune har klaget over det seneste eksempel i artiklen ”Sociale foreninger kæmper stadig for de frivilliges rettigheder” . I artiklen bliver der flere gange rettet kritik direkte mod Vordingborg Kommune. Herunder følgende: Vordingborg Kommune vil kontraktbinde frivillige i jobs, som rettelig er lønnede stillinger. Citat: ”Man skal jo ikke tage de jobs, som kommunen ikke ønsker at betale for, påpeger [Person A], der har mødt frivillige, hvor kommunale folk direkte havde opsøgt dem, for at bede dem blive frivillige, med opgaver, som lå meget nær deres tidligere, lønnede job.” Penge fra staten ender i kommunekassen. Citat: ”Kommunen fik sidste år 1,4 millioner kroner, men så tager man toppen af og uddeler kun de 900.000 kr. De sidste penge indgår i den store kasse, påpeger [Person A].” Herudover ses en række hentydninger og beskyldninger, herunder ”Vordingborg Kommune omdøber statslig anbefaling om frivillig råd for at kunne kontrollere de frivillige”, ”Vordingborg Kommune lader de sociale foreninger betale for lokale leje” og ”Vordingborg Kommune forfordeler sociale foreninger i forhold til foreninger fra idræts- og kulturlivet”. Sammenfattende mener Vordingborg Kommune, at der er følgende brud på de presseetiske regler: At Sydsjællands Tidende undlader at kontrollere om oplysningerne er korrekte ved som minimum at forelægge oplysningerne for modparten, jf. punkt A.1. At kritikken er båret af en enkelt kilde, som kan være farvet af personlig interesse i og med, kilden repræsenterer en forening, der føler sig forfordelt, jf. punkt A.2. At Vordingborg Kommune beskyldes for at snyde med statslige midler, og at ville narre de frivillige til at dække ulønnede jobs, hvilket er agtelsesforringende, hvorfor oplysningerne skal efterprøves i særlig grad, jf. punkt A.3. Vordingborg Kommune har endelig oplyst, at såfremt Vordingborg Kommune får medhold i klagen, ønskes Pressenævnets kritik ikke offentliggjort, da klagen til Pressenævnet handler om at signalere til Sydsjællands Tidende, at et ordentligt samarbejde som minimum bør foregå med skyldig hensyntagen til de presseetiske regler. 2.2 Sydsjællands Tidendes synspunkter De påklagede artikler er en omtale af den samlende forening ”Frivilligcenter Sydsjælland – Møn”, som valgte at oprette deres eget frivilligcenter, uden egentlig støtte, for et par år siden. Sydsjællands Tidende har løbende i de seneste to år skrevet om foreningen og dens arbejde, og omtalen kom som optakt til foreningens generalforsamling. Vedrørende kontraktbinding af frivillige i jobs, som rettelig er lønnede stillinger, beskriver artiklen, at man i Vordingborg kommune har arbejdet med og udfærdiget kontrakter , som man ønsker, at de frivillige skal skrive under på. Netop dette har avisen talt med direktør i Vordingborg Kommune, Lisbeth Mogensen, om, og hun påpegede efterfølgende, at: ”… det er frivilligt at skrive under”, men at hvis man ikke ønsker at skrive under ”nok skal finde et andet sted at være frivillig”. Der er dog ingen steder i artiklen beskrevet, at de frivillige skal besætte tidligere lønnede stillinger. Derimod står der, at kommunalt ansatte har opsøgt folk og bedt dem blive frivillige med arbejde, som minder om deres tidligere lønnede job. Det gælder blandt andet en tidligere, nu pensioneret, sygeplejerske. Netop i arbejdet med at skaffe kommunen frivillige opfordres ledere og ansatte i Vordingborg Kommune direkte til at rekruttere frivillige gennem netværk. Det formuleres direkte i kommunens frivillig-guide, som er møntet på ledere og medarbejdere i kommunen. Følgende uddrag fra guidens side 9, under punkt 4: ”… Rekruttering via personlige kontakter Langt de fleste frivillige rekrutteres gennem personlige kontakter – det vil sige gennem netværk og på opfordring fra andre frivillige eller medarbejdere på institutionen. Overvej om der er nogle fra arbejdspladsens nærhed, I gerne vil inddrage. Det kan være: - Pårørende (børn, forældre, bedsteforældre). - Naboer. - Tidligere kollegaer … ” For så vidt angår overskriften Da pengene fra staten forsvandt og i den forbindelse citatet fra [Person A], er det et faktum, at Vordingborg Kommune (i mindst) de to seneste år har modtaget godt 1,3 millioner kroner fra staten. Samme år er der fra Vordingborg Kommunes side uddelt henholdsvis 870.850 kroner (2013) og 786.211 kroner (2014)som § 18-midler. Det er imod intentionen i loven, men fuldt lovligt, at kommunen vælger ikke at uddele alle pengene som § 18-midler, men vælger at komme dem i andre puljer eller kasser, og kommunen anklages da heller ikke for ulovligheder. Det konstateres blot, at der ikke er uddelt det beløb til § 18-midler, som staten har angivet. Alle tal er frit tilgængelige og tjekket. Vedrørende omtalen af et ”frivilligt råd”, er der tale om en mulighed, staten har åbnet op for. I Vordingborg har man valgt en anden tilgang og oprettet ”det frivillige samråd”, hvor man ikke er bundet op på de regler, der er ved et ”frivilligt råd”. Det fremgår ingen steder, at dette råd er oprettet ”for at kontrollere de frivillige”, som Vordingborg Kommune har anført. I forhold til den omtalte ”kontrol”, der nævnes i en indledning i artiklen, er det en henvisning til, at kommunen selv ønsker at stå for organiseringen af de frivillige, frem for at lade andre frivillige – eller et selvstændigt frivilligcenter - stå for organisering af frivillige. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt kommunen lader de sociale foreninger betale ekstra for leje af lokaler, forholder artiklen sig til det takstblad, som foreningerne har modtaget, og som er tilgængeligt på kommunens hjemmeside . Efter artiklerne er blevet bragt, er det tilgængelige dokument blevet ændret, men som det ses i bilaget, fremgår det, at ”folkeoplysende foreninger”, kun skal betale halv leje ved ”indtægtsgivende offentlige arrangementer”. Som foreningen fremfører, er sociale foreninger ikke lovgivningsmæssigt kategoriseret som folkeoplysende (som eks. kultur og idræt), og vil skulle betale fuld leje ved arrangementer, hvor der kræves entre/oppebæres en indtægt. Det er det, der står på takstbladet, og det er det, som foreningen fremfører. Og det er det, der står i artiklen. Efterfølgende har kommunen trukket i land og lovet, at alle foreninger, der er registreret i den kommunale foreningsportal, vil kunne slippe med halv leje for arrangementer med entré. Kommunen har dog ikke noget konkret svar på, hvornår et arrangement kan betegnes som indtægtsgivende og med entre, andet end at betaling for kaffe og kage, formentlig ikke vil betyde en regning for lån/leje af lokaler. Intet af det ovenstående kan betegnes som (udokumenterede) ”beskyldninger og påstande”, som bør forlægges kommunen. Det er helt almindelige gældende fakta, som (på forhånd og før tryk) er tjekket på Vordingborg Kommunens hjemmeside og i kommunens egne officielle dokumenter, hvor artiklen blot betegner nogle af de ting, som de frivillige i den pågældende forening arbejder – og har arbejdet – med. Sydsjællands Tidende bemærker endelig følgende: Alle oplysninger i artiklerne er verificeret af skrivelser og bilag, som er tilgængelige på kommunens hjemmeside. Endvidere er artiklerne ikke alene båret af en enkelt kilde, idet dokumentationen er båret af to kilder fra forskellige foreninger, der, samlet i foreningen Frivilligcenter Sydsjælland-Møn, repræsenterer godt 50 sociale foreninger. Artiklerne har ikke haft et særligt kritisk eller anklagende tilsnit, hvor kommunen skulle være foreholdt indholdet på forhånd. Alle punkter, der kan tangere noget problematisk, besvares af dokumentation, fra kommunens hjemmeside, der må betegnes som en valid kilde, i forhold til kommunens holdninger og informationer udadtil. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. God presseskik - forelæggelse Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A.3. Vordingborg Kommune har klaget over manglende forelæggelse ved omtalen i artiklerne om: Rekruttering af frivillige Det fremgår af artiklen, at [Person A] oplyser, at kommunale folk har opsøgt frivillige for at bede dem blive frivillige med opgaver, som lå meget nær deres tidligere – lønnede - jobs. Endvidere udtaler han i forbindelse med omtalen af en kontrakt for frivillige i kommunen følgende: ”Det er vel det nærmeste man kommer et ansættelsesforhold. Og sådan skal det jo ikke være, at være frivillig. Man skal jo ikke tage de jobs, som kommunen ikke ønsker at betale løn for”. Pressenævnet finder, at dette udsagn kan være skadeligt for Vordingborg Kommune, da kommunen i så fald udnytter de frivillige for at spare lønkroner. Pressenævnet udtaler derfor kritik af Sydsjællands Tidende for ikke at have forelagt udsagnet for Vordingborg Kommune, så kommunen havde mulighed for at svare på kritikken. Kontrol af de frivillige [Person A]s udtalelse om, at Vordingborg Kommune i stedet for et frivilligt råd har oprettet ”det frivillige samråd” for at slippe for de regler, der gælder for et frivilligt råd, og at møderne på rådet er ”totalt styret af kommunen” kan være skadelige for kommunen. Pressenævnet finder derfor, at Sydsjællands Tidende har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge [Person A]s udtalelser for Vordingborg Kommune, så kommunen fik mulighed for at svare på kritikken. Snyd med offentlige midler Pressenævnet finder, at overskrifterne Her føler de frivillige sig snydt af kommunen og Da pengene fra staten forsvandt og den tilhørende tekst i underrubrikken om ”statslige midler, der forsvinder i kommunekassen” antyder, at kommunen snyder med de såkaldte § 18-midler fra staten. Endvidere afspejler teksten i artiklen ikke med tydelighed, at Vordingborg Kommune frit kan disponere over § 18-midlerne og herunder, at kommunen lovligt kan undlade at uddele hele tilskudsbeløbet fra staten til ansøgerne. Vordingborg Kommune skulle derfor have haft mulighed for at kommentere beskyldningerne. Pressenævnet finder, at Sydsjællands Tidende har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge kritikken for kommunen. Pressenævnet bemærker i øvrigt i forbindelse med spørgsmålet om forelæggelse, at den påklagede artikel ikke har en sådan aktualitetsværdi, at offentliggørelsen ikke kunne afvente forelæggelsen for Vordingborg Kommune. God presseskik - kildekritik Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Offentliggørelse af kritiske udsagn bør derfor efterprøves i særlig grad, herunder ved forelæggelse for den, der bliver kritiseret. I artiklen er kritikken mod Vordingborg Kommune alene båret af [Person A], som i sit virke som formand for Frivilligcenter Sydsjælland-Møn forsøger at organisere de frivillige foreninger. [Person A] kan derfor have en interesse i, at Vordingborg Kommune fremstår som mindre egnet til opgaven. Endvidere fremgår det af artiklen, at Frivilligcentret føler sig forfordelt i forhold til andre foreninger i kommunen, jf. overskriften ” Sociale foreninger skal betale mere” , hvor [Person A] påpeger, at de folkeoplysende foreninger ”kun skal betale halv pris af lejen” [for brug af kommunale lokaler]. Sydsjællands Tidende burde derfor have udvist kritik over for kilden, og som i det mindste have forelagt udtalelserne til kommunen forud for offentliggørelsen. Pressenævnet finder ikke, at det kan føre til et andet resultat, at Sydsjællands Tidendes ærinde ifølge det oplyste har været at orientere læserne om Frivilligcenter Sydsjælland-Møns arbejde, herunder om den forestående generalforsamling. Da Vordingborg Kommune har oplyst, at kommunen ikke ønsker en offentliggørelse af Pressenævnets kritik, pålægger nævnet ikke avisen offentliggørelse. Afgjort den 21. april 2015