Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9306@2015-05-09/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00777/2

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Da [Klager] ikke er direkte eller indirekte omtalt eller afbildet i påklagede artikler, har hun ikke sådan en interesse, at der er grundlag for at behandle klagen. Det forhold, at hun har været vidne til dødsfaldet, kan ikke ændre herved. [Klager]s klage afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over flere artikler bragt i Politiken i december 2014 og i januar og februar 2015 om [Person A]s dødsfald ved Amagerbro metrostation den 6. oktober, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Denne kendelse angår alene spørgsmålet om, hvorvidt [Klager] har retlig interesse, og dermed er klageberettiget. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at [Person B], som [Klager] er fuldmagtshaver for, også har klaget over artiklerne. Det fremgår af nævnets kendelse 15-70-00777/1, at nævnet realitetsbehandler [Person B]s klage. Den 20. december 2014 bragte Politiken på politiken.dk featuren ”Den dag [Person A] døde” . Af artiklens underrubrik fremgår følgende: ”ALARM [Person A] døde på det travle Amagerbro Torv, efter at seks forskellige mennesker havde ringet forgæves efter hjælp. Det var en kaotisk time. [Person A] havde også levet et kaotisk liv. Som sin mor - og sin mormor, der kom til Danmark fra det nordligste Østgrønland.” Herefter følger en flere sider lang artikel om forløbet på Amagerbro Torv, da [Person A] afgik ved døden. Artiklen gengives ikke her. Samme dag bragte Politiken en tidslinje over [Person A]s sidste time: ”Timen, hvor alt gik galt” . Tidslinjen gengives ikke her. Den 31. januar 2015 bragte Politiken artiklen ”Politiet mangler lydfiler om [Person A]s død” . Af artiklen fremgår blandt andet følgende: ”Københavns Politi er nærmest gået i stå i sine undersøgelser af, om ansatte i Region Hovedstadens akutberedskab skal sigtes, fordi de ikke sendte en ambulance til en dybt bevidstløs mand i oktober – selv om en håndfuld borgere ringede til 112 [..] En anden årsag til det stillestående politiarbejde er [..], at dødsårsagen endnu ikke er fastslået. Ifølge Politikens oplysninger blev der fundet en række stoffer i mandens blod, herunder havde han en alkoholpromille på over 4. En håndfuld forbipasserende ringede igennem tre kvarter om hjælp, fordi manden, den hjemløse [Person A], havde ligget flere timer på jorden og var helt uden for kontakt. Han udåndede, kort før et udrykningskøretøj endelig nåede frem. [..] En borger [..] har anmeldt Københavns Politi [..] for grov pligtforsømmelse efter straffeloven, blandt andet fordi politiets operatør den dag i vagtcentralen ikke spurgte til, hvor dårlig [Person A] var [..] [Borger] klager også over, at politimanden ved telefonen som noget af det første spurgte kvinden, om den bevidstløse mand på jorden var grønlænder [..]” Den 4. februar 2015 bragte Politiken artiklen ”Fem gange kom ambulancen ikke – fem mennesker døde” . Af artiklens underrubrik fremgår følgende: ”Telefonnumrene 112 og 1813 er i søgelyset på grund af en stribe sager, hvor borgere har ringet om hjælp til deres medmennesker.” Af artiklen fremgår blandt andet følgende: ”[..] Den 7. oktober 2014 blev den 32-årige [Person A] fundet bevidstløs midt på Amagerbro Torv [..] Gennem tre kvarter forsøgte seks forskellige personer forgæves at ringe 114 og 112 [..] for at få hjælp til den meget berusede mand, som de slet ikke kunne komme i kontakt med. Som noget af det første spurgte politiet, om det var en grønlænder, og det forbløffede kvinden, der ringede – men hun kunne bekræfte det. Politiet sendte ikke en vogn som lovet, men ringede tyve minutter efter til akutberedskabet for at spørge, om de havde fået opkald om samme sag. Det havde de, men her havde man besluttet ikke at sende en ambulance. Så droppede politiet også sagen. I alt fem forskellige personer ringede 112 om [Person A], uden at få akutberedskabet til at sende hjælp. I stedet valgte akutberedskabet at bede en ansat i Metro Service komme forbi og se på sagen. Men metrostewarden tog fejl og troede, at det handlede om en aggressiv beruset person nede i metroen og tilkaldte politiet til det. Politiet ankom til pladsen, hvor [Person A] stadig lå dybt bevidstløs omgivet af en ophidset og utålmodig menneskeskare, men gik forbi og ned i metroen for at tage sig af den anden sag. Men de kunne ikke finde den aggressive person, de var kaldt ud til – og først derpå tilså de [Person A] oppe på torvet. Da de endelig tilkaldte en ambulance, var det for sent. [Person A] var død. [..]” [Klager] har til støtte for klagen blandt andet anført, at hun tilfældigt var til stede og ydede førstehjælp, da [Person A] døde ved Amagerbro metrostation den 6. oktober 2014. Det har ikke været offentligt kendt, at hun var på stedet, da hun ikke har ønsket at udtale sig til medierne. Hun kontaktede dog Politiken i forbindelse med artiklerne i december for at gøre indsigelser mod disse. Hun så helst, at Politiken slet ikke publicerede noget som helst omkring [Person A] og hans dødsfald. Politiken respekterede, at hun ikke ønskede at medvirke i de pågældende artikler, men hun fik ikke mulighed for at gennemlæse dem inden publiceringen med henblik på at kontrollere dem for eventuelle ukorrektheder, og der blev heller ikke skruet ned for eksponeringen af [Person A]. Ifølge de vejledende regler for god presseskik skal der tages hensyn til ofre for ulykker, ligesom der skal tages hensyn til vidner og pårørende til ulykkesofre. Desuden har Politiken haft kendskab til, at [Person A] ikke blot var misbruger, men rent psykisk heller ikke havde det godt. Det kan ikke udelukkes, at hans dødsfald rent faktisk var et selvmord og ikke blot en ulykke. De vejledende regler for god presseskik foreskriver, at selvmord og selvmordsforsøg ikke bør omtales, medmindre almen interesse begrunder offentlig omtale. Pressenævnet udtaler : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Da [Klager] ikke er direkte eller indirekte omtalt eller afbildet i påklagede artikler, har hun ikke sådan en interesse, at der er grundlag for at behandle klagen. Det forhold, at hun har været vidne til dødsfaldet, kan ikke ændre herved. [Klager]s klage afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Afgjort den 7. maj 2015.

Versioner

1. 2015-05-09