Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00772

GældendeVersion 2015-05-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9324@2015-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00772

Resumé Klager ikke nævnt ved navn Ekstra Bladet skrev på eb.dk ”Politiet: Forældre fik børnepenge for falsk tvilling”. Der står, at begge forældre nægter sig skyldige. Desuden er ingen af forældrene nævnt ved navn, og det er ikke muligt at genkende dem ud fra artiklen. Pressenævnet finder ingen grund til kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: God presseskik Det følger af punkt A.1 og A.3 i de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den, der kan være krænket. De almindelige presseetiske regler gælder også for retsreportagen. Reglerne for retsreportagen gælder også sagernes forberedelse hos politi og anklagemyndighed. Retsreportagen bør være objektiv. Blandt andet race, etnicitet og nationalitet bør alene nævnes, når det er relevant for sagen. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig. På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at der er rejst tiltale mod klager og [Person A] for uberettiget at have modtaget børnepenge i perioden fra 2001 til 2010. Endvidere fremgår det af artiklerne, at de begge har nægtet sig skyldige i tiltalen. Ekstra Bladet nævner ikke klagers og [Person A]s navne i artiklerne, og det er i øvrigt ikke muligt at identificere dem ud fra indholdet i artiklerne. Pressenævnet finder således ikke grundlag for at kritisere, at oplysningerne ikke blev forelagt for klager inden offentliggørelsen eller i øvrigt grundlag for at kritisere Ekstra Bladets artikler. Rubrikken Pressenævnet finder det uheldigt, at rubrikken i Ekstra Bladets printavis ”Forældre hævede børnepenge for falsk tvilling” , meget nærliggende kan forstås således, at forældrene allerede er dømt skyldige. Det fremgår imidlertid af artiklen under overskriften, at der er tale om en tiltale mod forældrene, ligesom det fremgår, at begge forældre nægter sig skyldige. Pressenævnet finder på den baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for kritik af overskriften. Pressenævnet bemærker, at rubrikken på netavisen ekstrabladet.dk er ”Politiet: Forældre fik børnepenge for falsk tvilling”.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt på ekstrabladet.dk den 5. marts 2015 og i Ekstra Bladet den 6. marts 2015, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Ekstra Bladet bragte den 5. marts 2015 på ekstrabladet.dk en artikel med rubrikken ” Politiet: Forældre fik børnepenge for falsk tvilling” . Af underrubrikken fremgår følgende: ”I ni år hævede forældrene børnepenge for tvillinger, men den ene dreng fandtes ikke.” Af brødteksten fremgår følgende: ”Tre kommuner har gennem ni år udbetalt børnepenge til et syrisk forældrepar, der bildte myndighederne ind, at de havde to sønner, tvillinger, der var født i Syrien. Sådan lyder tiltalen mod forældrene, der senere på måneden stilles for retten på Frederiksberg tiltalt for 'socialbedrageri', og for at have brugt en urigtig erklæring i forbindelse med ansøgningen om børnebidrag. Ifølge anklageskriftet har forældrene uberettiget modtaget 93.748 kr. i børnebidrag for den falske tvilling. Tilsyneladende bor forældrene, han 53 år, hun 40 år, nu hver for sig. Han er bosat i Malmø, og hun på Frederiksberg. Parrets søn er nu 14 år. Parret nægter sig skyldige. Manden har undervejs skiftet sit syriske navn ud med et dansk-klingende. Tvillinger født i Syrien I marts 2001 søgte det syriske par om dansk opholdstilladelse og skrev, at de havde to drengebørn O. og A., som var født den 17. februar 2001 i Syrien. Men A. har aldrig eksisteret, lyder anklageskriftet. Derfor fik forældrene fra 28. april 2001 til 21. januar 2010 udbetalt de små 100.000 kr. i børnebidrag for den falske tvilling. Pengene er udbetalt fra Københavns, Kalundborg og senest Frederiksberg kommune. Men, ifølge tiltalen, fortsatte forældrene med løgnen i forsøget på igen at få børnebidrag for to børn. Den 25. november 2010 søgte de igen Frederiksberg kommune om børnebidrag for begge børn. Og i juni 2011 ansøgte de om et dansk pas i Borgerservice på Frederiksberg til den falske søn A. Under retssagen vil anklagemyndigheden kræve erstatning til de tre kommuner, og tager også forbehold for at begære ægteparret udvist.” Ekstra Bladet bragte den 6. marts 2015 en enslydende artikel med rubrikken ”Forældre hævede børnepenge for falsk tvilling” . 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har til støtte for klagen anført, at han har to sønner. [Klager] er desuden utilfreds med ikke at blive forelagt historien, inden avisen offentliggjorde artiklen. Artiklen bygger alene på anklageskriftet, således at han før og uanset hvad, dommen kommer til at lyde på, er blevet dømt af Ekstra Bladets læsere. Han bemærker, at han ikke er gift med den anden tiltalte i sagen. 2.2 Ekstra Bladets synspunkter Ekstra Bladet har anført, at den omtalte sag er berammet til hovedforhandling ved Retten på Frederiksberg den 17. marts 2015, hvor forældreparret er tiltalt efter straffeloven. De påklagede artikler er baseret på en kopi af anklageskriftet, som Ekstra Bladet er i besiddelse af. Artiklerne er præcis i overensstemmelse med tiltalen. Ekstra Bladet har ikke taget stilling til skyldspørgsmålet i sagen, men alene refereret anklagemyndighedens påstande i sagen samt anført, at det tiltalte ægtepar nægter sig skyldige. Ifølge anklageskriftet kan ægteparret ikke dokumentere, at de har to sønner født den 17. februar 2001 i Syrien, men at de alene har en søn født denne dag. Derfor har de ikke været berettigede til at hæve børnepenge for begge tvillinger. Såfremt ægteparret bliver frifundet i den forestående retssag vil Ekstra Bladet referere dette loyalt, ligesom Ekstra Bladet vil omtale, hvis ægteparret bliver dømt skyldige i socialt bedrageri. Yderligere oplysninger Ekstra Bladet har vedlagt en kopi af en retsliste fra Retten på Frederiksberg, hvoraf det fremgår, at straffesagen vedrørende [Klager] og [Person A] er berammet til den 17. marts 2015, og at de er tiltalt for uberettiget at have modtaget børneydelse fra flere kommuner i perioden 2001-2010. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. God presseskik Det følger af punkt A.1 og A.3 i de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den, der kan være krænket. De almindelige presseetiske regler gælder også for retsreportagen. Reglerne for retsreportagen gælder også sagernes forberedelse hos politi og anklagemyndighed. Retsreportagen bør være objektiv. Blandt andet race, etnicitet og nationalitet bør alene nævnes, når det er relevant for sagen. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig. På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at der er rejst tiltale mod klager og [Person A] for uberettiget at have modtaget børnepenge i perioden fra 2001 til 2010. Endvidere fremgår det af artiklerne, at de begge har nægtet sig skyldige i tiltalen. Ekstra Bladet nævner ikke klagers og [Person A]s navne i artiklerne, og det er i øvrigt ikke muligt at identificere dem ud fra indholdet i artiklerne. Pressenævnet finder således ikke grundlag for at kritisere, at oplysningerne ikke blev forelagt for klager inden offentliggørelsen eller i øvrigt grundlag for at kritisere Ekstra Bladets artikler. Rubrikken Pressenævnet finder det uheldigt, at rubrikken i Ekstra Bladets printavis ”Forældre hævede børnepenge for falsk tvilling” , meget nærliggende kan forstås således, at forældrene allerede er dømt skyldige. Det fremgår imidlertid af artiklen under overskriften, at der er tale om en tiltale mod forældrene, ligesom det fremgår, at begge forældre nægter sig skyldige. Pressenævnet finder på den baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for kritik af overskriften. Pressenævnet bemærker, at rubrikken på netavisen ekstrabladet.dk er ”Politiet: Forældre fik børnepenge for falsk tvilling”. Afgjort den 19. maj 2015

Versioner

  1. 2015-05-21