Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9328@2015-05-22/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00779

Resumé Fejl blev rettet tilstrækkeligt Politiken skrev på forsiden ”En million danskeres teleselskab bruger skattely” samt flere andre. Artiklen indeholdt fejl, som blev rettet på ”Fejl og Fakta” på side 2. Desuden skrev Læsernes Redaktør om fejlen. Klager mener, rettelsen burde stå på forsiden. Pressenævnet finder, at læserne blev tilstrækkeligt orienteret om fejlen. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Politiken har overfor Pressenævnet og i et indlæg fra Læsernes Redaktør i Politikens papirversion erkendt, at Politikens forside-artikel manglede centrale oplysninger om [Klager]’s skattepligt. Pressenævnet lægger derfor til grund, at forside-artiklen ikke gav læserne et retvisende billede af baggrunden for [Klager]’s manglende skattebetaling, hvorfor artiklen indeholdt ukorrekt information. Det følger af § 39 i medieansvarsloven, at et genmæle skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og skal bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges. Endvidere følger det af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7. Da Politiken blev opmærksom på fejlen, tog Politiken initiativ til at rette fejlen, og bragte efter korrespondance med [Klager] om formuleringen heraf en berigtigelse til artiklen på avisens sædvanlige plads for rettelser på s. 2 i 1. sektion. Pressenævnet finder, at Politikens læsere fik tilstrækkelig mulighed for at blive bekendt med berigtigelsen på avisens sædvanlige plads for rettelser. Uanset at forside-artiklen grundet sin placering og opsætning var mere iøjnefaldende end berigtigelsen, finder nævnet således ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Politiken. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at artiklen inde i avisen indeholdt de manglende oplysninger, som var nødvendige for at give et retvisende billede af skattepligten, og at der med indlægget fra Læsernes Redaktør er gjort yderligere bestræbelser fra Politikens side end blot berigtigelsen for at gøre læserne opmærksom på fejlen.

Klager] har klaget til Pressenævnet over Politikens placering af en berigtigelse til en forsideartikel bragt i Politiken, idet selskabet mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Politiken bragte den 20. januar 2015 forsideartiklen ”En million danskeres teleselskab bruger skattely” med underrubrikken ”[Klager]’s ejer i Hongkong har skatteaftale i Luxembourg” . Af artiklen fremgår bl.a. følgende: ”[Klager], som har mere end 1 million danskere som kunder, har på 5 år tjent næsten 1,5 milliarder kroner på sine danske kunder, men har aldrig betalt skat i Danmark. Ejeren af det danske selskab, Hongkong-selskabet [Firma A], som domineres af Hongkongs rigeste mand, [Person A], bruger Luxembourg som skattely for at få fortjenesten på sine mange mobilselskaber ud af Europa så skattefrit som muligt. Selskaber i Luxembourg, der fungerer som bank for mobilselskaberne i blandt andet Danmark, har siden 2007 haft en hemmelig skatteaftale med myndighederne i Luxembourg som sikrer, at milliardindtægter fra mobilforretningerne i blandt andet Østrig, Italien, Irland, Sverige og Danmark kan strømme ud af EU mod at betale skat af blot 1/64 procent – 0,0156 procent – af renteindtægterne, før de lander hos ejerne i Hongkong. Det selskab i Luxembourg, som ejer [Klager] i Danmark, havde i 2013 en fortjeneste på 2,1 milliarder kroner, men slap i kraft af sin særaftale med at betale 5,2 procent i skat. […]” Artiklen var placeret nederst på forsiden, idet en anden forside-artikel om et urelateret emne var placeret øverst med en større overskrift. Under forsideartiklen var der en henvisning til s. 14 i avisen, hvor Politiken bragte artiklen ”Teleselskab i skattely havde eneret til at levere til staten i tre år” med underrubrikken ”[Klager] er ejet af et netværk af selskaber, der er konstrueret for at sikre mindst mulig skat. Det var ingen hindring, da [Klager] vandt eneret på at levere mobilt bredbånd til staten” . Af artiklen fremgår bl.a. følgende: ”[…] Ingen skat fra [Klager] Selskabet i Danmark, som hedder [Klager], betalte på det tidspunkt ingen skat. Det var endnu ikke begyndt at tjene penge. Det første overskud kom i 2010, men der er til og med 2013, som er det seneste kendte regnskab, stadig ikke kommet en eneste skattekrone i den danske statskasse fra [Klager], selv om [Klager] i den periode har tjent mere end 1,5 milliarder kroner. Dels er der underskud fra tidligere år at trække fra. Dels er der stadig en gæld på 1,8 milliarder kroner til selskabet i Luxembourg, som vil give skattefradrag i de kommende år – men som til gengæld vil blive beskattet meget blidt, når de lander i Luxembourg. […]” Ved brev af 11. marts 2015 anmodede [Klager] Politiken om at bringe en berigtigelse i anledning af avisens dækning af [Klager]’s påståede brug af skattely. Af en efterfølgende e-mailkorrespondance mellem [Klager] og Politiken fremgår det bl.a., at begge parter blev enige om ordlyden af berigtigelsen. Det fremgår endvidere af e-mailkorrespondancen, at Politiken tilkendegav overfor [Klager], at berigtigelsen ville blive bragt på Politikens sædvanlige plads for rettelser på side 2 i 1. sektion, og at [Klager] hertil svarede, at dette ikke kunne accepteres, idet berigtigelsen burde bringes på forsiden. Berigtigelsen blev bragt med den aftalte formulering den 21. marts 2015 på s. 2 i 1. sektion af Politiken. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]’s synspunkter [Klager] har navnlig anført, at den af Politiken bragte berigtigelse ikke blev bragt med samme prioritering som den oprindelige historie, der var placeret på forsiden. På trods af, at [Klager] på forhånd havde udtrykt sin utilfredshed med denne løsning, blev berigtigelsen bragt på side 2. [Klager] har i den forbindelse henvist til, at berigtigelsen skal bringes på forsiden for at informere Politikens læsere om fakta i sagen og dæmme op for de mange misforståelser og negative tilkendegivelser over for [Klager], som Politikens forsideartikel har givet anledning til. Der er stor forskel på, hvor mange, der læser forsiden af Politiken, og hvor mange, der læser spalten med ”Fejl og Fakta” på side 2. Bo Lidegaard fra Politiken henviser selv i sin udtalelse til, at rettelsesspalten er lavet til de læsere, der aktivt leder efter denne info i avisen, og det er derfor [Klager]’s opfattelse, at der er tale om et meget begrænset antal læsere, der langt fra står mål med det antal, der indledningsvist læste forsideartiklen. 2.2 Politikens synspunkter Politiken har beklaget, at forsideartiklen ikke rummede den helt centrale oplysning, at [Klager]’s foreløbige manglende skattebetaling i Danmark i al væsentlighed skyldes de fradrag, der er udløst af selskabets meget betydelige investeringer. Den vigtige oplysning var medtaget i den opfølgende artikel inde i avisen, men burde naturligvis også have fremgået af forsideartiklen, der på grund af fejlen desværre ikke gav et dækkende billede. Politiken valgte derfor at efterkomme [Klager]’s anmodning om et genmæle, som Politiken modtog den 11. marts 2015 på trods af, at Politiken adskillige gange havde gjort opmærksom på fejlen og beklaget den såvel i Politiken som på politiken.dk og i andre medier. Politiken har endvidere henvist til, at Læsernes Redaktør den 30. januar 2015 i sin daglige rettelsesspalte ”Fejl og Fakta” pegede på, at årsagen til, at [Klager] ikke har betalt skat, manglede, og at han varslede, at han i sin ugentlige, principielle klumme den følgende søndag ville uddybe sin kritik. Politiken har endelig henvist til, at hele Læsernes Redaktørs klumme søndag den 1. februar 2015 handlede om fejlen, og at der blev gjort udførligt rede for, hvorfor forsideartiklen havde givet et forkert og unfair billede. Det blev understreget, at det er helt i overensstemmelse med dansk skattelovgivning, at investeringer udløser fradag, og der blev draget paralleller til læsernes privatøkonomi, hvor f.eks. pensionsindbetalinger og befordringsudgifter giver skattefradrag. Læsernes Redaktør pegede desuden på, at [Klager] havde været i sin gode ret til ikke at ville udtale sig om sine forhold. For så vidt angår placeringen af berigtigelsen har Politiken henvist til, at det er fast praksis på Politiken, at rettelser bringes på side 2 i 1. sektion. Det er for Politikens redaktion magtpåliggende, at læserne nemt og hurtigt kan blive bekendt med fejl i avisen, uanset på hvilken placering og i hvilken sektion, de forkerte oplysninger har været bragt. Redaktionen har på den baggrund valgt at give den daglige rettelsesspalte en så fremtrædende placering. Politiken finder således, at Politiken har levet op til kravet i medieansvarslovens § 39 om, at et genmæle skal bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges Yderligere oplysninger Den 1. februar 2015 bragte Politiken på s. 10 et indlæg fra læsernes redaktør med overskriften ”På vildspor” . Af indlægget fremgår følgende: ”Hvad gør vi, når fejl i vores artikler viderebringes og forstørres af konkurrenter og sociale medier? Politikens journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair. Kan man huske de fire centrale ord i den sætning fra vores etiske regelsæt, er de øvrige 2.391 ord om ikke ligegyldige, så dog underordnede. En forsideartikel om [Klager], som vi bragte forrige tirsdag, var i hvert fald kritisk. Man kan også argumentere for, at den var saglig og korrekt, men hvad angår fairness, faldt den i den grad igennem. Artiklen hed ”En million danskeres teleselskab bruger skattely”, og indledningen lød: ”[Klager], som har mere end 1 million danskere som kunder, har på 5 år tjent næsten 1,5 milliarder kroner på sine danske kunder, men har aldrig betalt skat i Danmark”. Det er for så vidt rigtigt nok. Pointen er bare, at det har selskabet heller ikke haft pligt til, og den oplysning var ingensteds at finde på forsiden. Først inde på s. 14 kom forklaringen på den manglende skattebetaling: »Dels er der underskud fra tidligere år at trække fra. Dels er der stadig en gæld på 1,8 milliarder kroner til selskabet i Luxembourg, som vil give skattefradrag i de kommende år – men som til gengæld vil blive beskattet meget blidt, når de lander i Luxembourg «. Det var en helt klar fejl, at det ikke fremgik af forsideartiklen. Punktum. Vi skatteborgere ville også skulle betale mere i skat, hvis vi ikke havde fradrag for a-kasse og befordring og renteudgifter og den slags. Vi har bare ikke finansieret opbygningen af et mobilnet, der – helt efter bogen – kaster meget store fradrag af sig. Den egentlige historie fejlede ingenting, og hele kernen i problemet blev beskrevet ordentligt og indgående på s. 14: Firmaet låner penge af sig selv og trækker renteudgifterne fra i et land med høj skat: Danmark. Renteindtægterne havner i et land med meget lav skat: Luxembourg. Andre medier tog vores forsidehistorie med den manglende skattebetaling op, og den spredte sig lynhurtigt på de sociale medier. I løbet af få timer havde sagen fået et omfang og en karakter, som gør, at vi må overveje meget alvorligt, hvor langt vores ansvar for fejl egentlig rækker. Det gælder ikke mindst i disse tider, hvor vi er begyndt at bruge sociale medier som Facebook og Twitter aktivt til at gøre opmærksom på vores journalistik. Der er ingen tvivl om, at ansvaret for fejl i vores artikler ligger et eneste sted: på redaktionen. Det er ikke nok, at researchen og dokumentationen er på plads: Er formidlingen ikke også i orden, bærer vi et medansvar, hvis historierne kører af sporet, som det skete med historien om [Klager]. Den centrale information fra s. 14 skulle selvfølgelig også have stået på forsiden. Om historien derefter havde været forsideegnet, kan man diskutere. Men det er da interessant, at man kan snedkerere sine egne skattefradrag. Havde vi formidlet ordentligt, havde vi forhåbentlig undgået, at andre medier tog sagen op med den besynderlige vinkel, at halvanden milliard kroner var sendt fra Danmark via Luxembourg til [Klager]’s ejer i Hongkong. Og hvad synes du som mobilkunde om det? Bedre blev det ikke af, at [Klager] til at begynde med ikke ville kommentere sagen. Det er selskabet imidlertid i sin gode ret til. Det er alene os på redaktionen, der har bevisbyrden – det er ikke op til [Klager] at dokumentere sin uskyld. Uden at det på nogen måde skal opfattes som et forsøg på at sende aben videre, fører sagen forhåbentlig også til selvransagelse på andre medier. Pressenævnet har flere gange slået fast, at vi alle har en selvstændig pligt til at tjekke oplysninger i nyhedstelegrammer og citathistorier fra andre medier. På redaktionen skal vi betragte artikler udefra som råmateriale, der skal tjekkes og muligvis udbygges med yderligere research. Den tid er heldigvis forbi, hvor vi kunne smyge ansvar af os ved at henvise til, at vi bare viderebragte andres historier. Hvis man synes, at artikler kan blive forvansket i resten af pressen, er det for intet at regne mod, hvad der sker på de sociale medier – som det skete den skæbnesvangre tirsdag. Hvorfor korrigerer Politiken ikke forkerte oplysninger, der opstår i sådan en debat, spurgte nogle læsere. Det er et særdeles godt spørgsmål, som vi hidtil har besvaret med, at det er der ikke tradition for. Og med, at vi ikke ville kunne lave andet, hvis vi skulle rette alle de fejlopfattelser, der bygger på vores artikler – som regel uden at vi er anledningen. Når man tager i betragtning, at vores historier i visse tilfælde får en enorm udbredelse, hvilket vi selv medvirker til – og opfordrer medarbejderne til at hjælpe med til ved at bruge primært Facebook og Twitter – bør vi måske tænke den tradition om. Ofte bliver ophidsede – og misforståede – indlæg på de sociale medier ledsaget af et link til vores historier, og dermed bliver vi koblet til debatten og en del af den, hvad enten vi vil det eller ej. Hvilket ansvar det giver os, og hvordan vi løfter det i overensstemmelse med vores principper om fairness, bør vi tage en meget grundig debat om på redaktionen.” 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Politiken har overfor Pressenævnet og i et indlæg fra Læsernes Redaktør i Politikens papirversion erkendt, at Politikens forside-artikel manglede centrale oplysninger om [Klager]’s skattepligt. Pressenævnet lægger derfor til grund, at forside-artiklen ikke gav læserne et retvisende billede af baggrunden for [Klager]’s manglende skattebetaling, hvorfor artiklen indeholdt ukorrekt information. Det følger af § 39 i medieansvarsloven, at et genmæle skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og skal bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges. Endvidere følger det af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7. Da Politiken blev opmærksom på fejlen, tog Politiken initiativ til at rette fejlen, og bragte efter korrespondance med [Klager] om formuleringen heraf en berigtigelse til artiklen på avisens sædvanlige plads for rettelser på s. 2 i 1. sektion. Pressenævnet finder, at Politikens læsere fik tilstrækkelig mulighed for at blive bekendt med berigtigelsen på avisens sædvanlige plads for rettelser. Uanset at forside-artiklen grundet sin placering og opsætning var mere iøjnefaldende end berigtigelsen, finder nævnet således ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Politiken. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at artiklen inde i avisen indeholdt de manglende oplysninger, som var nødvendige for at give et retvisende billede af skattepligten, og at der med indlægget fra Læsernes Redaktør er gjort yderligere bestræbelser fra Politikens side end blot berigtigelsen for at gøre læserne opmærksom på fejlen. Afgjort den 19. maj 2015.

Versioner

1. 2015-05-22