Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00789
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9415@2015-06-25/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00789
Resumé Redigering af mindeord var i orden Fyns Amts Avis bragte en læsers ”Mindeord for [afdødes navn]” og udelod en del af teksten. Pressenævnet finder, at redigeringen ikke forvansker portrættet af afdøde og udtaler ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Et massemedie har som led i den redaktionelle proces på egen hånd ret til at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg m.m., såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket. [Klager]s mindeord tegner et personligt portræt af en bekendts liv, og det fremgår af Fyns Amts Avis’ notits om praksis for mindeord, at ” Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i mindeordene”. [Klager] måtte således være klar over, at hans indlæg kunne blive redigeret af redaktionen. Pressenævnet finder endvidere, at udeladelsen af de pågældende dele af indlægget ikke kan anses for at have forvansket mindeordene. Fyns Amts Avis har således alene slettet sætninger, som kan fjernes fra sammenhængen, uden at dette virker meningsforstyrrende. Pressenævnet finder derfor ikke, at Fyns Amts Avis har tilsidesat god presseskik ved at redigere i [Klager]s mindeord. På den baggrund finder Pressenævnet endvidere ikke anledning til at tage stilling til [Klager]s anmodning om, at Fyns Amts Avis bringer hans mindeord i uredigeret form. Pressenævnet udtaler således ikke kritik af Fyns Amts Avis. Afgjort den 23. juni 2015.
[Klager] har klaget over, at Fyns Amts Avis har foretaget ændringer i hans indlæg ”Mindeord for gartner [Person A], [By]” , idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Fyns Amts Avis bragte den 8. april 2015 [Klager]s indlæg ”Mindeord for gartner [Person A], [By]” . Af indlægget fremgår følgende, idet teksten markeret med numrene 1-4 var udeladt i den offentliggjorte udgave af indlægget: Et langt liv sluttede for gartner [Person A] den 23. marts - et liv uden at kende til sygdom. Jeg kom til at kende [Person A], da han startede sin salgsbod med frugt og grønt i [By]. Det viste sig, at vi havde sammenfaldende synspunkter om samfundets udvikling – desværre i en ond retning [1], og han satte stor pris på mine oplysende læserbreve. Jeg skulle have god tid, når jeg handlede hos ham, for han ville gerne fortælle om sin tid, der omfattede [By]s historie og personer næsten 100 år tilbage. [Person A] var født i 1920 i Grønnegades mindste hus i nr. 7 som et af de ældste børn. Ud over hans far og mor, var der syv børn i det lille hus. Hans mor havde endda et lille udsalgssted til højre for hoveddøren. Her solgte hun småfornødenheder inden for kolonial. Loftet var pulterkammer, så der var kun stueetagen og ikke plads til senge. De mindste børn sov i skuffer, og de større måske på gulvet, men ikke på samme tid. På skift og af gerne to til fire timers længde alt efter vejret, måtte de større børn ud af huset og gå rundt i Grønnegade midt om natten indtil deres mor kaldte dem ind, så de kunne sove på den ledige plads, der var dejlig varm! Hans mor sov ikke en hel nat igennem! Han brød sig ikke om skolen og terperiet, og efter at have prøvet tøjbranchen, tog han ud at sejle med en skonnert og blev ansat som kok for tre mand. Skipper viste, hvordan han skulle bikse noget mad sammen, for det vidste [Person A] intet om. Når de skulle på en længere tur, kom slagteren lige inden afgang med en halv nyslagtet kalv i en sæk. Den blev hejst op i toppen af masten, og så var det med at komme af sted og væk fra kysten, for fluer flyver lavt og ikke langt ud over havet[.], fortalte [Person A]. Dette var nødvendigt, for der var ikke kølemulighed ombord [2]. Det var farligt at sejle, da verdenskrigen begyndte 1. september 1939. I samme efterår sænkede den tyske marine 29 danske fiskekuttere, hvorved 99 fiskere omkom i Vesterhavet, og langt flere var alvorligt kvæstede. [Person A] var vred på statsminister Stauning, der forbød omtale af tyskernes mord på sagesløse fiskere. Tyske krigsskibe sejlede ind i fiskekutterne med fuld fart, så det blev kaldt forlis! Tyskerne mente, at danske fiskere advarede den engelske flåde om tyske skibe. Derfor drabene. [Person A] blev en såkaldt "hjemmesejler" ved hovedsageligt at sejle i Østersøen og Den Botniske Bugt, men med regeringens velsignelse blev hans skib også brugt til jernmalmtransport fra Narvik langs Norge til Kattegat og gennem Østersøen til Kiel. De havde så kul med tilbage til Danmark. Senere foregik malmtransporten fra Luleå i svensk farvand. Det blev ligestillet med at tage på arbejde i Tyskland og medvirkede dermed til krigen, hvilket [Person A] ikke var stolt af. Men danskerne var ret tyskvenlige, så det var svært at forstå, hvad der var hvad. Uanset hvad, var minefaren belastende. Derfor sejlede de kystnært og slap med skrækken [3]. [Person A] fortalte, at han huskede sognefogeden i [By] gik rundt i byen og holdt øje med, om mændene var i arbejde. Traf han en mand midt på dagen tilsyneladende uden arbejde, spurgte han ham ud og forlangte at se, om pågældende havde 5 kroner i lommen, hvis han var uden arbejde. Hvis ikke, blev han anholdt og bragt til fattiggården i [Landsby], hvor han blev sat i arbejde! Sognefogeden havde politimyndighed og skulle også holde øje med de arbejdsløse. [Person A] så gerne det indført igen henset til al den slendrian, der er i dag samt ikke mindst importen af mennesker, der ikke tilfører landet noget, men tværtimod belaster Danmark. Det gjorde ham trist til mode de sidste år [4]. [Person A] syntes, at han havde haft et dejligt liv sammen med sin kone [Person B], som betød meget for ham. [Person A] kommer med dette til at bidrage lidt til historien om det [By], han holdt så meget af. Af [Klager] [Klagers adresse] , [By] (forkortet af redaktionen) ” Yderligere oplysninger [Klager] har i sin klage indsat en kopi af Fyns Amts Avis’ faste notits til indsendelse af mindeord, hvoraf det fremgår: ”Mindeord Mindeord over afdøde bringes på navnesiderne i den rækkefølge, de modtages. Mindeord skal være redaktionen i hænde senest 14 dage efter dødsfaldet. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i mindeordene, der bliver bragt på navnesiderne med navn og adresse på afsender.” [Klager] har desuden fremsendt sine mindeord i fuld længde, hvori han har markeret de passager, som ikke er medtaget i offentliggørelsen i Fyns Amts Avis [markeret med numrene 1-4 i teksten ovenfor]. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har til støtte for klagen blandt andet anført, at hans mindeord for en gammel ven er blevet maltrakteret af Fyns Amts Avis, ligesom hans ytringsfrihed er blevet krænket. Mindeordene blev fremsendt til avisen per mail den 2. april 2015, dagen efter [Person A]s begravelse, men de blev først bragt i avisen den 8. april 2015. Han formoder, at forsinkelsen af offentliggørelsen skyldes, at Fyns Amts Avis skulle censurere hans oprindelige tekst. Han har endvidere oplyst, at Fyns Amts Avis har tilkendegivet i avisen, at der ikke gælder nogen regler for længden af mindeord. [Klager] har videre anført, at den redigerede tekst burde have været forelagt for ham forud for offentliggørelsen. Han ville have trukket sine mindeord tilbage, hvis han havde vidst, at Fyns Amts Avis ville redigere i det skete omfang. 2.2 Fyns Amts Avis’ synspunkter Fyns Amts Avis har anført, at beslutningen om at bringe [Klager]s mindeord i en forkortet og dermed redigeret form er i overensstemmelse med det grundfæstede og almindelige princip om mediets ret til at afgøre, hvad der skal bringes. Som det også fremgår af Fyns Amts Avis’ vejledning til læsere, som ønsker mindeord offentliggjort, forbeholder redaktionen sig ret til at redigere i mindeord. Der følger af redigeringsretten i øvrigt ingen forpligtelse til at rådføre sig med skribenten om eventuelle forkortelser eller anden redigering. Hvad [Klager]s påstand om censur angår, ses den ikke at være af en sådan beskaffenhed, at Pressenævnet skal tage stilling til den, hvorfor Fyns Amts Avis afstår fra at kommentere den. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Et massemedie har som led i den redaktionelle proces på egen hånd ret til at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg m.m., såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket. [Klager]s mindeord tegner et personligt portræt af en bekendts liv, og det fremgår af Fyns Amts Avis’ notits om praksis for mindeord, at ” Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i mindeordene”. [Klager] måtte således være klar over, at hans indlæg kunne blive redigeret af redaktionen. Pressenævnet finder endvidere, at udeladelsen af de pågældende dele af indlægget ikke kan anses for at have forvansket mindeordene. Fyns Amts Avis har således alene slettet sætninger, som kan fjernes fra sammenhængen, uden at dette virker meningsforstyrrende. Pressenævnet finder derfor ikke, at Fyns Amts Avis har tilsidesat god presseskik ved at redigere i [Klager]s mindeord. På den baggrund finder Pressenævnet endvidere ikke anledning til at tage stilling til [Klager]s anmodning om, at Fyns Amts Avis bringer hans mindeord i uredigeret form. Pressenævnet udtaler således ikke kritik af Fyns Amts Avis.