Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sundhed - sagsbehandling - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/9429@2014-02-19/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sundhed - sagsbehandling - ej medhold
Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at klager blev spurgt, om han var faderen, da han sammen med sin søn og dennes mor ankom til en hospital, hvor sønnen skulle opereres. Faderen var oplyst som personen, der skulle ringes til efter operationen, og receptionisten hos indklagede ville blot sikre, at det var klager, der skulle ringes til. Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling af en far i forbindelse ankomsten til et hospital, hvor hans søn skulle opereres. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede handlede ikke i strid med ligestillingsloven, da klager ankom til hospitalet sammen med sin søn. Sagsfremstilling Klager mødte den 19. september 2013 sammen med sin søn og sønnens mor op i receptionen på det indklagede hospital for at meddele, at sønnen var ankommet til en operation. Klager blev spurgt, om han var faderen. Parternes bemærkninger Klager ønsker, at fædre skal behandles på lige fod med mødre. Klager henviser til, at han af receptionisten blev spurgt, om han var faderen, mens moderen, som stod ved siden af, ikke fik et tilsvarende spørgsmål. Klager undrer sig over, at han skulle identificere sig, når moderen ikke skulle. Forældreroller, som tidligere var forbeholdt mødre, varetages nu ligeså ansvarligt og kompetent af fædre, men der er stadig små diskriminationer af fædre, når de som forældre skal kommunikere med forskellige autoriteter i det danske samfund, herunder kommuner, sygehuse og praktiserende læger. Indklagede oplyser, at receptionisten i forbindelse med, at klagers søn blev modtaget som patient, spurgte ledsagerne, hvem der kunne ringes til efter operationen. Det blev oplyst, at der kunne ringes til faderen. Receptionisten spurgte herefter den mandlige ledsager, om han var faderen. Formålet med dette spørgsmål var udelukkende at sikre, at klager var den pågældende person, der skulle ringes til. Dette er indklagedes standardprocedure i den slags situationer. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven). Det fremgår af indklagedes oplysninger, at klager ved ankomsten til hospitalet blev spurgt, om han var faderen, fordi der skulle ringes til ham efter sønnens operation. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager ikke blev udsat for forskelsledning på grund af køn ved ankomsten til hospitalet. Klager får derfor ikke medhold i klagen.